Mod til at være sig selv 

Uddrag af bogen Unge med særlige behov af Per Straarup. 

Interview med Frederik, 23 år og Lars Peter Andersen, botræner. 

”Jeg arbejdede i køkkenet på et projekt for unge og havde det meget dårligt med mig selv … følte mig ensom og syntes også, at jeg var for tyk. Så jeg begyndte at hoppe måltider over. I starten var det frokosten. Senere droppede jeg morgenmaden, og til sidst forsøgte jeg også at springe over aftensmaden,” fortæller Frederik om den spiseforstyrrelse, han udviklede for godt tre år siden. Konsekvensen af det manglende indtag af føde var forudsigeligt. Kiloene raslede af den unge mand, der nåede et bundniveau med en vægt på cirka 30 kilo. Frederik gætter på, at han i dag vejer cirka det dobbelte. Men han ved det ikke præcist. Vejninger skal nemlig undgås, fordi de kan genstarte spiseforstyrrelsen og den destruktive adfærd. 

Frederik er en stilfærdig, ung mand på 23 år. Han er for tiden i praktik på Horsens Byarkiv og bor i et bofællesskab tilknyttet den selvejende institution Bo og job. Ved sin side i mødelokalet har han botræner Lars Peter Andersen, som har været en stabil støtte for ham i den psykiske krise, der tog fart i teenageårene.  

”Som barn gik jeg i specialklasse, fordi jeg havde svært ved at følge med. Det gik fint nok med venner, og jeg var sammen med nogen om eftermiddagen, hvor vi hørte musik og så film. Når jeg var alene, læste jeg. Det har jeg altid gjort meget,” fortæller Frederik, der i løbet af puberteten udviklede symptomer på angst og OCD.  

”Jeg fik nogle mærkelige morgenrutiner, hvor tingene altid skulle gøres på en helt bestemt måde. Først skulle jeg gå på toilettet, så skulle jeg spise, og til sidst skulle jeg gå ind på værelset og høre musik,” fortæller Frederik, der tillagde sine ritualer stor betydning. Bag den tvangsprægede adfærd var nemlig en stor og afgrundsdyb angst for pludselig at falde død om. Det gjorde Frederik heldigvis ikke, og det så han som et bevis på, at ritualerne beskyttede ham. 

Langt år på efterskole 

”Min søster og min mor kunne se, at mine morgenrutiner var mærkelige, og at der var noget galt. Men jeg blev vildt irriteret, når de prøvede at ændre på dem. Det gjorde jeg også, når min søster hjalp med at rydde op og flyttede på mine ting. De skulle stå på en bestemt måde. Ellers gik det ikke,” fortæller Frederik, der har to storesøstre og er vokset op i en familie med tradition for at gøre mange ting sammen og med meget tætte bånd. Dem blev der løsnet lidt på, da den unge mand efter folkeskolen kom på specialefterskole. Desværre blev opholdet ikke nogen succes, men gjorde tværtimod hans problemer meget værre. 

”Jeg blev mobbet og overfaldet og sådan,” begynder Frederik forsigtigt og kigger ned ad sin T-shirt med et motiv fra Return of the Jedi. Starten på efterskolen var egentlig okay, men en dag opstod der ved en tilfældighed en voldsom konflikt med en af de andre drenge. Frederik viste ham en video, men en uenighed om lydstyrken fik fyren til at fare i flint. Situationen spidsede så meget til, at Frederik ville løbe efter hjælp på lærerværelset, men det gjorde fyren så rasende, at han slog Frederik i gulvet. Ubehagelighederne stoppede ikke her. Resten af skoleåret var den meget udadreagerende fyr og hans hær af støtter konstant på nakken af Frederik. 

”Jeg prøvede at forklare det til lærerne, men der skete ikke rigtigt noget. Så jeg og en kammerat sad meget på værelset for at undgå de andre.” 

Det blev et meget langt år for Frederik, der udviklede noget, der lignede en depression. Hovedet var fyldt af negative tanker, og han var meget trist og utilfreds med sig selv. 

”Jeg kan ikke gøre noget godt. Ingen har brug for mig. Sådan tænkte jeg dengang, og jeg var meget træt og helt uden energi,” fortæller Frederik, så det var en stækket og næsten knækket ung mand, der vendte hjem til sin familie. Og som om det ikke var nok, begyndte han også at udvikle en spiseforstyrrelse. 

”Når jeg lavede noget dumt eller havde en dårlig dag, straffede jeg mig selv ved ikke at spise. Jeg havde ikke rigtigt nogen venner, så jeg syntes ikke, jeg fortjente bedre.” 

Hvad er OCD?

OCD er en forkortelse af Obsessive Compulsive Disorder. Det første ord betyder tvangstanker, det næste tvangshandlinger og det sidste forstyrrelse eller sygdom. Det er en psykiatrisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger. Den findes i mange sværhedsgrader fra det meget milde, hvor man kun lejlighedsvis oplever symptomer, til at stort set alle døgnets 24 timer er beslaglagt af tvangstanker og tvangshandlinger.  

OCD-ramte ved godt, at deres handlinger og tanker er både overdrevne og meningsløse, men det er forbundet med stor angst at bryde ud af den onde cirkel. Derfor har de brug for professionel hjælp til at kunne ændre deres tænkning og adfærd. 

Ifølge ocd-foreningen.dk 

Væk hjemmefra 

Frederik blev ikke bare mere sløv. Han blev også irritabel, og det gav konflikter i forhold til forældrene og den ene af hans søstre. Han kunne tænde af over småting og fortæller et eksempel, hvor han i vrede smadrede et syltetøjsglas ned i gulvet under en diskussion om en bagatel. Det var tydeligt, at den unge mand havde brug for at komme hjemmefra, hvis han skulle bryde ud af det destruktive mønster. Han kunne imidlertid ikke klare at bo selv, så kommunen bevilgede ham plads hos Bo og job, der i Horsens driver et bofællesskab for unge. Det er to et halvt år siden, at han satte sine ben der for første gang.  

”Det var en meget stille Frederik, der kom til os. Han kiggede ned og havde det svært med øjenkontakt,” begynder Lars og siger, at nøgleordene for det pædagogiske arbejde på Bo og job er relationer og ressourcer. Relationen er som en bro mellem den unge og den professionelle, og når man går over broen, kan man få øje på ressourcerne. Selv om de nogle gange kan være godt skjult. 

”Frederik kom i praktik i en butik og tog også del i aktiviteterne i huset, men han spiste som en fugl. Han ville ikke have madpakke med og nippede kun til aftensmaden, så vi besluttede os for, at han skulle til læge for at blive undersøgt.” 

Initiativ til fællesskab 

På grund af de negative erfaringer fra efterskolen var Frederik meget betænkelig ved at flytte ind i bofællesskabet. Men forbeholdene forsvandt hurtigt. For her var der ingen unge, der mobbede, og der var et personale, der ville ham det godt. Derfor havde han også så meget tillid, at han turde åbne sig over for sin læge og over for den psykolog, som han blev henvist til. Hun havde blik for, at der bag spisevægringen gemte sig en ung mand, der gerne ville kaste sig ud i livet. Men angsten holdt ham tilbage. 

”Frederik ville gerne have nogle venner, så psykologen gav ham nogle opgaver, og jeg og min kollega snakkede med ham om, hvordan han kunne gribe det an,” fortæller Lars og overlader ordet til sin unge sidemand: ”Jeg lavede et opslag om en fælles biograftur og sagde til aftensmaden, at folk bare kunne skrive sig på. Det var der så kun én, der gjorde, men han og jeg havde det sjovt sammen.” 

Frederik tog flere af den slags initiativer. Nogle gange blev det en succes. Andre gange gik det knap så godt, men han var blevet så robust, at han ikke lod sig slå ud. Frederik begyndte i det hele taget at blive mere voksen og selvstændig og frigjorde sig også lidt fra de snærende familiebånd. 

”Både jeg og psykologen har snakket med Frederik om, at det er godt at kende nogen uden for familien. Derfor har vi opfordret ham til at tage del i fællesskabet i huset og blive her nogle gange i weekenden,” fortæller Lars. 

Jeg er god nok 

Engang mente Frederik slet ikke, at det var nødvendigt med venner. Venner var nogen, man mistede. Det gjorde ondt, og man blev skuffet. Så var det bedre ikke at have nogen. Men det har ændret sig nu. Det samme har hans forhold til mad. Væk er tankerne om, at han ikke fortjener at få det daglige brød. 

”I løbet af det sidste halve år er jeg begyndt at spise normalt, og jeg har madpakke med på arbejde. Jeg er også blevet mere glad, har fået mere energi og flere venner,” fortæller Frederik, der får medicin til at stabilisere humøret og forhindre, at han bliver opslugt af sit eget mørke. 

”Frederik tager nogle initiativer, som han ikke gjorde før. Og når vi spørger, om nogen vil hjælpe, melder han sig. Det så vi ikke tidligere,” fortæller Lars, men tilføjer, at udviklingsprocessen langtfra er færdig: ”Vi støtter Frederik i praktiske ting såsom at vaske tøj og lave mad, og så skal han også have et lille skub engang i mellem, så han kommer ud og møder nogle mennesker. Jeg har lige haft Frederik med på en tur til Sverige sammen med en gruppe af vores andre unge. Det var der masser af læring i, fordi de unge skulle få det til at fungere i fællesskab.” 

Frederik syntes, at det var en god tur. ”Ja, det var det faktisk,” siger han og lyder en smule overrasket. Han har fået lettere ved at være sammen med andre, fordi han har fået en større selvrespekt. ”Førhen turde jeg ikke åbne mig og prøvede at gøre mig usynlig, men nu tør jeg være mig selv og sige noget. Jeg tænker, at det nok skal gå, og at jeg er god nok lige meget, hvad der sker.” 

Frederik forventer at have adresse i bofællesskabet et års tid endnu. Hvad der så skal ske, ved han ikke. Måske skal han flytte i egen lejlighed med redu-ceret bostøtte. Men det er fremtid, og det optager ham ikke så meget lige nu. Han nyder at være der, hvor han er og samværet med de andre unge og med Lars. De to deler i øvrigt en fælles interesse. 

”Jeg har samlet på whisky i mange år,” fortæller Frederik, og det samme har hans botræner. Så det tema er ofte anledning til en snak om smag, gode tilbud og fælles surf på whiskysider. Og hvem ved, måske bliver det også en dag til en fællesrejse til Skotland?  

”Det kunne være sjovt,” siger Frederik, og både han og Lars smiler med et drømmende udtryk i øjnene. 

Anoreksi

Sygdommen hedder anorexia nervosa, der betyder nervøs spisevægring. I daglig tale kaldes den anoreksi. Anorektikere har lavt selvværd og forsøger at kompensere for det ved at kontrollere deres vægt. De spiser utroligt lidt og dyrker meget motion. For at opfylde kriterierne for anoreksi skal man: 

  • veje mindst 15 procent under normalvægten
  • undgå fedende mad
  • føle, at man er for tyk, selv om man i virkeligheden er for tynd
  • ikke kaste mad op ligesom bulimikere

Piger skal endvidere have hormonelle forstyrrelser, som viser sig ved, at de ikke får menstruation og ikke har lyst til sex. En procent af alle teenagepiger udvikler anoreksi. Det samme gælder for 0,1 procent af drengene. 

Ifølge netpsykiater.dk 

Rådgivning

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse