Hvordan oplever børn med autisme verden

Foto: Lasse Mors

Børn med autisme oplever ofte at blive misforstået i skolen. Med teatrets virkemidler vil teatergruppen Novas Ark give sit publikum en fornemmelse af, hvordan verden kan opleves i kroppen på et barn med autisme.

Af Lasse Mors

Du har en vingummibamse i hånden.

Først skal du lægge den ind under din armhule. Så skal du sætte den fast under din sko, trampe på den og tage den op i hånden igen.

Synes du, det virker meningsløst? Så er det netop meningen.

Mange børn med autisme oplever, at de opgaver, de får i skolen, er meningsløse, og at de kommer i problemer, fordi de ikke forstår, hvorfor de skal løse dem.

Med øvelser som vingummibamseøvelsen vil teatergruppen Novas Ark give sit publikum en kropslig fornemmelse af, hvordan børn med autisme ifølge dem kan opleve at gå i skole. En oplevelse, som mange børn med særlige behov deler.

”Teatret giver en helt anden oplevet erfaring. Det kommer ind igennem hjertet i stedet for at komme ind igennem intellektet,” siger kunstnerisk leder Birgitte Marie Arnkjær.

Sammen med antropolog Line Rostrup Henningsen har hun udviklet forestillingen Autonome Autister, fordi de begge har børn med autisme, som har følt sig misforstået i både almen- og specialklasser. Blandt andet når børnene har sat spørgsmålstegn ved opgaver, som forekom dem meningsløse.

”Vingummibamseøvelsen er selvfølgelig karikeret. Børn møder ikke den type opgaver,” siger Line Rostrup Henningsen og fortæller, at det er de følelser, teatret vækker, der er centrale.

At forklare det svære nemt

Alle børn med autisme har brug for visuel struktur og tydelig kommunikation.

Sådan lyder en af de fordomme, som Novas Ark vil gøre op med. For nogle gange er det rigtigt, men ikke altid, mener de. Mange med autisme profiterer for eksempel af visuel struktur, men nogle har måske brug for noget andet.

Og det har de to skuespillere, som også begge har autisme, haft svært ved at formidle på en måde, som kunne give en meningsfuld dialog. De har oplevet, at børnenes diagnoser har stået i vejen for, at lærerne har kunne se andre løsninger end dem, der kendetegner diagnoserne. Men børn med autisme har forskellige behov, siger de, og derfor er lydhørhed og fleksibilitet i forhold til den enkelte vigtigt.

”Så vi ville forklare det på en anden måde uden at belære nogen. Med teater kan vi forklare det ved hjælp af humor og billeder på en måde, som får en til at grine og hygge sig lidt med det,” siger Birgitte Marie Arnkjær.

Stykket består af øvelser, der inddrager publikum, klassiske teaterscener, personlige fortællinger og videndeling, der minder om forelæsninger. Så der er noget for enhver måde at lære på, forklarer de.

Det autistiske kaffebord

I pausen fortsætter Autonome Autister i en slags totalteater for dem, der har lyst til at udfordre sig selv.

Man kan vælge det såkaldt neurotypiske kaffebord, hvor alt er normalt. Men vil man på egen krop opleve, hvordan et kaffebord kan føles, hvis man har autisme, så kan man vælge det autistiske kaffebord.

”Autister kan have forstærkede sanser, og nogle smage og konsistenser, som for andre er helt normale, kan føles helt forkerte i munden,” siger Birgitte Marie Arnkjær, og Line Rostrup Henningsen forklarer:

”Ved det autistiske kaffebord kan man risikere at blive sansemæssigt udfordret. For nogen smager kagerne, teen og kaffen ret heftigt anderledes, end man forventer.”

Oplevelsen af at gå frem mod et kaffebord, hvor man vitterligt ikke ved, hvad der venter, er rasende ubehagelig. Stressende. Og stress kan føre til midlertidigt kropslige funktionsnedsættelser for nogle med autisme. Inden man går til kaffebordet, skal publikum derfor vælge et eller to benspænd.

Blandt andet kan man vælge at tage et par grillhandsker på – et motorisk benspænd, som skal illustrere, at nogle bliver klodsede.

”Det kan være ekstremt svært at hælde en kop te op uden at spilde, fordi man er så stresset over alle de mennesker. Hvis man har grillhandsker på og samtidig har et lydspor i ørerne, som spiller en lille melodi og siger, gad vide om jeg kan det her? Så kan det måske give en ide om de udfordringer, man som autist kan have med sådan et kaffebord,” siger Line Rostrup Henningsen.

Når alle har taget for sig, vil nogen opleve, at det hele smager herligt. Andre vil få brug for at spytte kagen ud igen. Ved det autistiske kaffebord er der bare hverken skraldespand eller skjulesteder. Du er nødt til at vise, at du ikke kan lide det, du har fået.

Og når det sker, vil du møde antropologen, nådesløst spillet af Line Rostrup Henningsen, som råbende spørger, hvorfor du ikke spiser op. Foran alle de andre.

”Fordi man oplever tit som autistisk barn: Du må da ikke spytte kagen ud, det er da uhøfligt. Men hvor man måske står med en kage, som eksploderer inde i munden,” forklarer hun.

En oplevelse værd

Novas Ark har ambitioner om at lave nye stykker til forældre og børn. Men i første omgang er stykket Autonome Autister målrettet lærere.

”Mest af alt betyder det noget, hvis lærerne forstår de her børn på en anden måde, når de går derfra. For så kan de også bedre kommunikere det til de andre børn i klassen,” siger Birgitte Marie Arnkjær.

Noget af det, børn med autisme kan opleve, er følelsen af manglende kompetence. Ikke kun at opleve opgaver som meningsløse, men også at føle sig ude af stand til at løse dem. Det udsættes publikum også for i slutningen af vingummibamseøvelsen.

”De skal udføre en vingummibamsedans, som ingen kan følge,” forklarer Birgitte Marie Arnkjær, som er uddannet koreograf og instruerer den komplicerede dans.

”Det kan de ikke. De skal prøve at blive bedt om noget, som de ikke kan,” siger hun.

Til sidst beder Birgitte Marie Arnkjær sit publikum om at spise vingummibamsen, fortæller Line Rostrup Henningsen.

”Det bliver bremset, inden nogen af ren og skær lydighed spiser den. Men at få at vide, at man skal gøre noget, man ikke har lyst til, kan autister også føle i skolen. Uden at blive mødt med forståelse, fordi det så ikke er noget, der er almindeligt at sige nej til.”

Novas Ark optræder til Ligeværds STU Træf torsdag den 18. april på Hotel Nyborg Strand.

Rådgivning

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse