20-årige Marcus Andreas Petersen har brug for hjælp til at lære de dagligdags rutiner og har derfor brug for et botilbud. Kommunen afgjorde, at Marcus mor kunne klare botræningen, men det må kommunen ikke, og Marcus sag måtte en tur om Ankestyrelsen. 1 ½ efter han søgte, fik han det han havde ret til.
Tekst og foto: Peter Christensen
Marcus har middelsvær ADHD. Det giver sig udslag i, at han er meget impulsstyret, så konsekvensen af handlinger, eller for den sags skyld mangel på handlinger, ikke altid er tænkt til ende. Marcus har brug for struktur, overblik og rutiner i dagligdagen
– Jeg har selvfølgelig trænet Marcus derhjemme, så godt jeg kunne, men der blev flere og flere konflikter mellem os, og jeg magter ikke at klare det alene, siger Lone Petersen.
Læs også: Vigtig afgørelse i Ankestyrelsen om botilbud
– Marcus har en kort lunte, og han har brug for hjælp til daglige rutiner og økonomi.
Han havde ikke boet hjemme i 2 år, da han gik på efterskole, og både han og moren mente, at det var bedst for Marcus, at han lærte at stå mere på egne ben.
– Jeg er god til at stå op og møde, men jeg har svært ved at koncentrere mig, svært ved at få ordnet oprydning, rengøring, mad og ved økonomi, fortæller Marcus ærligt om sine vanskeligheder.
Kommunen bestemte
Marcus sluttede et ophold på Waldemarsbo Efterskole i foråret i 2016. Han skulle efterfølgende have en STU, og både han og hans mor, Lone Petersen, var enige om, at det ville være bedst for dem begge, at fik et botilbud. En indstilling som Waldemarsbo Efterskole var enig i, at der var behov for.
I forlængelse af efterskoleopholdet søger Marcus og hans mor om en STU med botilbud. Han vil gerne på Grennessminde Taastrup, hvor de tilbyder begge dele.
I sidste ende bestemte kommunen, hen over hovedet på Marcus, at han skulle på Hans Knudsen Instituttet (HKI) i København, og at han ikke kunne få et botilbud, da Lone Petersen blot fortsat kunne træne sin søn, så godt hun formåede.
I de følgende mange måneder kæmpede Lone Petersen for at få kommunen til at forstå, at hendes søn havde brug for et botilbud. Deres sagsbehandler blev sygemeldt, og i en længere periode havde de ikke en fast sagsbehandler.
– Vi hørte i lang tid intet om, hvem vi nu skulle have. Man bliver jo ked af det, frustreret og fortvivlet, når man oplever, at man ikke bliver taget sig af og taget alvorligt. Jeg var ved at give op, forklarer Lone Petersen.
– Jeg var bare ked af afslaget og følte, at kommunen var da ligeglade med, hvordan det gik mig, siger Marcus.
I foråret 2017 ringer Lone Petersen, der efterhånden er tyndslidt af opgaven, og ikke kunne trænge gennem, til LigeLinie i Ligeværd og bliver endelig mødt med den forståelse, hun og sønnen har hårdt brug for.
Hjælp i Ligeværd
Med Ligeværds hjælp får Lone Petersen skrevet en klage til Ankestyrelsen. I november, altså yderligere en halvt år senere, falder afgørelsen. Lone Petersen og Marcus får ret i deres klage. Kommunen kan ikke indregne forældrenes arbejdskraft som en del af regnestykket, når de afgør om en ung skal have et botilbud.
På trods af at det var en underlig oplevelse ikke at blive hørt i tildelingen af STU, som kommunen afgjorde hen over hovederne på dem, er Marcus faldet godt til på HKI, der ligger på Nørrebro i København.
Marcus tager den daglige tur til fra Grennessminde i Taastrup til HKI på Nørrebro, hvor han er blevet glad for at være. Han er i kantinen og med til at lave den daglige mad til ansatte, elever og gæster i huset.
Efter endt arbejdsdag drager han tilbage til Taastrup og det botilbud på Grennessminde, hvor han nu er.
Hvorfor skulle der gå så lang tid?
– Jeg bor i et hus, hvor der er voksne på 24-7 til at hjælpe os. Det er et ”starthus”, fordi jeg er ny. Vi får hjælp til at klare en dagligdag med oprydning, rengøring og mad og til at forstå økonomi og betale regninger. Vi holder fællesmøder, og aftaler hvem der skal lave hvad, og vi hygger os sammen. Det er rigtig godt, fortæller Marcus om botilbuddet.
Og på et direkte spørgsmål om det, erkender han i samme åndedrag, at det er lettere at lytte efter en pædagog i botilbuddet end sig egen mor.
Det tog Marcus og hans mor 1 ½ år, før Marcus fik det botilbud, han havde ret til. Læs Ankestyrelsens afgørelse her.
– Det har været meget opslidende. Men vi blev selvfølgelig virkeligt glade, da afgørelsen endelig kom. Vi ringede glade rundt til familie og venner, fordi det var så vigtigt og godt, at Marcus endte med at få det botilbud. Men hvorfor der skulle gå så lang tid, synes jeg er uforståeligt, slutter Lone Petersen.
