Ingen havde troet, at 23-årige Frederik Vejrup Larsen kunne tage et fleksjob. I dag arbejder han 25 timer om ugen i den lokale Rema 1000 i Skjern.
Nogle mennesker opnår mere i deres karriere, end man kunne forvente.
Sådan et menneske er Frederik Vejrup Larsen fra Skjern, som med diagnosen 22q11 blandt meget andet har massive indlæringsvanskeligheder. Han har gået i specialtilbud hele sit liv, og undervejs i sin STU på Erhvervsskolen Vestjylland var både undervisere, vejledere og Frederiks forældre enige om, at det ville være en flot præstation, hvis Frederik kunne opnå skånejob, når han var færdig.
Derfor var det allerede en succeshistorie, da Frederik efter STU kom på rehabiliteringsteamet i Ringkøbing-Skjern Kommune og blev afklaret til fleksjob i 12 timer om ugen. Kort efter landede han et fleksjob i den lokale Rema 1000 i Skjern.
“Det var ikke forventeligt, at han skulle nå så langt,” husker Joan Dejgaard, som er socialrådgiver på Erhvervsskolen Vestjylland og arbejder igennem Joballiancen med at få de unge godt i vej på arbejdsmarkedet på STU.
En succeshistorie udover det sædvanlige
Når Frederik Vejrup Larsen får julegave af sin arbejdsplads, står der ”Til Hr. Direktør” på pakken. Sådan tiltaler hans kollegaer ham også, og under interviewet har han da også indtaget kontorstolen bag chefens skrivebord i butikkens baglokale.
”Jeg ved ikke, hvorfor de kalder mig det, men jeg møder ind noget tid senere end alle andre, så når jeg kommer, siger de ’hej direktør’,” fortæller han, hvilket får hans mor Berit Vejrup Larsen til at smile stort. Sammen med Joan Dejgaard sidder hun med ved interviewet for at hjælpe Frederik med at svare på de ting, han har svært ved selv at huske.
Oprindeligt blev Frederik afklaret til minutiøst faste arbejdstider og nøje planlagte arbejdsopgaver. I Rema 1000 startede han ude ved mælken, hvor han hurtigt blev fascineret over, hvor mange forskellige slags mælk, der findes. Imidlertid havde han ingen ambitioner om at skulle ud blandt kunderne og løse opgaver i butikken.
”Det turde jeg slet ikke,” siger han og fortæller, at han især var helt sikker på, at han aldrig nogensinde ville finde mod til at sidde i kassen.
”Men der skete noget andet,” siger han og kigger over på sin mor med et slet skjult smil.
I dag løser Frederik næsten alle typer opgaver i butikken, og i skrivende stund er det et år og to måneder siden, han sad ved kassen første gang. Og så arbejder han ikke længere kun 12 timer om ugen. Han arbejder 25 timer om ugen.
”Det er en succeshistorie udover det sædvanlige,” siger Joan Dejgaard, og hans mor stemmer i.
”Hvis jeg må indskyde, så tror jeg, at det kommer af, at Henrik (købmanden, red.) tror på Frederik. Når nogen tror på en, så kan man også mere. Og det er jo beviseligt, at Frederik kan mere, end han selv tror,” siger hun.
Det fulde potentiale
Nogle mennesker opnår mere i deres karriere, end man kunne forvente. Ofte fordi andre mennesker ser deres potentiale og løfter dem.
Sådan en har Frederik mødt i Henrik Aagaard, som er Frederiks arbejdsgiver og købmand i Rema 1000 i Skjern. Han er et af den slags sjældne mennesker, der forstår at løfte en pædagogisk opgave uden at have en pædagoguddannelse i ryggen, og den evne mærker man tydeligt, når han taler.
For en ting er, at nogen tror på én. Men hvordan kan det lade sig gøre, at en ung mand, som maksimalt har potentiale til et skånejob ender med at arbejde 25 timer om ugen i et fleksjob?
Henrik Aagaard har et bud.
”Vi laver sjov med ham og sørger for, at han har det godt her. Det skal ikke være så højtideligt,” siger han.
”Det handler om at rumme ham og hans udfordringer. Hos os er han startet ude i mælken og så lige så stille bygget på. Og så kan det være, han sidder i kassen nu, men jeg ved også, at de dage, hvor der er travlt, så skal han ikke sidde der. Så kan han lave noget af alt det andet. Vi har masser af opgaver.”
Og så handler det om at tage Frederiks dårlige dage med, fortæller han.
”Der er jo nogle dage, hvor han bare ikke kan, og så handler det om at rumme det. For alle de andre dage er det jo en gave for os at have Frederik.”
Han får det til at lyde legende let, når han fortæller om sit arbejde med Frederik. Men selvom han måske har mindre behov for hjælp til den pædagogiske opgave, som kan følge med, når man ansætter en ung med særlige behov, så sætter Henrik Aagaard stor pris på samarbejdet med Erhvervsskolen.
”Hvis der er problemer, er det dejligt, de er der til at hjælpe både os og Frederik. Men når hverdagen kører, og Frederik har det godt, vil jeg sige, jo mindre de blander sig, jo bedre. Det handler bare om at tro på folk.”
En håndholdt indsats
Når Frederik kunne komme i fleksjob lige efter sin STU, så er det, fordi han har været en del af Joballiancen. Her indgår STU-sted, kommune og virksomheder partnerskaber for at sikre gode overgange for STU-elever, som ofte har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.
På sin uddannelse på Erhvervsskolen Vestjylland var Frederik igennem tre praktikker, hvor Erhvervsskolen beskrev ham på det niveau, som skulle til for, at han kunne blive afklaret. Derfor stod han hurtigt med et fleksjob i hånden, og det var afgørende, mener Berit Vejrup Larsen.
”Erhvervsskolen gjorde et kæmpe arbejde med, at Frederik faktisk var klar til at komme på rehabiliteringsteamet, da han var færdig med STU, fordi de havde haft ham i forskellige praktikker. Og det gør, at man har en sag, som hurtigt kan blive forelagt,” siger hun.
Havde Erhvervsskolen ikke gjort det stykke arbejde, så ville der ske det for Frederik, som sker for alle STU-elever, der ikke er en del af Joballiancen. Han ville komme ind i jobcentret alene, og her ville han blive sendt ud i en række praktikker for at blive afklaret. Det ville have været for hårdt, mener han selv.
”Hvis jeg skulle igennem så mange praktikpladser, det ville være for meget at komme igennem. Altså mange forskellige fremmede mennesker. Det ville blive svært for mig at komme igennem alt det,” siger han, og hans mor nikker.
Ligesom Frederik ser Joan Dejgaard, at det kan have været en fordel, at hun og hendes kollegaer klargjorde hans sag.
”Vi var konstante i Frederiks liv, kan man sige. Så vi havde den, indtil Frederik kom på rehabiliteringsteamet og fik bevilliget fleksjob. Det var godt, at det ikke var en ny jobkonsulent, som skulle til at finde ud af, hvem Frederik er,” siger hun.
I evalueringen af Joballiancen siger flere sagsbehandlere, at metoden optimerer sagsbehandlingstiden, og at deres arbejde glider bedre i de sager, hvor de arbejder på den måde. Ligeværd ville gerne have spurgt en sagsbehandler i Ringkøbing-Skjern Kommune, om det også er deres oplevelse, men det har desværre ikke været muligt. I en mail skriver afdelingsleder i kontanthjælp særlig indsats, Joan Thyregaard, at ”den største forskel er, at de unge ikke skal have en ny kontaktperson efter endt uddannelse. Erhvervsskolen har altid været en god samarbejdspartner omkring de unge og overgangen til jobcentret. Der er hyppige opfølgninger med de unge efter STU, som har stor betydning for de unges tryghed i forløbet og overgangen.”
Det blev altså heller ikke nødvendigt for Frederik at få en ny kontaktperson og blive sendt ud i det ordinære beskæftigelsessystem. Og i Joballiancen stopper indsatsen ikke, når den unge starter i fleksjob. Selvom Henrik Aagaard helst ser, at Erhvervsskolen blander sig uden om, så følger Joan Dejgaard stadig op på Frederiks udvikling og sikrer, at han både trives på og uden for jobbet.
”Vi hjalp Frederik med at få øje på, hvad det var for nogle skånehensyn, der var vigtige for ham for at trives hernede og få det fortalt. Og så var kemien bare rigtig god mellem Frederik og Henrik, så Frederik følte sig hurtigt tryg og fik den oplevelse af ’okay, så kan jeg godt stille mælk på plads,’” siger hun.
Herfra har det udviklet sig, og Frederik har opnået mere i sin karriere, end nogen havde turdet håbe på. I en alder af bare 23 år.
