I den sidste fase af den kommunale valgkamp var der stor fokus på inklusion. Ligeværd har bedt Christian Quvang kommentere på nogle af historierne.
Tekst og foto: Peter Christensen
– 65 kommuner har skåret ned for specialundervisningen til skoleelever (dr.dk den 12. november)
– 58 skoleledere at kommuner afviser at flytte elever til specialtilbud (dr.dk den 13. november)
– Kommuner pisker skoler til at sætte økonomi over sårbare børns tarv (Ugebrevet A4 den 14 november)
Det er et lille udpluk af overskrifter fra historier om inklusion den seneste tid inden kommunalvalget fandt sted den 21. november.
I DR’s rundspørge, som viser at 65 kommuner har skåret ned for specialundervisningen til skoleelever, svarer nogle skoledere direkte, at de har fået besked på, at barnet ikke kan blive flyttet på grund af økonomi eller pladsmangel i specialundervisningstilbud.
Spørgsmålet som Ligeværd rejser er, hvorfor disse kommuner ikke lytter til de fagprofessionelle og børnenes forældre, der kan se udfordringerne for det enkelte barn. Det kan kun give næring til mistanke om, at nogle kommuner inkluderer efter pengekassen. Når inklusion tager større hensyn til kommunekassen end børnene, bliver børnenes problem at de ikke inkluderes i folkeskolen men i praksis risikerer at blive ekskluderet, og deres pris bliver utryghed, ensomhed og at de ikke lære noget.
Måske trænger vi til en national undersøgelse af kvaliteten i inklusionen med højt prioriteret inddragelse af skoledere, lærere og af børnenes forældre?
Der har, ikke mindst i forbindelse med afholdelsen af kommunalvalget, været stor kritik af og fokus på kommunernes prioritering og håndtering af inklusion i folkeskolen.
Afgørende at inddrage børn og forældre
Bladet Ligeværd har spurgt en af landets vigtigste inklusionseksperter Christian Quvang, docent og Cand. Pæd. Psych., og leder af Forskningssporet for Inklusion og Eksklusion ved NVIE på UC Syd, om hans vurdering.
– Ligeværd peger der på en afgørende forudsætning for, at vi kan få succes med nye indsatser i skolen som fx inklusion. Det ér afgørende, at forældrene, sammen med deres børn, inddrages i planlægning og gennemførelse af forhold, der vedrører dem selv. At det er nødvendigt, har vi faktisk vidst og dokumenteret i forskningen i mange år, uden at det tilsyneladende er blevet tilstrækkeligt indarbejdet i de rutiner forældre og børn som borgere mødes med af det offentlige, siger Christian Quvang.
Han påpeger, at det er afgørende med fokus på kvaliteten og dermed menneskers oplevelser af inklusion mere end der stilles skarpt på kvantiteten og dermed opfyldelsen af nogle måltal.
– Som den kinesiske kunstner Ali Weiwei har sagt: ”Mennesker kan ikke reduceres til problemer” – ligesom kvalitet ikke kan forklares med kvantitet. Med andre ord er der, som foreslået af Ligeværd, brug for en national undersøgelse af, hvor kvaliteten af inklusions indsatser set fra et aktør- og borgerperspektiv prioriteres højt.
Inklusion er en måde at tænke på
Inklusion er ikke et spørgsmål om mængde, men et spørgsmål om kvalitet i forhold til det enkelte barn. Inklusion skal altid bero på en professionel vurdering af det enkelte barns behov og muligheder og foregå i et samspil med forældrene, der kender deres barn bedst.
Ligeværd er stærkt bekymret for, at det viser sig ikke altid at være det enkelte barns behov og muligheder der danner grundlag for en vurdering af mulighederne for at inkludere barnet. Derved kan inklusion i sidste ende føre til eksklusion for børn der bliver trykket, klemt og glemt i den store folkeskolesammenhæng.
– Der er grund til at glæde sig over, at inklusionen generelt øges i Danmark. Det nyligt gennemførte ’Inklusionseftersyn’ peger også på en række forhold omkring indsatsen for mere inklusion, der er forbedret. Konklusionen i denne meget store evaluering er generelt positiv, siger Christian Quvang og fortsætter:
– På den anden side hører vi om sagsforløb i kommuner, hvor der ikke gennemføres tilstrækkelige foranstaltninger med barnet i centrum. Eller hvor professionernes faglighed ikke kommer i spil og bliver det nødvendige stillads, der skal etableres omkring de børn og unge der har særlige behov i en udsat position.
– I sådanne sager og sagsforløb er eksklusion konsekvensen, hvis ikke deltagelse prioriteres højt samtidig med at forskellighed anses som en resurse. Det er vigtigt at minde om, at inklusion først og fremmest er en måde at tænke på og altså dermed et valg. Når dette valg træffes, skal det ledsages af resurser, metoder og professionel faglighed og professionernes indsatser baseret på stolthed over deres faglige kompetencer. Kun med de forudsætninger kan forældre og deres børn komme til at opleve, indsatser der lykkes.
