Af Marlene Qvist Simoni. Mor til to børn med særlige behov og stifter af foreningen BHOV.
Ordet diagnose er græsk og alt efter hvor man søger henne, betyder det bedømmelse eller erkendelse……….
Det er i sig selv meget sigende, for måden jeg har det med netop psykiatriske diagnoser eller mere præcist, hvordan jeg har det med den betydning de har i Danmark her i 2017.
Hvis man forholder sig til at ordet diagnose betyder erkendelse, så er det for mig et positivt ord og meget rammende for de positive ting ved netop diagnoser.
Diagnoser kan bringe rigtig megen erkendelse med sig – både for den person, der får en diagnose men også for omverdenen. De kan være med til at man får en større forståelse for adfærd, tanker, reaktioner osv. De giver os ligeledes viden, som vi kan handle på og som kan være med til at gøre det nemmere at være en del af samfundet.
Dermed kan vi undgå misforståelser, som kan føre til at den enkelte vender nederlag og den manglende forståelse indad, som så sætter sig til lavt selvværd. Ved netop at forstå og bruge diagnosernes erkendelse positivt kan vi skabe en mangfoldighed med plads til alle og med en forståelse for at alle er noget værd og har noget at bidrage med.
I ordet erkendelse ligger der implicit en anerkendelse, som er MEGET vigtig for at en diagnose netop kan gå hen og blive positiv – en anerkendelse af at diagnosen findes og at anerkendelse af, at personen med diagnosen har en nuance indenfor diagnosespektret – også selvom det ikke kan ses. Modsat kan en manglende anerkendelse føre til en evig opslidende kamp for forståelse.
Men hvis man forholder sig til at ordet diagnose betyder bedømmelse, så er det for mig et negativt ord og så rammer vi lige ned i de negative sider ved det som Anders Petersen på billedet herunder, kalder en diagnosekultur.
I det øjeblik vi putter mennesker i diagnose kasser, så bedømmer vi og afgrænser, hvilket ikke er særlig mangfoldigt. En diagnose kasse kultur kan meget hurtig gå hen og bliver snæver og rigid, hvilket er sådan jeg oplever vores verden pt.
For at få hjælp, støtte og ikke mindst forståelse i vores samfund, så kræver det en diagnose……. Vi har glemt at kigge på mennesket og kigger nu kun på bedømmelser, for at kunne putte mennesket ned i den rigtige kasse. Dem som ikke passer ned i de etableret kasser, putter vi så i stedet i rodekassen.
Hver diagnose kasse kæmper for forståelse af netop den afgrænsede kasse, fremfor at nedbryde kasserne og stå sammen om at kæmpe for mangfoldigheden, rummeligheden og forståelsen af vigtigheden af at erkende, at vi alle er mennesker, der har brug for netop at blive mødt, som den vi er og ikke som den diagnose vi evt. har, uden dog at fjerne netop den vigtige erkendelse af diagnosen.
For mig er diagnoser blevet en meget ambivalent størrelse, men når alt kommer til alt, så er det måden vi bruger diagnoserne på jeg finder dybt bekymrende.
Det er skræmmende, at vi bruger tid på at nedgøre nogle diagnoser, tvivle på om de findes, putte mennesker i kasser, bedømme menneskers behov ud fra de kasser, være mæt af diagnoser og dermed overse et reelt behov, med det resultat, at der er nogen der ikke får den afgørende tidlige indsats, som kan få så stor betydning for det menneskes selvforståelse.
Jeg ønsker mig en større erkendelse af diagnosernes positive sider, men samtidig ønsker jeg mig, at vi nedbryder diagnosernes afgrænsninger.
Det er en kunst at kunne tage det noget fra begge sider af ambivalensen og få skabt den vigtige balance mellem erkendelsen og bedømmelsen – men jeg tror på at vi kan.
Jeg tror på, at hvis vi stopper op og alle tager ansvaret på os, fremfor at kaste det videre. Så kan vi sammen, få vendt den her diagnosekultur om til en kultur hvor vi i stedet tager udgangspunkt i MENNESKET med SÆRLIGE BEHOV.