Elise Phil Fryland: ”Jeg har jo ikke noget andet valg end at være i det”

#ForælderTilEtbarnMedSærligeBehov

Af Helene Kaas

”Nu har vi jo ikke et katalog, som du kan bladre i og pege på, hvad du gerne vil have.”

Sådan lød svaret fra kommunen, da Elise Pihl Frylund sagde, at hun havde brug for en psykolog. Elise havde egentlig bare svaret på kommunens spørgsmål: ”Hvad har du som forælder brug for fra os?”

Elise er 32 år og mor til de tre drenge Elias, Malthe og Magnus. Magnus kender du måske fra “Smertensbørn” på TV2, fra side 24 i dette magasin eller profilen ”morfarboernogautisme” på Facebook og Instagram. Magnus har autisme og lider derudover af skolevægring og kan kun være i skole 45 minutter om ugen. Elise går derfor hjemme på tabt arbejdsfortjeneste. Hun drømmer om, at Magnus får et skoletilbud, der kan tilpasse sig hans behov, for han vil meget gerne gå i skole, og at hun igen møder ind på sit arbejde, som hun er meget glad for.

LÆS OGSÅ: Skolevægring: På en god uge går Magnus i skole i 45 minutter

En mangeårig kamp

Deres hverdag ser dog helt anderledes ud. Den er hård. Meget hård. Og det har den været i mange år. Det er her behovet for en psykolog kommer ind. Elise fortæller, at allerede da Magnus var baby, vidste hun, at der var noget særligt ved Magnus. En intensitet i hans blik det ene øjeblik og en undvigelse af øjenkontakt det næste. Hun havde ret. Det tog bare 8 år, at få systemet omkring Magnus til at bekræfte det, som Elise allerede vidste. At Magnus har autisme. Elise kæmper hele tiden – og har gjort det siden Magnus var baby – for at finde og skabe rammer, hvor Magnus kan trives. Hun er ikke bare hans mor. Hun er også hans pædagog. Hans lærer. Hans sagsbehandler. Hun vil egentlig bare gerne have lov til at være Magnus mor.

Bange for at knække

Elise bruger det meste af sine dage og nogle gange nætter på at være den bedste mor for sine drenge. Hendes tilværelse er lige nu bygget op omkring Magnus og hans alvorlige mistrivsel. Elise ved præcis, hvad Magnus har brug for og hvornår i løbet af en dag. Hun sørger for at være godt forberedt lige fra morgenstunden og til han går i seng. Hun skal hele tiden være på forkant. Elise fortæller, at hun for eksempel gør dagens måltider klar om morgenen mens Magnus sover, for når han bliver sulten, så er det NU, at han har brug for mad. Og går der for lang tid, kan det udløse et vredesudbrud. Og det er netop de udbrud, der er medårsag til, at en psykolog ville kunne hjælpe Elises trivsel som mor.

LÆS OGSÅ: 19 års benarbejde: I Ligeværd kan man gøre en forskel

”Det sværeste er, at jeg føler mig låst fast. Jeg kan max være væk fra Magnus i 30 minutter. Hvis vi skal noget, så skal alt være planlagt ned til mindste detalje. Jeg føler mig låst fast og alene. Jeg er jo selv hjemme med ham hele tiden. Der kommer ikke nogen og giver mig en pause kl. 10 om formiddagen. Selv ikke de dage, hvor han lige har brugt flere timer på at rase af på mig over noget, der er sket, men som ikke har noget med mig at gøre. Forleden brugte han lang tid på at sidde og slå mig på min arm. Som mor er jeg magtesløs, når det står på, men jeg er nødt til at være i det. Jeg tænker over, hvor længe, jeg kan være i det. Rammer det mig en dag så hårdt psykisk, at jeg knækker? Det ved jeg ikke. Det kan komme fra den ene dag til den anden. Det, der kunne hjælpe mig, er at snakke med en psykolog. Snakke om hvad det gør ved mig at stå i det her og om hvordan jeg kan passe på mig selv. Jeg har jo ikke noget andet valg end at være i det.”

Facebook som ventil og støtte

Elise er bevidst om vigtigheden af at passe på sig selv og bearbejde de mange voldsomme oplevelser, hun får med sig. Nu hvor hun ikke kan få en psykolog gennem kommunen og ikke selv har mulighed for at betale, bruger hun sine venner, familie og sit netværk på Facebook.

”Det er svært at samle sig selv op, når der har været de her udbrud. Det handler for mig om at snakke. Jeg har nogle gode venner og min familie. Og nogle gange skal der søvn til, for de her møgfald står nogle gange på i flere timer. Jeg skiver også på Facebook, for jeg tænker, at jeg har den her følelse i mig lige nu, og der sidder sikkert en anden med samme følelse. Jeg prøver at sætte ord på noget, som er fuldstændig umenneskeligt at sætte ord på. Indimellem kommer der nogle trælse kommentarer, men hovedparten er utrolig positive. Der er mange, der skriver ’du er ikke alene’ og fortæller mig om deres oplevelser.”