I anledningen af Ligeværds 50 års jubilæum, bringer vi fortællinger fra foreningens historie. Denne gang handler historien om Karen Grenness – søsteren til Inger Agnete Grenness, der i 1969 tog initiativet til at starte en landsforening for sent udviklede. Den blev senere til Ligeværd. Hendes søster Karen er en væsentlig årsag til, at Ligeværd overhovedet er til i dag.

Inden Inger Agnete Grensess startede foreningen, havde hun i mange år arbejdet utrætteligt på at skabe opmærksomhed omkring denne gruppe af mennesker i samfundet, som efter hendes opfattelse var blevet overset og som manglede den rette støtte og hjælp.

Landsforeningen til støtte af sent udviklede begyndte i 1980 at udgive et blad med titlen ’De sent udviklede’. I det første blad fra juni 1980 fortæller Inger Agnete Grenness om sine bevæggrunde til at gå ind i arbejdet gennem sin fortælling om søsteren Karens svære vilkår som sent udviklet.

”Hun (Karen) var en sød lille pige med røde kinder og slangekrøller. Vi legede glimrende sammen, da hu havde en udmærket fantasi. Min ældste søster og jeg gik i en privat pigeskole. Det skulle Karen også, når hun blev gammel nok. Hun gik to år i første klasse, hvorefter lærerne erklærede, at det ikke kunne nytte noget.”

Karen fik særundervisning hos en dame, der lærte hende at læse, skrive og regne. Her lærte Karen også forskellige håndarbejder. Forholdet mellem Karen og hendes lærer udviklede sig til at være nært og de bevarede kontakten op gennem årene.

Søsteren i skyggen
Men Karen kom til at stå i skyggen af sine søskende. Inger Agnete fortæller: ”I 1918 fik vi en lillesøster, som var et særdeles velbegavet barn, bl.a. læste hun rent allerede fire år gammel, det kunne den adskilligt ældre Karen ikke. Og uden at nogen tænkte over det, udviklede der sig en meget stor mindreværdsfølelse hos Karen”. Men også familien synes at overse Karen. Inger Agnete fortæller videre: ”Min ældste søster blev student i 1926. I den anledning blev hun og jeg inviteret på en tur til Italien sammen med Far og Mor. Karen blev ikke inviteret med.”

En omtumlet tilværelse
Karen får en noget omtumlet tilværelse i årene efter. På Mariaforbundets landshusholdningsskole lærer hun at væve. Og selv om Karen antageligt var en udmærket væverske, gik arbejdet dog langsomt, og da væven kun kunne stilles op i kælderen, sad hun isoleret og ensomt, hvilket blot fik arbejdet til at gå endnu mere trægt.

Ved hjælp af bekendte, lykkedes det at sikre Karen fuld invaliderente og dermed sikre et forsørgelsesgrundlag, som vævningen ikke kunne give. Væven måtte dog også afhændes, da moderen flytter i en mindre lejlighed. ”Det gjorde ikke så meget i starten, fordi Karen kunne tage hen til den gamle dame, der havde lært hende at væve, og gå hende til hånde. Men da denne dame døde et par år senere, brød hele Karens verden sammen. Der udvikledes en stærk depression hos hende. Det ytrede sig bl.a. derved, at hun vaskede hænder, til sæben lå i et tykt lag skum, og derefter talte til 50 eller mere, mens hun skyllede hænderne under vandhanen.”

Karen udvikler tydeligvis det, vi i dag kalder OCD. Og da deres mor ikke længere magter at have Karen boende hjemme, kommer Karen på et fredehjem under åndssvageforsorgen. Der er Karen slet ikke tilpas, og hendes belastningsreaktioner bliver blot værre, og hun bliver mere og mere ulykkelig. Til sidst indlægges Karen på Sankt Hans Hospital. Heller ikke her får hun det godt, og hun fortæller sin søster, hvordan hun bliver låst ud og ind, hvordan hendes taske bliver endevendt, badekåbesnoren fjernet, så hun ikke kan hænge sig i den, ligesom neglesaks og endda håndlotionen bliver taget fra hende, så hun ikke kan skære sin pulsåre over med enten saksen eller glasskår fra lotionflasken.

Det hvide snit
I 1942 tager de psykiatriske hospitaler en ny metode i brug. Operationen ’det hvide snit’ breder sig som kirurgisk indgreb mod sindslidelse. ”Min mor spurgte en overlæge til råds. Han mente, der kunne være ca. 30% chance for en bedring. Det førte til, at Karen blev opereret. Hun var anderledes derefter. Fra at være et elskeligt, nærmest selvudslettende lille menneske, var der kommet noget andet over hende. Hun kunne være irriteret og sige: ’nej, det passer mig ikke i dag’ hvis jeg f.eks. foreslog, at vi ryddede op i et skab. Det ville hun aldrig have sagt før.”

Det er tydeligt for Inger Agnete, at Karen ikke får den rette hjælp og blot bliver dårligere og dårligere. Dertil har Karen efter operationen fået forståelsen af, at hun nu var blevet rask og blot ventede på et ord fra sin mor, for at hun kunne komme hjem. Men det ord kom ikke.

”Da min mor var blevet syg, blev det mig, der måtte tale med ledelsen på Sankt Hans, det endte med, at Karen blev flyttet til en anden mindre afdeling. Der var desværre kun en enkelt her, Karen kunne tale med. De andre var ude af stand til at føre en samtale. Den eneste beskæftigelse var fremstilling af klemmer, og da Karen efterhånden rystede en del på hoved og hænder – hvilket var forårsaget af medicin og operationen – fremstillede hun færre end de dårligste patienter.”

Ulykkelig og dårligt selvværd
Karens plagede motorik betød, at hun nogle gange var lidt uheldig og måske kom til at knække en tråd. Den slags udløste skænd, som gjorde hende endnu mere ulykkelig. Da Karen umærket forstod, at hun ikke kunne lave så meget som mange af de andre patienter, tærede det på hendes selvværd. ”Hun blev ulykkelig og arbejdet gik langsommere og langsommere. Hun havde begyndt at lave en pude, der skulle bruges som sølvbryllupsgave til mig. Da hun ikke havde lavet meget af den selv, sagde hun ved afleveringen, at hun ikke havde lavet ret meget ved den, men at det var andre.”

Karen blev dårligere og mere og mere ulykkelig og det lykkedes Inger Agnete at finde et sted i Saunte, hvor Karen fik det bedre. ”Her livede hun op, fordi hun følte, der var brug for hende. Hun kunne gøre småærinder for de dårligere patienter, gå til Hornbæk og bytte bøger på biblioteket, samt gøre mindre indkøb for forstanderen.” Men også denne ellers gode periode fik en ende, da Karen kom ud for drilleri, da hun som tak for en tjeneste, hun havde gjort for en af patienterne, fik tilbudt et glas vin. Uvant med at drikke, blev Karen syg og kastede op. Det måtte hun høre for blandt de andre patienter og Karen følte sig hånet og mobbet. ”Jeg måtte derfor tage hende hjem igen i nogle måneder, og det endte så med, at hun kom på et hjem under kolonien Filadelfia. Der er hun endnu, har sit eget værelse med egne ting”, slutter Inger Agnete i bladet ’De sent udviklede’ fra juni 1980 sin beretning om sin søster Karen.

Vi står klar til at hjælpe

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse