”Ordentlig pædagogik skal beskyttes”.

Sådan lyder udmeldingen fra Leo Komischke-Konnerup, Ph.d. og chefkonsulent ved UC Syd. ”En pædagogisk ordentlig pædagogisk praksis er altid helt grundlæggende orienteret og begrundet af en forestilling om mennesket som et lærende og dannelsesåbent væsen, der livet igennem har mulighed for bestemme eller definere sig selv gennem medvirken i et fælles og praktisk liv. I et samfund med frihed og folkestyre er vi måske nok individer men aldrig alene, vi skylder altid hinanden noget, fordi vi har et fælles ansvar for et ordentligt og menneskeligt liv for alle.” Efter Leo Komischke-Konnerups opfattelse er pædagogikken under pres. ”Rigtig meget af den pædagogiske teori på skole- og uddannelsesområdet er slet ikke pædagogisk. Den tager ikke udgangspunkt i et egentligt begreb om pædagogik – men henter sine forestillinger og forståelser fra psykologiens, samfundsvidenskabens eller økonomiens verden. Samtidig bliver samfundets skole- og uddannelsessystem stadig mindre optaget af, hvordan man kan uddanne alle menneskelige evner og interesser. Vi er i stedet blevet alt for optaget af at ville udvikle netop de kompetencer hos de unge, som vi mener at have brug for og derfor handler skole- og uddannelse i dag ofte mest om at tilpasse og styre unge menneskers lærings- og dannelsesprocesser i helt bestemte retninger frem for at spørge om, hvad de unge selv er interesseret i, og hvad de selv finder rigtigt eller forkert. På den måde er skole- og uddannelsespraksis i stigende grad blevet gjort til styringsinstrument for politisk-økonomiske interesser, mens den pædagogiske mening i skole og uddannelse forsvinder. Og når skole og uddannelse bliver pædagogisk meningsløs, har det ofte store menneskelige omkostninger for de børn og unge som har brug for god uddannelse. Ikke mindst når vi taler om de unge, der har særlige behov.”

Pædagogik, psykologi, medicin og samfundsvidenskab

”Jeg vil ikke forklejne hverken psykologiens, medicinens eller samfundsvidenskabens store betydning – også for disse unge. Jeg mener dog godt, at man kan sige, at vi inden for disse videnskaber risikerer at løbe ind i ret ensidige forståelser af disse unge. Det som kendetegner disse videnskaber er, at de ofte forstår og behandler de unge som ofre for forskellige former for fejl eller mangler. Inden for psykologien og medicinen forstås disse unge således typisk som ofre for deres individuelle-biologiske-fysiske-neurologiske fejl eller mangler og har derfor først og fremmest behov for, at der udvikles og tilbydes de helt rette former for medicinsk eller anden indsigt eller behandling. I samfundsvidenskabens perspektiv forstås de unge som ofre for nogle alvorlige samfundsmæssige, strukturelt betingede uretfærdigheder, altså som ofre for en fejlagtig, mangelfuld eller uretfærdig udformning af fx vores arbejdsmarked, af forholdet mellem kommunekassen og statskassen eller af det ordinære skole- og uddannelsessystem. Og ud fra denne forståelse har de unge primært behov for og må vente på, at nogen får den tanke, at samfundets forskellige fællesskaber og deres institutioner måske kunne udformes og indrettes mere fornuftigt eller retfærdigt så også disse unge kan tage del i samfundet som ligeværdige og værdifulde medlemmer af samfundet”, mener Leo Komischke-Konnerup

”Ingen af disse perspektiver er som sådan forkerte eller ligegyldige i forhold til disse unge og deres muligheder for at gå i skole og uddanne sig. Hverken psykologiens, medicinens eller samfundsvidenskabens erkendelser og indsigter kan undværes, når det drejer sig om at udvikle god uddannelse til disse unge – eller til alle andre unge for den sags skyld. Men når det drejer sig om, hvordan en ordentlig skole- og uddannelsespraksis skal udformes, kan hverken psykologiske, medicinske eller samfundsvidenskabelige perspektiver give os bud på, hvordan det gøres pædagogisk meningsfuldt, eller hvordan vi kan handle pædagogisk ordentligt og ansvarligt i den helt konkrete undervisningspraksis. Så min pointe er, at når vi diskuterer hvordan skole- og uddannelsespraksis skal udformes så alle får mulighed for en ordentlig uddannelse – ja så behøver vi altså også et egentligt pædagogisk-videnskabeligt perspektiv på sagen – og det mangler for tiden,” siger Leo Komischke-Konnerup kritisk.

Unge med særlige behov er først og fremmest unge mennesker.

Men hvordan forstås og beskrives disse unge så, når man altså anlægger et egentligt pædagogisk perspektiv? spørger han.

”For det første får vi øje på, at disse unge – som alle andre børn og unge – har behov for en ordentlig og ansvarlig pædagogisk omsorg i form af undervisning, opdragelse og vejledning. De har som alle andre opvoksende behov for god uddannelse, for at lære hvad det egentlig vil sige at leve og handle som menneske i et fælles og praktisk menneskeligt liv. I pædagogikkens perspektiv får man altså først og fremmest øje på, at disse unge med særlige behov først og fremmest er unge mennesker med det samme pædagogiske behov som alle andre unge mennesker – og først dernæst får man øje på disse unge som særlige eller usædvanlige, som udviklingshæmmede, som autister – eller hvordan vi nu i øvrigt gennem tiden har kategoriseret eller diagnosticeret disse unge. Lige som alle andre unge, har de behov for en pædagogisk ansvarlig og ordentlig uddannelse for at kunne medvirke og på den måde blive til som mennesker og borgere livet igennem. Altså behov for at lære og danne sig gennem deres uddannelse – lige som alle andre unge i et moderne samfund, et samfund med frihed og folkestyre. Behovet for at lære og danne sig som menneske er et særligt menneskeligt behov, som helt grundlæggende kendetegner det at være menneske. Almenpædagogisk set er sagen ikke spor anderledes for disse unge end for andre. I det perspektiv bliver det også tydeligt, at unge med særlige behov er i stand til at lære som alle andre. Evnen til at lære er noget, der hører med til ethvert menneskes natur og derfor noget der virker på samme måde som hjertet eller leveren – af sig selv – også helt uden læreres og pædagogers opfordringer til at lære. Man kan i virkeligheden slet ikke forhindre mennesker i at lære – de er lærende væsner og lærer derfor hele tiden. Nogle gange lærer de også det, vi ikke synes, de skal lære”.

Et pædagogisk fremkaldt handicap: at lære – at man ikke kan lære..

”I skolen bliver man klogere, antager vi almindeligvis. Men pædagogisk set kan man altså også blive dummere af at gå i skole og få et forvrænget og invaliderende syn på verden, på de andre og på sig selv. Det er rent faktisk muligt hver dag at lære at man netop ikke kan lære i skolen og at man derfor heller ikke hører til i skolens og undervisningens fællesskab. Sådan er det gået for rigtig mange af de unge som i dag er elever på Ligeværds skoler og uddannelsessteder. Problemet for dem er ikke, at de ikke har lært noget i skolen – problemet er i stedet, hvad de rent faktisk har lært i skolen: nemlig at de ikke kan lære og at de ikke hører til her. Ud fra hvad mange af disse elever og deres lærere har fortalt mig gennem årene, så har rigtig mange af disse elever oplevet en undervisning og et samvær i skolen, der ikke i tilstrækkelig grad har haft forståelse for disse unges læringsforudsætninger og derfor er skolens undervisning og samvær blevet meningsløs for disse elever. De har oplevet en undervisning og samvær, hvor de tydeligvis ikke reelt har haft mulighed for selv at medvirke og på den måde udnytte skolens tilbud om at blive klogere på verden, på sig selv og på de andre. Men lært, det har de altså alligevel. De har bare ikke lært det, vi håbede på. De har i stedet pådraget sig, hvad man kunne kalde et pædagogisk fremkaldt handicap: en forståelse af dem selv som nogen der ikke hører hjemme i skole- og uddannelsespraksis. De har mistet tilliden til eller forståelsen af dem selv som lærende og dannelsesåbne personer, der hører til blandt alle de andre unge i skole- og uddannelsessystemet. Og det må siges at være et voldsomt alvorligt handicap at have pådraget sig i et så stærkt uddannelsesorienteret samfund som vores: Her kommer man nemlig slet ikke ind uden uddannelse!

God uddannelse

”Det jeg har mødt på Ligeværds skoler og uddannelsessteder er en pædagogisk praksis, der forsøger at give de unge mulighed for igen at tro på, at skolens undervisning og samvær også er for dem. Det er ikke sikkert det lykkes i alle tilfælde, men en ordentlig pædagogisk praksis vil altid forsøge på at skabe pædagogisk mening i undervisning og samvær. Det er dette forsøg på at skabe pædagogik mening, der kendetegner god uddannelse – ikke om det altid lykkes.

God uddannelse er en pædagogisk værdibaseret og eksperimenterende praksis, hvilket betyder at den ikke følger en på forhånd metodisk tilgang. I stedet hviler den altså på nogle pædagogiske værdier, eller måske rettere på en pædagogisk-etisk grundtanke, som gentager sig i alt, hvad man foretager sig pædagogisk og på anden vis. Denne pædagogisk-etiske grundtanke kommer især til syne i forståelsen af eleven som et menneske der – på trods af alle mulige vanskeligheder – rent faktisk kan lære og danne sig – men altså også som et menneske der i høj grad har behov for en tilpasset pædagogisk hjælp til at lære og danne sig til et frit og selvbestemmende menneske og ansvarlig borger.

At arbejde pædagogisk på denne måde kræver, at læreren holder ud, ikke giver op, ikke nedskriver sine forventninger til eleven, men føler sig forpligtet til at forsøge igen og igen, eksperimentere og gøre forsøg med sin pædagogik, søge nye måder at opfordre eleven til at opdage og aktivere sin egen lærings- og dannelsesmulighed i mødet med de forskellige vanskeligheder som læseplanens krav stiller hende overfor at skulle håndtere.

At skabe en sådan skole- og uddannelsespraksis hvor man lærer gennem erfaringer og eksperiment kommer man altså ikke sovende til, det er en vanskelig og krævende pædagogisk vej at gå for alle involverede – både for elever og lærere.

Den pædagogiske praksis, man finder på Ligeværds skoler og uddannelsessteder, henvender sig til den unge og den unges interesser, og opfordrer hende til aktivt at medvirke og involvere sig i de pædagogisk arrangerede fællesskaber, som skoler og uddannelsessteder tilbyder i deres skole- og uddannelsesforløb. Derfor er undervisningen ofte ikke ordnet i de traditionelle skolefag – men for det meste i interessebaserede værksteder, hvor man forsøger at imødekomme elevernes interesse for dyrepasning, motorer og metal, bygge- og anlægsaktiviteter, kunsthåndværk, musik, naturen, kunst, madlavning, idræt osv..”

Beskyttelse gennem udviklende dialog

”God uddannelse giver ikke sig selv. Selv om den er nok så god og ordentlig, er der ingen sikkerhed for, at den vil klare sig. God uddannelse har derfor behov for beskyttelse. Den bedste beskyttelse af en ordentlig pædagogisk praksis sker ved hele tiden at insistere på både at praktisere, undersøge og udvikle pædagogisk praksis for alle unge. Hvad der er godt og ordentligt ved pædagogisk praksis må løbende undersøges og beskrives, diskuteres og udfordres, udvikles og forbedres – i fællesskab og for fællesskabet.”, slutter Leo Komischke-Konnerup.