HVORFOR MISTRIVES BØRN SOM ALDRIG FØR?

Det bliver du klogere på i artiklen her, der bygger på et besøg hos psykolog Kirsten Callesen, som har arbejdet med børn med særlige behov i mere end 20 år.

Af Esben Kullberg

Engagementet lyser i øjnene og ordene kommer lynhurtigt næsten springende ud af munden, når Kirsten Callesen fortæller om de hjerneprocesser, impulser, neuron-og hormonstoffer, hun har været så optaget af hos børn de seneste år. Hun står på scenen ved Ligeværds Årskonference og folk i salen sidder og lytter intenst, mens de nikker genkendende til Kirstens beskrivelser af, hvad det er, der præger de børn og unge, vi i dag arbejder med i specialundervisningen. Kirstens tanker og arbejde sætter tydeligvis et markant aftryk den torsdag formiddag på konferencen. Og jeg beslutter at besøge hende for at høre nærmere til det arbejde og de erfaringer, der ligger bag hendes skarpe analyser af, hvad det er mange af vores børn og unge slås med i dag.

– Jeg har arbejdet med børn med diagnoser, særligt autisme, igennem mange år. Vi ved gennem mange årtiers forskning og praktisk pædagogisk erfaring ret meget om, hvordan vi bedst hjælper dem. Men på et tidspunkt, mødte jeg flere og flere børn, der havde fået det markant dårligere og ikke havde gavn og glæde af de måder at arbejde på, der tidligere havde virket. Mange af dem havde været væk fra skolen i lang tid, var blevet isolerede og blot fået det værre og værre af at være hjemme alene. Det, vi førhen var lykkedes med, for at få nogle af de mest belastede børn tilbage i skolen, det kunne vi simpelthen ikke længere nå på den samme tid, fortæller Kirsten om sine første erfaringer med traumatiserede børn.

Vi sidder i Psykologisk Ressource Center højt oppe under taget i en bygning i det indre København, hvor Kirsten har sin praksis sammen med 8-9 kolleger.

– Jeg ynder at se på vores arbejde her som en bevægelse. Der er behov for, at vi går ud i verden og skaber forandring, insisterer Kirsten, og engagementet fra Årskonferencen lyser igen ud af hendes øjne.

Hvad virker for det enkelte barn?

– Det hele startede egentlig langt tilbage for mere end 20 år siden. Da jeg var færdig som psykolog, fik jeg hurtigt ry for at kunne noget med mennesker med autisme. Mit udgangspunkt fra dengang har sådan set ikke ændret sig siden. Også dengang handlede det om en nysgerrighed på det enkelte barn, ’hvem er du?’, ’Hvor er du henne i dit liv?’, ’Hvordan skal du lykkes som menneske?’. Selvfølgelig med det perspektiv, at der er nogle vilkår for barnet, som er knyttet til at have autisme. Men nysgerrigheden åbnede dengang for at se muligheder – også i diagnosen, fortæller Kirsten om sit tidlige arbejde med børn med autisme og deres forældre.

– Kendskabet var ikke så udbredt for over 20 år siden, så mange skoler evnede ikke at give børn med diagnoser som ADHD og autisme de rette betingelser. I København opstod konceptet om dagbehandlingsskoler, som skolealternativer til de børn, som ikke magtede at være i det ordinære skolesystem. Men efterhånden blev det tydeligt, at også dér var der udfordringer med børn med skolevægring. Min kontakt til mange af de forældre, hvis børn ikke fik den rette hjælp, fik mig til at tænke, om ikke det var muligt at lave et andet skoletilbud. Jeg oplevede, at det hele egentlig startede med nedlæggelsen af amterne og det tab af viden, der skete i forbindelse med, at mange tilbud blev lagt ind under kommunerne. Så i 2013 besluttede jeg at starte Søstjerneskolen, fortæller Kirsten, som dog lidt eftertænksomt tilføjer:

– Det var nok lidt af et eksperiment, men vi fik lov til at lave en skole, der skulle gøre det, der skulle til, for at hjælpe børnene. Så vores udgangspunkt var i virkeligheden blot, at vi i første omgang skulle være nysgerrige og tage udgangspunkt i det, der virkede for det enkelte barn.

Søstjerneskolen er fortsat et dagbehandlingsskoletilbud i København. Men i dag ikke med Kirsten som leder. Hun har givet faklen videre til andre, der i dag driver skolen videre, men fortsat på de principper som Kirsten grundlagde den på. Men blot fordi hun har overladt skolens drift til andre har hun tydeligvis ikke mistet engagementet, ligesom hendes kradse kritik af skolesystem og samfund heller ikke er mindsket med tiden.

Børn med diagnoser

– Det tab af viden, vi oplevede med kommunalreformen, blev kun forværret efter skolereformen i 2014. Vi oplevede simpelthen, at børnene bare fik det endnu dårligere af de nye forhold. Jeg oplevede, at der i skolerne voksede en holdning frem om, at det var forældrenes skyld og at børnene var børn, der ikke kunne nås.

– I min praksis, Psykologisk Ressource Center, som jeg havde drevet undervejs med etableringen af Søstjerneskolen, uddannede jeg grupper af forældre, lærere og andre professionelle. Og jeg fik ogsÃ¥ en del af de meget komplekse børnesager. Det, vi oplevede med de mest belastede børn, var, at der var gÃ¥et lang tid – for lang tid – inden de blev hjulpet. NÃ¥r de kom hos os, havde de fÃ¥et det sÃ¥ dÃ¥rligt, at vi ikke kunne hjælpe dem pÃ¥ den tid, vi plejede at bruge. For mange af dem gik der tre til seks mÃ¥neder, inden vi overhovedet kunne fÃ¥ en skabt en relation, sÃ¥ vi kunne arbejde med barnet.

– I 2012 var jeg meget optaget af den kravundgående adfærd. Det der kaldes PDA – Pathological Demand Avoidance. Det betyder, at nogle børn med autisme vægrer sig ved udefrakommende krav og forventninger. Det kan spille uheldigt ind, når man forsøger at arbejde med mere klassiske metoder i forhold til børn med autisme, så som struktur, regelmæssighed og faste rammer. Og i starten tænkte jeg faktisk, at de børn, vi så, ’bare’ havde PDA og at de derfor ikke profiterede af de mere almindelige metoder. Men selv, efter vi begyndte at arbejde ud fra den hypotese, var der fortsat mange der ikke kom i trivsel.

Massive belastningsreaktioner pga. utrygge miljøer

Mens vi taler, bliver det tydeligt for mig, hvor meget nysgerrigheden betyder for Kirstens arbejde. Hele hendes professionelle historie er en lang søgen efter svar, metoder og redskaber, der passer til de udfordringer, børnene kommer med. Det synes at stå i skærende kontrast til det, vi har gjort med vores skole de seneste årtier, hvor den er blevet en politisk kampplads, topstyret af holdninger, intentioner og globale økonomiske fremtidsscenarier, der har sat et markant fokus på færdigheder, viden og karakterer. Kirstens afsæt er tydeligvis barnet, og hvordan hun kan hjælpe den enkelte til at folde sit menneskelige potentiale ud. Det var også den nysgerrighed, der bragte hende på sporet af traumer, som forklaring på, hvad der belastede de børn, der ikke kom i trivsel.

– Det gik op for mig, at det ikke var diagnosen, der var den største udfordring for børnene. De kommer alle med massive belastningsreaktioner. Belastninger, der kommer af, at børnene befinder sig i professionelle miljøer, hvor de ikke får den rette hjælp. Hvor de dagligt lever i utryghed, fordi de ikke forstår det, der sker omkring dem. Når de i længere tid bliver overladt til deres egen usikkerhed og ensomhed, så sætter det sig, forklarer Kirsten.

– Vores hjerne er skabt til at klare belastninger, uforudsete eller skræmmende situationer. Og den reagerer – heldigvis lynhurtigt. Helt nede i vores allertidligste hjernestadie har vi et center, der reagerer på faretruende situationer. Grundlæggende kan vi reagere på fire måder, vi kan flygte, vi kan kæmpe, vi kan stivne eller vi kan underkaste os. Det er ikke noget, vi vælger, det sker instinktivt. Og når hjernen reagerer, udskiller den hormoner som adrenalin og kortisol, som gør os kampberedte eller hurtige til at komme væk. Det er på en måde vores urmenneske, der sætter i gang. Når faren er drevet over, falder vi til ro igen, og de hormoner, der er i kroppen udskilles. Det er helt normalt. Sådan er det for os alle, fortæller Kirsten med henvisning til sin omfattende viden om hjernen og dens processer.

– Problemerne opstår, når børnene er i dette alarmberedskab over længere tid. Så er deres krop påvirket af stresshormonerne hele tiden. Og lige så nødvendige hormonerne er i katastrofesituationer, lige så skadelige er de for hjernen og kroppen, hvis de er der hele tiden. Når de ikke kommer ud af kroppen igen, begynder de at nedbryde hjernens beskyttende funktioner. Og man risikerer, at den stressfyldte alarmsituation bliver permanent. I barnets liv betyder det, at hjernen opfatter alle forhindringer, udfordringer, og udefrakommende påvirkninger som faresignaler. Og da det netop undslipper deres rationelle tænkning, så overreagerer hjernen og tolker selv de små udfordringer som livstruende farer, og det sender kroppen i panikangst.

Børn med traumer

– Da jeg med hjerneforskningens hjælp begyndte at forstå, hvad der var på spil for disse børn, hjalp det mig til at forstå hvordan vi kunne arbejde med det, fortæller Kirsten.

– Børnenes udfordringer ligner depression. Og nogle gange dødsangst. De bliver simpelt hen nødt til at isolere sig. Alt andet føles som at være i livsfare. Kun når de er alene, har de tilstrækkelig kontrol over deres situation. Og kontrol er ofte et nøgleord for disse børn. Og netop dette enorme behov for kontrol, kan være med til at skabe OCD-belastninger.

– Disse børn er kommet i en dybtgående livskrise, hvor alt omkring dem er potentielt livstruende. Man kan sige, at de skal genvinde tilliden til livet, hvis de skal få det bedre. Vi står på en måde med børn, der lever deres børneliv i en lang eksistentiel krise. Når man så oplever, at der som løsning eller behandling tilbydes 10 timer hos en psykolog, så er det tydeligt, at det ikke vil hjælpe, tilføjer Kirsten med den kritiske og ironiske distance til det, vi i dag tilbyder de børn i vores ordinære skole- og behandlingstilbud.

– Det blev ret hurtigt klart for mig, at forudsætningen for at hjælpe disse børn til at håndtere deres liv, var at få dæmpet deres katastrofereaktioner. De skulle på en måde genvinde tillid. Til mig som behandler. Til voksne. Til livet. Så tryghed blev vores primære fokus. På den måde fandt vi tilbage til metoder, som langt fra er nye. For med hjerneforskningen og dens analyser af hjerneprocesser blev vi opmærksomme på, at noget så simpelt som berøring gør en positiv forskel i hjernen. Når vi har fysisk kontakt med et andet menneske, eller blot når der lægges en hånd på vores skuldre, udskiller vi stoffer i hjernen, som gør det modsatte af stresshormonerne. De opbygger hjernen og gør processerne mere robuste. Det samme sker, når vi ser hinanden i øjnene. Det er simpelt, siger Kirsten.

Vil skabe et skolesystem, der ikke gør børnene syge

Mens jeg lytter, tænker jeg også, at det lyder ret ligetil og overkommeligt. Men den tanke afløses hurtigt af en anden tanke om, hvad vi har sat over styr i skolen, hvor kluddermor og tagfat er afløst af at se på sin mobiltelefon, og lejrskolernes sociale træningsbane er forsvundet ud af klassens årsprogrammer. Inden jeg når at folde de billeder helt ud, tager Kirsten min tanke videre i en kritik af, hvordan mange af os tilrettelægger vores familieliv:

– Prøv lige at tænke på, hvor ofte vores børn sidder med sig selv og et stykke elektronik. Det er blevet så let at beskæftige dem. Førhen løb de rundt om benene på os, når der blev lavet mad. Nu får de en IPad i hånden, og så er der ro. Børn bruger mere og mere tid med sig selv. Tid der førhen blev brugt til leg, spil og andre aktiviteter med hinanden både i familierne og i sociale fællesskaber alle vegne. Måske er det den kropsberøring mange børn mangler i dag, og den mangel gør dem alt for sårbare, siger Kirsten og fortsætter:

– Når vi så bliver så fokuserede på, at vi skal præstere, se godt ud, og vi udvikler helt forskruede perfekthedskulturer alle steder, så sætter vi de børn, der i forvejen er blevet sårbare, under et pres, som til sidst knækker dem. I tredje klasse eller i syvende eller måske senere i livet.

– Vi kan godt blive ved med at behandle børnene. Det har jeg gjort i mange år. Men nu har jeg besluttet, at mit fokus i højere grad skal være, hvordan jeg kan være med til at lave et skolesystem, børnene ikke bliver syge af. Det kan jeg kun, hvis perspektivet på børnene ændres, så vi holder op med at tænke, at det er deres eller forældrenes skyld. Hvis vi kan gøre den tænkning til en bevægelse, der sætter børnene først. En bevægelse, der sætter relationer, kropskontakt, fællesskab og nærvær i højsædet i arbejdet med børn. Og med det som udgangspunkt udforsker, hvordan vi laver skoler, daginstitutioner og uddannelse, der passer til børn og ikke hvordan vi laver børn, der passer til skolen, så tænker jeg, at der er et håb for fremtiden.

Hent artiklen som pdf

Tidligere bragt i LIGEV̠RD magasinet Рjanuar 2022

December 2022