En dagsorden af straf og belønning

Bjarki Gunnarsson er 19 år, har infantil autisme og skulle gøre sig fortjent til at bo på Horisonten. Stevns Kommunes handlemåde strider helt mod en afgørelse fra Klagenævnet for Specialundervisning. 

Tekst og billeder: Peter Christensen 

For at ramme denne historie ind, er det en fordel at starte med at kridte banen op med en udtalelse fra Årsrapport 2016 fra Klagenævnet for Specialundervisning: 

Alle unge, der er vurderet til at være omfattet af målgruppen, skal have et STU-tilbud, hvis de ønsker det. En ung kan ikke have for store funktionsnedsættelser eller være for svagt fungerende i forhold til at få tilbud om et uddannelsesforløb. 

Ungdomsuddannelsens målsætning, indhold og tilrettelæggelse må derfor tage hensyn til den unges funktionsniveau ved for eksempel at lade elementer af træning og sociale aktiviteter indgå i den samlede uddannelsesplan. Den unge kan således heller ikke få afslag på et STU-forløb med den begrundelse, at den unge ikke kan følge uddannelsens omfang på 840 timer. 

Så langt så godt. Verden ser imidlertid ikke altid sådan ud, viser Bjarki Gunnarssons historie.  

Han har en klassisk udfordring, som følger de fleste med den diagnose: Det er uoverskueligt hele tiden at skulle skifte fra en social sammenhæng til en anden med andre mennesker med anden adfærd at forholde sig til. 

Vanskelighederne brugt mod Bjarki 

Bjarki har gået i specialklasse gennem hele sin tid i folkeskolen. Han fik sin autismediagnose som 15-årig. Han har gået på Waldemarsbo Efterskole, som var første gang han følte, at her var professionelle, der forstod hans vanskeligheder og behov. 

Efter en god tid på efterskolen valgte han at flytte hjem. Han starter på Horisonten STU, men ret hurtigt står det klart, at det er uholdbart for ham at skulle foretage det daglige skift mellem hjem og skole. Han og moren søger derfor om muligheden for at bo på Horisonten. 

Derfra starter et forløb med en mildt sagt uskøn blanding af trusler og manglende kommunikation. 

– Vi var til et møde med en sagsbehandler, hvor de truede med at stoppe min STU. Jeg fik at vide, at jeg først skulle vise, at jeg kunne møde stabilt i 30 dage, ellers ville de stoppe min STU pÃ¥ Horisonten og tilbyde mig en anden STU, men hvad skulle det hjælpe, spørger Bjarki. 

Det vil med andre ord sige: de besværligheder som Bjarki har grundet sin diagnose, skal han først overvinde, inden han kan få den hjælp han har brug for til at overvinde sine besværligheder. 

Skulle der som forventet være en del læsere, som tænker at den sætning ikke giver mening, så har de helt ret. 

Og det er ikke blot uforståeligt i forhold til et menneske, der har besværligheder nok i forvejen. Det er tilmed i strid med ovennævnte udtalelse fra Klagenævnet at bruge Bjarkis diagnose mod ham i vurderingen af, om han kan få et botilbud på Horisonten. 

– Jeg har det virkelig svært med det. Det kører helt i sort. Jeg kan ikke overskue de skift. De snakkede som om de kendte mig, men de spurgte ikke ind til hvad mine problemer er. Jeg har jo faktisk aldrig talt med dem. De kom bare og ligesom bestemte over mig, forklarer Bjarki. 

Et rygte bringes til torvs 

Den udmelding fra sagsbehandleren får selvfølgelig både moren, Anne Ljungholm, og Paw Koch, forstander på Horisonten, til at reagere. De gør opmærksom på Klagenævnets afgørelse og spørger ind til sagen 

Svarene udebliver. 

I stedet bliver de mødt med et angiveligt rygte, at Bjarki ville have svært ved at være på Horisonten. Det kommer udokumenteret og ud i den blå luft, og der hænger det stadig. 

– Hvorfor er de sÃ¥ optaget af fravær, og hvorfor bringer de et mærkeligt rygte i omløb. Hvorfor ser de ikke pÃ¥, hvordan Bjarki udvikler sig. Han maler, spiller musik og har taget et speedbÃ¥dscertifikat. Det er pÃ¥ Horisonten, han vil være, siger Anna Ljungholm. 

– PÃ¥ Horisonten er hans venner og hans netværk. Det er jo det, som Bjarki selv vil. Og hvorfor spørger de ham slet ikke. De kender ham jo ikke. Jeg forstÃ¥r det ikke. 

Beslutningen om bodelen var truffet uden først at have en dialog med Bjarki, hans mor eller Horisonten. 

– Jeg er trist over, at man vælger at bruge et straf- og belønningssystem for at Bjarki kan fÃ¥ tildelt det botilbud, han har brug for, og som bÃ¥de han selv ønsker og alle fagpersoner her pÃ¥ stedet omkring ham peger pÃ¥ som det eneste rigtige. Vi kender Bjarki og omgÃ¥s ham i dagligdagen, siger Paw Koch. 

– Sagsbehandler traf beslutning helt uden at tale med Bjarki og helt uden begrundelse. Det har jeg da aldrig oplevet før. Jeg tror ikke engang jeg har hørt om det. 

Sporskifte 

Efter reaktioner fra Bjarki, Anne Ljungholm og Horisonten bløder sagsbehandleren op på sagen efter sommerferien. Bl.a. efter et første møde, hvor Bjarki kommer til orde og får hjælp af en bisidder på 31 med autismediagnose. Bisidderen har læst Ligeværds materiale om bisidderrollen. Men sagsbehandler bløder ikke mere op, end at det stadig er principielt anstødeligt og forkert. 

Det hedder sig nu, at Bjarki kan flytte ind i botilbuddet, men han skal vise et stabilt fremmøde på sin STU de kommende tre måneder, før sagsbehandleren tager stilling til, om han kan fortsætte og få det tilbudt endeligt. 

Bjarki har altså fået en prøvetid, og det er i det limbo, Bjarki er i dag. Hvordan det skulle være til gavn for hans udvikling, står hen i det uvisse. 

– Og Bjarkis fremmøde er jo fuldstændigt stabilt. For det første er han glad for nu at bo og gÃ¥ pÃ¥ Horisonten, han udvikler sig, og for det andet sÃ¥ er han her jo fysisk hver dag. SÃ¥ der er ingen problemer med at opfylde det overhovedet, fordi problemet med at skifte social arena jo ikke længere eksisterer, forklarer Paw Koch. 

– Men der bliver bare brugt for mange ressourcer og menneskelige kræfter pÃ¥ at have et forkert fokus. I stedet for at have fokus pÃ¥ at give Bjarki ordentlige muligheder for at udvikle sig. Det efterlader Bjarki og familien i en forfærdelig situation. Det er dybt angribeligt at blande to forskellige lovgivninger sammen, STU-loven og Serviceloven for bodelen, og skabe et straf- og belønningssystem i det felt. Det er helt forkert og i strid med Klagenævnets afgørelse. 

Horisonten har 24 studerende og arbejder med 11 kommuner. Institutionen har aldrig tidligere været ude for en sag som denne og heller ikke hørt om noget lignende. 

– Hvad er det for et menneskesyn? Hvordan opfatter de os som mennesker, nÃ¥r de træffer sÃ¥dan en beslutning? Hvorfor har de ikke fra start talt med os om Bjarkis behov? Hvorfor har ikke talt med Horisonten og stolet pÃ¥ Horisontens vurdering, der er den samme som pÃ¥ Waldemarsbo: at Bjarki har brug for bodelen, spørger Anne Ljungholm. 

Bjarki, der er glad for endelig også at bo på Horisonten, får det sidste ord: 

– Her pÃ¥ Horisonten bliver jeg set og hørt som den, jeg er. De forstÃ¥r mig, udfordrer mig og hjælper mig med at blive bedre til det, jeg gerne vil være bedre til.