”Jeg havde ingen venner.” Sådan fortæller den 16- årige dreng, der sidder overfor mig, om sin tid i folkeskolen. Han hedder Sebastian og er efterskoleelev på Rødding Fri- Fag og Efterskole, hvor han har gået siden august. Han har sagt ja til at snakke lidt med mig om ensomhed og fællesskaber.
Af Helene Kaas
”Ha ha du kan ikke stave”
Sebastian gik i folkeskole til og med 7. klasse. Derefter gik han et år på en idrætsefterskole og nu går han så på Rødding Fri Fag- og Efterskole sammen med 32 andre efterskoleelever og 33 fagskoleelever. Sebastian er ordblind – noget, han oplevede, at lærerne i folkeskolen ikke tog hensyn til. Han fortæller, at han skulle arbejde på samme måde som de andre i klassen, og det hele handlede om at blive klar til at tage 9. klasse eksamen. Det havde store konsekvenser for Sebastians lyst til at tage af sted om morgenen og hans forhold til det at gå i skole.
”Det var modbydeligt, hvis jeg må sige det sådan. Jeg havde ikke lyst til at tage i skole. Der var flere gange, hvor jeg sagde til mine forældre, at jeg var syg, fordi jeg ikke gad derhen. Jeg fik lov til at blive hjemme, men så opdagede mine forældre det til sidst. Så fik vi en snak om, hvorfor jeg ikke ville i skole. Jeg fortalte dem, at det ikke var rart at være der, fordi de andre drillede mig, når jeg ikke kunne stave til ordene.”
Om tiden fortæller Sebastian også, at han ingen venner havde. Der var tre, som han beskriver som nogen, han ”snakkede rigtig godt med” – han retter dog hurtigt sig selv, ”eller egentlig bare snakkede lidt med”.
Sebastian var ikke i tvivl om, at han ikke var en del af fællesskabet i folkeskolen: ”Sidste sommer fandt jeg ud af, at de havde holdt en fest for dem, der stoppede på folkeskolen for at tage på efterskole. Jeg var den eneste, der ikke var inviteret, så det var tydeligt, at jeg ikke var en del af det. Det gjorde rigtig ondt, da jeg fandt ud af det.”
Den første bedste ven
Sebastians forældre, skolen og kommunen kom frem til, at det ville være det bedste for Sebastian at komme på efterskole. Han kom derfor på Ulbølle Idrætsefterskole – den eneste idrætsefterskole for unge med særlige behov i Danmark. Her fik han sin første bedste ven, som stadigvæk er hans bedste ven. Sebastian fortæller med smil i øjnene, at hun bor i Vejle, og at han lige har været til hendes fødselsdag.
Det bedste er sammenholdet
Om den første tid på Rødding Fri Fag og Efterskole fortæller Sebastian, at han følte sig alene, fordi han ikke kendte nogen, men det ændrede sig hurtigt. Helt i tråd med, hvad lærerne Mette og Ann Mia fortæller i artiklen “Ud af ensomhedens skal” om at give de unge en fællesskabsfølelse, føler Sebastian, at han er blevet en del af et fællesskab.
”Der er mange andre, der har det ligesom en selv, og så er det nemmere at få venner. Jeg føler, at skolen her accepterer mig som jeg er. Og lærerne hjælper også en med at få venner. Hvis jeg er ked af det, kan lærerne se det, og så hjælper de en. Sammenholdet er det bedste ved at gå her. Jeg kan sige alt til mine venner her.”
Selvom han har fået venner og føler sig som en del af et fællesskab, rammer følelsen af at være alene stadig Sebastian, men han har fået en anden forståelse af følelsen, og ved hvad han skal være opmærksom på.
”Hvis jeg er ked af det, så føler jeg, at der ikke er nogen, der vil hjælpe mig, selvom de gerne vil hjælpe mig her på skolen, men sådan føler jeg, fordi jeg lærte i min folkeskole, at der ikke var nogen, der ville hjælpe mig. Så trækker jeg mig væk. Sidder på mit værelse og ser film og så går der tyve minutter, så er jeg klar igen. Vi har skrevet ned i starten af skoleåret, hvad der skal blive bedre i løbet af året. En af mine ting er, at jeg skal blive bedre til at gå til andre, når jeg er ked af det.”
Fra mobber til mobbeoffer
Under en kort pause i vores snak, lyder det fra Sebastian. ”Jeg har faktisk selv været med til at mobbe i min folkeskole.”
Han fortæller videre: ”Vi var en gruppe drenge, der drillede de små, men så så jeg, at de blev kede af det, og så holdt jeg op med at mobbe. Så begyndte jeg selv med at blive mobbet, fordi jeg ikke ville mobbe de andre mere. Jeg lod det bare være, fordi jeg vidste, at de nok skulle stoppe, hvis de ikke fik en reaktion. Jeg gider ikke, at folk skal blive kede af det. For er par år siden, kom jeg til at tænke på, hvad der kunne være sket med dem, hvis jeg ikke var stoppet med at moppe dem. Der er faktisk folk, der begår selvmord, fordi de bliver mobbet.”
Sebastian kigger på mig, da han har fortalt færdigt. Empati og eftertænksomhed lyser ud af ham. Han kommer med et par råd til dem, der bliver mobbet og dem, der mobber:
”Hvis du bliver mobbet, så gå til de voksne. De kan meget mere. Lærer, forældre, moster eller onkel – det er lige meget – bare gå til en voksen. Og til dem, der mobber: ’Tag jer ammen og stop med det.’”
Jeg spørger, om der er nogen, der mobber hinanden på Rødding. Og der kommer et rungende NEJ fra Sebastian kombineret med et stort smil og et udtryk, der bekræfter, at sådan noget har ikke hjemme på efterskolen. Drilleri derimod, er en anden sag:
”Vi driller hinanden meget for sjov. Vi laver sjov med hinanden og leger vi mobber, men det er kun for sjov.”
November 2020 (Artiklen er bragt første gang i LIGEVÆRD Magasinet, januar 2020)
