”På PMU har vi kun de unge til låns”

På uddannelsesinstitutionen PMU arbejder de systematisk med at dokumentere og dele viden om deres unges udvikling. Erfaringerne deles mellem de ansatte, med samarbejdspartnere og de unge selv. Sådan bliver både de unge og personerne omkring dem klogere på, hvad der skal til for at fastholde de unge i job, når de en dag udsluses fra PMU

Af Laura Gundorff Boesen

Det er lørdag aften. På Jan Forslunds arbejdsskema står der egentlig, at han har fri nu. Det er et helt døgn siden, han sagde tak for i dag til sine elever som faglærer på holdet Fragt & Kurerkørsel på uddannelsesinstitutionen PMU i Sindal. Men kun på papiret. For i realiteten er Jan næsten altid til rådighed. Det har hans elever brug for. Så da Jans arbejdstelefon ringer, tager han den.
– Hvis der er problemer med kæresten, eller en elev føler sig uretfærdigt behandlet af en anden, så ringer eleven, også selvom det er aften, fortæller Jan.
– Hvis ikke jeg er med til at løse de problemer, når de opstår, møder eleven op mandag morgen, har sovet dårligt, og problemet har vokset sig stort over weekenden.

Når Jan har lagt på, sender han ofte en sms til Helle Olsen, socialrådgiver på PMU, og fortæller om episoden. Helle er dén, der får samlet alle løse tråde. De informationer om elevernes udfordringer og udvikling – socialt som fagligt – som hun modtager fra Jan, de andre faglærere eller pædagogerne ude i PMU’s boenheder, koger hun ned til en bouillon af det mest essentielle. Hun skriver det ind i den samlede dokumentation af den unges uddannelsesforløb og sender til alle relevante modtagere.
– Hvis der er nogle vigtige ting at vide omkring en ung, så sørger jeg for at skrive en mail og sætte alle dem, der er omkring den unge, på som CC. Så er alle opdateret, fortæller Helle.

Vi har kun de unge til låns

Solveig Vejen er PMU’s forstander. For både hende og resten af PMU’s medarbejdere er det kernen i deres arbejde at indsamle og dele så meget viden om eleverne som muligt med de ansatte på uddannelsesstedet, eleverne selv og med samarbejdspartnere – for eksempel de virksomheder, som PMU altid forsøger at sluse deres unge ud til, når de afslutter deres uddannelse/ophold på PMU.
– Vores elever er meget forskellige. Nogle har medfødt hjerneskade, diagnoser inden for psykiatrien, ADHD, autisme, Asperger. Andre har ingen diagnoser, men er vokset op i ressourcesvage familier. Men én ting har de tilfælles. Og det er, at de alle skal have et individuelt tilrettelagt forløb. Det er vores opgave at følge op på, at det er individuelt, siger Solveig.

Hun og hendes kolleger vil med den løbende vidensdeling give både samarbejdspartnere og ikke mindst den unge selv det bedste kendskab til, hvad der virker for den enkelte unge, hvorfor og hvornår. Så ved både den unge og vedkommendes sagsbehandler, arbejdsgiver eller bostøtte, hvilke fremgangsmåder og mestringsmetoder, der med fordel kan hives op fra værktøjskassen for den enkelte unge i forskellige situationer. Hermed forhøjes chancerne for, at den unge lykkes, for eksempel på en kommende arbejdsplads.
– For vi har jo kun den unge til låns i tre år af hans eller hendes liv. Så skal de udsluses, og derfor er det meget vigtigt, at fremtidige samarbejdspartnere og personer rundt om den unge lærer den unge og den røde tråd at kende, når de skal hjælpe dem videre, siger Solveig.

Tæt kontakt, tætte relationer

Når de ansatte på PMU deler viden på kryds og tværs, er det fordi, de ved, at de på papiret adskilte områder af den unges liv i virkeligheden hænger uløseligt sammen. Hvad der sker for en elev uden for undervisningstiden, kan nemt få indvirkning på elevens arbejdsindsats på værkstedet eller omgang med de andre elever. Derfor taler den gruppe af voksne, der er tilknyttet den unge, sammen på daglig basis – med hinanden og med den unge.

– Når vi har den der daglige kontakt, så åbner de unge også mere op om ting, som de måske ikke har mulighed for at snakke om andre steder. Vi får en fortrolighed med hinanden, siger Hanne Knudsen, der er én af PMU’s praktikvejledere. Og der er behov for den hyppige vidensdeling, da de ansatte ikke er lige meget sammen med den unge.
– Der er jo forskel på de elever, der bor her, og så dagseleverne, siger Jan Forslund.
– Dagseleverne har mere kontakt til faglærerne som mig end til det andet personale, mens de unge, der bor her, for eksempel har mere kontakt til bolæreren.

Evalueringen – PMU’s vigtigste værktøj

Og lad os vende blikket tilbage mod netop Jan, der blev ringet op af sin elev. Imens kædereaktionen af informationer, som han starter denne lørdag aften, kører sit eget løb, slutter Jan af med en, på PMU, helt essentiel handling:
– Så følger jeg op på samtalen med eleven ved at skrive det ind i evalueringen, hvis det er relevant, fortæller han.

”Evalueringen.” Det lyder indforstået. Og det er det også på den måde, at PMU’s evalueringsværktøj er et allestedsnærværende redskab, som konstant og systematisk bliver brugt af alle institutionens medarbejdere. Det er hertil, at indholdet af alle relevante snakke, telefonsamtaler, sms’er og mails i sidste ende finder vej. Også indholdet af medarbejdernes logbøger. På PMU’s autoværksted, i køkkenet, smedjen og de andre værksteder skriver Jan og de andre faglærerne nemlig logbog om eleverne. Hver eneste dag. Det samme gør de pædagogiske og praktiske vejledere ude i boenhederne. I logbøgerne dokumenterer personalet mere formelle ting som, hvornår eleven mødte, og hvilke opgaver, eleven har løst og hvordan. Men også ting som, hvis en elev har kærestesorger, kæmper med den personlige hygiejne eller har fået en forværring i sin psykiske sygdom.

Logbøgerne deles i et velorganiseret dokumentationssystem: På PMUs drev ligger der for hver elev 1) en handleplan og 2) en evaluering – og tydelige skabeloner for begge. I handleplanen står der præcist, hvad og hvilke mål, den unge skal arbejde med, og hvordan medarbejderne omkring den unge skal gøre det. De personlige mål kan være alt fra at overkomme en bestemt opgave på værkstedet til at gå i bad hver dag eller vove sig til at spise frokost sammen med de andre elever.

I evalueringen står der så, hvordan det er gået. Alle personer på PMU, der har med den unge at gøre, kan tilgå handleplanerne og evalueringerne.
– Hver tredje måned laver personerne omkring eleven så en status på, hvordan det går, fortæller forstander Solveig Vejen. Sammen med sin kollega og højre hånd, socialrådgiver Helle Olsen, skriver hun de forskellige evalueringer sammen til én samlet.
– I forhold til STU står der i lovgivningen, at man skal evaluere en gang om året, men vi gør det hver tredje måned. Hvis vi så i vores evalueringerne kan se, at der ikke er den progression i forhold til målene, som vi havde regnet med, så skælder vi ikke ud. Så ændrer vi målene, får nye eller færre mål, fortæller Helle og tilføjer, at noget af det vigtigste i evalueringsskemaet er, at det altid gennemgås med den unge selv, og at der er et felt reserveret til den unges egne betragtninger. Den unge har samtidig givet lov til, at de ansatte må snakke sammen om den unge.
– I vores evaluering kommer vi med så mange gode eksempler som muligt på, hvad der har virket eller ikke virket, fortæller praktikvejleder Hanne Knudsen.

Evalueringen er samtidig det dokument, der – suppleret af fysiske møder – kan deles med eksterne samarbejdspartnere som for eksempel praktiksteder eller virksomheder som led i at give den unge og personerne omkring ham/hende de værktøjer, der skal til for at fastholde den unge i praktikken eller jobbet.

Den rette forventningsafstemning giver større chance for succes

– Det giver ingen mening, at vi stiller nogle krav, vores elever umuligt kan leve op til. Vi skal give dem succeser, slår forstander Solveig Vejen fast.
Det er også hér, personalets vidensdeling betaler sig. Jo mere nysgerrige, de ansatte er på en elev, og jo klogere de bliver på eleven med eleven, jo bedre ved de, hvilke forventninger, de kan have til den unge – og hvad en fremtidig arbejdsgiver dermed kan have. Ofte finder PMU’s ansatte også frem til ting om de unge, der ellers ikke er blevet opdaget før.
– Vi har for eksempel en ung kvinde, der kom til Danmark, da hun var ti år gammel. Der står i hendes papirer fra tidligere, at der er en del ting, hun ikke forstår på grund af sprogbarrierer. Men det er ikke dét, vi oplever. Derfor har vi presset på for at få en neuropsykologisk udredning på hende, der så har vist, at hun har en IQ på 56, fortæller socialrådgiver Helle Olsen. Hun suppleres af Wenche Eliassen, der er PMU’s STU-koordinator:

– Det er så vigtigt, at vi har alle de informationer, så vi ved, hvilke krav og forventninger, vi skal have. Hvis vi for eksempel tror, at hun ikke forstår dansk, men så skal vi faktisk hjælpe hende helt anderledes, fordi det er en anden udfordring, hun i virkeligheden har.

Og når kendskabet til og tilliden fra eleverne vokser, bliver succeshistorierne flere:
– Vi har en anden kvinde, der har været kendt i systemet, siden hun blev født. Men det er faktisk først nu, hvor hun er ved os, at hun er ved at få en længerevarende udredning, hvor man blandt andet kigger efter noget ADHD og alkoholskader. Det er et langt, sejt træk, fordi hun skal tro på os, efter hun tidligere er blevet flyttet rundt så mange steder i systemet. Men nu har hun fået en kæreste her, fundet venner, er begyndt at kunne græde, facaderne falder, og hun behøver ikke være hård og sej hele tiden. Og nu skal vi finde succeserne med hende.