Ud af ensomhedens skal

”Jeg vil bare gerne prøve at have en ven.” Sådan svarer mange af de unge, der gerne vil gå på Rødding Fri Fag- og Efterskole til den indledende optagelsessamtale. Og det er netop der skolens fokus ligger. De gør meget ud af at fortælle kommende elever, at selvom de har dansk og matematik på skemaet, så kan de ikke garantere deres elever, at de bliver bedre til de fag. De kan til gengæld garantere, at eleverne vokser som mennesker, bliver en del af et fællesskab og får mennesker omkring sig, som holder af dem. I vores undersøgelse af ensomhed blandt børn og unge med særlige behov er vi taget til Rødding Fri Fag- og Efterskole for at snakke med lærerne Mette Hjort Høggaard og Ann Mia Lauritsen om, hvordan de møder ensomhed blandt deres elever, og endnu mere interessant: Hvordan hjælper de deres elever med at blive en del af et fællesskab?

Af Helene Kaas Fotos: Helene Kaas

Ensomhedens skal

Vi lægger ud med en snak om, hvor omfattende ensomhed er hos deres elever.

Ann Mia: ”De kommer næsten alle sammen med en følelse af forkerthed. En følelse af, at de ikke mestrer at være mennesker, at være unge mennesker på de vilkår, som de føler, de skal leve op til, og det giver en følelse af ensomhed.”

Mette: ”I starten af skoleåret, når eleverne kommer til os, får vi hvert år elever ind som har ligget, to, tre, fire år under dynen. Tingene er kuldsejlet for dem og det hele bare har været rigtig svært. De elever, oplever vi, er meget ensomme. Vi havde en elev, som da han kom, havde mistillid til alt og alle omkring sig, fordi alt var gået skævt. Der var nogle familierelationer, som var rigtig svære, og når man bliver svigtet af dem, man holder allermest af, kan man godt blive ensom. Når skolen oveni ikke fungerer og der ikke er andet, der fungerer, og det ender med, at man ligger hjemme under dynen i årevis, så bliver man ensom.”

Ann Mia: ”De unge ser mange steder i medierne og i skoleklasser, at det rigtige er at have mange venner og få mange likes på de sociale medier, når man lægger billeder op, hvor man er omgivet af en masse venner. Kan man ikke selv stå mål med det, fordi man for eksempel har en autismediagnose, der gør, at man ikke kan håndtere så mange mennesker omkring sig, eller ikke kan aflæse andre mennesker, så er der mange af dem, som føler sig forkerte og føler sig udenfor. Vores elever siger ikke ”jeg føler mig ensom”, men de siger ”jeg føler mig alene”, ”jeg føler mig ikke som en del af gruppen”, ”jeg har ingen venner”, ”jeg ved ikke, hvad jeg skal om eftermiddagen”, ”jeg har aldrig lært, at der har været nogen for mig om eftermiddagen.”

Arbejdet med at få hul på skallen

På Rødding Fri Fag- og Efterskole er der 33 elever på efterskoledelen. Alle elever har en primær kontaktperson og en 2. kontakt. Mette og Ann Mia har hver fem drenge, som de er primær kontaktperson for. De fortæller her, hvad der skal til for at få deres elever ud af ensomhedens skal.

Mette: ”Det er vigtigt, at der kommer tydelige og synlige voksne ind i deres liv, som de kan stole på. Man skal som lærer have lysten til at gå ind i det og lægge noget af sig selv, ellers kan det ikke lykkes. Nogle af dem er tre år følelsesmæssigt og har brug for mange kram og meget berøring. Vi berører meget i de tilfælde, vi mener, det kan give noget, for mange af dem er meget i underskud. De har hudsult. Nogle af eleverne, som bliver urolige i timerne, når vi ved at lægge en hånd på skulderen, ae dem eller nusse dem på ryggen. Det skal man også turde.”

Ann Mia: ”Det er helt vildt vigtigt, når de kommer her, at de lærer, at de kan stole på os voksne, for mange af dem har været vant til, at de voksne omkring dem, ikke har holdt aftaler. Det kan være små ting, når man har en autismediagnose, der gør, at man føler sig svigtet igen”.

Mette: ”Det er et meget relationsbåret arbejde. Det handler om få dem fortalt, få dem vist og bevist, at de er gode nok, at det nok skal gå og at vi skal nok hjælpe dem ud af det, de står i. Det er en stor og tung opgave, fordi de kommer med den fortælling, at de ikke dur til noget. Der skal masser af samtaler til, hvor man får snakket om de ting, der er svære. Og så skal man være enormt anerkendende overfor den problematik, som de står i, for de føler sig tit meget forkerte. De tænker, ’nu lader jeg bare være med at gøre noget, og holder mig for mig selv, for så gør jeg ikke noget forkert.’ De er vant til at blive misforstået i alt, hvad de gør, fordi de ikke forstår de sociale spilleregler. Mange af dem kommer med nogle relationer bag sig, hvor de ikke er blevet troet på, er blevet hørt eller set. Hos os møder de nogle voksne, der siger ’ja, det du lavede i går, var ikke godt, men i dag skal det nok blive godt igen.’ Vi bliver ved med at sige, ’i dag skal det nok blive godt. Jeg tror på dig. Jeg ved, du kan.’ Vi bliver ved med at finde gejsten frem, og nogle gange prøver de det virkelig af. De bliver ved med at lave det samme ballade igen og ser hvor langt de kan skubbe den. Og vi bliver ved med at møde dem med ’vi tror på dig, det skal nok gå.’ Lige pludselig falder paraderne, og så kan man begynde at arbejde med dem. Andre bryder fuldstændig sammen i starten af relationen og skal skrabes op igen.”

Nysgerrighed, gåture og varm kakao

Mette og Ann Mia er meget bevidste om, hvad der skal til for skabe de bedste rammer for de svære samtaler, som er nødvendige for at få de unge ud af deres skal.

Mette: ”Allerførst starter man med at lave noget rart og hyggeligt. Det kan være at drikke varm kakao eller en gåtur i skoven. Noget, der gør, at den unge synes det er rart. Nogle gange kan det tage et halvt år, før du får åbnet den unge op, fordi der er så meget, der blokerer, og de ikke er vant til  at kunne stole på voksne. Når de først begynder at åbne sig, skal man bare lytte. Lytte uden at dømme. Bare lytte til, hvad de har at fortælle uden at lægge sine egne normer og regler ned over det, så de føler sig hørt. Derefter kan man begynde at arbejde med dem.”

Ann Mia: ”Nogle af de unge mennesker har bare brug for, at man sætter sig på sengen hos dem og har en snak. Andre har brug for, at man tager væk fra skolen og bare er en-til-en. Andre igen har brug for, at man går ved siden af hinanden eller sidder ved siden af hinanden i en bil. At lave noget, hvor man ikke kigger hinanden i øjnene, og hvor der er andre ting at tale om først. Det gælder om at vise interesse for det, som de interesserer sig for. Noget af det vigtigste er at være nysgerrig. Ikke at dømme noget som helst, men bare spørge nysgerrigt. Jeg tror aldrig, at jeg har lært så meget om E-sport, skateboard og insekter. Ved at vise interesse for noget, som for dem er ufarligt at tale om, så begynder det stille og roligt med, at man kan hive nogle lag af. Med nogle kommer det efter én samtale og med andre kommer det efter mange samtaler, så man skal ikke give op. Det er det værste, man kan gøre, over for de her unge mennesker.”

Mette: ”Piger er anderledes end drenge. Med drengene handler det meget om grænser. Det kan være sværere at nå ind til pigerne, for de bliver tit meget kede af det. Med nogen hjælper det at sætte sig og spille det computerspil, de kan lide. Med andre hjælper det at tage ud og shoppe og få en snak, mens man gør det, eller gå ned i køkkenet og bage en kage. Det er meget forskelligt, hvad der virker, men tit og ofte virker det at lave en handling, mens man snakker. Det kan også hjælpe med en gulerod – at man kører hen på en cafe og får en kop varm kakao. Bilturene er gode – især dem på vej hjem. Vi tager deres kriser og fnidder fnadder seriøst. Der er mange snakke med eleverne om de udfordringer, de har. Udfordringer, som unge mennesker normalt selv kan finde ude af. Kæreste- og venskabsting. Det kan unge mennesker ude i verden godt løse, men vores unge mennesker kan ikke løse det selv, så vi er med inde over mange ting. Vi er nødt til at guide dem. Det er det, vi er, vi er guider i deres liv så længe, de er her.”

Fællesskabsøvelse i et trygt rum

Noget, som lærerne i Rødding er meget opmærksomme på, er, at de unge godt kan være en del af et fællesskab uden at have en masse venner eller en bedste ven. De bruger en bestemt øvelse til at give de unge følelsen af at være en del af et fællesskab. Hvis øvelsen skal være en succes, er det afgørende først at skabe et trygt rum.

Ann Mia: ”Vi har gjort meget for at skabe det rum, hvor det er okay at sige, ’i dag er en skidt dag.’ Helt konkret har vi brugt mange timer i starten af skoleåret på at vise nogle små filmklip om, hvordan det er ude i verden. Det er nogen, der bor i sådan en familie her. De tror i starten, at de er den eneste, der står med et problem som deres. Vi starter ude i verden og viser, hvad der findes. Så går vi stille og roligt tættere på og begynder at kigge på, hvordan er det så for mig. Her fungerer det godt at skrive ned eller indtale, hvordan det var at starte på den her efterskole.

Når det trygge rum er skabt, kan man begynde med selve øvelsen.  

Ann Mia: ”Vi står på en lang række, og så siger jeg for eksempel; ’Alle dem, der er blevet konfirmeret, går til denne side, alle dem, der ikke er, går til den anden side, dem, der er i tvivl, bliver stående. Så kan vi have en snak om, hvad det betød for den enkelte. Der er helt lette spørgsmål som ’har du fået børstet tænder i dag’, ’har du spist morgenmad?’. Når vi har haft nogle af de lette spørgsmål, bevæger vi os stille og roligt til de tunge spørgsmål som ’har du en diagnose?’ og så kan vi få en snak om det.”

Mette: ”Når først rummet er skabt, er det faktisk ikke svært for dem. Pludselig står de der, og over halvdelen af dem står over i diagnosefeltet og opdager, at der er andre end dem selv, der har en diagnose. Det med at være i fællesskabet uden nødvendigvis at tale om det, men bare kan spejle sig i at mange andre har en diagnose. Vi havde også spørgsmålet ’er du blevet mobbet?’. Vi havde en, som ikke var blevet mobbet. Jeg tror, det handlede om, at han ikke så det. Næsten alle stod så i ”jeg er blevet mobbet feltet” og pludselig var det legalt at snakke om, hvordan det var at blive mobbet. Ved at de kan spejle sig i en gruppe og se at andre er blevet mobbet, så tør de godt fortælle om det. Det er en mega god øvelse til at komme i gang med fortællingen, fordi man hele tiden er en del af noget større, som har det på samme måde som en selv.”

Ann Mia: ”Det vigtige er også, at vi voksne er også med i øvelsen. Vi holder ikke noget skjult. Vi siger også hvis vi har været med til at moppe nogen eller er blevet mobbet. Vi fortæller også om, at vi har mistet en bedsteforælder eller en forælder. Det er for at vise, at vi godt kender de følelser, de står med.”

Mette: “Vi mærker et behov fra dem for at prøve at stå i det her. De synes, det er fedt at få lov til at fortælle og være en del af det. Der bliver virkelig skabt et fællesskab.”

November 2020 (Artiklen er bragt første gang i LIGEVÆRD Magasinet, januar 2020)