Boligen er en dør til fællesskab

Boligen er andet end et fysisk fundament med vægge og loft, der skærmer for vejret og holder os varme i en kold tid. 

Tekst: Peter Christensen 

Boligen er den psykiske ramme og et af udgangspunkterne for vores identitet og vores selvopfattelse. Derudfra går vores verden og energi i vores aktiviteter i uddannelse, på arbejdspladsen, i fritiden, og vores relationer til kollegaer, naboer, familie, venner og bekendte. Her kan vi slå dørene op på vid gab og tage kærligt mod dem, vi holder allermest af, og vi kan lukke dørene og trække gardinerne for, når vi har brug bare at være alene med os selv og vores egne tanker.  

Det er i den bolig, vi selv har indrettet, så de passer til vores behov for tryghed og struktur, vi kan bygge nye drømme og mål for livet. I vores bolig kan vi tanke ny energi. 

Boligen er stedet, hvor vi kan forberede os til at møde verden, som vi hver især nu engang er. I den trygge ramme kan vi tænke over dagens gode hændelser – og fejltagelser – og lægge planer for den næste dag, den næste uge eller for den sags skyld for resten af livet. Her binder vi enderne sammen, fÃ¥r styr os selv og afgør, hvordan vi angriber tilværelsens mange konkrete udfordringer med økonomi, uddannelse, arbejde, kærlighed og venskaber. Det gælder bÃ¥de i de daglige her-og-nu udfordringer og udfordringerne pÃ¥ den lange bane. Det er for de fleste af os ikke den store nyhed. I denne tekst er det skrevet som en pÃ¥stand, men reelt er det er en sandhed, der gælder alle mennesker: Boligen er af uvurderlig betydning for vores muligheder som individer for at klare udfordringerne i livet. Det gælder bÃ¥de de praktiske og de psykiske og sociale udfordringer, og det gælder alle uanset baggrund, uddannelse, arbejde eller økonomisk formÃ¥en. 

Når denne lange indledning er væsentlig, er det for at understrege nødvendigheden af at være opmærksomme på, at for nogle grupper er boligens betydning ekstra stor. Det gælder for unge med særlige behov. 

Disse unge har særlige udfordringer med at få livets ender til at passe sammen. De passer ikke ind i det ordinære uddannelsessystem. De har måske brug for ekstra støtte i beskæftigelse, og mange har behov for ekstra støtte også på det private og sociale plan. Hvordan lægger de et budget og overholder det? Hvordan får de løst de mange praktiske opgaver i dagligdagen? Hvordan får de et udadvendt socialt liv fyldt med glæde og venskaber? Hvordan overholder de pligterne i forhold til kommune, skole og arbejdsplads? Udfordringerne for disse unge er mange. 

Derfor er skolernes arbejde med at forberede de unge til at bo selv og skaffe boliger til de unge, og kommunernes og andres rolle i det, særdeles vigtig. Hvad er et vellykket forløb på STU i sidste ende værd for den unge, hvis en manglende bolig bliver bremsen, der hindrer dem i at komme videre til for eksempel beskæftigelse, støttet eller ej, og i at få opbygget et selvstændigt liv, med alt hvad det indebærer af rettigheder og pligter, glæder og sorger. 

Det giver ingen mening for de unge. Og det giver heller ingen mening for samfundet, hvis indsatsen knækker netop der, og de spildte muligheder blot ligger alene tilbage. Det er meningsløst. 

Derfor er det relevant at rejse spørgsmålene: 

• Hvordan sikrer vi, at alle unge fÃ¥r tilbudt en relevant bolig, der understøtter dem? 
• Hvordan sikrer vi, at de unge kan fÃ¥ en bolig de kan betale? 
• Hvordan sikrer vi, at de store spillere pÃ¥ boligmarkedet tager et ansvar pÃ¥ omrÃ¥det? 
• Hvordan sikrer vi den bedst mulige dialog mellem skoler, de unge og kommunen om boliger til de unge? 
• Hvordan sikrer vi en sammenhængende indsats i forlængelse af indsatsen pÃ¥ skolerne for de unge i egen bolig? 
• Hvordan sikrer vi en ensartet behandling af de unge i kommunerne? 

Det er tid til at sætte fokus på boligens afgørende betydning for unge med særlige behov.