Af Esben Kullberg.

En folkeskole i kaos.

”Vi har en folkeskole i kaos. Jeg ved godt, at det er hårde ord, men jeg mener det. Vi har en udvikling, hvor vi i folkeskolen næsten producerer børn med diagnoser og med følgebelastninger som angst, depression og selvmordstanker. Det er helt galt. Vi må stoppe det. Nogen må trykke på stopknappen” sådan lyder den klare udmelding fra Marlene Qvist Simoni. Hun er formand for BHOV i Aalborg. En gruppe af forældre til børn med særlige behov, der sjældent mødes, men har tæt kontakt med hinanden over Facebook. En gruppe som Marlene selv startede for et par år siden. Med to børn på 12 og 16 år med ADHD har hun et særligt blik på folkeskolen. Den ældste, Nanna, er på efterskole og den yngste, Andreas, går i et specialtilbud.

Jeg møder Marlene i hendes og børnenes hjem i Vadum uden for Nørresundby. Jeg er blevet interesseret i det arbejde, hun og andre forældre til børn med særlige behov laver i Aalborg. I løbet af det seneste års tid har jeg lært Marlene og BHOV bedre og bedre at kende. Og i dag er jeg taget på besøg, for at få lidt mere at vide om en forening uden kontingent, hvor medlemmerne mest mødes på Facebook.

Inden vi går i gang med vores snak, forbereder Marlene mig på, at vi nok bliver afbrudt. ”Andreas kommer hjem inden så længe. Han har godt nok kørselsordning, men da jeg er skilt fra hans far, bliver han sat af hos ham. Chaufføren må nemlig ikke have to steder at sætte af”, forklarer Marlene. ”Så jeg bliver nok nødt til at køre ned for at hente ham. Jeg håber, at det er i orden med et lille afbræk”. Det er det naturligvis, og jeg tænker, at det er jo sådan dagligdagen ser ud, når man har børn med særlige behov. Man må forsøge at få det til at hænge sammen, når hjælpen udefra ikke altid er optimal.

Et liv med ADHD

Gennem de måneder, jeg har fulgt BHOV på Facebook, har jeg fået et billede af en meget aktiv forening, hvor Marlene sikrer, at der er flere opslag om dagen på foreningens facebookside. Et billede af en forening og især en formand med særlige ressourcer.

”Måske er det fordi jeg selv har ADHD”, svarer Marlene med et lidt skævt smil, da jeg spørger til, hvor hun har energien fra til børn, arbejde og til at stable en helt ny forældreforening på benene. ”Jeg blev udredt for et par år siden, da mine børn fik deres diagnoser. Jeg kunne se nogle træk hos mig selv og min barndom, noget jeg havde bøvlet med selv, som fik mig til at tænke, at jeg selv havde ADHD. Jeg havde svært ved at sidde stille, og svært ved nogle af fagene i skolen. Jeg var også en slags kontrolfreak. Jeg forsøgte åbenbart at lave en struktur inden i mig selv. Jeg forsøgte at strukturere det kaos, jeg gik rundt med. Jeg evnede at lave nogle mentale strategier til at ordne det kaos, jeg havde inden i som barn. Men det kostede rigtig meget for mig dengang. Jeg følte mig altid anderledes, og jeg husker, at jeg var meget sensitiv og ofte ret ked af det. Men det var der jo ingen, der lagde noget i dengang”, fortæller Marlene. ”Man vidste jo ikke noget om det dengang. I dag forsøger jeg at gøre det til min styrke. Jeg tror, at det er mit kontrolbehov, der i dag hjælper mig til at skabe indsigt i de kommunale systemer. Nogle af medarbejderne i kommunen siger, at jeg ved mere om systemet, end de gør. Noget af det kommer nok også gennem mit arbejde i Ungerådgivningen, men når der er noget, jeg kaster mig over, så har jeg en evne til at grave mig ned i det. Det tror jeg også er en side af min ADHD”

Skolesystemet lægger et meget hårdt pres.

Telefonen ringer. Og som Marlene har forberedt mig på, er det hendes søn, Andreas, der ringer. Han blev ikke kørt hjem, men er blevet sat af, nede i byen. Og nu har han brug for, at mor henter ham. Kort efter hun er kørt, er hun tilbage igen. Nu med Andreas. I anledningen af den forstyrrelse mit besøg udgør, får han lidt sodavand og kage med ind til computeren. Og jeg fornemmer, at det er lidt ud over den daglige rutine, at han får lov til at sidder og spille på værelset, mens vi snakker.

Jeg spørger, om hun tror, det er sværere at være barn med særlige behov i dag, end da hun var barn.

”Vi har viden om diagnoser og dermed muligheder for at skabe gode forløb for børnene i dag, hvis vi vil. Mine børn og jeg ligner hinanden på mange måder, men Andreas er nok den, der ligner mig mest. Jeg kan se, at de har nogle af de sammen vanskeligheder, som jeg havde som barn. Svært ved de samme fag. De har også et kæmpe behov for at styre deres indre uro. De er bare mere udfordrede, end jeg var. Vores system i dag udgør en meget større udfordring. Hvis jeg var vokset op i det skolesystem, vi har i dag, så havde jeg haft det meget værre. De bliver ramt på nogle andre ting i dag. Jeg synes, der er et større fokus på dem, der skiller sig ud. Det er bagsiden af diagnosesystemet. Man bliver gjort anderledes. Der er selvfølgelig mange gode ting i det med diagnoserne, men det er også svært at være speciel.

Ud over deres egne udfordringer, bliver de så også ramt af det kaos, der er i folkeskolen” Marlene holder en lille pause, så vi begge smilende kan høre Andreas råbe inde på værelset til sine medspillere over internettet.

”Det er som om, børnenes udfordringer bliver tydeligere i dag. Mine lærere vidste godt, at jeg var udfordret. I dag bliver det anderledes. Det hele går så stærk. Der er så mange krav. I dag er der test, og ungerne skal hele tiden måles. De oplever, at de bliver banket i hovedet med dem. Det lægger et kæmpe pres på vores børn. De falder meget hurtigere igennem, og der er næsten ingen tid til at samle dem op og få dem med i fællesskabet”, Marlene har talt sig varm.

”Især for pigerne er der et pres, der handler om at skulle være med. De sociale medier og mange andre steder er der noget, de skal leve op til. Du skal hele tiden være med. Alt bliver tydeligere i dag. Det gør de børn, der har udfordringer også. De falder mere igennem. Vores system gør det endnu sværere for dem at fungere og være en del af fællesskabet. Andreas er heldigvis inde i en god udvikling for tiden. Og det viser, hvor vigtigt det er at få det rigtige tilbud. Et sted, hvor børnene bliver set og hørt. Men det nåede at blive fem års skolegang, der blev smadret, fordi han fik det specialiserede tilbud så sent. Det er forfærdeligt som mor at se, hvordan det kan knække en dreng fuldstændigt at være i det forkerte tilbud. Et tilbud der fuldstændig har ødelagt hans selvtillid”.

”Nanna, min datter, er på efterskole nu. Men hun kan slet ikke forestille sig, at hun vil kunne noget. Alt hvad der hedder skole, det står hun af overfor. Hun kan slet ikke se sig selv i en ungdomsuddannelse. Det er uhyggeligt, for fagligt og kognitivt kan hun godt. Men hun tror ikke længere på sig selv. Hun har fået så mange nederlag gennem hendes folkeskoletid. Og det sidder så dybt, at jeg kan være i tvivl om, om man kan rette op på det. Jeg har to børn, men der er mange andre, som også bliver ødelagt gennem et folkeskoleforløb, der ikke kan rumme dem”, siger Marlene.

Den værste frygt.

”Min frygt for mine og de andre børn i grundskolen er nok de år der kommer. Jo tættere på ungdomsuddannelserne, vi kommer, jo mere frygter jeg for, hvordan det skal gå dem der. De her børn har allerede en masse udfordringer og følgebelastninger i form af angst, spiseforstyrrelser og depression. De kan nå at knække meget mere gennem vores uddannelsessystem. Ungdomsårene er nok det, jeg frygter mest for mine børn og for andre børn i samme situation. Hvis de bliver mere nedbrudt, så kan de ikke bruge de styrker, de har, når de bliver voksne.

Generelt frygter jeg, at det her, det fortsætter. Vi udvikler flere og flere børn med udfordringer. Der er flere og flere børn, der ikke kan gå i skole. Flere og flere børn med angst. Flere familier der går ned med stress eller bliver skilt. Flere børn med selvmordstanker. Jeg ser så mange familier, der er så ramt. For det er ikke kun børnene med diagnoser, der er også søskende, som får det skidt.

Jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på, at det her får lov at fortsætte. Vi er på vej i en udvikling, der er så skrækkelig. Man tænker: Hvem er det, der beslutter den her vej. Og hvem er det, der hjælper de her familier og børn. Hvis ikke snart der er nogen, der siger stop. Trykker på den der stopknap, så kan jeg virkelig frygte, hvad der sker”, siger Marlene med bekymret kritisk stemme.

Vores samtale er ved at være slut, og mens vi sidder ved spisebordet, tænker jeg, at det er så her foreningen BHOV holder til. Det er herfra den drives, og det går op for mig, at det faktisk også er her generalforsamling og mange bestyrelsesmøder holdes. Uden at der er andre fysisk tilstede end Marlene.

”Vi er jo allesammen familier, der er sat voldsomt under pres. Og det er svært for mange af os at komme til orde og råbe politikerne op. De forældre, der er i BHOV, har ikke tid til at gå til møder. Der er altid nok at se til i familien. Der er måske heller ikke så mange penge, fordi det ofte er nødvendigt, at den ene i familie går hjemme eller på nedsat tid. Vi startede vores arbejde som en Facebookgruppe. Det er vi fortsat med, også efter vi blev til en forening. Der er ingen kontingent, og vi holder vores møder på Facebook. På den måde kan alle være med. Vi hjælper og støtter hinanden meget. Skriver med hinanden over Facebook eller Messenger. Og når det brænder på et eller andet sted, er der altid nogen, der tager sig tid til at køre forbi til en snak eller med en kage eller en gang pizza. Jeg tror vores organiseringsform er grunden til, at vi så hurtigt har fået så mange medlemmer. Vi er i hvert fald så mange, at vi har fået skabt opmærksomhed omkring Aalborg kommunes planer for inklusionsarbejdet. Den visitationsmodel, som startede det hele, fik vi skudt til hjørne for to år siden. Det var en stor sejr. Men vi ved godt, at det ikke er gjort med det. Der kommer noget igen. Men vi er klar!” siger Marlene med et fast blik, som vidner om, at evnen til at holde fokus og energien til at kæmpe for sine egne og andres sårbare børn er der i dag som for to år siden, da det hele startede i Aalborg.

Vi står klar til at hjælpe

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse