19 års benarbejde: I Ligeværd kan man gøre en forskel

Sonja Knudsen stopper som formand for Ligeværd Forældre&Netværk i Sydvestjylland. Om et par år når vi har fundet nogle nye kræfter, siger hun. Indtil da arbejder hun utrætteligt på at skabe bedre vilkår for børn og unge med særlige behov, selvom hendes egen søn har rundet sin 30-års fødselsdag.

Af Lasse Mors

Hvis man bevæger sig ned ad Finsensgade i det centrale Esbjerg en hvilken som helst onsdag aften lidt i syv, så vil fortovet være ufremkommeligt.

Det er Sonja Knudsens skyld.

Det er hende, der med sit utrættelige arbejde for Ligeværd har skaffet UFL-klubben deres lokaler her. Og fordi de unge ikke må bruge lokalerne før klokken præcist 19, så står en horde af unge mennesker og venter på at komme ind. Hver onsdag lidt i syv. Og de er så mange, at de fylder hele fortovet.

Klubbens lokaler er kun et ud af en alenlang række af resultater, man kunne liste op over Sonja Knudsens arbejde i Ligeværd, men hun er ikke typen, der fører sig frem.

”Jeg vil ikke sætte mit lys under en skæppe,” siger hun.

Som om det ikke er noget særligt.

For de unge foran klubben betyder det bare noget, at der er en klub, hvor de kan mødes, og at den klub har nogle gode lokaler. For mange af dem betyder det sådan cirka alt.

Havde svært ved at erkende sønnens særlige behov

Sonja Knudsens engagement i Ligeværd startede i 2003, da hun var til forældremøde på sønnen Martins specialklasse.

”Det var ikke synligt, at Martin havde særlige behov, så i starten havde jeg svært ved at erkende det. Da han startede i specialklasse i første, tænkte jeg, at han bare lige skulle bruge et år der, og så ville han komme tilbage til almenskolen,” siger hun.

Men sådan gik det ikke, og til et forældremøde i sjette klasse præsenterede en af de andre forældre Ligeværd. En forælder som meget insisterende prikkede Sonja på skulderen og spurgte, om hun ikke skulle være med.

”Jeg meldte mig ind for at indgå i et netværk, hvor der var noget kendskab til, hvordan man fandt den rette hjælp i kommunen. Og selvfølgelig for at have nogen at sparre med om det, der var svært som forælder,” siger hun.

Men det skulle vise sig, at Sonja ikke kun kom for at få noget selv. Hun havde også noget at give.

LÆS OGSÅ: Elise Phil Fryland: ”Jeg har jo ikke noget andet valg end at være i det”

Det væsentligste er at give noget til andre

I dag er Martin 31 år gammel, og det er mange år siden, Sonja Knudsen har haft behov for at have et stærkt netværk af forældre omkring sig. Alligevel fortsætter hun sit aktive arbejde som formand i Ligeværd Forældre&Netværk Sydvestjylland og som frivillig vejleder og kasserer i UFL Sydvest.

Følg Ligeværd Sydvest på Facebook

”Det gav mig noget at være med dengang. Men nu er det væsentligste at kunne hjælpe andre. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at nogle børn og unge ikke trives,” siger hun.

Derfor gør Sonja, hvad hun kan. Dels for at Ligeværd har politisk indflydelse i Esbjerg kommune.  Dels for at Ligeværd skal være attraktiv for yngre forældre i Sydvestjylland.

Men de sidste er en udfordring.

”Vi holder nogle netværksmøder, hvor der også kommer nogle forældre. Jeg tror bare, de har nok, og de er så frustrerede og kede af det, fordi deres børn har det skidt. Så der er helt sikkert behov for noget, hvor jeg bare tror, at de ikke magter at engagere sig i en bestyrelse,” siger hun.

Og så gør Sonja arbejdet i stedet. For at give noget til dem, der har behov.

Ligeværd er kendt i Esbjergs politiske kredse

Som repræsentant for Ligeværd har Sonja Knudsen flere gange været med til at præge indsatser i Esbjerg Kommune. For eksempel har hun arbejdet på at forbedre pårørendeinddragelsen med det resultat, at kommunen har ansat en pårørendevejleder, og lokalpolitikerne lytter til Ligeværd. Derfor har hun også været direkte høringspart flere gange og meget andet.

Hun har også skaffet midler til at drive både lokalforeningen og UFL-klubben, og hun har skaffet sidstnævnte nogle attraktive lokaler tæt på banegården, så unge fra omegnsbyerne let kan være med.

”Så længe jeg er formand, vil jeg gerne, at der sker noget. At vi ikke bare er en død forening. Og jeg har stadig energien, men det bliver jeg ikke ved med at have, så jeg vil nok stoppe om et par år,” siger hun.

Det har hun sagt før.

Bekymret for børn i mistrivsel og deres fremtid

Igennem 2022 har JydskeVestkysten løbende fortalt, hvordan en lang række børn har siddet i almenskolen og ventet på at få hjælp af Esbjerg Kommune. En sag som Sonja Knudsen har fulgt tæt.

”Jeg synes ikke, det er rimeligt, at nogen børn ikke trives,” siger hun.

Mark Michael Hede er journalisten bag serien i JydskeVestkysten, og på en telefonforbindelse fortæller han, at inklusionsindsatsen i Esbjerg har været ødelæggende for mange familier i kommunen. Og Sonja Knudsen køber heller ikke ideen om, at det skulle være inklusion at sende børn med særlige behov ud i almenskolen.

”Fra da min egen søn gik i skole kan jeg sige, at han trivedes. Han indgik i gode læringsmiljøer og fællesskaber med andre børn og havde det godt.”

For hende at se var det ikke ekskluderende, at de gik i specialskole. Tværtimod var det netop et inkluderende element, at der blev taget hensyn til dem.

”Bare fordi de ikke var inkluderet i almenskolen, så var de jo stadig med i noget, der var godt for dem, og de lærte noget. De blev ikke bare parkeret. Og de følte sig da slet ikke uden for.”

Det er her bekymringen opstår. Når hun tænker på, hvordan Martins liv ville have set ud, hvis man havde forsøgt at inkludere ham i almen.

”Det er ikke i orden for de børn, som ikke når op i niveau, fordi de skal gå i almenklasser, hvor de ikke har det godt. De får da et knæk, og det synes jeg er synd for dem. Når man ved, at det kunne være på en anden måde,” siger hun og peger på, at Martin i dag er førtidspensionist og er i arbejde i en støttebeskæftigelse som pedelmedhjælper på UC Syd.

”Hvis han havde haft sådan noget med i bagagen, som børn med særlige behov får med fra folkeskolen i dag, så er jeg da ikke sikker på, det var gået ham så godt,” siger hun.

UFL-klubben driver værket

Tilbage i UFL-klubben i Finsensgade er de unge, Sonja Knudsen og de andre vejledere kommet indenfor. Og det er åbenlyst, at Sonja Knudsen trives i klubben. Det er måden, hendes øjne lyser op på.

”Jeg vil gerne være med til at sætte fokus på uhensigtsmæssigheder, men jeg er ikke politiker. Det er UFL og det at give mulighed for et samlingssted, hvor de unge kan mødes, der driver værket” siger hun.

”Vi har det sjovt både med de unge og også os vejledere imellem, og der er sådan et godt sammenhold imellem os. Det giver mig noget at være sammen med de andre.”

Ved et bord sidder Sonjas søn Martin og spiller Ludo med sin kæreste og to andre. For dem er der heller ingen tvivl om, at UFL-klubbens sammenhold er noget særligt.

”Fællesskab,” siger de stort set i kor på spørgsmålet om, hvorfor de kommer i klubben.

Man får indtryk af, at det betyder mere for dem end som så. Sådan cirka alt. I hvert fald fortæller Fine, at klubben gør, at hun ikke er ensom. Om onsdagen.

”Det er ensomt bare at sidde derhjemme, så det er dejligt at komme her og være sammen med andre,” siger hun.

De andre ved bordet er enige og fortæller, at det betyder meget for dem, at vejlederne er med hver uge og arrangerer forskellige ting, de kan lave.

Og selvom Sonja Knudsen ikke vil sætte sit lys under en skæppe, så vil hun da gerne indrømme, at hendes arbejde ikke er helt uden betydning.

”Jeg synes da, det er lidt vigtigt,” siger hun.

Lidt.