Kirsten Callesen: ”Folkeskolen overtager summen af det pres børnene har været i fra de tidlige institutioner”

Børn helt ned til 1-års-alderen oplever stresssymptomer i vuggestuen, fordi der mangler voksne til at skabe trygge rammer i de første leveår. De dårlige vilkår i daginstitutionerne er en af årsagerne til den mistrivsel, vi i dag ser blandt skolebørn, mener psykolog Kirsten Callesen.

Af Lasse Mors

Prøv at folde dine hænder. Har du venstre eller højre tommelfinger øverst?

Prøv nu at folde op og tvist fingrene, så du folder modsat. Mærk, hvad det gør ved din krop. Føles det ligesom før? For de fleste føles det forkert. Som en mild uro.

Og når du folder almindeligt igen, så slukker den lille uro, gør den ikke? Det føles rart.

Når vi gør noget, som føles forkert, så udskiller kroppen stresshormonet kortisol for at advare om, at der sker noget, der ikke er, som det plejer. Det sker i mild grad, når vi folder hænderne modsat af, hvad vi plejer. Men det sker i langt mere alvorlig grad for børn, når de bliver afleveret i vuggestuen, viser et norsk studie fra april 2022.

Når vi udsætter vores børn for øget kortisol på daglig basis, så får vi den akkumulerede stressreaktion, som bidrager til den massive mistrivsel, vi ser i dagens folkeskole. Det mener Kirsten Callesen, som er klinisk psykolog med speciale i Autisme og ADHD samt øvrige neuropsykiatriske tilstande.

”Du ved godt, at det ikke er farligt at folde hænder modsat. Det er bare ubehageligt. Men hvis jeg så bad dig gøre noget andet, tredje og fjerde, så vil den sum af ubehag accelerere. Så det, der først føltes ubehageligt, nu begynder at føles farligt. Det er det, der sker for mange børn. De vågner en morgen med ondt i maven og vil ikke afsted, fordi de for ofte skal gøre mere, end de kan magte,” siger hun.

Mange børne har det for svært i institutionerne, og det er meget forståeligt, at de før eller siden reagerer, mener hun.

”Deres nervesystem kommer i ubalance. De er ofte i en hverdag, hvor amygdala, som er det lille organ inde i hjernen, der udgør vores alarmcentral, er i aktion. Der er ingen, der kan holde til at være i konstant alarmberedskab.”

Kommunerne pynter på normeringerne

Der skal være én voksen til tre vuggestuebørn i 2024. Det er bestemt ved lov.

Allerede nu lever langt de fleste kommuner dog op til det krav, når de selv tæller efter. Men ifølge tal fra forældrebevægelsen ”#hvorerderenvoksen?”, så tæller kommunerne både ledere, sygemeldte medarbejdere, rengøringspersonale, visitationsmedarbejdere mm. med, og den går ikke. For hvis man trækker de voksne fra, som børnene ikke er i kontakt med, så lander den reelle normering et langt dårligere sted.

”Jeg kan ikke lade være at tænke på de 1000-vis af børn, som bliver afleveret klokken 7 og hentet klokken 17. Hvert enkelt barn bliver afleveret ind i noget, hvor der måske er meget uro, og så bliver de overvældet på deres sanser. Og nogle af dem vil opleve den her stressreaktion, som kommer ved øget kortisol,” siger Kirsten Callesen.

Børnene har brug for reelle minimumsnormeringer

For at kunne udvikle sig hensigtsmæssigt har børn brug for tryghed og for voksne, som de kan knytte sig til. Når forældre afleverer deres børn i vuggestuen, er det derfor afgørende, at der er voksne nok til, at børnene kan få den omsorg, de har brug for.

”Indtil 2007 var der én voksen til tre vuggestuebørn. Så var der tid til, at pædagogen kunne hjælpe barnet med at regulere sit kortisolniveau, når det blev afleveret. Altså hjælpe barnet til at falde til ro og give det den tryghed, det har brug for. Når vi i dag ser steder, hvor der er én voksen til syv vuggestuebørn, så er der nogle børn, som måske oplever fra de er helt små, at der ikke er tid til, at de kan få den omsorg, de har brug for,” siger hun.

Uden at vide sig sikker har Kirsten Callesen derfor et bud på, hvorfor unge i dag har det så dårligt.

”De voksne er sparet væk. Institutionerne er udhungret. Og så tænker jeg gad vide, om det er det, der har været på spil? At de børn der siden 2011 er blevet tiltagende dårligere, det er dem, der har gået i de institutioner. Jeg siger ikke, det er kausalt. Jeg siger bare, det er sket parallelt, og jeg foreslår, man undersøger det.”

LÆS OGSÅ: Folkeskolen er for presset til at hjælpe børn med særlige behov

Margueritter kan heller ikke vokse i sur jord

Lige nu står vi med en generation af børn, hvor for mange har fået for lidt af det, de har brug for. Men det er ikke børnenes skyld, og derfor skal vi som samfund tage ansvaret, mener Kirsten Callesen.

”Hvis man har en marguerit stående i sin have, og den begynder at visne, så tænker man jo ikke ’hold da op en dum marguerit.’ Så tænker man ’har jeg givet den sur jord eller hvad? Får blomsten den næring, den har brug for?’ Hver gang vi peger på et barn og siger hold da op et besværligt barn, så skal man i stedet sige: ’hold da op, hvad er det vi tilbyder barnet, som gør, at barnet ikke udvikler sig?’ Så må vi jo lave rammen om,’” siger hun.

Børnehaveklasseledere fra hele landet siger, at børnene ikke er skoleparate, når de starter i 0. klasse. En afgående skoleleder fortæller her i bladet, hvordan han oplever, at der på de små årgange hersker et kaos blandt børnene, som han ikke har været vidne til tidligere. Men det er ikke så underligt ifølge Kirsten Callesen.

”Folkeskolen overtager summen af det pres børnene har været i fra de tidlige institutioner,” siger hun.

”Det er ikke børnenes skyld.”

LÆS OGSÅ: Skolevægring: På en god uge går Magnus i skole i 45 minutter

En skole for alle kommer ikke nødvendigvis af inklusion

Det massive behov for støtte skal ikke være en undskyldning for at sylte børnenes mulighed for at et ordentligt skoletilbud ifølge Kirsten Callesen. Derfor giver hun heller ikke meget for ideen om inklusion for inklusionens skyld.

”Jeg mener, at alle børn har krav på en skole, der passer til dem. Så hvis inklusion er at skabe en skole, der passer til 70% og så proppe de sidste 30% ind i det, så tror jeg ikke på inklusion. Men jeg tror på, at man skal lave flere skolemuligheder, der er målrettet forskellige typer af børn,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Nyt studie: Inklusion virker ikke

Ifølge hende har Danmark ikke råd til at lade være.

”Danmarks råstof er vores samlede IQ-masse. Det skal vi tage alvorligt. Det er et enormt problem, at vi har så mange kløgtige børn, der ikke passer ind i folkeskolen, og det er vores skyld, at så mange børn ikke får en uddannelse. Vi kunne bare lave rammen om. Det kan vi gøre i morgen.”

Det er måske dyrt at lave målrettede skoletilbud, så flere børn får en skolegang, der passer til dem. Men ifølge Kirsten Callesen kan det være dyrere at lade være.

Prisen for besparelserne er høj i længden

Flere børn har brug for noget særligt i folkeskolen. Det gælder også børn, der ikke har særlige behov, og det bliver dyrt. Men ifølge Kirsten Callesen er det prisen for mange års besparelser i daginstitutionerne. Når børnene måske har fået for lidt omsorg i institutionerne som små, så er de nemlig umodne, når de starter i skole.

”Det bliver så dyrt, fordi det, vi gør, er dumt. Hvis man laver kloge løsninger, så bliver børnene ikke dårlige, og så sparer vi nok en masse milliarder på psykiatrien til gengæld. Det vil jeg vove at påstå,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Forælder til et skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd

Og påstanden kommer ikke ud af det blå. Kirsten Callesen taler nemlig af erfaring, fordi hun i 2014 stiftede Søstjerneskolen.

“På Søstjerneskolen har vi gennem de sidste otte år haft flere end 60 af de dyreste elever indskrevet. Men eleverne er jo kun ’dyre’ at behandle, fordi vi som samfund har gjort dem syge. Når de har gået der et stykke tid, så får de det bedre og kommer ud af deres belastningstilstand, så de bliver i stand til at deltage i undervisningen. På den lange bane bliver det billigere, fordi eleverne får det bedre og mange gennemfører deres afgangsprøver i stedet for gå ned med kroniske stresstilstande,” siger hun.

Derfor tror Kirsten Callesen også, at det på lang sigt vil være en besparelse at give børnene nogle bedre forudsætninger for at lykkes.

”Jeg tror ikke, det er dyrere at lave den rigtige skole fra start, jeg tror endda det kan være en socioøkonomisk besparelse. Fordi det barn, der har det dårligt hele vejen op igennem institutionerne, ender som en sag på et jobcenter, når det fylder 18 år og koster en masse penge. Så vi kan lige så godt gøre det hårde arbejde nu. Uddannelse koster. Ja. Og det er det værd,” siger Kirsten Callesen.

Kirsten Callesen stoppede sit engagement på Søstjerneskolen i august 2022 og vil fremadrettet arbejde for bedre skoleliv for alle børn.

Børnene skal tilbage i skole

Uanset om Kirsten Callesen har ret i sine hypoteser, så taler tallene sit tydelige sprog: Mængden af børn, der har skolevægring, stiger ifølge undervisningsministeriets opgørelse over elevfravær. Og det er uholdbart både for børnene, for forældrene og for vores fælles fremtid.

”Der burde være en protokol for hvert barn der ikke går i skole. Nogen venter flere år på hjælp, men det er jo uholdbart. For forældrene går hjemme med børnene og ender på tabt arbejdsfortjeneste eller med selv at blive sygemeldt. Børnene skal tilbage hurtigt og de skal have et tilbud, de kan være i,” siger hun.

Og det vil være muligt ifølge Kirsten Callesen.

”Hvis man screener et barn, kan man starte med at samarbejde med barnet og finde ud af, hvor ligger du begavelsesmæssigt, hvordan kan du godt lide at gå i skole, og hvor mange timer kan du tåle?” siger hun.

§9-skoler er en del af løsningen

Det er skoleledernes ansvar, at eleverne har et skoletilbud, hvor de trives. Og de har faktisk mulighed for at sende en elev ud i et undervisningsforløb, som er tilrettelagt på andre betingelser end dem, folkeskolen traditionelt tilbyder, hvis de har behov for det.

Forløbet kaldes en §9-skole, og du kan læse et eksempel på sådan et tilbud i historien om Kasper, der tager sin 9. klasse i et cykelværksted.

”Jeg kender så mange børn, som ikke har gået i skole i flere år, og så kommer de i et andet tilbud og tager en afgangseksamen. Så lærer de det faglige på et års tid, men de kommer også med en erfaring af, at de ikke kan det sociale. Hvilke muligheder ville der være, hvis skolelederne fik muligheder for at lave undervisningsforløb a la det vi kender fra produktionsskolerne? Kan man omsætte det ned til 3., 4., 5. klasse, så børnene allerede tidligt lærer, at de godt kan deltage?” spørger Kirsten Callesen retorisk.