Retssikkerheden for forældre til børn med særlige behov er voldsomt under pres.

I et meget gennemarbejdet materiale, der er sendt til politikerne i Aarhus Byråd fremgår det, at forældre bliver sendt hjem i uforholdsmæssigt mange sager, når de klager over kommunens afgørelser. Det er en ”ommer”, skriver brevets afsendere.

Læs også: Vigtig afgørelse i Ankestyrelsen om botilbud

I Ligeværds øjne er retssikkerheden truet for de forældre, der står og banker på til socialforvaltningens dør i håbet om at blive set, hørt og hjulpet.

Virkeligheden er, at disse forældre ingen rettigheder har, når de søger om støtte til at passe børn med handicap. De kan kun håbe på det bedste, mens kommunen behandler deres sag, og hvis de får afslag, er de overladt til sig selv. Det har JP Aarhus fortalt i en række historier fra forældre til børn med særlige udfordringer. Men det er ikke rimeligt, at en retsstat som Danmark kan stille borgere skakmat uden at give dem mulighed for at anke.

Læs også: Unge med særlige behov skal have ret til at vælge uddannelse

Målgruppeafklaringen er indgangsbilletten til at ansøge om støtte til dit barn og din familie.

For at få støtte i dag skal barnet igennem en såkaldt målgruppeafklaring. Her vurderer en sagsbehandler, om barnet falder inden for målgruppen og beslutter dermed, om familien har ret til at søge støtte. Hvis barnet ikke falder indenfor målgruppen, kan familien ikke søge om støtte og få kompenserende ydelser.

Men når det er en vurdering, om barnet hører til handicapcenterets målgruppe, så bortfalder de klagemuligheder, der ellers findes i forhold til myndighedsbeslutninger.

Forældrene kan således ikke klage over beslutningen, og så står familien alene tilbage med et barn, der kræver en ekstra indsats uden mulighed for at få hjælp.

Målgruppeafklaringer kræver megen information.

Når sagsbehandleren skal lave en målgruppeafklaring, sker det på baggrund af et skøn og vurderinger, og det betyder, at der ikke er nogen facitliste. Det kan i yderste konsekvens betyde, at nogle børn bliver afvist i én kommune, mens de i en anden ville være berettiget til at modtage støtte. En beslutning forældrene således ingen mulighed har for at klage over.

Når målgruppevurderingen skal træffes, er der et højt oplysnings- og dokumentationskrav, hvilket på den ene side er godt. På den anden side kan dette resultere i lange sagsbehandlingstider.

Sagsbehandlingsfrister gælder ikke for vurderinger

Her støder vi på den anden udfordring for retssikkerheden, som ofte risikerer at nedbryde familier. For når det er en vurdering og ikke en afgørelse, så bortfalder reglerne for sagsbehandlingstider. Det betyder, at familierne ikke ved, hvornår de kan få svar, og den uvished fører til stress hos forældrene og risikerer at forværre situationen for det handicappede barn. Ventetiden kan altså blive meget dyr i det lange løb både økonomisk og menneskeligt.

Hvis kommunen var underlagt lovpligtige sagsbehandlingsfrister, ville sagerne selvfølgelige blive afgjort inden for den fastsatte tidsramme. Lige så selvfølgeligt er det desværre, at sager, der ikke er underlagt tidsfrister, ofte må vige for andre presserende opgaver. Dertil kommer, at så længe vurderingen ikke er foretaget, så ’koster’ familien ikke noget i det kommunale system.

Men uanset om der er økonomi i en kort sagsbehandling og tidlig støtte, så er det urimelige betingelser at give forældre, der i forvejen er presset til det yderste.
Hvis man gjorde målgruppeafklaringen til en afgørelse, ville de forvaltningsretslige regler træde i kraft, og så ville man i hvert fald sikre, at familierne ikke blev holdt hen i uvished i længere tid.

Retssikkerheden skal i fokus

Retssikkerhed skal selvfølgelig gælde for alle. Også for forældre til børn med særlige behov. Sager som dem Jyllands-Posten har beskrevet, hvor en mor til en dreng med autisme har ventet længere end ti måneder på svar på en ansøgning om pasningshjælp, er jo helt uanstændigt. Desværre kender vi i Ligeværd til lignende sager fra hele landet.

Hvis man derimod behandlede ansøgninger om hjælp til børn med handicap eller særlige behov efter reglerne for myndighedsafgørelser, ville det betyde, at forældrene ville opleve en væsentlig kortere sagsbehandlingstid. Det vil samtidig give myndigheden pligt til at høre familierne, inden de træffer afgørelsen og sørge for, at alle kender de oplysninger, som kommunen har, især hvis de ikke er til fordel for familien. Og hvis familierne får afslag, så får de ret til at få det skriftligt sammen med en vejledning om klagemuligheder og -frister og mulighed for at prøve kommunens afgørelse ved en ankeinstans. Alt sammen noget, der ikke er en rettighed, når det er en vurdering.

Tidlige forebyggende indsatser skal sættes i værk

Men selv med klagemuligheder og tidsfrister kan man alligevel få en afgørelse, der går én imod. Det betyder jo ikke nødvendigvis, at familien ikke har behov for hjælp og støtte.

I Ligeværd har vi kontakt til mange familier, hvor børnene er udfordret af usynlige handicap. For disse forældre, er det meget svært at komme igennem med deres behov for støtte. Men også de forældre kan være i knæ som familie, og uden hjælp kan deres situation hurtig få store omkostninger både personligt for familiens mange medlemmer og for samfundet.

Disse forældre skal hjælpes. Og de skal hjælpes tidligt, inden den sårbare familie bryder sammen.

I Ligeværd har vi gennem de seneste år udviklet familiekurser. Erfaringer herfra viser, at viden og netværk er væsentlige værktøjer til at sikre familiernes robusthed og forældrenes evne til at holde sammen på familien og sikre deres børns trivsel.

Viden og netværk hjælper

Meget tyder på, at tærsklen til de sociale ydelser bliver højere. Det bliver sværere at få adgang til hjælp og støtte i de kommunale forvaltninger. Og det sker ikke nødvendigvis på grund af sagsbehandlernes onde vilje. Det sker selv, når de rent faktisk administrerer efter loven og de politiske retningslinjer. Men resultatet er, at flere bliver ladt tilbage uden myndighedernes støtte.

Vi kan bare ikke tillade os at resignere og sige, at sådan er reglerne. Vi må som det første sikre, at disse forældre får en myndighedsbehandling, der ikke krænker deres retssikkerhed. Men selv med denne indsats, vil mange forældre ikke få offentlig hjælp og støtte.

Vi må forvente, at en stor gruppe af forældre, som ikke vurderes inden for myndighedernes rammer, fortsat vil have brug for hjælp og støtte. Og det giver lovgivningen faktisk også mulighed for.

Lovgivningen rummer mulighed for, at man kan iværksætte tidlige indsatser, som skal forebygge, at familien falder fra hinanden. Ligeværd har gennem de seneste år udviklet en sådan indsats gennem forældrekurser til familier. De familier, der har været igennem vores kurser, siger, at det hjælper, at få viden om, hvilke muligheder, vilkår og begrænsninger der findes i mødet med de kommunale myndigheder. Men det de angiver, der har været vigtigst for dem, er, at de er blevet en del af et netværk med andre familier. Nogle har endda sagt det så klart, at de nok ikke havde holdt sammen på familien uden det netværk, de blev en del af.

Forældrekurser, familiemestringsforløb og anden tidlig hjælp er ikke tilstrækkelig for alle. Men for dem, det hjælper, er indsatsen minimal i forhold til det, familierne får ud af det. Vi skal ikke undgå mange langtidssygemeldinger eller udfald af arbejdsmarkedet, før vores kurser til rigtig mange familier har tjent sig selv hjem.

Læs også: 20 forældre til børn med handicap sender kritik til hele byrådet

 

Rådgivning

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse