Alt det vi andre gør pr. rutine 

Tekst og foto: Peter Christensen 

Botræningen omfatter træning i budget og planlægning, madlavning, rengøring, hygiejne, fritid, samarbejde, konflikthåndtering og socialt samvær. Kort sagt er det træning i alle de elementer, der er nødvendige for både at kunne bo alene og kunne begå sig blandt venner og naboer. 

Lone Hørsel, praktisk vejleder i boenheden på Fynsgade, udtrykker det overordnet således: – Det er meget af det, vi andre gør pr. rutine og som er vigtig i det liv, som venter rundt om hjørnet. Det de ting, jeg har brugt 20 år på at lære mine børn, men de her unge kommer ofte fra hjem, hvor der ikke har været fokus på det. De skal så lære det på 3 år. 

– Jeg kan give et simpelt eksempel. Jeg har unge som fik deres egen tandbørste første gang, da de flyttede hjemmefra. Hvordan skal de så have lært at passe på deres tænder, børste dem og passe deres tid hos tandlægen? 

Lone Hørsel og hendes kollega i boenheden, Leo Kragshede Jensen, er hos de unge hver dag mellem 14 og 20. Og nogle gange, når de unge ringer med et problem uden for de tider. Lone og Leo er der for de unge, når der er brug for dem, og de unge ved de kan stole på det. 

– Vi har mange drenge her. Og de har en stor lidenskab for computerspil. Hvis vi ikke er meget med på sidelinjen, bliver deres liv et langt computerspil og i sidste ende også deres adfærd. De får ikke gjort det de skal og der er nødvendigt. Der er brug for at få tingene afklaret her og nu. Det er ikke nok, at de kan få besøg af en hjemme-hos’er mellem 8 og 16, forklarer Leo. 

– De unges følelsesliv er kun en tynd æggeskal, når de kommer videre herfra, og det er vigtigt at få opbygget tillid, tryghed og en relation til de unge. Det betyder, at man skal være tilstede, når der er behov. De unge vil så gerne være så ”rigtige” som muligt, men det er svært for dem og de bruger 10 gange så mange kræfter på at overkomme ting, vi andre gør som en almindelig rutine, fortsætter Lone og Leo deres forklaring. 

Problemet er at de unges udvikling på boenheden kan brydes ned på ganske kort tid, hvis de ikke får den støtte og de muligheder, de har brug for. Flere års intenst arbejde for at få de unge videre i livet kan derefter i værste fald være spildt. 

– Vi har en god dialog med Bolig Hjørring, som gør hvad de kan inden for deres rammer, men kommunen er ikke aktiv nok i forhold til at finde boliger til de unge i denne målgruppe. Hjørring Kommune har netop bygget nye ungdomsboliger, men prisen for de boliger er 3600,- plus forbrug. Vores unge har ikke en chance for at betale det beløb. Vi forstår ikke, at vores unge ikke også bliver prioriteret. 

– Det handler om, at de unge får et godt liv, og det er i sidste ende ensbetydende med, at kommunen også ”får et godt liv”. På sigt er der megen indsats og økonomi at spare ved at tage hånd om de unge i tide. Der er brug for at kommune, virksomheder og organisationer påtager sig et ansvar, slutter Lone Hørsel og Leo Kragshede Jensen. 

Rådgivning

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse