Af Esben Kullberg.

Der er normalt højt til himlen, når man kommer til Nordjylland. Men da jeg denne efterårsdag krydser under fjorden og dukker op på Vendsyssel siden, hænger skyerne gråt i ankelhøjde. Da jeg kommer frem til min aftale i Vadum, falder regnen stille men tæt. Jeg tænker, at vejrguderne har sat den rette dystre ramme for min snak om børns skolevægring og selvmordstanker med Marlene Qvist Simoni, der er formand for forældregruppen BHOV i Aalborg. Et meget vigtigt emne, som ofte er svært at tale om. Men det har de gjort i Aalborg, og det vil jeg gerne høre mere om.

Meget tyder på, at børn og unge får det dårligere og dårligere. Stress, bekymringer og angst rammer mange børn i folkeskolen, og børn og unge med særlige behov er i særlig grad udsatte for den slags alvorlige følgebelastninger. Det har Marlene og forældrene undersøgt nærmere. Det er jeg taget op for at kigge nærmere på, da det er en dagsorden, vi også i Ligeværd har arbejdet med.

Så egentlig bliver jeg nødt til at starte med en advarsel til dig som læser. Denne artikel rummer nogle meget ubehagelige udsagn fra forældre. Udsagn om noget af det allersværeste, der rammer familier med børn, der har særlige behov. Udsagn om oplevelser, som familierne ofte går med alene, og som vi ikke ret gerne taler om. Det er barsk læsning.

Skolevægring.

I foråret satte nogle medier fokus på volden i skolen. Altså den, der rammer lærerne. I den forbindelse var vi i Ligeværd ude at minde om, at det aldrig er børnenes skyld, selv når de bliver aggressive. Børn reagerer voldsomt, fordi alle deres muligheder for at give udtryk for deres sorg og bekymringer er brugt op. Trykket er blevet for stort og alt løber af med dem. Det er fortvivlede børn, der ikke ser anden udvej, end at kæmpe og slås for at blive hørt og forstået. Det er tegn på alvorlig mistrivsel.

På Facebook var der flere forældre, der genkendte den situation. Udadreagerende børn, der er så pressede i deres hverdag i skolen, at det løber af med dem og de kommer til at gøre ting, som selvfølgelig ikke er i orden, men som man heller ikke kan forlange, at de selv skal styre. I den forbindelse blev det også tydeligt, at mange børn ender med ikke at komme i skole. Det kender man til i Aalborg, hvor forældregruppen BHOV undrede sig over kommunens tal for børn, der ikke kommer i skole. ” Vi spurgte Aalborg kommune til, hvor mange børn i folkeskolen, de kendte til, der ikke kom i skole. Da vi fik tallene, kunne vi ikke genkende det lave tal. Og da vi spurgte rundt i vores eget netværk, fik vi hurtigt tilbagemeldinger om langt flere børn, der ikke magtede at komme i skole”, siger Marlene Qvist Simoni, der er formand for forældregruppen i Aalborg. Og hun fortsætter: ”Desværre har vi stadig ikke fået svar på, hvordan der kan være så stor forskel på de tal, man har i kommunen og det, forældrene selv kan berette om. Vi undrer os i hvert fald over, om det er fordi, man ikke har de rigtige tal i det kommunale system, eller det er fordi, man slet ikke er interesseret i at kende til det reelle omfang.”

Og det der er langt værre……

Over deres Facebookgruppe kastede forældrene i BHOV ikke bare lys på problemerne omkring skolevægring. For her ved man på egen krop, at problemerne for børn med særlige behov stikker meget dybere og er langt mere alvorlige. ”Sidste år forsøgte vi at samle lidt tal på, hvor mange forældre, der har oplevelser med, at deres børn går med selvmordstanker. Vi lavede en lille undersøgelse, og på under et døgn fik vi svar fra 100 forældre, der havde den slags oplevelser. Og svarene var skræmmende”, fortæller Marlene Qvist Simoni.

Undersøgelsen viste, at i 35 af besvarelserne havde børnene haft selvmordstanker, inden de blev 10 år. I 12 tilfælde kunne forældre fortælle om egentlige selvmordsforsøg.

”Jeg tror desværre ikke, at det er gået op for ret mange, hvor alvorligt det er. Der er så mange børn med særlige behov, der er ved at give op. De er voldsomt pressede i skolen, de flyttes rundt mellem tilbud, det er svært at fastholde kammeratskaber, og mange af dem føler ikke, at de er noget værd, og at det måske er bedre, at de ikke er her mere”, siger Marlene Simoni.

Hendes udsagn dokumenteres af flere af de fortællinger som forældrene delte på Facebook.

En forælder skriver i forbindelse med undersøgelsen: ” Da min dreng gik i 0. kl. uden støtte, sagde han: Hver dag blir jeg slået, og hver dag får jeg skældud fordi jeg blir slået. Der er ikke nogen der vil lege med mig, så hvorfor siger de, at vi er venner? Så løber han ud på altanen og forsøger at klatre op mens han grædende siger: jeg vil bare dø. Det gentog sig på forskellig vis indtil han blev sygemeldt.”

En anden skriver: ” Min søn på 11 år bad hver aften til at han ikke vågnede mere og ønskede han bare døde og bad mig flere gange om at slå ham ihjel.

Han endte med at blive selvmordstruet og havde planlagt ned i detaljer, hvordan han først ville stikke sig med en kniv i hjertet og bagefter sætte ild til sig selv. Han følte sig forkert, til besvær og misforstået i skolen.”

Og endnu en forælder: ” Vores søn snakkede om at gå ud i vores lade og hænge sig da han var 9 år. Der begyndte vi at banke i bordet (før han fik en diagnose)

I sep. 2016 – 2 mdr før han blev 12 år – havde han/har stadig massiv skoleværing i nyt tilbud ( ændring af fysiske rammer). Min mand havde glemt sine nøgler på bordet da han kørte på arbejde. Vores søn havde en stor nedsmeltning om morgenen da han ikke ville i skole, og han var sur da jeg kørte på arbejde. Han elsker at være alene hjemme, så jeg ville lade ham køle af. Han ringede lige da jeg var kørt og sagde han var død, når jeg kom hjem. MIG retur og jeg fandt ham stående i stuen med en LADT salonriffel! Han havde fundet min mands nøgler og havde låst vores våbenskab op. (Min mand er jæger) Da vores søn selv har gået til skydning, vidste han hvordan det skulle samles og lades. Jeg fik det fra ham og han brød helt sammen. Han har ikke været på skolen siden.
Huset er nu tømt for våben i tilfælde af min mand glemmer nøglerne igen!”

Oplevelserne er voldsomme og hjerteskærende og svære at fortælle om. En forælder skriver da også på Facebook: ”Det er mærkeligt at stå frem for har aldrig fortalt det til nogen. Havde det svært og følte jeg var en dårlig mor og at folk ville dømme mig når man har et barn der siger at han bare ønsker at dø!”

”Vi må stoppe det her” udtrykker Marlene med stærk stemme. ”Skolebørn der ikke ønsker at leve, fordi deres skolegang er for svær, fyldt med ensomhed og manglende forståelse. Jeg ved snart ikke, hvor vi er på vej hen. Det er vigtigt med mere åbenhed omkring børnenes problemer. Vi må råbe politikerne op. Jeg er rigtig bange for, at det, der sker med vores Folkeskole, går i den helt forkerte retning. Så det er vigtigt, at vi får vendt den udvikling, der gør, at vi får skabt flere og flere børn med massive og livstruende problemer”, siger Marlene Qvist Simoni, der lige nu taler på vegne af over 800 forældre til børn med særlige behov i Aalborg.

Vi står klar til at hjælpe

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse