Kan du huske Maria, som af Silkeborg kommune blev flyttet fra Havredal Praktiske Uddannelser, hvor hun trivedes godt på alle måder, til kommunens eget STU-sted, hvor Maria ikke passede ind. Hverken i forhold til uddannelsesinteresse, det kognitive niveau eller fremtidsperspektiv. Efter et halvt års udmattende og nedbrydende kamp, endte det heldigvis med, at Maria fik medhold hos Ankestyrelsen i sin klage over kommunens beslutning, og kom tilbage til Havredal.
Ligeværd tog i maj-måned – ét år efter Marias kamp begyndte – til Havredal for at mødes med Maria, hendes mor og forstanderen på Havredal, Mette Navntoft til en snak om, hvor afgørende det er for unge med særlige behovs trivsel, motivation og udvikling at være på en uddannelse, hvor de føler sig som en del af målgruppen. Noget, der vel egentlig gør sig gældende for de fleste mennesker.
Psykisk overgreb på en sårbar pige
Den Maria, vi mødte på en solskinsdag i maj, var godt på vej tilbage, hvor hun slap, da Silkeborg kommune afbrød hendes forløb på Havredal, men hun var stadig mærket af det, som Marias mor, Lisa Vilhelmsen, betegner som ”et psykisk overgreb på en i forvejen sårbar ung pige”. Mette Navntoft fortæller, at de tog deres tilknyttede psykolog med på råd i forhold til, om det var sikkert for Marias velbefindende at blive interviewet til vores artikel. Maria er nemlig stadig nervøs for, at der igen kommer nogen og hiver tæppet væk under hendes tilværelse på Havredal. Når der kommer et brev fra kommunen, sætter frygten ind med det samme. På trods af genoplivningen af oplevelserne fra dengang, der både havde psykiske og fysiske konsekvenser for hende, var én ting helt sikkert for Maria. Hun VILLE medvirke i artiklen og hjælpe med at udbrede, hvor vigtigt det er, at man ser og lytter til den enkelte unge.
Mette Navntoft fortæller indledningsvist om den Maria, der kom tilbage til Havredal.
”Da der kommer ro på igen, og Maria kommer tilbage og begynder at kunne blive en del af uddannelsen igen, har hun haft et funktionstab på 80 procent. De kompetencer, hun havde fået opbygget i løbet af sit første år, var gået tabt, og hun er stadig i en opbygningsfase. Var det ikke endt med, at Maria kom tilbage på Havredal, havde det fået alvorlige konsekvenser for hende, både fysisk og psykisk.”
Det er ikke hele perioden, der står klart for Maria, da hun mentalt har lukket ned for nogle af minderne. Derfor hjælper Mette Navntoft, der har været tæt på Maria det sidste år, med at tegne billedet af, hvordan Maria havde det på Lysbro, Silkeborg kommunes eget STU-sted, baseret på alle de ting, Maria fortalte Mette og de andre medarbejdere på Havredal.
”Maria var allerede meget udfordret, inden hun overhovedet nåede frem til Lysbro om morgenen, fordi hun skulle sidde i bus med nogen, som var kognitivt meget udfordrede, i en lille time på vej til skole. Derudover gjorde det Maria stresset at skulle være i et klasselokale med 12 andre, hvor der sjældent blev luftet ud, og hvor man skulle sidde stille på sin stol. Maria fortalte mig, at hun følte, at hendes grænser blev overskredet, fordi hun blev nødt til at acceptere, at de andres handicap forværrede hendes tilstand. Der var blandt andet en ung udviklingshæmmet mand, som mange gange om dagen var henne og røre ved Marias skulder og kom med seksuelle kommentarer.”
Det er vigtigt for Maria, at det ikke handler om kritik af de unge på Lysbro, for som hun siger: ”Jeg ser jo ikke ned på nogen, der er udviklingshæmmede eller anderledes end mig. Der skal også være et sted til dem, men jeg passede ikke ind der. Jeg har ADHD, så det er svært for mig at sidde stille i lang tid ad gangen, men jeg måtte ikke rejse mig, for det forstyrrede, da de andre så troede, at de også skulle rejse sig.”
Mette supplerer: ”Fra min stol er det centralt, at os, der udbyder STU, er skarpe på at hjælpe hinanden med at få placeret de unge, hvor de rent faktisk hører til. Vi oplever også unge, der viser sig at være blevet fejlplaceret hos os. Vi kigger så på, hvordan vi kan hjælpe dem med at komme til det tilbud, de passer bedst i. Det er i alles interesse. For nogle er Lysbro det rigtige tilbud, og for andre er det et dårligt match.
Maria og Mette Navntoft
Døm ikke de unge med arbejdsmarkedsperspektiv ude på forhånd
”Jeg følte, jeg var blevet hevet ud af 10. klasse og placeret i 0. klasse igen.” Sådan beskriver Marias hendes oplevelse af at komme fra Havredal til Lysbro. Hun fortæller, at hun fra dag 1 kunne se, at hun ikke hørte til den STU-målgruppe.
Maria gik fra en hverdag på Havredal, hvor hun sammen med unge med samme interesser var ved at dygtiggøre sig inden for landbrug – med udsigt til en plads på arbejdsmarkedet, til en hverdag, der ikke matchede hendes interesser og uden fremtidsperspektiv. En helt almindelig opgave på Havredal kunne være at kastrere smågrise eller lære noget om at reparere en traktor. På Lysbro kunne en opgave være at tegne eller male på en kop. Opgaver, der tydeligvis hverken motiverede, udfordrede eller flyttede Maria tættere på en fremtid indenfor landbrug.
”Det er centralt, at man får de udfordringer, man har brug for, på et sted hvor man er motiveret og kan få tilpasset overliggeren. Maria kunne jo på ingen måde blive udfordret på hendes landbrugsfaglige interesse på Lysbro. Skal man udvikle sig, skal man hele tiden have målet inden for rækkevidde, så man hele tiden bliver ved med at rykke sig,” fortæller Mette.
Maria har i den forbindelse en opfordring til landets kommuner. ”Kommunerne skal lytte til de unge i forhold til, hvad de har af interesser. Det ville være en stor hjælp for os, at vi ikke skal bøvle med kommunen. For os unge er det jo vores fremtid, det handler om.”
Netop de unges fremtidsmuligheder ligger forstanderen på Havredal meget på sinde: ”Hvis man ikke følger den gruppe unge, der har et arbejdsmarkedsperspektiv i deres uddannelsesønsker og det, de er motiveret for, så træffer man også et valg for dem om, at de ikke bliver en del af arbejdsmarkedet. Det er centralt, at man går med den motivation og det drive, et ungt menneske med arbejdsmarkedsperspektiv har. Ser man det i et samfundsperspektiv, er det tåbeligt ikke at støtte de unge i deres ønsker. Det er så lille en investering set i forhold til, at de kommer ud og bidrager til samfundet og blive skatteyder. Det giver ikke mening på den lange bane at tænke i, at man måske kan spare 100.000 kr. på tre år ved at vælge det ene tilbud frem for det andet til den unge. Én ting er det arbejdsrettede perspektiv og det selvforsørgende perspektiv. Noget andet er det rent menneskelige og trivselsmæssige, når man vælter mennesker på det niveau, som Maria var udsat for. Var Maria ikke blevet reddet, havde det i den grad kostet i sundhedssektoren.”
Marias mor, Lisa, supplerer med hendes perspektiv på Marias trivsel på Havredal: ”Grunden til, at Maria trives her, oplever jeg, er, at her fungerer det som en helhed. Der er et mål med det, de gør. De unge kan få et arbejde bagefter. De kan komme videre. Oplevelsen på Lysbro var, at det var en uddannelse til at flytte hjemmefra og så være på offentlig forsørgelse resten af livet. Der var ikke noget erhvervsfagligt perspektiv i det, og det skinnede helt klart igennem i deres skema, og den måde, de blev undervist på. Det er godt til én målgruppe, men ikke når du som Maria rent faktisk kan nogle faglige ting.”
Maria og hendes mor
Uddannelse blandt ligestillede med plads til den enkelte unges behov
På Havredal er Maria tilbage blandt en elevgruppe, hun føler sig som en del af. Og det er noget, der har stor betydning, også udover det sociale plan.
”Det er afgørende for motivation, indlæring og menneskelig udvikling, at de unge mennesker er blandt unge, de er ligestillede med. Det er almen gyldighed. Det gælder for alle mennesker. I særdeleshed har vi hos os gode erfaringer med at arbejde med situeret læring. De unge mennesker arbejder i grupper, hvor de mindre erfarne lærer af de mere erfarne. I takt med det bliver man selv den person, der bliver en centralspiller i læringsprocesserne. Det kan kun fungere, hvis man er blandt unge mennesker, man er ligestillede med.” Sådan fortæller forstanderen på Havredal om betydningen af at være på uddannelse med nogen, du kan spejle dig i og identificere dig med.
Noget, Maria beskriver på denne måde: ”Det er dejligt at være sammen med nogen, hvor vi er på højde med hinanden. På Havredal ligger vi alle på nogenlunde samme niveau. Vi er nogen, der helst vil arbejde alene, men her lærer du at samarbejde, til når du skal ud i den virkelige verden. På Havredal bliver hver vores udfordringer sat i perspektiv. Man ser den enkeltes problemer i stedet for at alle bliver gjort til en del af en gruppe.”
Mette supplerer: ”Der bliver taget hensyn til den enkeltes skånehensyn i hverdagen og der er også en forståelse blandt eleverne for, at rammen er sådan her for Maria, og den er anderledes for Jakob, og for Simon, fordi de alle sammen er forskellige. Målgruppen på Havredal er ikke snæver. Den er forholdsvis bred. Det er fint, at Maria fremhæver samarbejde, for Maria arbejder også med at skulle samarbejde med dem, der udfordrer hende lidt. Der er bare en ramme for, hvor bred den målgruppe, hun skal samarbejde med, er, for at man sikrer sig en udvikling.”
En afsluttende bemærkning fra Maria
Maria får det sidste ord i denne artikel. Ordet er frit og hun får dermed lov til at sætte punktum for det mareridt, hun var igennem.
”Når man som ung, står i sådan en situation, som jeg stod i, så skal sagsbehandlere ikke ringe til den unge og presse den unge til noget, sådan som jeg blev presset. Det må de jo heller ikke. Det gør noget ved en at mærke, at man bliver presset til noget, man ikke har lyst til. Det er vigtigt, der bliver lyttet til de unge i stedet for at køre de unge helt derned, hvor de ikke kan mere. Ved at vi kommer ud på arbejdsmarkedet, sparer samfundet jo penge. Hvis de siger, vi kan ikke noget, og sætter os på pension, så skal samfundet jo betale til os resten af livet. Jeg vil gerne sige til andre unge: Det er vigtigt at vide og huske på, hvad man kan, og at man har familie og venner, der kan bakke en op. Og så må du IKKE OPGIVE HÅBET.”
