Fra bogen Unge med særlige behov af Per Straarup. 

Interview med Mikkel, 27 år og Lisbeth Holst, pædagog 

”Jeg var ude i en masse snavs, og det var ved at gå helt galt. Heldigvis var der en kammerat, der sagde, at jeg kunne flytte op til ham. Det gjorde jeg, og så begyndte jeg at få hjælp og kom stille og roligt videre,” fortæller Mikkel, der er 27 år og tilknyttet PMU – som er en forkortelse for Praktisk Medhjælper Uddannelse – i Sindal.  

Snavs dækker over flere ting. Misbrug, hashhandel, afbrudte uddannelser og bag det hele var en psykisk syg ung mand, som følte sig svigtet og ladt i stikken. Med andre ord var der nok at tage fat på, da Mikkel for godt tre år siden dukkede op på den nordjyske institution, der har en række tilbud til unge med særlige behov. Mikkel blev indlogeret i et bofællesskab med andre unge, og han blev introduceret til arbejdet på nogle af PMU’s 14 forskellige værksteder.  

”Da Mikkel kom til os, var han en sølle ung mand,” fortæller Lisbeth Holst, der er pædagog og Mikkels primære kontaktperson. ”Han havde boet på et loft i nogle år og var udmagret. I starten åd han som et tærskeværk og kunne finde på at stå op om natten for at spise. Psykisk var han indadvendt, isoleret, nervøs og ulykkelig. Han var meget bange for ikke at kunne leve op til vores krav og for, om han ville blive smidt ud. Derfor tog jeg ham med op til forstanderen, og Mikkel fik lovning på, at her bliver man ikke smidt ud. Det gav ro, og vi begyndte at få en hverdag op at stå sammen med ham. Vi prøvede at finde en vej ind til Mikkel, så han kunne mærke, at vi ville ham det godt.” 

Mikkel piller lidt ved kapslen på en vandflaske og fortæller lavmælt, at han har gået på mange skoler og haft mange jobs. Hver gang er det gået galt, så han var fyldt med negative tanker og en forventning om, at det ville gå galt. Igen. Men nu er der gået tre år, og Mikkel går stadig på PMU. Efter at have prøvet forskellige arbejdsområder har han fundet noget, som han trives med.  

”De sidste tre måneder har jeg arbejdet sammen med vores pedel. Det går rigtig fint, og jeg får ros. Det går også meget bedre med at komme op om morgenen,” fortæller Mikkel, der også har fundet kærligheden på PMU. Det er nemlig her, han har truffet Anne, som han nu deler lejlighed med. 

Trak sig væk 

Mikkel er ikke nordjyde, men er vokset op i Munkebo uden for Odense. Byen er kendt for Lindøværftet, der – indtil det lukkede i 2012 – var den største virksomhed på Fyn. Mikkel boede i et parcelhus med sin søster, mor og stedfar, gik på den lokale folkeskole og havde på mange måder en almindelig opvækst. Og så alligevel ikke. Han har altid vidst, at han skilte sig ud. Som helt lille gik hans leg ud på at sætte biler på række, og hvis nogen lavede uorden, gik han amok og følte, at alt var kaos. Psykisk sårbarhed fylder en del i Mikkels familie. Hans mor har haft sit at slås med, og faderen – som Mikkel ikke har set siden, han var helt lille – har hyppigt været indlagt på psykiatriske hospitaler. 

”I folkeskolen havde jeg ikke faglige problemer, men blev mobbet, fordi jeg gik med briller og var computernørd. Jeg havde en håndfuld venner, som godt vidste, at jeg ikke var helt normal, og som accepterede, hvordan det var hjemme hos mig. Min mor og jeg kunne råbe og skrige ad hinanden, men så fem minutter efter kom hun med kage og saftevand til os.” 

I puberteten skete der noget med Mikkel. Det begyndte at køre meget hurtigt oppe i hovedet, tankerne løb løbsk, og det samme gjorde hans tale. Han kunne ikke styre, hvad han ville sige og – især – ikke sige. 

”Jeg begyndte at blive ham den irriterende, og jeg kunne mærke, at mange blev trætte af mig. Så jeg trak mig lige så stille væk og sad meget derhjemme og spillede computer,” fortæller Mikkel og beskriver symptomerne på det, der senere skulle vise sig at være skizofreni. ”Jeg kunne høre min mor et sted i huset, selv om hun var på arbejde. Andre gange hørte jeg katten kradse, telefonen ringe eller døren, der gik. Men når jeg tjekkede, var der ingenting.” 

Ordene hænger lidt i luften, mens Mikkel retter på osten på sit rundstykke, og et strejf af sørgmodighed glider hen over hans ansigt. Han forklarer, at hallucinationerne ikke gjorde ham angst, men trist og deprimeret. Han vidste nemlig godt, at de ikke var virkelighed, men alligevel blev han nødt til at reagere på dem. Det var det værste af det hele. 

Skilsmisse ramte hårdt 

Solen glinser i de friske muldvarpeskud på plænen uden for kontoret, hvor vi sidder, og de små toppe får lov at blive der til i morgen, hvor Mikkel og en pedel-kollega skal ud og rive dem væk. I dag er reserveret til interview, og de godt to timers samtale tærer på Mikkels kræfter og udfordrer hans koncentrationsevne til det yderste. Næste punktnedslag i hans historie er hans mor og stedfars skilsmisse. En begivenhed, som han tillægger stor betydning. Det var efter den, at Mikkels misbrug for alvor tog fart. Indtil da havde det været begrænset til et weekendforbrug med en pose øl, et par joints og så af sted til halbal. 

”Min søster og jeg blev kaldt ned en aften, efter vi havde spist, og så sagde min stedfar, at nu flyttede han. Det var mærkeligt, for de havde lige været på rejse i Grækenland for at fejre, at de havde været gift i ti år. Så det kom som et chok, men jeg reagerede ikke på det. Jeg satte mig til computeren, og der blev jeg siddende de næste 3-4 uger,” fortæller Mikkel, der snart blev helt alene. Hans søster fik logi hos en veninde, og moderen blev også en sjælden gæst i huset. Hun opholdt sig mest hos en ven og dukkede kun op i en ny og næ og smed en pakke fars og et par liter mælk i køleskabet. 

”Når jeg røg, glemte jeg, hvor dårligt jeg havde det. Eller måske røg jeg, så jeg ikke nåede at få det dårligt,” funderer Mikkel og fortsætter: ”Det lagde et låg på og brød nogle barrierer socialt, så jeg fik lyst til at snakke med nogen. Men efter et par uger skulle der flere joints til, og jeg begyndte også at ryge bong. Og så var misbruget for alvor i gang.”  

En bong er en vandpibe til hashrygning. Den kan rumme store mængder røg, som bliver afkølet af vand, og derfor glider den let ned i lungerne. Så rus-effekten ved en bong er meget større end ved en joint. Det svarer til at proppe maden ind i munden med hænderne i stedet for at spise med kniv og gaffel. 

Et liv i røg 

Mens misbruget var en konstant i Mikkels ungdomsliv, var arbejde og uddannelse variable størrelser. Den unge fynbo har blandt andet været i lære som bager, smed, skibstekniker og ad flere omgange gået på produktionsskole. Det var også under et produktionsskoleforløb, at hans misbrug toppede. Som han siger: Mit liv gik ud på at ryge. Ud over selv at ryge var Mikkel meget aktiv som sælger i en rygerklub. 

”Jeg stod op om morgenen og røg en bongmix og tog ud på produktionsskolen, hvor jeg røg videre. Efter skoletid tog jeg i klubben, hvor jeg både røg og solgte. Når jeg kom hjem om aftenen, satte jeg en film på – og røg. Jeg faldt som regel ikke i søvn før ved fem-tiden.” 

Rygningen havde stadig en effekt på Mikkel, men den var anderledes end i starten af misbruget. Dengang gjorde hashen ham opstemt og fik ham til at tænke positivt. Men efterhånden blev han mere ligeglad, og stoffet blev en nødvendighed for, at han kunne fungere. Bag ved tågerne var der en ung mand, der var trist over forældrenes skilsmisse. Og især over at have mistet den daglige kontakt til sin mor. 

”Jeg mistede den smule tryghed, jeg havde …” begynder Mikkel og søger lidt efter ordene. ”Min mor forstod mig på en anden måde end andre, og når jeg sagde noget, vidste hun med det samme, hvad jeg mente. Jeg tror, jeg havde brug for at blive guidet lidt i livet, men så pludselig var hun der ikke. Og så sad jeg bare og røg joints.” 

Flytning og diagnose 

Umiddelbart lyder det uskyldigt, at Mikkel handlede med hash i en rygerklub, men det var benhård kriminalitet og havde ikke noget med Foreningsdanmark at gøre. Mikkels klub var styret af en bande, der sad på en del af hashmarke-det i Odense, og han fortæller, at han havde fine vilkår. Han købte hash af folkene bag klubben, solgte den videre med pæn fortjeneste, og alt blev afreg-net kontant. Der var ikke noget fusk eller køb på klods, og det gav respekt. Men lederen af banden, som Mikkel solgte for, stak en fyr fra en anden bande ihjel, og så var fanden løs.  

”Min klub blev lukket, og så kom nogle af medlemmerne fra den anden bande ud og bankede på min dør. Enten sælger du for os, eller også får du tæsk. Heldigvis kom en af mine venner på uanmeldt besøg et par dage efter, og så lagde jeg kortene på bordet og sagde: De næste ti år er min røv ikke sikret, for min chef har stukket en mand ihjel.” 

Mikkel var bange for at ende som lakajdreng for den anden bande og blive udsat for, at skruen konstant blev strammet, så han til sidst stod i bundløs gæld. Så Odense blev skiftet ud med Nordjylland, hvor Mikkel fik asyl hos sin kammerat. Med endnu et produktionsskoleforløb som springbræt startede Mikkel på smedelinjen på teknisk skole. 

”En dag kunne jeg ikke mere. Jeg brød sammen, og så var der en elevcoach, der kørte mig på psyk. Jeg begyndte på nogle samtaler og tests. De spurgte mig om alt muligt og fandt frem til, at jeg havde udifferentieret skizofreni.” 

Mikkel blev medicineret, og effekten var positiv. Men pillerne løste ikke alle problemer, og under overfladen lå der stadig mange ting og ulmede. De brød ud i lys lue, da han startede på PMU. 

Psykiatrisk indlæggelse 

Det gav stabilitet i Mikkels liv at blive en del af livet på PMU. Dag og nat blev vendt rigtigt, og der kom struktur på arbejdsliv og fritidsliv. Men noget var der ikke styr på – nemlig hashrygningen. Mikkel kan ikke selv huske det, men det kan Lisbeth. 

”Dit forbrug eskalerede helt vildt, men når jeg kommenterede det, sagde du, at det skulle jeg overhovedet ikke blande mig i, og at du havde styr på det. Men det kunne jeg godt se, at du ikke havde,” fortæller Lisbeth, der en dag blev ringet op af Mikkels kæreste. Hun bad Lisbeth om at komme med det samme. ”Mikkel havde røget så meget hash, at han ikke kunne være i sin egen krop, og han sad og græd og var brudt fuldstændig sammen. Så alle paraderne var væk, og han skulle have hjælp.” 

Tilladelse til sammenbrud 

Mikkel blev indlagt på psykiatrisk hospital, og der blev han de næste tre måneder. Der gik 14 dage, inden han blev klar over, hvor han var. Han kan ikke huske så meget fra selve behandlingen, men han ved, at han fik stærkere medicin. 

”Du var helt ude i ekstremerne og kørte op og ned. Det ene øjeblik kunne du godt se, at du var nødt til at være der, men ti minutter efter, så hang du oppe under loftet og slog på dørene. Og så skulle du fandeme bare hjem,” fortæller Lisbeth, der måtte kæmpe hårdt for at få Mikkel til at blive på hospitalet. ”De første tre-fire uger gik med at få dig afruset, og der var du virkelig helt ude at skide. Men efter den tid var du rolig og afklaret med, at du havde brug for behandling.” 

Mikkels sammenbrud var en kombination af flere ting. Hashrygning, mange års indestængt tristhed og så – paradoksalt nok – at mange ting gik godt i hans liv. Han havde fået en kæreste, og kommunen havde bevilget ham et all inklusive tilbud på PMU. Der var en seng at sove i, mad, beskæftigelse og ansvarlige voksne, som ville ham det godt.  

”Det kan godt være angstprovokerende, for hvornår går der hat og briller i den, så det hele stopper igen,” siger Lisbeth med engagement i stemmen og fortsætter: ”Det var nok en akkumulation af alle de ting, du har været igennem og af alt for meget hash. Det er ikke sundt for nogen og slet ikke for dig, fordi du er skruet sådan sammen i hovedet, som du er. Men jeg tror også, at du ubevidst har givet tilladelse til, at låget kunne ryge af, fordi du vidste, at der nu var nogen, der kunne samle dig op.” 

Lisbeth og Mikkel har talt meget om hash, og hun vejleder og fortæller ham, hvad der sker i hjernen, når han ryger. Men hun kan ikke bestemme, om han vil ryge eller ej. Det er hans egen afgørelse. Forbruget er blevet kraftigt reduceret, men endnu har Mikkel ikke sluppet cannabissen helt. 

”Jeg bruger hash til at koble af og kan godt lide at ryge lidt fredag aften, når jeg er træt efter en lang uge. Det fungerer meget bedre for mig end alkohol,” fortæller Mikkel, der dog gerne vil sige helt farvel til den euforiserende røg. Det skal bare ikke være lige nu. ”Jeg skal giftes til sommer, og min læge mener, at jeg skal vente med at stoppe til efter brylluppet. Der er ingen grund til at tro, at jeg er supermand og kan klare både en stor fest og at droppe hash.” 

Kaptajn i eget liv 

Mikkel er nu i udslusningsfasen af sit forløb. Han har udviklet sig meget og lever et liv, der på de fleste punkter ligner andre unges.  

”Vi har brugt meget energi på at spejle Mikkel og fremhæve de positive ting i hans liv. Alt, hvad der er skidt, ligger så dybt i ham, og det tager kun et splitsekund for ham at blive fanget af den negative spiral, hvor alt er noget lort. Der er brug for nogen, der siger: Hey Mister Sortsyn, nu klapper du lige hesten. Der er altså mange gode ting i dit liv,” siger Lisbeth og fortsætter: ”Mikkel skal lære at trykke på Nu-har-jeg-lige-bruge-for-hjælp-knappen, når han er på vej ned i et hul. Det er den vigtigste forudsætning for, at han får et godt liv.” 

Lisbeth beskriver sit samarbejde med Mikkel som meget ligeværdigt. Hun spørger først, inden hun giver råd og vejledning, og bolden bliver altid sparket tilbage, så Mikkel selv kan tage beslutningerne. 

”Jeg går til kanten og kan sige nogle ting til Mikkel, som han ikke er så glad for. Det er en del af mit arbejde. Vil du sidde der og være træt af det hele, eller vil du arbejde på at få et godt liv? Mikkel vælger heldigvis det sidste.” 

”Ja, det er jeg i hvert fald begyndt at gøre,” tilføjer Mikkel. 

Lisbeth og Mikkel ved endnu ikke, hvor længe deres samarbejde fortsætter. Det er en vurderingssag og afhænger af kommunale bevillinger. Målet er, at Mikkel skal blive så meget kaptajn i sit eget liv, at han kan få en god hverdag og passe et fleksjob.  

”Jeg kunne godt tænke mig at arbejde på en campingplads. Som barn var jeg tit på campingtur med mine bedsteforældre, og det kunne jeg rigtigt godt lide,” siger Mikkel og tilføjer: ”Det er det eneste positive, jeg kan huske fra min barndom.” 

Hash 

Hash er det mest udbredte euforiserende stof. Blandt de 16-20-årige har 33 procent prø-vet stoffet, og seks procent har brugt det inden for den seneste måned. Hash udvindes af cannabisplanten, og det mest almindelige er at ryge stoffet, men det kan også spises eller drikkes. Det er det aktive stof THC, der giver en rus ved indtagelse. 

Hash er vanedannende. Jo mere man indtager, desto mere skal der til for at opnå en rus. Ved ophør efter længere tids hashrygning kan der komme abstinenssymptomer – for eksempel søvnbesvær, nattesved og irritabilitet. 

Jævnligt brug af hash gør en person sløv, langsom, ligeglad og ukoncentreret. 

Længere tids brug nedsætter hukommelsen og indlæringsevnen. Nogle personer – særligt de, som i forvejen har et følsomt sind – kan udvikle en psykose af hashrygning. 

Ifølge stofinfo.sst.dk (Sundhedsstyrelsen) 

Skizofreni påvirker tanker, følelser og sanser. Lidelsen bryder typisk ud i ungdomsårene og kan optræde forskelligt fra person til person. Der er forskellige typer af skizofreni. Fælles for dem er en række karakteristiske symptomer, som dukker op på et eller andet tidspunkt i løbet af sygdommen.  

Typiske symptomer: 

  • Abnorm oplevelse af tankepåvirkning – for eksempel at få påført tanker eller frataget tanker. Eller at andre kan høre eller læse ens tanker.
  • Karakteristiske hørehallucinationer – for eksempel kommenterende eller diskuterende stemmer. Eller at man kan høre sine egne tanker udtalt højt inde i hovedet.
  • Påførte handlinger, følelser eller viljesimpulser udefra, uden at man kan stille noget op.
  • Kropslige oplevelser, hvor kroppen bliver påvirket med elektrisk strøm eller stråler, der trænger ind og forandrer noget i de indre organer. 
  • Vrangforestillinger, der opstår i forbindelse med normale sanseoplevelser. Man kan for eksempel få øje på en klart lysende stjerne om aftenen og pludseligt forstå, at man er udset til at skulle frelse verden.

Der er sket betydelige fremskridt i behandlingen af skizofreni i de seneste år, og mange klarer sig relativt godt på trods af lidelsen. 

Ifølge psykiatrifonden.dk 

Vi står klar til at hjælpe

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse