På specialefterskolerne finder sårbare og udsatte unge nye venskaber og fællesskaber med rummelighed og respekt for deres forskelligheder
Af Esben Kullberg, direktør i Foreningen Ligeværd
Det er i sig selv livsbekræftende at møde unge mennesker. Men at møde unge, der tidligere havde mistet troen på og håbet om, at der også er en god vej ind i fremtiden for dem, er noget helt særligt. Det er lige præcis sådanne unge, vi i Ligeværd møder, når vi tager rundt og besøger landets specialskoler. Her ser vi unge, der tilhører den stigende gruppe af børn, som i folkeskolen oplever mistrivsel. Tal og statistikker viser samtidig, at der er en tydelig stigning i børn og unge med diagnoser. Og også antallet af elever, der oplever at få alvorlige belastningsreaktioner, er voksende.
Årsagerne til de triste tal er mange og komplekse, men for de udsatte børn er det bare konkret og smertefuldt. De mistrives. Mange kæmper en daglig kamp for at være i skolen sammen med andre børn, men opgaven er for stor for en del af dem. Nogle knækker sammen under den uoverstigelige opgave, og forældre må ty til det sværeste for at beskytte deres børn: At acceptere, at de simpelthen ikke kommer i skole.
Når vi kommer rundt på specialefterskolerne, møder vi mange af disse børn, der har haft skolevægring. Nogle af dem gennem flere år. De fortæller om en skolegang, de har haft svært ved at magte, og hvor de har følt sig forkerte og uden for fællesskaberne. Ofte har de skullet bruge meget energi på det sociale, der ikke har fungeret. Men på specialefterskolerne har de fået mulighed for en helt anden skolegang, hvor ikke mindst det sociale fungerer for dem.
Nogen at spejle sig i
At mange børn med ondt i skolelivet oplever at finde et sted, hvor der er plads til at være sig selv, bekræftes af efterskoleeleverne selv. En elev fra specialefterskolen i Dybbøl fortæller for eksempel: ”Det dér med at have specialbehov. Lærerne ved, hvordan man skal tackles. Man føler sig hjemme, fordi der er andre, der har det lige som én selv. Eller ikke helt præcis som én, men som også har noget at kæmpe med.”
Når vi lytter til de unge, er der ingen tvivl om, at et efterskoleophold kan være et vendepunkt i et plaget skoleliv. Mange af de unge giver udtryk for, at netop deres tid på specialefterskolen har givet dem en nyt syn på dem selv og deres muligheder. ”Det bedste er nok, at man får nye venner. Og at alle står lige. Man bliver respekteret som dén, man er,” siger en elev fra Aabæk specialefterskole. På Finderup specialefterskole fortæller en anden elev: ”Her lærer man at fokusere på dét, som man kan – og ikke på dét, som man ikke kan! Jeg kan takke Finderup for de hidtil to bedste år i mit liv og takke både skolen og kammeraterne for, at jeg nu endelig er på rette vej i forhold til uddannelse, selvtillid og selvværd.”
Jeg kan kun blive glad for det store og vigtige stykke arbejde, der gøres på landets specialefterskoler, når jeg møder unge mennesker, der har fået vendt deres nederlag til et nyt perspektiv på livet som eksempelvis denne unge fra Dybbøl specialefterskole: ”Jeg tror, det har noget at gøre med, at man ikke skal prøve at være normal. Der er mange, som prøver på ikke at være anderledes. Jeg har fundet ud af, at man skal jo være anderledes. Man skal have et mærkeligt grin eller have et mærkeligt ansigt, når man smiler. Eller en mærkelig måde at løbe på. Det er jo dét, der gør én til én selv. Hvis man ikke tør at være sig selv, så lærer de andre jo aldrig én at kende, fordi så er man ikke sig selv. Når man kan høre de andre udenfor, som griner og har det sjovt. Så prøv at tænke på, hvor mange gode minder man kan få i stedet for at være inde på sit værelse.”
