Når du passer på parforholdet, passer du på dine børn

Du er endnu engang kommet til at råbe ad din partner og vrisse af børnene, selvom du havde lovet dig selv, at det ikke skulle ske mere. Du sidder tilbage endnu mere træt end før og nu også med en trist følelse. Det var slet ikke meningen, at eftermiddagen skulle ende sådan. I skulle jo have hygget jer, tænker du. Men da børnene begyndte at skændes og din partner kiggede mere på sin telefon end på dig, havde du bare ikke mere overskud til at bevare roen. Kender du følelsen? Hvis du gør, så er denne artikel til dig.

Af Helene Kaas Foto Robin Skjoldborg

Det er til tider superhårdt at være forældre og få familielivet til at hænge harmonisk sammen. For nogle føles det hårdt hele tiden. I familier med børn med særlige behov kan det være endnu hårdere end for andre, fordi der er nogle særlige vilkår, der skal tænkes ind og tages hensyn til. I vores rådgivning Ligelinie oplever vi, at mange af de forældre, der ringer ind, er gået fra hinanden.

Der findes ingen magisk vejledning til, hvordan man som forældre kan sikre sig, at man ikke ender med at sidde med sit MitID og sige farvel til ægteskabet på borger.dk. Der findes dog en kvinde ved navn Fie Hørby, som ved en masse om relationerne i en familie. Hun har mere end 20 års erfaring som familieterapeut. Vi har bedt hende om at komme med hendes bud på, hvordan forældre til børn med særlige behov kan passe på deres forhold og dermed passe på hele familiens trivsel, for som hun siger ”parforholdet er den vigtigste relation i familien.” Samtalen med Fie Hørby tog udgangspunkt i familier, hvor der er børn med særlige behov, men hendes råd gælder alle familier.

Frustreret, irriteret og træt

Hvad er der på spil, når man har et barn med særlige behov i familien.

• Det er vigtigt at anerkende, at når man har et barn med særlige behov, er det et vilkår, at vi i endnu større grad må strække os udover vores individuelle behov og grænser. Det er meget naturligt for os som forældre, at vi gerne vil tage os godt af vores børn, vi er kodet til det, og derfor strækker vi os gerne langt og til tider længere, end vi synes, vi egentlig kan. Mange af os er tilmed også opdraget til, at de andre er vigtigere, end vi selv er, så det falder os ikke så naturligt at tage os af vores egne behov. Det falder os mere naturligt at tage os af de andres behov. Dermed vil der ske en skævvridning, hvor vi stille og roligt ryger i minus. Det kender alle forældre og det er helt naturligt. Der, hvor det kan blive farligt, er, når, vi ikke er bevidste om, at det er det, der sker – og at vi så begynder at lægge denne skævhed ud i familien. Det kan være, at vi bliver sure, begynder at vrisse og være kortluntede. Det kan brede sig til en indre tilstand af meningsløshed, træthed, håbløshed og opgivenhed, fordi vi ikke kan finde vejen ud af denne ubalance. Vi lader os selv i stikken. Det er jo os som forældrene, der har ansvaret i familien, og hvis vi ikke kan holde os selv oppe og tage sig af sig selv, så kan vi heller ikke tage os af børnene.
• Vi lægger ansvaret over hos andre, og så er det vi kan komme til at sige: ”Jeg synes, jeg gør det hele – du laver ingenting”. Vi begynder at kritisere og bebrejde, og så skubber vi den anden væk, selvom vi egentlig har brug for, at den anden kommer tættere på.

• Når en familie har et barn eller flere børn med særlige behov, og føler sig under pres, så bliver det ekstra vigtigt, at vi passer på hinanden og os selv i parforholdet, så det er vigtigt, at parforholdet ikke først prioriteres efter vasketøjet, for parforholdet er den vigtigste relation i familien. Det er jo det vand, der flyder mellem mor og far, som børnene ligger i og næres af og formes af. Så alt hvad der ligger i det vand, er noget, børnene tager ind i deres systemer og navigerer efter i deres liv.
• Når vi som forældre ender der, hvor vi er frustrerede, irriterede og trætte i en grad, hvor vi bider og vrisser af hinanden – og vrisser af børnene, så er det et signalflag på, at nu er der en, der er flad, noget er blevet for meget og en har strakt sig for langt. Det, det vil være kærligt i den sammenhæng, er at få taget sig af sig selv.

 

Lær dine signalflag at kende og find 10 minutter til dit åndehul

Og hvordan gør man så det, altså passer på sig selv?

• Du skal begynde med at lære dine signalflag at kende. Hvordan reagerer din krop og dit sind, når du er træt og udmattet. Måske begynder du at brokke dig, skælde ud eller bliver tavs. I stedet for at falde i det mørke hul, hvor du tænker sorte og destruktive tanker omkring dig selv, så vid, at det ikke handler om, at du er blevet utilstrækkelig eller ikke dur til noget. Du er træt, og du tager dig ikke af det, så derfor larmer din krop. Det er kroppen, der kalder på omsorg og en pause. Når vi bliver trætte, så bliver vores tanker tit mørke. Det kan være farligt at tro, at de tanker, vi tænker fra det sted, er sande. Det er de sjældent.
• Nu tænker du måske, at du ikke kan finde tiden til at passe på dig selv, fordi der simpelthen ikke er tid nok. Du tænker måske, at du trænger til mindst en uge, og det er ikke en mulighed, så derfor falder tanken om selvomsorgen til jorden. Tænk hellere i hvad, der reelt kan lade sig gøre. Hvad er muligt i din tilværelse? Tænk på din dag og se, hvor du kan finde 10 minutter til dig selv. Og tag så de 10 minutter til dig selv i stedet for at ordne vasketøj eller rydde op. Tit kommer vi til at synes, at praktiske ting er vigtigere. At vasketøjet er vigtigere end at vi får ladet os selv op. Prisen for at vi ikke lader os selv op er meget større end prisen er for at vasketøjet ikke bliver vasket. Det handler om at lave nogle hårde prioriteringer i forhold til, hvad det er vigtigst, du tager dig af, når der er et åndehul. Det er helt almindeligt, at vi indimellem og ofte må sætte vores individuelle behov til side og gå udover vores egne grænser, men hvis vi bliver ved med at gøre det uden at tage os af vores individuelle behov og respektere vores grænser, så brænder vi ud. Og så bliver det tit voldedigt, det der foregår i familien – både fysisk og psykisk. Det er det, vi griber til, når bliver magtesløse og er på spanden.

 

Drag omsorg for dig selv med din vejrtrækning

Hvad kan man konkret gøre for sig selv i det daglige, hvis man konstant føler sig stresset?

• For at passe på dig, skal du også vide, hvordan du får ro på dit nervesystem. Din vejrtrækning og tempoet, du bevæger dig med, er afgørende for din indre tilstand. Du kan berolige dit nervesystem løbende ved hele tiden at være opmærksom på din vejrtrækning. Din vejrtrækning er også det, der gør, at du kan forbinde dig med dig selv. Og det er afgørende, at du kan forbinde dig med dig selv for at kunne forbinde dig selv med andre. Den kontakt, du kan skabe til dig selv, er en forudsætning for den kontakt, du kan skabe til andre. Har du ikke kontakt med dig selv og omsorg og empati for din indre tilstand, så kan du ikke gå i særlig dyb kontakt med dine børn eller din partner. Du bliver bare optaget af at fikse, ordne og afvikle. På den måde bliver livet meget mere overlevelse end oplevelse.
• Hvis du har svært ved at finde åndehuller i hverdagen, kan du for eksempel bruge ventetid på at pleje dit nervesystem. Helt konkret kan du øve dig på at trække vejret dybt og roligt, mens du lytter til pausemusikken i telefonkøen til din sagsbehandler. Træk vejret ned i maven og mærk din fødder mod gulvet. Det er bedre end at stå helt anspændt, for så bliver samtalen også derefter. Jo mere beroliget vores nervesystem er, jo bedre tænker vi, og du skal ved gud virkelig kunne tænke i muligheder og løsninger, når du står i en særlig situation. Det er vigtigt at kunne tænke gode, konstruktive og udviklende tanker. Når du er i systemet, skal du kunne tænke selv og være konstruktiv sammen med sagsbehandleren og være i stand til at skabe et godt samarbejde med systemet, så der kan blive skabt tryghed og tillid mellem parterne. Du kan også nøjes med blot at observere din vejrtrækning uden at ændre på den, det vil også bringe dig i dybere kontakt med dig selv.

 

Sæt parforholdet i kalenderen

Skal forældrene også finde 10 minutter til parforholdet?

• Ja! Vi glemmer ofte at lægge det vigtigste i kalenderen. Det er min dybe erfaring fra de 20 år, jeg har arbejdet med familier, at parforholdet er den vigtigste relation i familien. Det er det, der afgør børnenes trivsel. Og forældrenes trivsel. Det gælder om at prioritere parforholdet og tænke forebyggende. Fordi familierne med børn med særlige behov skal klare så meget, kan moren og faren – eller faren og faren eller moren og moren – komme til at leve parallelt. De bliver et arbejdsteam. Hvis de ikke sørger for at pleje relationen, så er der risiko for, at den ikke vil kunne bære til presset. Når noget ikke får liv eller opmærksomhed vil det visne og dø. Når vi så måske endelig sidder på en restaurant, så har vi ikke noget at sige til hinanden og det eneste, vi kan snakke om, er børnene eller noget, der skal ordnes – og det vil med tiden føles meningsløst. Meningen finder vi i kontakten med os selv og hinanden.

 

Del jeres inderste følelser med hinanden

Hvad kan forældrene gøre for ikke at ende med at sidde tavse over for hinanden?

• Husk at være interesserede i hinandens inderside og ofte spørge ”hvordan har du det lige nu?” Vi har brug for at blive set og se hinanden. Det er jo følelser, der gør, at vi knytter os til hinanden. Følelser er limen mellem os, så hvis vi ikke deler vores indre med hinanden, så forbinder vi os ikke rigtigt med hinanden. Det vigtigste i en familie er oplevelsen af forbundethed. Vi mennesker er jo drevet af vores flokinstinkter og er så optagede af at høre til. Det vigtigste for os er at høre til, føle at vi er en del af flok og føle os værdifulde for vores flok. Hvis vi som forældre ikke forbinder os og ikke oplever, at vi er forbundet og har blik for hinanden og omsorg for hinanden, så bliver det hurtigt meningsløst for os. Meningsløsheden i et parforhold sætter ind, når man ikke føler sig set, hørt, forstået og værdsat. Så lider vi og så kommer alle kampene, vreden, irritationen, frustrationen og til sidst opgivenhed.

 

Der skal være plads til at dele de ”grimme” følelser

Hvad gør man, hvis ens partners følelser gør ondt?

• Kvinder er ofte hurtigere til at acceptere tingenes tilstand omkring barnet med særlige behov og gå ind i det. Manden distancerer sig nogle gange lidt mere og hvor det viser sig, at det kan handle om en skam over at have fået et barn med særlige behov. Det er både ensomt for moren og for faren. Vi er nødt til at tale om det, der kan være svært, for at ressourcerne kan komme frem. Der skal være plads til at sige de ”grimme” følelser for at der bliver plads til de ”smukke”, som er kærligheden. Den er der altid. For at bevare sundheden i familien skal alle have ret til at have det, som de har det. Der skal være plads til at tale om det.

 

Kig i hinanden i øjnene hver dag

Hvad kan forældrene gøre, hvis der ikke på daglig basis er tid eller rum til at dele følelser med hinanden?

• Det handler om at sikre, at man på daglig basis kigger hinanden i øjnene, rører ved hinanden og drager omsorg for hinanden. Det er de små ting som ”vil du have en kop kaffe?”, hvor man får oplevelsen af, at ens partner har blik for en. Det er vigtigt at mærke, at man er vigtig og betydningsfuld. Det giver ekstra kræfter. Det, der også styrker følelsen af at være forbundet, er at røre hinanden. Bare det at strejfe sin partners skulder, hånd eller arm og kigge hinanden i øjnene. Mange par, der er pressede, lever parallelt og kigger ikke hinanden i øjnene længere og siger ting til hinanden med ryggen til hinanden. Det er der meningsløsheden sniger sig ind. Når man ikke kan mærke, at man er forbundet til den anden, så giver alt det, jeg render rundt og gør, ikke længere mening. Vi er nødt til at mærke, at vi er sammen om det her. Det er samtidig vigtigt, at man for eksempel fire gange om året ved, at nu tager vi væk et døgn, hvor det bare handler om dig og mig.

 

Vælg omsorg for din partner frem for kamp

Hvad kan man gøre, hvis man nu alligevel er endt der, hvor man vrisser og skælder ud?

• Parforholdet handler om at have omsorg for hinandens sår. Det vil sige, når du for eksempel bliver træt og begynder at skælde ud, så er det vigtigt, at din partner ved, nu er du på spanden, og sørger for at du kan få en lille pause. Kig på din partner med omsorg i stedet for at gå i kamp. Vi er tilbøjelige til at gå i kamp og forsvare os selv og så er det hårdt mod hårdt og på den måde drøner energien ud af familien. Når mor og far har det svært, sker der det, at de trækker sig ind i sig selv. Når de trækker sig fra parforholdet og ind i sig selv, så trækker de sig også fra børnene. Det kan godt være, at du stadig er sød over for dem, men du er ikke helt til stede, fordi du går og passer på dig selv.

 

En særlig familie har behov for særlig hjælp

Hvornår vurderer du, at en familie har behov for parterapi?

• Det er vigtigt at vide, at når man som familie er i en særlig situation, så har man også brug for særlig hjælp. Mange familier lukker sig om sig selv og tænker ”det skal vi nok selv klare det her – vi skal ikke være særlige eller bede om hjælp”. I ER særlige og det handler om at stå ved det vilkår og acceptere, at der er brug for noget ekstra – noget særligt. Hvis man har et barn med særlige behov i en grad, hvor man ved, at det her påvirker os som par – måske fordi der er en sorg i det eller fordi vi skal bruge mange kræfter på det, så der går ressourcer væk fra familielivet – så er det en god ide med en hånd i ryggen. Jeg tror, at den fejl, mange begår, er, at de for sent rykker ud. Det er som om, at vi skal være nede og bide i græsset, før vi mener, at vi har ret til at få hjælp. Det er godt at komme før, man ender der, for det er meget nemmere at holde kærligheden i live end det er at genopdage den. Så er der lang vej tilbage og så kan det føles håbløst. Og når man i forvejen har en familie, der kræver mange kræfter, er der ikke mange kræfter til at begynde at genopdage kærligheden i ens parforhold. Så kan det føles lettere at give op.

 

Husk at fjolle

Har du et sidste råd?

• Brug tid på leg og fjolleri. Lav fis og ballade. Ansvarligheden – som let kan blive en overansvarlighed – skal have en modvægt.

 

Vi lader det være Fie Hørbys sidste ord og opfordrer til, at du følger ”Blackbird Institute” på Instagram eller Facebook, hvis du løbende vil have gode råd til et familieliv med mere harmoni.