Den politiske kamp for forholdene for mennesker med særlige behov kan nogle gange opleves som en kamp mod vindmøller og vindposer. Eller mere præcist: en kamp mod politikere, der skal vise handlekraft og forfalder til symbolpolitik og at sende signaler – alt efter hvilken vej, de mener, vinden blæser.
Når politikerne vil vise handlekraft ender det ofte i symbolpolitik med straf som redskabet, hvor mennesker i bundter bliver ramt af lovgivning, uanset at mennesker er forskellige og måske slet ikke var tiltænkt at skulle omfattes af lovgivningen.
Mennesker med særlige behov har mange berøringer med det offentlige system og kommer ofte helt sagesløst i klemme, når symbolpolitikkens nemme snuptagsløsninger er på det politiske tapet. Civilsamfundets organisationer må efterfølgende forklare urimelighederne for at forsvare dem og få tingene ændret. Nogle gange med held, andre gange uden.
Det er god stil at tænke sig om, inden man svarer, og endnu vigtigere at tænke sig om, inden man træffer beslutninger, der berører mange mennesker. Jeg er derfor fristet til at spørge: Hvorfor er handlekraftig politik blevet synonymt med symbolpolitiske straffeaktioner? Siden hvornår er det gået af mode at tænke sig om? Er omtanke ikke, når alt kommer til alt, den vigtigste del af handlekraft – også politisk?
Symbolpolitikkens ”sidegevinst” er, at de virkelige dybereliggende problemer forbliver uløste. De drukner i handlekraftens tegn, når politikerne skal flashe beslutningsdygtighed. Blot som eksempel: Et af de store problemer for unge med særlige behov er manglen på gode billige boliger, de kan betale med deres begrænsede indtægt på uddannelseshjælp, kontanthjælp eller førtidspension.
Det skriger til retfærdighedssansen, at deres politisk fastsatte og begrænsede indtægt, i Ghettoplanen er begrundelsen for, at de ikke kan flytte ind i en lang række boligforeninger. For nogle mennesker med særlige behov er boligforeningerne den rigtige løsning, andre har brug for noget andet med mere støtte i boligen.
Uanset står en gruppe sagesløse mennesker med særlige behov stigmatiserede tilbage og kan igen tænke: Har du penge, så kan du få… men det har jeg ikke… er jeg virkelig årsag til ghettoproblemer?
Man kunne så forestille sig, at der som en selvfølgelighed var afsat midler til opførelse af gode billige boliger som alternativ. Sådan forholder det sig ingenlunde.
Symbolpolitikken er et udtryk for en umenneskeliggørelse, hvor det enkelte menneske forsvinder i beslutningerne. Graden kan være forskellig, men symbolpolitikken er åbenbart en resistent virus, der griber om sig, på tværs af partierne.
Ligeværds opfordring er: Kom nu ind i kampen. Drop symbolpolitikken og lav politik med omtanke og omsorg. Grib de menneskeskæbner al politik i sidste ende handler om, så de har muligheden for at udfolde et indholdsrigt og selvstændigt liv til gavn for den enkelte og for hele samfundet.
