De unges stemmer

”Det er dybt. Det er en meget dyb psykisk smerte. Den lille stemme, der nogle gange kan komme frem og sige, at man ikke har nogle venner. Den lille usikre stemme. Den rammer bare så meget hårdere end fysisk smerte. Man føler sig ikke hjemme. Det er svært at føle sig hjemme nogen steder.” Sådan fortæller en af de unge, vi har talt med, for at blive klogere på ensomhed. Nu giver vi plads til de unges stemmer og deres råd til de unge, der føler sig ensomme, samt hvordan man kan afhjælpe ensomhed hos unge. Derfor lægger vi vægt på deres ord og budskaber.

Af Katrine Marie Fleischer Vinther

Hvordan føles ensomhed?

”Da jeg var rigtig ensom, plejede jeg at gå i seng hver aften og ønske, at jeg ville blive en del af et stort fællesskab.” Sådan udtrykker en ung pige sig omkring hendes længsel efter at høre til i et socialt fællesskab og opleve samhørighed med sine jævnaldrende. Hun fortæller, at hun ofte i folkeskolen oplevede, at hun måtte presse sig ind i de sociale grupperinger, men aldrig fik lov til at blive en del af deres fællesskab. Hendes historie er langt fra enkeltstående, da mange unge, der starter på specialefterskole, har oplevet at stå udenfor fællesskabet. Fortællingerne om de unges ensomhed er mangfoldige og rummer både mobning, social isolation, indtrædelse i en rolle som klassens klovn og skolevægring grundet oplevelsen af at være anderledes end andre. De beskriver ordet ensomhed som mangel på social kontakt og nærvær. Det kan ramme dem lige pludseligt, når det går op for dem, at de ikke har nogen at dele noget med eller hvis de pludselig mangler deres nære ven, som de er fortrolige med. I en af drengenes fortælling står det centralt, at ensomhed føles som en dyb psykisk smerte. Han beskriver sig selv som udadreagerende i folkeskolen, og at andres fortælling om ham var, at han var aggressiv. Der var derfor heller ikke nogen, som turde at snakke med ham. Han har følt sig stemplet tidligere i sin skolegang, og havde derfor svært ved at få nye venskaber. Han fortæller, at følelsen af ensomhed kan være traumatiserende.

Selvværd og selvtillid på specialefterskole

“Det er dybt. Det er en meget dyb psykisk smerte. Den lille stemme, der nogle gange kan komme frem og sige, at man ikke har nogle venner. Den lille usikre stemme. Den rammer bare så meget hårdere end fysisk smerte. Man føler sig ikke hjemme. Det er svært at føle sig hjemme nogen steder.” Han måtte gennem længere tid gøre opmærksom på, at han havde et behov for at skifte skole og få en ny begyndelse med andre unge, inden han fik muligheden for at starte på specialefterskole. På efterskolen oplever han et meget berigende møde med lærere, som udgør autoriteter, hvilke han kan gå i dialog med gennem en venskabelig relation. Netop denne kommunikation frembringer selvtillid og er et tema, som også fremtræder hos andre af de adspurgte drenge. De føler sig også bedre tilpas, nu hvor de har fået venner på skolen. De har opnået bedre selvværd og enkelte beskriver endda deres start på efterskolen, som noget der har ændret ALT for dem.

Det er bedre at have én fugl i hånden end ti på taget

Alle eleverne, vi har talt med, mener, at det altid er bedst at have tætte venner end mange distancerede venskaber. Verbal kommunikation vægtes højt og muligheden for at kunne have dybe samtaler. De sociale aktiviteter, man laver sammen med sine venner, behøver ikke at være af særlig skelsættende karakter, da de har nok i fortroligheden i de nære relationer, og den tryghed, som netop denne relation frembringer. De giver dog udtryk for at have et behov for venner, som de kan spejle sig i. Derudover oplever nogle af eleverne, at de er en del af fællesskaber i form af vennegrupper, hvori de skal være forpasselige med at vise tillid. De frygter at blive mistolket og udstillet på bekostning af, at andre unge i fællesskabet kan præstere ved at udstille dem. Tillid er altså ikke givet, men noget man sikrer gennem nære relationer. Det er altså ikke mængden af venner, men kvaliteten af venner, der tæller.

Råd til ensomme unge fra ensomme unge

De unge giver udtryk for, at man som udenforstående kan gøre noget for at hindre, at andre føler sig ensomme. Man må give folk en chance og huske på, at man ikke ved, om man har noget tilfælles, før man snakker sammen og måske kan man endda skabe nogle interesser sammen. Man skal helt konkret ikke dømme en bog på dens omslag. Til de unge, der føler sig ensomme, lyder rådene, at man skal forsøge at droppe facaden og tage små initiativer, til at indgå i fællesskabet. Tænk løsningsorienteret frem for at tænke på problemet, selvom det kan være svært. Man lukker sig mere inde, når man kan bruge sin mobil til socialt samvær og man bedømmer folk, inden man møder dem, fordi man har mulighed for at vurdere hinanden gennem de sociale medier. Den digitale kommunikation muliggør også, at de sociale grupperinger får et online liv, hvilket tydeliggør, at nogle elever ikke er en del af fællesskabet.

Råd til lærere som omgås børnene hver dag

De unge giver udtryk for, at lærerne gerne må blande sig noget mere. Helt konkret foreslår de gruppearbejde, hvor læreren styrer sammensætningerne af grupperne, så de får mulighed for at indgå i forskellige sociale sammenhænge. Derudover efterspørger de unge, at ensomhed italesættes. De opfordrer også til, at man taler om ensomheden frem for at tale om fællesskabet. Det kan være mere presserende end idealet om at skabe fællesskab.

November 2020 (Artiklen er bragt første gang i LIGEVÆRD Magasinet, januar 2020)