Folkeskolen er for presset til at hjælpe børn med særlige behov

Da Lance Luscombe stoppede som skoleleder ved årsskiftet, efterlod han en skole med et underskud på mere end to millioner kroner. Det er prisen for samtidig at efterlade en skole, hvor alle børn fik det skoletilbud, de havde ret til.

Af Lasse Mors

Der er krisemøde på Bredagerskolen i Jelling. Der hersker så voldsomt kaos blandt børnene på første årgang, at ingen i indskolingen får noget ud af undervisningen, og derfor er alle forældre på første årgang kaldt ind. Skoleleder Lance Luscombe har nemlig truffet den beslutning, der skal løse problemet, og beskeden til forældrene er klar:

Vi tager fem børn ud af undervisningen og sætter dem i en mellemform i en periode.

Med sig selv ved han, at der ikke er råd til at gøre det, men han gør det alligevel.

”Den ene af drengene havde en PPV med +9 timer, men jeg satte jo en lærer og en pædagog af til fem børn fra 8-12 hver dag. Det er et sindssygt overforbrug, men vi kunne ikke løse det med gradvise indsatser. Det var akut,” siger Lance Luscombe.

Det er situationer som den, der fik ham til at sige op på landsdækkende TV. Situationer hvor han skal vælge mellem enten at overholde budgettet eller give børnene det skoletilbud, de har lovkrav på. Lance Luscombe har altid valgt det sidste. Det er derfor, hans skole år efter år kører med dundrende underskud.

Problemet er nationalt

Ifølge Lance Luscombe står han ikke alene. Over hele landet sidder skoleledere med den udfordring, at der ikke er ressourcer nok i budgettet til at lykkes med inklusionsopgaven.

”Efter min opsigelse på TV har jeg talt med skoleledere fra hele landet, som fortæller, at de ikke udmønter den støtte, de skal ifølge loven, fordi de får et underskud, hvis de gør det,” siger han.

LÆS OGSÅ: Nyt studie: Inklusion virker ikke

Med inklusionsloven fra 2012 skulle børn med særlige behov så vidt muligt undervises i almenskolen med den nødvendige støtte og de nødvendige hjælpemidler. Derfor ville støttebehovet stige i almenskolen, og samtidig skulle færre visiteres til specialtilbud.

Men sådan gik det ikke.

”På min skole oplever jeg, at støtteopgaven er større i både almen og special, hvor der for 12 år siden var færre børn med støttebehov i almenskolen og færre børn i specialtilbud,” siger Lance Luscombe.

Inklusionsloven får for meget af skylden

Med Lance Luscombes kritik er det nærliggende at tro, at han melder sig i koret af kritikere, der peger på inklusionsloven som roden til folkeskolens massive problemer. Men så simpelt kan man ikke sige det, mener han.

”Der er ingen tvivl om, at der gik noget galt med inklusionsloven. Men hvis vilkårene ikke er til stede for at kunne lykkes med inklusionen, hvad er det så der er mislykkedes?” spørger han retorisk og peger i næste åndedrag på, at der er flere grunde til folkeskolens problemer.

”De udfordringer, vi står over for, er lige så meget et samfundsanliggende, som handler om, hvad det er for et liv, vi allesammen indretter for vores børn,” siger han og henviser til, at mistrivslen blandt børn stiger voldsomt i de her år.

Det handler ikke alene om, at inklusionen af børn med særlige behov i almenskolen er slået fejl.

LÆS OGSÅ: Skolevægring: På en god uge går Magnus i skole i 45 minutter

For mange børn er overladt til sig selv

Et barn fortæller Lance Luscombe, at hendes største ønske er at gå en tur med sin mor. Et andet barn fortæller, at når lillebror vågner om morgenen, så får han stukket iPad’en i hånden som det første.

Det er historier som dem, der får Lance Luscombe til at sige, at problemerne er et større samfundsanliggende.

”Min oplevelse er at rigtig mange børn er overladt til sig selv. Børn har brug for rollemodeller. De har brug for at være sammen med deres forældre derhjemme og ikke bare sidde hver for sig med en computer eller hvad det er,” siger han.

LÆS OGSÅ: Kirsten Callesen: “Folkeskolen overtager summen af det pres, børnene har været i fra de tidlige institutioner”

For ham at se har de mange timer foran skærmen konkrete konsekvenser, når en årgang starter i børnehaveklasse. Børnene er nemlig generelt dårligere rustet end tidligere til at indgå i fællesskaber.

”Jeg oplever, at vi får børn, der starter i skole, som faktisk har svært ved at aflæse andre børns følelser. Helt basale følelser. Fordi de ikke har været nok i det felt, hvor de er fysisk sammen med andre børn, og hvor man lærer at læse andre,” siger han.

Forældre er usikre på skærmtid

I vores nordiske nabolande er et barn, der bliver overladt til sig selv med en iPad i mange timer om dagen, et sjældnere syn. I hvert fald hvis svenske og norske forældre følger de officielle myndigheders anbefalinger for daglig skærmtid. Her lyder den klare tale nemlig på 0 timers skærm om dagen for børn op til 2 år og 1 time for børn fra 3-5 år.

”Vi bliver nødt til at lave noget lignende i Danmark,” siger Lance Luscombe.

Lige nu har Sundhedsstyrelsen ikke nogen tidsbegrænsninger på små børns brug af skærm, og det skyldes, at der ikke er evidens for, hvad virkningen af skærmforbrug er. Men det er ikke godt nok ifølge Lance Luscombe.

”Jeg oplever i hvert fald forældre, der er meget usikre på de her ting og har brug for nogle klare guidelines,” siger han.

Men ligesom inklusionsloven får skyld for for meget, så kan man heller ikke skubbe al skylden for problemerne med inklusion over på hverken forældre eller skærmtid.

LÆS OGSÅ: Forælder til et skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd

Folkeskolen skal moderniseres

Hvis man kigger på et billede af indretningen i en folkeskoleklasse i 1980’erne, så ligner den til forveksling nutidens. Tavlen er skiftet ud med et smartboard, men stole og borde står på samme måde, og undervisningen ligner. Derfor er det måske kun et skarpt øje hos en garvet skoleleder, der ser detaljen, som gør hele forskellen: frikvartererne.

”Dengang fik børn brugt sin krop. De spillede fodbold og kravlede op i kirkespiret i frikvartererne. Så dengang gav det mening at sidde ved et bord i timerne. Børn bruger ikke sin krop på samme måde i dag. Derfor er det faktisk vigtigt, at vi laver en undervisning, hvor børnene får brugt kroppen,” siger han og fortsætter:

”Der er ingen enkle løsninger, men vi bliver nødt til at tænke anderledes. For det vi gør nu, det er at vi kører videre som skolen altid har set ud, og det virker ikke.”

Det store behov for hjælp presser børn med særlige behov

Når vi hører, at støttebehovet i dag er større i både almenskolen og på specialområdet, så tænker de fleste, at det drejer sig om børn med særlige behov. Men det er en misforståelse ifølge Lance Luscombe.

”Der er flere børn, der har brug for noget specielt i skolen i dag, og folk tror altid, at det handler om dem, der har brug for rigtig mange støttetimer. Men det er faktisk også alle mulige andre børn, som man ikke umiddelbart tænker har brug for noget.”

Børn med særlige behov kan ikke fungere, hvis de ikke får en ordentlig hjælp af en vis kvalitet. Derfor går det især ud over dem, når de samme hænder skal nå rundt om flere børn med mere mangfoldige typer af behov.

”Det handler om, at der er kommet mere fokus på det enkelte barn. At hvis et barn har det dårligt, så skal vi gøre noget. Og det gælder både børn med særlige behov og børn med præstationsangst og alt muligt andet, som er meget individuelt.”

Det øgede fokus på hvert enkelt barn er umiddelbart en god ting. Men hvis handling bliver lig med at skærme børn for svære følelser, så får det også utilsigtede konsekvenser, som gør, at børn får svært ved at lære at indgå i sunde fællesskaber.

Det har Lance Luscombe et eksempel på.

Individualisering svækker børnefællesskaber

20 forventningsfulde børn sidder i en bus. De er på vej i Legoland på en almindelig skoledag, fordi de i det forgangne skoleår har engageret sig i Bredagerskolens legepatrulje. Turen er deres belønning.

Imens skal deres 15 klassekammerater blive hjemme og modtage undervisning. De har ikke deltaget i legepatruljen og skal derfor ikke med i Legoland. Sådan er det hvert år.

Men ikke i år.

”Et par uger før turen bliver klasselæreren ringet op af en mor, som fortæller, at hendes datter er ked af, at hun ikke skal i Legoland,” siger Lance Luscombe.

Da skolen afslår at belønne 15 elever for et arbejde, de ikke har været med til at gøre, tager moren selv affære.

”Det ender med, at de 15 forældre tager deres børn fri og selv tager i Legoland med dem,” siger Lance Luscombe.

Historien er et eksempel på, at et øget fokus på det enkelte barn kan tage overhånd og få konsekvenser for skolens muligheder for at skabe stærke børnefællesskaber. Børn skal nemlig have lov at blive kede af ikke altid at være med, men det kræver en indsats fra forældrene at lære dem det.

”Vi ser en lille gruppe forældre, som kommer til at fylde meget på skolen, som af bedste vilje har svært ved for eksempel at stå uden for barnet og sige: jeg kan godt forstå, du bliver ked af det, men du skal altså ikke i Legoland.”

Episoder som den tager fokus fra den vigtige opgave: nemlig at ingen børn have det dårligt i hverdagen.

Mellemformen førte de fem børn tilbage i almen

Tilbage på Bredagerskolens første årgang er fire ud af fem forældrepar enige i beslutningen om at tage deres børn ud af undervisningen og sætte dem i en mellemform i en periode.

”De fire forældrepar havde haft det sådan siden børnehaven, at der skulle gøres noget ved det her,” siger Lance Luscombe.

Siden er 1. årgang blevet til 2. årgang, og tre ud af de fem elever, der blev taget ud til mellemform, er tilbage i almenklassen. De to resterende er stadig i en mellemform, hvor de har halvdelen af deres timer i et hjørnerum til klasselokalet, og resten af tiden er de med inde i klassen.

”Det har været en teamindsats, som har krævet sindssygt dygtige medarbejdere og en dedikeret ledelse, der går ind i arbejdet med enormt skarpe handleplaner, som hele teamet kender.”

Mellemformer risikerer at blive en spareøvelse på specialområdet

Mange taler om mellemformer som det, der skal løse inklusionsudfordringen i almendelen, og flere kommuner har lavet strategier for, hvordan de vil arbejde med det. Men flere steder fungerer det ikke, fordi der ikke følger nok penge med ifølge Lance Luscombe.

”Mellemformer kan være gode nok. Men hvis en elev kun har to timer om ugen i almen uden progression, så bliver mellemformer bare en spareøvelse på specialområdet. Barnet skal have noget ud af det og have en reel chance for at komme tilbage,” siger han.

”Hvis man bare overlader mellemformerne til en lærer og en pædagog, så kommer man ikke til at lykkes. Det kræver en teamindsats.”

Desværre er det ofte det, der sker, fordi det er, når skolerne skal implementere mellemformer, at de fattes ressourcer, mener han.

”Vi har forældre, der har flyttet deres børn over til os, fordi de havde hørt, vi gjorde det godt, og jeg synes, at her på skolen kan jeg stå inde for det, vi laver. Men vi har jo så også et kanon underskud på grund af det.”

Det har ikke været muligt for Ligeværd at komme i kontakt med de omtalte forældrepar i historien.