Af Anne Mette Kirk
Foto: Kim Vadskær
Lucia-optoget er ikke begyndt.
Alligevel står klumpen af forældre, søskende og bedsteforældre tæt presset sammen i det iltfattige lokale. Flere har allerede fundet deres telefoner frem – en enkelt har et videokamera på stativ. Jeg kan ikke bevæge mig.
Jeg spejder forgæves efter min ældste søn, som skal deltage i optoget, men jeg ser ham ikke.
Min yngste søn, 3-årige Osvald, hiver mig i buksebenet. ”Hjem, hjem, hjem!”
”Lige om lidt,” smiler jeg, men smilet er anstrengt. For jeg aner ikke, hvornår Lucia optoget begynder – og endnu mindre, hvornår vi kan forlade børnehaven.
”De må snart begynde, ikke?” Jeg læner mig mod min mand. Mine kinder er mørkerøde, og min ryg er badet i sved. Han nikker, men hans gæt er lige så godt som mit.
”Hjem, hjem, hjem,” fortsætter Osvald. Hans stemme er begyndt at lyde desperat. Endnu flere har presset sig ind på institutionens største stue, og det er blevet endnu sværere at bevæge sig.
”Skal jeg ikke tage ham med udenfor?” foreslår min mand. ”Det her bliver ikke fedt.”
Jeg ryster afvisende på hovedet, for jeg er også ved at blive desperat. Om lidt skal storebror iklædt en hvid skjorte synge sammen med sine kammerater fra stuen – og det vil jeg enormt gerne, at vi alle fire overværer.
”Hjem, hjem, hjem,” gentager Osvald.
Min mand tager en beslutning. ”Kom elskede, vi går udenfor.”
Osvald og hans far klemmer sig gennem menneskemylderet og forlader børnehaven.
Få øjeblikke efter slukkes alle lamper, og de første strofer lyder:
Nu bæres lyset frem
Stolt på din krone
Rundt om i hus og hjem
Sangen skal tone.
Nuttede børn med sikkerhedsgodkendte lys i hænderne træder ind i lokalet. Jeg løfter mig lidt på tæerne og smiler til min ældste søn, som går bagerst i optoget. Jeg vinker som besat og vores blikke mødes, han er et sted mellem pavestolt og hamrende genert. Mine tanker farer rundt, har han opdaget, at hans far og lillebror mangler? Jeg fyldes med skam og har helt forbandet ondt af mig selv: Hvorfor skal vi være den eneste familie, som ikke bare kan være helt almindeligt til et hyggeligt julearrangement i børnehaven?
Mens jeg venter på, at storebror igen bliver befriet for den hvide skjorte og guldkransen om hovedet af personalet, fortsætter jeg med at have ondt af mig selv. I mine tanker fortæller jeg mig selv, at det er lillebrors autisme, som har spændt ben for, at vi kan være med i børnehaven alle sammen.
Men så sker der noget.
Jeg kigger rundt blandt de øvrige mennesker i lokalet. Og noget ændrer sig i mig. Jeg ved, at ét barn har forældre som slås med misbrugsproblemer, jeg ved et andet, er fanget i en grim skilsmisse og at et tredje barn har forældre, som slås med økonomiske udfordringer. Min teori holder ikke. Vi er ikke de eneste med udfordringer. Mange andre familier lever med begrænsninger.
I alle mulige variationer.
Jeg tager storebror i hånden, og vi forlader børnehaven. Udenfor er luften december kold og sprød. Jeg suger den lindrende luft dybt ned i lungerne. Flere gange. Lidt derfra i eftermiddagsmørket står Osvald og min mand, de fægter legesygt med nogle grene.
”Hjem, hjem, hjem,” synger Osvald muntert. Hans flyverdragt skratter, mens vi sætter kursen mod vores lejlighed. Min ældste søn og min mand sakker lidt bagud, jeg hører deres begejstrede samtale. Storebror fortæller detaljeret om optoget. Mine øjne følger Osvald på fortovet foran mig.
Jeg fyldes af en forunderlig taknemlighed. Skuldrene sænkes og min hjerterytme finder tilbage til normal. Og derefter tænker jeg følgende: ”Og hvad så, hvis Osvald ikke kan lide jul, men foretrækker hverdagene – dem er der lige som også flest af, ikke?”
Sådan tænkte jeg på et fortov en december eftermiddag for præcis syv år siden.
Sådan tænker jeg ikke længere.
For i dag, hvor Osvald er fyldt 10 år, elsker han julen. I alle afskygninger. Han elsker højtiden så ekstremt, at han ligefrem ønsker sig julepynt i julegave. Han elsker julen så højt, at han dagen efter Halloween pakkede sit heksekostume sammen, og deklarerede julen for officielt begyndt. Osvald er så begejstret for julekalendere, julemad, juletræer, lyskæder og alene tanken om disse eventyrlige elementer fylder hans øjne med julelys.
Jeg indrømmer det gerne. Jeg tog fejl, da jeg gik på fortovet for syv år siden.
Det var et øjebliksbillede.
På det tidspunkt var et Lucia-optog for overstimulerende en oplevelse for vores dengang 3-årige søn med autisme. I dag, som 10-årig, skal han naturligvis stadig skærmes, og vi håndplukker, hvad vi deltager i. Og hvornår vi splitter op i familien. Præcis som vi gør de øvrige 11 måneder. Året rundt.
Måske er det primært mit udgangspunkt, som har ændret sig, tænker jeg, mens jeg skriver dette.
Jeg er blevet bedre til at droppe forventningerne. Vi prøver os frem, ser hvad overskuddet er til og lytter til Osvald, men også hans søskende, og til hvad dagsformen fortæller os.
Ja, julen er muligvis traditionernes fest, men hos os gælder det udelukkende de traditioner, som fungerer for os som familie. Jeg orker ikke længere at have ondt af mig selv, fordi der er aktiviteter, vi må takke nej til. I stedet glædes jeg dagligt over alt det, som lykkedes.
Og hvis jeg skal være helt ærlig.
Når jeg tænker tilbage på Lucia-optoget i børnehaven, så er mit dyrebareste minde fra den eftermiddag ikke at se storebror i optoget, mens jeg stod presset op ad væggen med kameraernes flashlys, som lyste om kap med min svedige pande.
Nej, det som står klarest i min erindring, er derimod vores gåtur hjem gennem et frostklart København. Det er lyden af min mand og vores ældste søn, hvis stemmer fletter sammen bag mig. Og det er synet af tre-årige Osvald, der småløbende har sat kurs mod vores lejlighed, mens han for sig selv messer; ”Hjem, hjem, hjem.”
Og det er ham.
Det lille menneske i flyverdragten, som for alvor har lært mig at søge de sjældne, magiske øjeblikke.
Dem som ikke kan sættes på formel.
Dem som ægte juleminder er bygget af.
