Det første år på Rødding Fri Fag- og Efterskole tilbragte 18-årige Jonas Moshage Fischer mest med at putte sig væk på sit værelse. Siden er han kommet ud af puppen og skriver digte og noveller. 

Tekst og foto: Peter Christensen 

– Hele det første år var jeg mest på mit værelse med ondt i hovedet. Jeg kunne ikke overskue det, fortæller Jonas om starten på skolen. 

– Jeg tænkte over det i sommerferien, at jeg ikke ville være isoleret på mit værelse. Jeg kan stadig have ondt i hovedet og mest lyst til at blive på mit værelse, men jeg har også talt med min støtteperson, og selv tænkt over, om det først og fremmest er noget psykisk. Jeg ved jo, at når jeg kommer ud af værelset og i gang med dagen, så har jeg ikke hovedpine mere. 

Og ud af værelset og i gang er Jonas i den grad kommet. Han skriver noveller og digte, går til styrketræning og løber meget. 

– Jeg har lavet min egen løbeklub på skolen. Vi er 4-5 stykker der løber sammen, og målet er 2 kilometer for dem, der ikke er så vant til eller så gode til at løbe endnu. Målet er at få dem til at løbe noget mere, fortæller Jonas om hans initiativ. 

Tid og rummelighed 

Man skal være sammen med eleverne for at lære deres behov at kende. Lisbet Krogh Nielsen er underviser på Rødding Fri Fag- og Efterskole og har daglig kontakt med Jonas. Hun har givet sig tid til at finde ind til kernen hos Jonas og finde hans motivation, hans behov og det hun kan ”fange” ham på. 

– Vi skal være sammen for at lære hinanden at kende. Det tog lang tid at finde ud af, hvad Jonas har brug for, men stille og roligt blive der taget hul og vist en vej, siger Lisbet Krogh Nielsen. 

– Vi skal være opmærksomme på også at kunne rumme de unge med særlige behov, som ikke trives ved håndværksfag eller i et landbrug. Mange STU forløb er mere i den praktiske afdeling, men det er vigtigt vi kan rumme de mere stille. Det er Jonas et godt eksempel på, fortsætter hun. 

Et hul til verden 

Jonas har skrevet siden han var 14 år. Og det blev netop hans skrivning af digte og noveller der blev nøglen til at dirke hans værelse op, åbnet døren og få hul til verden. 

– Bog og skrivecafeen blev stedet, hvor Joans både kunne skrive og komme ud og deltage i livet på skolen og ikke kun sidde på værelset. Efterhånden fik jeg også lov til at læse det og læse korrektur på hans tekster. Siden er der sket meget med Jonas. Nogle ting tager tid, og Jonas har stille og roligt rejst sig ved at opleve, at andre ikke er ligeglade med om han står op og deltager eller ej, siger Lisbet Krogh Nielsen. 

Jonas deltager i madlavning med de andre elever og undervisning i samarbejde og kommunikation, som handler meget om at forstå følelser, og om hvor man selv og andre mennesker er. Han har som skrevet startet en løbeklub på skolen, og det er et kontant udtryk for det kæmpespring han har taget. 

Hans tekster bliver ind i mellem læst op i undervisningen og giver anledning til nogle gode snakke mellem elever og lærere. Ved særlige lejligheder laver han også quizzer for hele skolen og har bevæget fra den usynlige Joans på skolen til den synlige, aktive og givende Jonas. 

– Jonas er fokuseret på og har evnerne til at skrive digte og historier. Det har åbnet op for den rigtige Jonas. At skrive er et redskab for ham. Er det ikke rigtigt Jonas, spørger Lisbet Krogh Nielsen. 

– Jeg bliver gladere af at skrive mine ideer ned. Nogle gange er det noget oplevet, andre gange er det noget jeg har set eller hørt. Jeg er blevet skarpere på hvad jeg selv vil, og det er rigtigt vigtigt, bekræfter Jonas. 

Uden et ord 

Bag hende han gik. 

Uden et ord. 

Han brændte for at sige hvad han ikke kunne sige. 

En dag hun stoppede op. 

Korte svar og uden ord han var. 

Hjerte åbner. 

Mørke kommer. 

Sorg fylder ham. 

MIG ELLER JEG 

Jeg har altid troet at jeg var en sindssyg person i en normal verden, men nu ved jeg, at jeg er en normal person i en sindssyg verden.  

Jeg ved ikke hvem jeg er, jeg ved ikke hvad jeg gør. Jeg åbner øjnene og kigger op mod trækronerne. Jeg sukker dybt og mærker tårer i mine øjne. Hvorfor mig tænkte jeg. Jeg hørte nogen kom hen imod mig. Jeg kigger mig omkring. Nåh det bare dig, sagde jeg. Græder du ?spurgte Lara. Nej sagde jeg og kigger ned i jorden. Hold op med at græde, tænkte jeg. Nåh, men jeg vil bare spørge om du ikke vil med hen til skolen, sagde Lara. Jo sagde jeg. Vi begynde at gå ud af skoven. Hvad lavede du egentlig der inde, spurgte Lara. Ikke noget, sagde jeg. 

Da vi kom ud af skoven, kunne man se skolen over på den anden side af vejen. Vi gik over vejen.  

På vej hen til indgangen gik der en hen imod os. Hvad så, sagde han, og skubbede til mig. Lad være med det der, sagde Lara til ham. Er det meningen, at jeg skal blive bange nu, spurgte han. Jeg kunne se, at hun knyttede sin hånd. Lad være, råbte jeg, men det var for sent. Hendes knytnæve kom flyvende gennem luften og ramte ham. Han tog sig til kinden og bed tænderne sammen. Fucking bitch, råbte han. 

 

Vi står klar til at hjælpe

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse