Isabella Thomsen, som går på PMU på 3. år, udleverer pakker fra pakkeposthuset 25 timer om ugen. Foto: Lasse Mors

Note: PMU Sindal blev erklæret konkurs 31. januar 2023. Vi har valgt alligevel at bringe historien til inspiration for andre.

BUTIKSDØD. Unge med særlige behov har en central funktion, der er med til at holde liv i landsbysamfundet i og omkring Sindal. Her betjener de nemlig byens nye pakkeposthus, som drives af PMU. På den måde er de unge med til at vende udviklingen mod langsom affolkning i en af landets provinser.

Af Lasse Mors

En butiksejer skovler sne foran sin nyåbnede dametøjsforretning i hovedgaden. Naboen til den ene side er en frisør. Åben efter aftale, står der på døren efterfulgt af et telefonnummer.

I butikken til den anden side hænger et stort skilt i ruden og skærmer for udsigten til de tomme lokaler bagved: Til leje.

Billedet kunne stamme fra flere provinser, hvor handelsfolk på stribe drejer nøglen om og efterlader butiksgader øde, så lokalbefolkningen må til de større byer for at handle.

Men billedet er fra Sindal, og her er virkeligheden en anden.

Overfor dametøjsforretningen ligger nemlig en anden nyåbnet butik, som har fået nerven i landsbysamfundet i og omkring Sindal til at pulsere igen. Det er PMU’s postkontor, hvor unge med særlige behov har overtaget nogle af de vigtigste funktioner, der skal til for at holde liv i et lokalsamfund.

Ideen kom fra Solveig Vejen, som er forstander på PMU. Hun så en mulighed for, at et postkontor kunne give de unge en central plads i lokalsamfundet.

”Da SuperBrugsen og tøjbutikken lukkede, skulle sindalboerne til at køre langt for at hente pakker. Så tænkte jeg, at den opgave lige er noget for vores unge,” siger hun.

LÆS OGSÅ: §9-skole: Kasper tager sin 9. klasse i et cykelværksted

Uddannelse i virkeligheden

For PMU er det vigtigt, at de unge får færdigheder, der gør dem i stand til at blive en del af samfundet, når de er færdige med deres STU. Derfor er det ideelt, at de nu kan sende deres unge ud og prøve kræfter med rigtig kundebetjening, rengøring og lagerføring.

”Det kan ikke blive mere virkeligt. Vi er en del af lokalbefolkningen, og vores unge bliver synlige på en god måde. De synes, det er sjovt, og nogle af de unge med autisme og asperger kan nærmest finde pakkerne uden scanneren. De kan huske stregkoden i hovedet,” siger Solveig Vejen.

Foto: Lasse Mors

En af de unge i postkontoret er Isabella Thomsen. Hun går på PMU på 3. år, og hun udleverer pakker fra pakkeposthuset 25 timer om ugen.

”Jeg synes, det er sjovt at være her. Jeg kan godt lide at holde orden på pakkerne og læse alle de underlige tal, der nogle gange kommer,” siger hun.

Ifølge Solveig Vejen har Isabella allerede profiteret af kundekontakten. Tidligere har Isabella nemlig ikke ville tale med fremmede, men det er der blevet lavet om på. Og Isabella kan da også godt lide kundekontakten.

”Jeg er genert, men nu hvor jeg har vænnet mig til pakkerne, så er jo også begyndt at vænne mig til menneskene,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Bordrollespil kan hjælpe unge med særlige behov ud af mistrivsel – og styrke dem socialt

Og Solveig Vejen ser også et perspektiv for at udvide postforretningen.

”Vi vil gerne tage nogle af vognmændenes ruter. De afleverer her, hvor de kan komme af med mange pakker, og så kan det jo være vores unge, der kører ud og afleverer på de små steder og hos privatpersoner.”

På den måde kan hun se, at PMU kan blive en direkte vej til et chaufførjob efter STU’en.

Keramik og tapas fra postbutikken

Udover pakkeudleveringerne vinkede sindalboerne farvel til muligheden for at købe dagens ret, da det lokale cafeteria lukkede i foråret. Derfor kan man nu købe dagens ret i postbutikken, som bliver tilberedt af unge i PMU’s storkøkken. Samtidig har de erstattet SuperBrugsens delikatesse, så sultne håndværkere kan få sig en sandwich eller en salat til frokost.

”Vi er interesserede i at høre, hvad folk gerne vil have. Mange savner SuperBrugsens delikatesse, så vi har lavet noget lignende. Ellers ville man ikke kunne få den slags her,” siger Solveig Vejen.

Med pakkeposthuset håber Solveig Vejen at holde liv i byen, så det fortsat kan være attraktivt for unge, der er vokset op på egnen, at flytte tilbage, når de stifter familie.

Foto: Lasse Mors

Sindalboer: ”Det er godt for hele byen at der sker noget”

Pakkeposthuset vækker glæde i hele Sindal ifølge Solveig Vejen, og det bekræfter tre lokale brugere.

Gitte Olesen

”Sindal var ved at blive lidt kedelig. Så det passer mig rigtig godt, og det er godt for hele byen, at der sker noget. Pakkeposthuset har i den grad løftet hovedgaden. Og så synes jeg, det er rigtig fint, at det er PMU, der står for det. Så kan man komme ind og se alle de fine ting, de laver, og de unge viser deres ansigt udadtil, hvor de måske var mere isolerede før oppe på skolen.”

Brian Svendsen

”Før skulle jeg tage bussen til Lendum for at hente pakker, fordi jeg ikke selv har bil. Så det virker godt det her. Jeg har faktisk selv gået på PMU for 15 år siden, og jeg bor stadig i byen.”

Annika Poulsen

”Min pakke er blevet sendt herop, fordi der ikke var plads i Mosbjerg. Det er derfor, jeg er her. Men så får jeg jo også lejlighed til at se den fine butik. Vi har benyttet os af at hente maden tidligere. Det tiltaler mig. Det betyder helt bestemt også noget, at butikken tager et socialt ansvar.”

Rådgivning

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse