Inklusion er ikke en shoppingtur med fortrydelsesret

Forudsætninger for at lykkes med inklusion i folkeskolen er pædagogiske spidskompetencer i lærergruppen, indsigt i målgruppen af børn med særlige behov og tydelig kommunikation og dialog. 

Ligeværd ser principielt inklusion som det nødvendige og rigtige mål for samfundet, og ikke mindst for de børn og unge, som har nogle særlige behov. Men inklusion bliver ikke skabt på grundlag af selvhøjtidelige taler eller kvikke bemærkninger til overskrifterne i dagens nyheder. Det er helt nødvendigt, at der er et fælles billede af mål og midler hos politikere, lærere, skoleledelser og forældre. 

– Alle børn skal og vil gerne være en del af de fællesskaber, som vores samfund bygger på. Det gælder selvfølgelig også fællesskabet i folkeskolen. Helt overordnet set er det en trussel mod vores demokrati, og stridende mod vores demokratiske opfattelse, at putte børn i særlige forløb. Vores børn har ret til og brug for, både i deres børne- og ungeliv og senere i deres voksenliv, at være en del af fællesskabet i uddannelse, på arbejdsmarkedet, i fritiden, siger Esben Kullberg, sekretariatsleder i Ligeværd, og fortsætter: 

– Børn med særlige behov har bare ikke de forudsætninger og det selvværd, som gør dem i stand til ved egen kraft at være en del af fællesskabet eller for den sags skyld at søge hjælpen til at blive inddraget. De har brug for særlig hjælp. 

Ikke en ensartet masse 

Af debatten i medierne fremgår det desværre ikke særligt tydeligt, at børn og unge med særlige behov ikke er en ensartet masse, men er vidt forskellige børn med vidt forskellige behov. De elever, der står skarpt i det offentlige fokus, er de udadreagerende børn og konsekvensen af deres adfærd. 

– I Ligeværd kender vi til en mindst lige så stor og sårbar gruppe elever. Det er børn med et indadvendt reaktionsmønster. De bliver overset i debatten, og det risikerer de også at blive i folkeskolen, fordi de ikke gør opmærksom på sig selv. Fordi de børn er så stille kan det nemt gå over i ”hold da op, hvor går det godt og uproblematisk med dem”, forklarer Esben Kullberg. 

– Det er de børn, som risikerer ikke at få den pædagogiske opmærksomhed de har krav på og brug for. Risikoen er, at de ender bagerst i klasselokalet uden at få noget ud af undervisningen, isoleret og sat uden for fællesskabet. 

 Pædagogiske spidskompetencer 

Gruppen af børn med særlige behov, både de indadvendte og de udadreagerende, har det til fælles, at de har nogle særlige problemer at slås med. De alle har brug for en særlig og målrettet individuel indsats, der tager hånd om deres selvværd og deres særlige indlærings- og koncentrationsbesvær. 

– Det er tydeligt, og det er også det fagfolk udtrykker, at der er behov for efteruddannelse og faglig opkvalificering, så lærerne har de nødvendige kompetencer. Vi er nødt til at afsætte de nødvendige midler til det område, understreger Esben Kullberg. 

– Der skal være brede kommunikationskompetencer i lærergruppen, så der kan blive tage hånd om de svære og sårbare snakke i klasseværelset og i forældregruppen.   Men det er også nødvendigt med specialuddannede lærere med særlige spidskompetencer. Det er vigtigt, at på skolerne findes kollegaer der kan se farerisikoen, inden tingene skrider, og ved hvordan der skal sættes ind, og som lærerne kan sparre med. I nogle sammenhænge er der brug for alternative pædagogiske metoder.  I ligeværd har vi erfaring med at arbejde og tænke i en anderledes praktisk pædagogik til gavn for elever med indlæringsproblemer og koncentrationsbesvær. De erfaringer ser vi rigtig gerne komme i spil i forbindelse med inklusion. 

Inklusion er således ikke ensbetydende med specialpædagogikkens endeligt, for inklusion er ikke nødvendigvis et ’enten eller’. De sårbare børn har brug for at blive trukket ud af den store sammenhæng en gang i mellem. Der vil være brug for ”rastepladser”, hvor børn med særlige behov kan få en ekstra opmærksomhed, inden de igen vender tilbage til sporet i klassen. 

– Det er nødvendigt med ”til- og frakørslesveje”, hvor lærerne kan de trække børn ud for at skabe ro og give børnene ro til læring ud fra deres forudsætninger. På den måde kan man sige, at der ind imellem vil være et behov for at blive ’ekskluderet’ fra inklusionen, hvis tingene bliver for meget og for uoverskuelige for børnene, der har problemer med den traditionelle undervisning og med de sociale signaler i klassen, siger Esben Kullberg. 

Det vigtige fælles billede 

Det er afgørende for succes, at der er opbakning bag inklusion og en fælles forståelse af mål og midler. Det gælder fra klasseværelset over lærerværelset til skoleledelser og skolebestyrelse og til politikere og embedsmænd i kommunerne. Centralt i den fælles forståelse er, at det er vores børn det drejer sig om og deres grundlæggende ret til at deltage i samfundet på deres præmisser! 

– Der ligger i den henseende en meget stor og vigtig kommunikationsopgave forude. Det handler om involvering og dialog. Det er væsentligt, at der rum for en konstruktiv snak om frustrationer og udfordringer. Forældreopbakningen smuldrer, hvis vi kun magter at tænke og sætte fokus på skrækscenarier, og dermed sætter vi ikke blot projektet om inklusion på spil, vi sætter vores børns fremtid på spil, pointerer Esben Kullberg. 

– Det er meget vigtigt, at vi ikke kommer til at opleve, at forældregruppen på skolerne deler sig i to stridende parter. Ligeværd vil meget gerne, på baggrund af de er faringer, vi har i foreningens skoler og uddannelsessteder, inddrages i det arbejde med at skabe fælles billeder og skabe den positive tænkning, som i sidste ende skal bære inklusion helskindet igennem. For vores børns skyld, kan vi ikke tillade os andet end at være konstruktive

– Det er børnenes fremtid, der er indsatsen i inklusion. Den kan vi ikke gamble med. Vi kan ikke bare sige ”det lykkedes ikke” og gå tilbage til der, hvor vi kom fra. Vi har ikke råd til at fejle. Skibet er sat i søen, og det er vores forpligtelse i forhold til børnene at få dem sikkert i havn, slutter Esben Kullberg 

– Det er væsentligt, at der rum for en konstruktiv snak om frustrationer og udfordringer. Forældreopbakningen smuldrer, hvis vi kun magter at tænke og sætte fokus på skrækscenarier, og dermed sætter vi ikke blot projektet om inklusion på spil, vi sætter vores børns fremtid på spil, pointerer Esben Kullberg. 

Ingen fortrydelsesret 

Inklusion er ikke en shoppingtur. Der er ingen fortrydelsesret eller tilbagekøbsgaranti på inklusion i folkeskolen.  

– Det er børnenes fremtid, der er indsatsen i inklusion. Den kan vi ikke gamble med. Vi kan ikke bare sige ”det lykkedes ikke” og gå tilbage til der, hvor vi kom fra. Vi har ikke råd til at fejle. Skibet er sat i søen, og det er vores forpligtelse i forhold til børnene at få dem sikkert i havn, slutter Esben Kullberg og tilføjer: 

– Det skal ske på baggrund af fælles forståelse af mål og midler, positiv tænkning og dialog og med bund i professionelle faglige spidskompetencer til at løfte opgaven.