Vejen fra indelukket gamer til glad gastronom

Afhængig gamer med lavt selvværd

– I folkeskolen var jeg altid det nye barn. Vi har altid flyttet meget rundt, så jeg har prøvet at gå på 11 forskellige folkeskoler. Jeg nåede aldrig at blive en del af fællesskabet. Og så spillede jeg jo computer, så de andre så ned på mig. De stemplede mig som nørd, så jeg lukkede mig bare inde i mig selv. Lærerne i folkeskolen virkede ret opgivende, og jeg forstår dem egentlig godt, når jeg tænker tilbage, for jeg har aldrig fungeret godt i folkeskolen. Jeg klarede mig ikke godt i skolen og fungerede ikke sammen med de andre elever. Jeg var ikke den, de andre valgte at være sammen med.

Sådan beskriver Silas selv sin tid i folkeskolen. Efter 9. klasse kom Silas på Lille Vildmose Produktionsskole på Mou Hotel. Det var hans mors forslag, fordi Silas havde været i praktik på en kro, og det havde gjort ham godt at mærke, at der var noget praktisk, han var god til. Det var dog ikke nemt for Silas at bryde det gamle mønster, så det første år på produktionsskolen havde han meget fravær. Busturen til skolen var hård, skolen var endnu en ny skole og troen på, at han kunne lære noget, var lille. Han fortæller, at han stadig spillede enormt meget computer.

Christina Møller Jensen, som er uddannelsesleder på FGU Aalborg (tidl. Lille Vildmose Produktionsskole) og Michael Falkenberg Simonsen, faglærer og mentor, fortæller i fællesskab om den Silas, de tog imod som 16-årig:

– Silas var en dreng med komplekse udfordringer – både faglige, sociale og personlige. Han var meget usikker, både på sig selv og i forhold til hvilken retning, han skulle. Vi tog fat der, hvor han var. Han var bogligt udfordret, havde lavt selvværd og kæmpede med ubehandlet sorg efter sin fars død. Han havde haft mange dårlige oplevelser i sin skolegang. Han var motorisk udfordret, og bar præg af at være understimuleret fysisk efter alt for mange timer foran en computer. Derudover var han var lige blevet udredt med ADHD.

– Silas forløb startede med meget fravær. Han var blevet en mester i at blive hjemme, når tingene var svære og sådan havde det været i mange år. Så den første opgave var at motivere ham til at møde op og støtte ham i at få nogle af de barrierer væk, som holdt ham hjemme foran computeren.

Reddet af en Særligt Tilrettelagt Uddannelse

Det skelsættende for Silas skete, da han fyldte 17 år, og blev visiteret til en STU med mulighed for bo-træning.
– Da jeg fyldte 17 Ã¥r, fik jeg tildelt en STU og det hjalp meget, for sÃ¥ kunne jeg komme ud at bo pÃ¥ Mou Hotel. Det betød, at jeg kom ud af mine gamle rammer og begyndte at blive opdraget Der begyndte det at gÃ¥ godt. Jeg mødte – godt og vel – hver dag. Jeg begyndte at lære ting, og jeg blev generelt mere glad. Jeg kom i bad hver dag – og det er en god ting, fortæller han med et skævt smil i stemmen.

Silas’ svar på hvorfor det begyndte at gå godt, peger på én person: Michael.
– Michael havde en farrolle for mig. Han er grunden til, at jeg er, som jeg er nu. Jeg snakkede knap nok, da jeg kom derud. Nu holder jeg nærmest ikke mund. Han har fået mig til at tro på mig selv. Han har været en stor støtte og inspiration. Han har været der hele vejen rundt. Efter mine 3 år på STU kom jeg i lære på hotellet i 3 og et halvt år. Michael har været med hele vejen, så han har lært mig alt, hvad jeg ved. Han har også været hård. Det har jeg haft brug for – for at blive opdraget ordentligt. Var jeg ikke kommet på den STU, var jeg ikke kommet nogen vegne i mit liv. Jeg har været tæt på at bakke ud af uddannelsen et par gange, men begge gange har Michael været der til at sige ’Du kan godt’. Det betød meget for mig, at jeg kunne mærke, at lærerne godt kunne lide at være på Mou Hotel. Det inspirerede mig til også at ville det.

For Michael og Christina var det også tydeligt, at STU’en var det helt rigtige for Silas.
– Da Silas begyndte på STU’en, begyndte det at rykke for ham, fordi vi kunne arbejde sideløbende med både det per- sonlige, faglige og sociale samt støtte Silas i sit fritidsliv, således at nogle af de gamle mønstre ligeså langsomt blev brudt.

– Det sidste år af STU’en rykkede Silas sig tre niveauer fagligt i almenfagligt. Det betød, at han kunne klare en optagelsesprøve i dansk og matematik, så han kunne komme ind på TECH Food College (red., hvor Silas har taget sin uddannelse som gastronom). Det lykkedes, fordi de andre ting landede; han fik styr på at møde op, begyndte at tro på sig selv og fik mod på og lyst til at tage en uddannelse – med andre ord Silas havde mærket værdien af at være en del af et lærings- og arbejdsfællesskab og ville mere, fortæller Christina.

Da han begyndte på sin uddannelse, fortsatte Michael med at være mentor for Silas, udover at være hans faglige læremester.

Silas Sholdan Jespersgaard og Michael Falkenberg Simonsen, faglærer og mentor.

Tillid og fællesskab som de første skridt

Relationer, tryghed og krav er nogle af nøgleordene i det arbejde, som de på Mou Hotel satte i gang for at hjælpe Silas.

– Vi lagde ud med at invitere Silas ind i vores arbejdsfællesskab på hotellet for derigennem at skabe en relation til Silas. Det var hårdt arbejde det første halve år. Vi arbejdede med at få Silas ind i nogle omgivelser, som gjorde, at han blev tryg ved at være der og deltage – og det lykkes at han fik en relation til mig. Han kunne mærke, at jeg ville ham. Jeg var uden tvivl også hård ved ham nogle gange. Jeg stillede krav, som jeg vidste, han kunne klare, som han bare ikke selv vidste, før han havde gjort det. Det var Christina, der trådte til, når han synes det blev for svært, fortæller Michael.

Christina supplerer:
– Silas var ikke en dreng, der var vant til at blive stillet krav til. Når der ikke bliver stillet krav til en, kommer der en underliggende tro på, at ingen tror, man kan mestre noget. Michael har stillet krav og tilpasset opgaverne, så Silas begyndte at få følelsen af, at han kan kunne lykkes med noget. Han har naturligvis skulle støttes i at håndtere de krav, der blev stillet og få dem vendt i hovedet, så han ikke fik modstand mod dem. Men det er her, jeg tænker Michael og jeg har suppleret hinanden godt. Vi snakkede løbende med Silas om, at når vi stillede krav til ham, var det fordi, vi troede på, han kunne leve op til dem. Derudover sørgede vi for, at målene blev så små, at de var til at lykkes med, hvor efter vi byggede videre på. Det gav Silas et frirum, at Michael gav ham nogle konkrete arbejdsopgaver og bad ham ’pakke problemerne væk’, for han var kommet ind i et mønster med, at alt var svært og hårdt. Koblingen mellem at få et frirum til at lære noget fagligt og være en del af at skabe noget i køkkenet, gjorde ham godt. Han har jo set op til Michael, fordi Michael har kunnet mestre meget, som Silas gerne selv ville mestre.

– Jeg tror også, at de sociale ture har betydet meget. Michael rejste til Norge med fem drenge, da Silas kun havde været her i et halvt år. Sådan en tur, hvor man presser sig selv og finder ud af, at man kan klare det og klare det sammen, giver meget. Det, at føle sig som en del af et fællesskab med nogen andre unge og have en værdi i det, har også haft betydning. På Mou Hotel er det vigtigt for os både at inkludere de unge i et lærings- og arbejdsfællesskab, men det er også vigtigt for os, at vores STU-elever får sammenlignende muligheder som unge på ordinære ungdomsuddannelser, blandt andet studieture, udlandspraktikker osv. Silas har aldrig oplevet at været en del af et fællesskab i sin folkeskole, fordi han har skiftet skole mange gange, gået i specialklasse og været skærmet meget – vi må som fagpersoner ikke underkende betydningen af følelsen af at høre til og have venner, fortæller Christina.

På tur til Norge. 

Personlig, social og faglig mentor

– Det, at Michael har kunnet arbejde med hele Silas, og det at Silas er blevet inkluderet i et arbejdsfællesskab. Det er svaret på, hvorfor det er gået godt for Silas. Det gælder også for nogle af de andre unge, vi har haft, som måske er kommet videre i et fleksjob eller anden beskæftigelse. Sådan lyder Christinas helt korte svar på den tilgang, de har på Mou Hotel.

Hun fortæller videre:
– Fordi Michael har haft en tæt relation til Silas, har han hele tiden været ved siden af Silas eller et skridt foran, så hvis noget har været ved at gå galt, har vi kunne sætte ind, inden det blev en udfordring. Da han kom til os, var han ikke vant til, at nogen holdt noget ud. Silas havde oplevet mange skift af forskellige fagpersoner og var på mange måder lidt opgivende i troen på, at nogle reelt ville hjælpe ham. Når et ungt menneske får en STU på Mou Hotel, samarbejder vi naturligvis med den unges netværk og de øvrige fagpersoner, der måtte være en del af den unges liv, men der er ikke en opgave, vi tænker, ikke er relevant for os at være med til at løse. Er der en barriere for at møde i sin STU, så kigger vi på den barriere og forholder os til den. Silas’ STU har indeholdt alt – lige fra støtte til at håndtere sin økonomi til at få indlæg i sin sko, fordi han havde en dårlig fodstilling, der gjorde, at han fik ondt i ryggen. Michael og hans kollegaer på Mou Hotel har støttet med bus, tandlæge, fritidsliv, rengøringen, hygiejne. Alt, hvad der har været en barriere for at møde og lære.

Det har helt klart også været en del af succesen. Helheden i det. For eksempel, hvis Michael havde skullet vente på, at der kom en kontaktperson, der kunne tage Silas til læge med den dårlige fodstilling, så ville han have fået fravær, og ville måske være røget ud af fællesskabet. Ligesom det, at Silas fik tilbud om at bo på skolen sammen med sin STU medførte, at vi i langt højere grad kunne støtte Silas i fritiden også.

– Det er ikke noget hos den unge, der ikke hører til os. Det er ikke sikkert, at den udfordring, den unge har, er noget vi har mulighed for selv at støtte den unge i at håndtere, men så følger vi den unge derhen, hvor den unge kan få hjælp. For eksempel i forhold til Silas og fodspecialisten. Vi overlader aldrig den unge til ’det har ikke noget med skolen at gøre’. Alt, hvad der har med den unge at gøre, har også noget med den unges uddannelse at gøre.

Michael supplerer:
– Jeg brugte også meget tid på at fortælle ham om den tilværelse, der ventede på den anden side af uddannelsen. Fortælle ham om arbejdsmarkedet, som han ville komme ud og være en del af.
Det, der var vigtigt for Silas, var, at han kunne danne sin egen familie, at have økonomi til det og betale sine regninger. Det har han aldrig været vant til. Han har været vant til ’den regning river vi over, fordi jeg har alligevel ikke råd til at betale den’. Jeg forsøgte at holde Silas op på sine drømme og støtte ham hen mod dem. Også når det galt om at få betalt sine regninger.

Forlovet gastronom med fast arbejde

Silas har ikke bare fået sig en uddannelse og et arbejde; han er også blevet forlovet og drømmene for fremtiden stopper ikke der.
– Nu har jeg en uddannelse, – fortæller han med stolthed i stemmen, og fortsætter – og jeg arbejder på MUMS i Gug, hvor vi laver gourmet delikatesse take away. Jeg tjener til, at vi kan bo i en ordentlig lejlighed. Vi flytter snart til en større lejlighed med fremtidsperspektiv, for der er fem værelser.

Om måden han fik jobbet på, fortæller han.
– En elev fra Mou Hotel havde spottet et jobopslag på Facebook. Jeg syntes, det lød spændende og tog derhen samme dag. Chefen bad mig komme med en ansøgning og et CV. Tre dage senere havde jeg jobbet. Det var en surrealistisk oplevelse.

Jeg spørger ind til om, om han kunnet have forestillet sig det scenarie, hvis han tænker tilbage på den Silas, han var i folkeskolen.
– Nej! – siger Silas og kommer med et grin, der bekræfter, hvor langt ude den tanke er.
– Jeg turde jo ikke noget dengang. Jeg lavede ikke rigtig noget uden for mit værelse.

Christina Møller Jensen, som er uddannelsesleder på FGU Aalborg, sammen med Silas.

Vejen fra gamer til gastronom lykkedes for Silas, fordi han kom i de rigtige skolerammer omgivet af mennesker, der havde forståelse for hans særlige behov og mulighed for at tilrettelægge det forløb, der passede direkte til Silas.

Bragt i LIGEVÆRD magasinet januar 2021