Solskin og glade mennesker

Egentlig er det først til november, det er 50 år, siden organisationen Ligeværd blev til, men Hovedbestyrelsen valgte, at jubilæet skulle holdes udendørs den 2. august på Idrætshøjskolen Aarhus. Selvom det kan være svært at samle folk, mens det stadig er sommerferietid, så viste det sig at være et godt valg. For sandsynligheden for, at vi ville kunne finde en dag i november med så dejligt vejr, som det var den fredag, er nærmest lig 0.

Idrætshøjskolen var hele ugen op til fredagen indtaget af over 40 unge med særlige behov, der var på sommercampen ”Idræt & Glæde”. I dagene optil receptionen havde de stillet scene op, pyntet op, lavet kager og malet på skolens tage, så skolen var virkelig gjort klar til fest. Og om fredagen stod de alle iklædt neon-grønne trøjer klar til at modtage jubilæumsgæsterne.

Og sikken en dag det blev. Solen skinnede ned i gårdhaven, og gæsterne placerede sig klogeligt i skyggen under de store træer. Ligeværds folk fra flere årtier tilbage kom og mødtes med gamle venner og fæller i kampen for ligeværdighed. Glæden og snakke summede dagen igennem, og mellem talerne blev der tydeligvis tid til at dele gamle minder og nutidige udfordringer.

Dagen var en fest. Og alle fandt det bedste frem. Men dagen var også en påmindelse om, at arbejdet for ligeværdighed er lige aktuelt i dag som for 50 år siden.

”Der er stadig udfordringer”, som formand Jørn Lehmann Petersen påpegede i sin åbningstale. ”Når vi kigger på samfundet som helhed, er der fortsat nogle, der står udenfor. Man kan sige, at der er brug for at tænke ligestilling på en ny måde, som ikke kun handler om ligestillingen mellem mænd og kvinder, men mellem dem, der er med i samfundets fællesskaber, og dem, der står udenfor”. Som et helt konkret eksempel nævnte formanden inklusionsbestræbelserne i folkeskolen. ”Inklusion er jo en god og rigtig tanke. Men der er nogle gange langt fra teori til praksis. Virkeligheden har vist, at det kræver ressourcer, som vi er nødt til at prioritere. Det, vi ser i dag, ligner mest spareøvelser forklædt i pæne men tomme ord”. Jørn Lehmann Petersen var desuden bekymret over udviklingen omkring den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, STU. Her nævnte han i særlig grad de begrænsninger, de unge og deres forældre oplevede i forhold til selv at vælge deres uddannelse. Og dette emne blev taget op af flere af de senere talere.

Fremstrakte politikerhænder
Talerrækken talte ud over næstformanden i Unge for Ligeværd, Jonas Aamand også politikere som KL’s formand Jacob Bundsgaard, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Jens Henrik Thulesen Dahl, og ligeværds tidligere formand folketingsmedlem Marianne Jelved. Og Marianne Jelved tog emnet om STU’en situation op i sin tale på en provokerende måde: ”Jeg er blevet rigtig træt af STU’en”, startede hun med at sige. ”Jeg var enormt glad for den, da den kom. Men der er noget, der er gået galt i STU’en. Derfor har jeg allerede haft et møde med den nye undervisningsminister. Jeg har fortalt hende, at der er behov for at gøre noget for at sikre STU’en. Videre i talen løftede hun sløret for en plan: ”Jeg har et mål, som jeg håber, Ligeværd vil være med til at støtte. Mit mål er, at de unge skal have bedre rettigheder til at vælge deres egen uddannelse. Ligesom alle andre unge. Det bliver ikke let, for uddannelsesstederne er så forskellige, men vi er nødt til at finde nogle modeller, så de unge ikke bare er overladt til kommunernes velbefindende”.

Jens Henrik Thulesen Dahl forsikrede receptionsgæsterne om, at unges mulighed for at vælge deres STU-forløb også stod højt på hans personlige politiske prioriteringsliste. ”I STU’en har vi kendt til de her problemer i årevis med, at man i kommunerne ikke får de unge ind på de rigtige uddannelser. Vi har jo en beslutning fra før folketingsvalget, som alle de partier, der støtter den nuværende regering plus Dansk Folkeparti, har underskrevet. Det, den beslutning handlede om, var dels en kvalitetssikring af STU’en, så vi er sikre på, hvad det er, vi får. Dels at man får ret til at komme på den uddannelse, der giver mening for den enkelte. Men hvis vi skal ind og lave de ting om, så har vi brug for jer. Vi har brug for jeres historier. Jeg har brug for at have et tæt samarbejde med Ligeværd i forholdt til at finde ud af, at hvis vi skal ændre noget, hvordan er det så, vi gør det.”

Efterfølgende kunne sekretariatschef Esben Kullberg forsikre politikerne om, at Ligeværd er helt klar til at gribe de udstrakte politikerhænder og bidrage med historier og opbakning til at kvalitetssikre STU’en. Ligesom foreningen er klar til at sikre, at børn og unge med særlige behov sikres gode skole- og uddannelsesmuligheder og forbedrede valgmuligheder, når det gælder om at vælge deres eget uddannelsesforløb.

Undervejs i løbet af dagen, havde de unge, der havde deltaget i ugens sommercamp arrangeret, at der også blev mulighed for at røre sig lidt undervejs. Og dagen sluttede med, at alle receptionsgæster fik mulighed for at prøve kræfter med et par af de aktiviteter, de unge selv havde arbejdet med i løbet af ugen.

Klokken 17 kunne vi sige farvel til de sidste gæster og de unge kunne gøre sig klar til aftenens gallafest, som også var afslutningen på deres aktivitetsfyldte uge. Tak til alle der deltog i festlighederne og tak for al opmærksomhed og gaver.

Smilene hos formand Jørn Lehmann Petersen, Sofie Olsen (kontorassistent på Ligeværds sekretariat) og Jens Thygesen (viceforstander på Klintebjerg Efterskole) var store til Ligeværds jubilæumsreception.

Ligeværds formand Jørn Lehmann Petersen

Ligeværds formand Jørn Lehmann Petersen indledte jubilæumsreceptionen med en tale.

UFLs næstformand Jonas Aamand holder tale

UFLs næstformand Jonas Aamand tog ejerskab over mikrofonen og gav gæsterne indblik i sin tid med UFL i selskab med Ligeværds sekretariatschef Esben Kullberg.

Leg og bevægelse til Ligeværds jubilæumsreception

Nu blev jubilæumsreceptionen jo holdt på Idrætshøjskolen i Aarhus, så leg og bevægelse var en del af programmet.

Marianne Jelved holder tale til Ligeværds jubilæumsreception

Marianne Jelved, som var formand i Ligeværd gennem mange år, var på talerstolen.

Jacob Bundsgaard holder tale til Ligeværds jubilæumsreception

Borgmester i Aarhus og formand for KL, Jacob Bundsgaard holdt også tale til Ligeværds jubilæumsreception.

Jens Henrik Thulesen Dahl på talerstolen til Ligeværds jubilæumsreception

Jens Henrik Thulesen Dahl var den næste på talerstolen til Ligeværds jubilæumsreception.

Anni Sørensen, formand for LEV på talerstolen til Ligeværds jubilæumsreception

Alle øjne var rettet mod talerstolen, da Anni Sørensen, formand for LEV, roste Ligeværd for foreningens evne til at se og skabe muligheder.

Kim Dyrvig fra UFL var den sidste taler til Ligeværds jubilæumsreception

Kim Dyrvig, som har været en del af UFL i mere end 20 år, var den sidste taler til Ligeværds jubilæumsreception

Dem, som det hele handler om: Unge med særlige behov

Tak til de 44 deltagere i sommerhøjskolen Idræt & Glæde, som havde skabt den smukke ramme omkring jubilæumsreceptionen.

Rådgivning

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse