Satellitter i Ringkøbing-Skjern skaber job til udsatte borgere

Claus Tobler er direktør på Erhvervsskolen Vestjylland og en eminent netværker. I samarbejde med kommunen og det lokale forretningsliv får han skabt små virksomheder – satellitter, med hans egne ord – som giver job til de svageste borgere

I astronomien betegnes en satellit som et ubemandet fartøj, der kredser rundt over os i himmelrummet. Sådan nogle har den amerikanske forretningsmand Elon Musk opsendt tusindvis af for at forsyne de fjerneste afkroge af Jorden med internet.

Svæver man 36.000 kilometer ned fra disse satellitter, lander man på en græsmark i landsbyen Borris foran en rødstensmuret bygning ved navn Erhvervsskolen Vestjylland (EV). Den rummer både STU, virksomhedsrettede forløb og socialøkonomisk virksomhed. Her sidder en anden forretningsmand, direktør Claus Tobler, og sender sine egne satellitter ud i Ringkøbing-Skjern Kommune – men de er i dén grad bemandede.

Arbejdspladser for de mest sårbare

På satellitterne arbejder nemlig nogle af kommunens mest udsatte borgere. Én af satellitterne findes i Innovest, kommunens snegleformede bygning for virksomheder og iværksætteri. Her skal EV’s elever, kursister og medarbejdere på Køkkenlinjen stå for driften af kantinen. En anden satellit bliver i den nedlagte stationsbygning i Ringkøbing. Den vil Ringkøbing Udviklingsforum opføre et ungdomshus i og har spurgt EV, om de vil lave og drive en cafe. Claus har sagt ja. Og så er der alle de virksomheder og privatpersoner, der bestiller de burgere, bænke, højbede og lammeskind, som skolens elever producerer.

Claus er på både fornavn og skulderklap med lokale politikere og virksomhedsejere og er altid i dialog med dem om at hjælpe endnu flere af kommunens udsatte borgere i job eller uddannelse. Hvordan gør han det? Ved at drikke en hulens masse kaffe.

Vellykket projekt om ressourceforløb gav mod på mere

Før vi dykker ned i, hvad den koffeinholdige drik har at gøre med beskæftigelse af kommunens svageste borgere, skal vi spole tiden tilbage til 2016. Her var EV med i Ligeværds treårige projekt ViVirk’R, hvor skolen skulle skabe meningsfulde ressourceforløb for udsatte unge og få dem tættere på arbejdsmarkedet.
”Vi så, at det virkelig var en hjælp for de unge, når vi som skole havde hånd i dem gennem hele processen. Også når de var færdige på skolen og skulle i job, hvor vi så fulgte med dem hele vejen og fik dem godt i gang,” fortæller Claus.

I 2019 sluttede ViVirk’R, og samme år gik Ligeværds fireårige projekt Joballiancen i luften. Her går man skridtet videre. I Joballiancen har fem uddannelsessteder forpligtet sig på at sikre unge under STU et job i forlængelse af deres uddannelsesforløb. EV er ét af de fem steder.
”Fordi Joballiancen indeholdt nogle af de ting, vi allerede var i gang med, blev vi hurtigt enige om, at vi skulle være med. Vi har en forpligtelse i forhold til vores STU-elever efter deres tre år på skolen. Og vi ser det som en kæmpe fordel, at vi kender de unge og ved, hvad der skal til for, at de kan blive fastholdt i job,” forklarer Claus.

Den håndholdte og individuelle indsats er opskriften på, hvad der skal til for at løse det samfundsproblem, som landet over får borgmestre til at rive sig i håret og jobkonsulenter til at ligge søvnløse – udfordringen med at få de mest udsatte borgere i job. Et problem, som Claus og EV løser lokalt i samarbejde med kommune og virksomheder. Og det er nu, kaffen kommer ind i billedet.

Bestyrelsen sagde god for netværk og kaffeaftaler

Claus har i flere år netværket. Det ligger i hans natur. Men i takt med, at EV fik flere og flere samarbejder og projekter, gav det mere og mere mening at få fremgangsmåden formaliseret.

”Når vi som skole vil nogle ting, skal vores bestyrelse jo godkende det. Derfor satte vi os ned for cirka fem år siden og udarbejdede en strategiplan i samarbejde med både bestyrelsen og medarbejdere på skolen. Vi har overordnet en mission om at ”bidrage til, at flere udsatte borgere bliver en integreret del af fællesskabet”. Vi skrev ind i vores målsætning, at EV skal være en synlig medspiller i lokalsamfundet. At vi skal være opsøgende i vores samarbejde med virksomheder og arbejde målrettet på etablering af flere socialøkonomiske satellitter. Jeg har fået et råderum fra min bestyrelse, så jeg hurtigt kan reagere på opståede muligheder for samarbejde og ikke skal drøfte det med baglandet hver gang,” siger Claus.

Enhver sludder er givet godt ud

Claus er forretningsmand á la den gammeldaws købmand, der bag disken i sin butik lærer lokalbefolkningen at kende over en sludder. Han drikker kaffe med høj og lav og deltager i forskellige grupper og møder.
”Min vicedirektør Charlotte spørger nogle gange: ’Hvorfor tager du med til dét der? Hvad skal der komme ud af dét?’ Men der opstår ofte nogle muligheder, når man involverer sig,” fortæller Claus, der ynder at tænke ud af boksen, når han skal skabe gode kontakter ved kommunen.

”Nogle gange skal man tage en omvej og engagere sig i noget, der ikke direkte har noget med ens egentlige formål at gøre. For eksempel er jeg med i et udvalg, der arbejder for en nationalpark omkring Skjern Å. Én ting er, at jeg finder det interessant at arbejde for udviklingen i vores fantastiske kommune, der går under navnet ’Naturens rige’. Men når vi så har møder, er der jo også kaffepauser. Og så får jeg lejlighed til at tale med udvalgsmedlemmerne om andre ting, skabe en forbindelse og få nogle telefonnumre og mailadresser,” fortæller Claus.

Han griber nu også de mere åbenlyse muligheder og har for eksempel meldt sig ind i det lokale Erhvervsråd og Lederforum. Det er grupper, som findes i de fleste kommuner, som indeholder rigtig gode netværksmuligheder, og som Claus derfor opfordrer andre relevante uddannelser og  socialøkonomiske virksomheder til at involvere sig i i deres egen kommune.

Hold ud og haV tålmodighed

Det er dog et langt, sejt træk at oparbejde de gode samarbejder, som det er lykkes Claus. Det understreger han flere gange – altid efterfulgt af ”men det er dét værd.” Bliver vi i købmandsmetaforen, kan man sige, at Claus er dén slags, der giver kredit i lang tid – og pludselig kommer kunderne tilbage og smider pengene med renters rente i kassen igen.

”Projekter og ideer kan nogle gange være lang tid undervejs, og man kan bruge mange ressourcer på noget, som undervejs ikke synes at blive til noget. Men som gør, hvis man har tålmodighed,” siger Claus og giver et eksempel:
”Vi ville gerne ind i centerbyerne, for vi har elever og kursister, der ikke kan bevæge sig herud til Borris. Derfor snakkede vi allerede for lang tid siden med Innovest om at stå for deres kantine, men af forskellige grunde blev det ikke til noget. Så gik der fem år, og så genoptog vi dialogen med Innovest, da de spurgte os, om vi ikke ville drive kantinen nu.”

Et af Claus’ andre eksempler er fra hans løbende dialog med Ringkøbing-Skjern Kommune i Claus’ arbejde mod at få etableret flere socialøkonomiske virksomheder i kommunen:
”Jeg havde møder med borgmesteren og kommunaldirektøren, og efterfølgende havde jeg sendt dem nogle ideer og eksempler fra Silkeborg Kommune på, hvordan de driver socialøkonomiske virksomheder dér. Så gik der et par år, hvor jeg ikke hørte mere om den sag, men nu har Beskæftigelsesudvalget så lavet et kommissorium for socialøkonomiske virksomheder, hvor de inviterer os til at sidde med.”

Hvert år slår Claus og EV også skolens døre op for en årlig temadag om emner, der ikke direkte berører skolen. ”Men så har jeg altid håbet om, at gæsterne så vender tilbage en dag og vil have en rundvisning,” siger Claus. Og nogle gange dumper der også opgaver ned i turbanen fra virksomheder, som Claus ikke engang har haft kontakt til før:
”Der er for eksempel en havearkitekt, der har spurgt vores værksted, om vi kan udvikle nogle brændeskjulere, som hun skal lave til en kunde i København. Og så vil hun gerne i gang med et fremadrettet samarbejde med os. Jeg tror, sådan nogle ting her kommer, fordi vi netværker så meget. Vi høster endelig frugterne af et langt arbejde,” siger Claus.

EV vil udvide målgruppen for, hvem de hjælper

I Erhvervsskolen Vestjyllands fysiske butik ’EV-shoppen’ kan kunderne købe elevernes take away-mad og brugskunst. Men i Claus’ egen beskæftigelsesbutik er hylderne tomme. Han laver nemlig sine varer på bestilling.
”Engang oprettede vi tilbud på skolen, og så ventede vi ellers på, at eleverne kom. Det gør vi ikke længere. Nu spørger vi kommunerne, hvad de har brug for i forhold til de udsatte borgere. Og så laver vi en samlet pakke, som kommunen kan købe. Vi kender de borgere, for de minder meget om vores STU’ere, og derfor ved vi, at der skal en helhedsorienteret og håndholdt indsats til,” siger Claus.

Og den indsats virker på mange flere end bare STU-eleverne og borgere i ressourceforløb. Derfor ser Claus også masser af muligheder for at udvide målgruppen af personer, de hjælper.
”Vi kigger på hele den gruppe, som kan have gavn af et tilbud som vores – en gruppe, som desværre er voksende, som har et stykke vej til arbejdsmarkedet, og som kommunerne har svært ved at lykkes med. Hvis man ser det som at drive virksomhed, så har vi jo et meget større rekrutteringsgrundlag, hvis vi breder målgruppen ud,” siger Claus.