At få gang i det lokale liv og handelsliv og tilbyde uddannelse til unge med særlige behov er to store opgaver. Ikke desto mindre er det lige netop, hvad der er lykkedes for foreningen bag Skelhøje Købmandsgård. Stedet, som er mere end ”bare” en købmandsbutik, holder 2 års fødselsdag i juni. 

Tekst og foto: Peter Christensen. 

Når du træder ind i Skelhøje Købmandsgård, vil du ret hurtigt bemærke, at det ikke er nogen helt almindelig butik, du er trådt ind. Det er trods alt de færreste købmænd, der har en lille cafe centralt i butikken med cafeborde og brændeovn. Det kan så måske være i ”hipsterkøbenhavn”, men ude på landet i lille Skelhøje tæt på Karup. Det er nok ikke lige, hvad du havde regnet med. 

Og det er ikke kun på det, butikken adskiller sig. Skelhøje Købmandsgård er en socialøkonomisk virksomhed, som tilbyder ophold for STU elever. 

– Vi har mange funktioner, og det betyder vi er attraktive for STU og for Handelsskolen. I det hele taget for mange uddannelsesinstitutioner, fordi de vil gerne have eleverne herud, hvor de kan opleve et bredt spekter af muligheder inden for handelsverdenen. De skal ikke bare, som hvis de var i en stor butik, stå og fylde varer på en hylde fra morgen til aften, fortæller Knud Gaarn-Larsen, en af personerne i foreningen bag købmandsgården. 

– Lige nu har vi tre elever fra Handelsskolen, og det spiller godt sammen med vores STU elever. De kan jo lærer af hinanden. STU’erne kan se hvordan de fra Handelsskolen gør, og dem fra Handelsskolen får forhåbentligt en forståelse for, at unge med særlige også er medmennesker og medborgere, som skal have et ordentligt og tåleligt liv. 

Denne dag, hvor Ligeværd besøgte købmandsgården, er der 5 fra STU Viborg, tre elever fra handelsskolen, en fleksjobber og en i arbejdspraktik i butikken. Butikken har en fastansat, der kan binde trådene sammen med mødetider, leveringer og hvad der hører til at organisere livet og arbejdet i en købmandsforretning. 

En god træningsbane 

STU Viborg bruger Skelhøje Købmandsgård som en træningsbane for de unge. Der er ro på i butikken, og miljøet er overskueligt. Det passer til de unge, og de kan få prøvet deres styrker af i et trygt miljø. 

– Det er praktisk læring og et godt sted for de unge at øve sig i nogle helt praktiske opgaver som at fuldføre opgave, være vedholdende, og der kommer jo kunder i butikken, så de også får øvet sig i deres adfærd, fortæller Kirsten Kristensen fra STU Viborg. 

– Vi følger eleverne og dokumenterer deres udvikling via Open College Network (OCN – et dokumentationsredskab for elevernes udvikling og kompetencer – red.) så de kan få et papir på, hvad de har arbejdet med til videre brug. Inden vi sender dem videre til de andre praktiksteder. 

Op ad bakke 

Etableringen af Skelhøje Købmandsgård har ikke været en dans på rådgivning og hjælp. 

– Vi troede, vi kunne søge sig en masse midler, og vi har alt i alt fået 50.000, men det er også den hjælp vi har fået, fortæller Knud Gaarn-Larsen og fortsætter. 

– Resten har vi selv knoklet os til, og vi har sorte tal på bundlinjen. Det er vi lidt stolte over. Med røde tal havde vi lukket. Vi vil ikke gå som frivillige med røde tal og komme til at skylde nogen noget. 

Mange lokale borgere var skeptisk og havde i begyndelsen svært ved at tro på det ville gå, men lokalsamfundet bakker op om Skelhøje Købmandsgård, ellers ville det slet ikke kunne lade sig gøre,  

Købmandsgården drives af en forening, som har et driftsselskab, og der skal mange penge til. Det lykkedes at få forbedrede aftaler med grossister, bladdistribution og Danske Spil, så de havde en sikkerhed for betaling af leverede varer. 

Dog har to lokale ildsjæle bag whiskyimportfirmaet ”MacY” ydet en stor hjælp. 

– De har sat 180 forskellige drikke på vores hylder, og dem skal vi først betale for, når vi sælger dem. Det kan ikke blive meget bedre. Vi har flere der kommer fra Århus, fordi de ved vi har nogle specialprodukter, siger Knud Gaarn-Larsen, der også håber på at kunne forhandle økologiske grøntsager fra Havredal. 

Medhjælperuddannnelse 

Købmandsgården arbejder på at få et samarbejde med et uddannelsessted. 

– Vi har samarbejde med STU Viborg, de kommer to dage om ugen, og vi vil forsøge at samarbejde med Det Ny Havredal. Det vil hjælpe os voldsomt. Vi vil også gerne lave uddannelse som butiksmedhjælper, som når du får et traktorbevis på Havredal, når du kan køre traktor. Det er ting vi arbejder med, men som jeg ikke ved hvor lander. Vi har fået lovning på 100.000 fra KFI (Købmændenes Indkøbsforening) hvis vi vil lave en uddannelse, så vi er jo stærkt ansporet til at prøve at komme i gang, fortsætter Knud Gaarn-Larsen. 

Et STU forløb skal også indeholde et almendannende del, og der skal være rigeligt med opgaver. 

– Så jeg ser ikke, at vi kan erlægge et helt STU forløb til købmandsgården. Men i samarbejde med et uddannelsessted, der har STU forløb kunne Skelhøje Købmandsgård indgå i et sådant forløb, siger Kirsten Kristensen, STU Viborg. 

Rådgivning

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse