Kære politikere:
Hvem har valgt uddannelse og fremtid for jer?
Spørgsmålet stilles af Martin og Karina Dehn Als på vegne af deres søn Patrick. Han vil gerne på PMU, da han der kan arbejde med biler og fragt. Det har vist sig at være en noget nær umulig opgave at trænge igennem til Aalborg Kommune.
Tekst og foto: Peter Christensen
En tyk mappe af korrespondance er hentet fra hylden. Papirerne spredes og der er ikke mange bare pletter på køkkenbordet. Martin og Karina er tydeligt både forargede over og kede af, at vejen skal være så uendelig lang for Patrick.
– Vi er en familie som altid har klaret os selv og støtte Patrick det bedste vi kan. Når vi så faktisk har brug for støtte bliver vi ikke lyttet til og kan ikke trænge igennem, fortæller Martin og Karina Dehn Als.
– Det er derfor vi spørger direkte: hvem har bestemt politikernes uddannelse og fremtid? Det har de jo helt sikkert selv, men det gode spørgsmål er så: hvorfor må Patrick ikke selv vælge sin uddannelse og fremtid?
– Vi er nu i en situation hvor vi ikke kan klare det selv, og det er jo også Patrick hjælpen skal rettes til. Derfor fortæller vi vores historie.
Familien har skrevet til samtlige kommunalpolitikere i Aalborg, lagt historien på Facebook, skrevet til samtlige partier på Christiansborg og hængt historien op i Folketingets læsesal. Det er sagt på anden vis en familie som ikke har til sinds at lade Patricks historie ”dø” i stilhed.
Højt konfliktniveau
Patrick er 17 år. Han har ADHD, adfærdsvanskeligheder og andre ikke fysiske handicaps. Patrick har gået i specialbørnehave og specialklasser på 2 folkeskoler.
Efter folkeskolen kom Patrick på Tolne Efterskole, som er første gang han oplever et ligeværdigt fællesskab med andre unge, så han ikke skulle bære rundt den tunge følelse af ikke at slå til og være god nok i døgnets 24 timer.
– På Tolne udvikler Patrick sig socialt, fagligt og psykisk. Han får selvtillid og finder rigtige venner, fortæller forældrene.
Patrick gik på Tolne i to år, men med baggrund i alt for mange konflikter i hjemmet i Svenstrup var det sidste år på Tolne med botræning.
Familien består af Martin og Karina, Patrick og de to yngre søskende Phillip på 9 og Rasmus på 7.
I praktik på PMU
Patricks botrænings- og kontaktlærere anbefaler en STU på PMU i Sindal, hvor han kan uddanne sig i det han drømmer om. Han drømmer om at arbejde med motorer, mekanikerarbejde og fragt. Det kan han på PMU, hvor han også kan få botræning.
En glad Patrick er i praktik på PMU af flere omgange. Han er tryg og glæder sig til at komme i gang.
– Patrick siger han er klar til at lære nyt og komme videre. Det er dejligt og positivt, men så enkelt skal det ikke vise sig at blive for ham, fortæller Martin og Karina videre.
De bliver indkaldt til partshøring og fortæller om deres søn, om udfordringerne og om konflikterne. Og får at vide de nok kan forvente et afslag.
– Det var som en knytnæve. Hvorfor skulle vi udlevere familielivet? ER konflikterne i hjemmet ikke voldsomme nok? Er det fordi Patrick ikke er rodet ind i kriminalitet eller narkomisbrug? De lytter ikke, vi forstår det ikke, reagerer Martin og Karina på den oplevelse.
Ignorerer anbefalinger
Sagen ankes. Ankestyrelse svarer at sagen skal revurderes på grund af mangelfulde begrundelser fra Aalborg Kommunen. Det afholder ikke kommunen fra at fastholde afslaget og tilbyder i stedet produktionsskole i Kongerslev på pedellinjen. Familien får igen afslag på bodelen. Det på trods af anbefalingerne på ny fra Patricks lærere om STU med botræning for at fastholde hans positive udvikling.
Det vil i praksis sige, at Aalborg Kommune ”tilbyder”, da der ikke bliver lyttet til hverken forældre eller professionelle fristes man til at skrive udskriver, Patrick en STU med timelang daglig transport fra Svenstrup til Kongerslev for at nå frem til et STU tilbud han ikke har ønsket sig, og altså heller ikke den botræning som er vurderet nødvendig fra Patricks kontaktlærere, ham selv og hans forældre.
– Hvorfor lytter de ikke til Patrick, os som forældre og til hans lærere? Vi forstår det simpelthen ikke. Hvad med den positive udvikling Patrick har haft i en periode? Hvad sker der med hans oplevelse af verden og mulighederne for ham? Vi kæmper og kæmper, men det føles som at slå i en dyne.
Et underligt sporskifte
Aalborg Kommune skifter spor efter at familien henvender sig direkte til borgmester Thomas Kastrup Larsen. Patrick får tilbudt et halvt år ekstra på Tolne Efterskole indtil han fylder 18 år.
– Vi sidder lidt forbavset tilbage. Er det for at få lukket munden på os, eller er det et økonomispørgsmål fordi opholdet der er billigere? Hvorfor kan han tilbydes et halvt år yderligere på Tolne men ikke den uddannelse på PMU som er hans højeste ønske. Det risikerer at sætte hans positive udvikling over styr, og det er bare ikke i orden.
Aalborg Kommune har siden tildelt Patrick STU med bodel og flyttede i uge 4 ind på PMU, som hele tiden har været hans ønske, da han kunne komme til at arbejde med mekanik og fragt.
At det skulle tage så lang tid, og så mange sværdlag for familien, inden Aalborg Kommune kom dertil, kan kun vække undren. Det kræver store mentale ressourcer at tage det slagsmål med en kommune, og det åbner spørgsmålet: Hvorfor skal de unge og deres forældre slås så længe, før de får et tilbud, der burde være en selvfølgelighed med baggrund i retten til selv at vælge uddannelse og fremtid.
Udpluk af anbefalinger fra Tolne:
Patrick har et stort ønske om PMU og være en del af fragten. Jeg vurderer, at det er et godt tilbud for Patrick, fordi det er praktisk orienteret og at det er genkendeligt for ham.
Jeg vurderer og vil helt klart anbefale, at Patrick forbliver i botræningen i det nye tilbud. Det er min vurdering, at det er vigtigt for Patrick, at der er folk omkring ham, der er klar til at hjælpe og støtte ham.
Patrick giver ofte udtryk for, at han ikke ønsker at bo hjemme, da han oplever og er bange for, at der vil være for mange konflikter mellem ham og resten af familien. Familien nævner det samme, og de giver udtryk for, at det også kan påvirke de mindre søskende i familien.
