Landets 98 kommuner skal indgå partnerskaber med civilsamfundsorganisationer og virksomheder, hvis de skal lykkes med at få udsatte unge i job. Det er den klare anbefaling fra Reformkommissionen.
Af Lasse Mors
Mange unge med særlige behov hænger permanent fast i midlertidige ydelser gennem et helt liv.
Hvis disse unge skal i job, er det en bunden opgave for landets 98 kommuner at indgå partnerskaber med civilsamfundsorganisationer og virksomheder om at få det til at ske. Sådan lyder et par af de anbefalinger, som Reformkommissionen i maj udgav i sin tredje og sidste rapport ”Nye Reformveje 3”.
Og det er der en god grund til, fortæller Nina Smith, som er formand for kommissionen.
”Det vi kan se er, at de gange hvor kommuner laver et systematisk samarbejde med civilsamfundsorganisationer om at få unge i job, så flytter det meget mere. Så det er vores begrundelse for det her,” siger hun.
Og ifølge Nina Smith er det altså den enkelte kommunes ansvar at invitere civilsamfundsorganisationerne ind i den kommunale opgaveløsning.
”Man skal ikke have alle 98 kommuner med, hvis man er en civilsamfundsorganisation. Men alle 98 kommuner skal prøve at bruge nogle af de civilsamfundsorganisationer, der er synlige i deres netværk, og som de kan bruge,” siger hun.
Hun understreger samtidig, at det kræver af civilsamfundsorganisationer og virksomheder, at de vil være med til at etablere det gode samarbejde med kommunerne. Men at kommunerne altså har ansvaret.
”Civilsamfundsorganisationerne er der jo og gør en hel masse ting. Men hvis det skal flytte noget i alle 98 kommuner, så er det kommunalbestyrelsen og lederskabet i kommunerne, der skal sætte sig om bordet og ville lave en langsigtet strategi for, hvad gør vi med vores udsatte borgere? Hvor det at opbygge partnerskaber på en eller anden facon bliver en del af den strategi,” siger hun
Den udmelding bekymrer Ligeværds direktør Esben Kullberg. Ifølge ham er det indlysende, at kommunerne skal lave partnerskaber med civilsamfundsorganisationer, hvis de skal løfte opgaven. Men det vil ikke være tilstrækkeligt at sige til kommunerne, at de selv skal sørge for, det sker.
”Hvis jeg har forstået reformkommissionen rigtigt, så lægger de meget initiativ ud til kommunerne i forhold til at lave partnerskaberne. Og der kan jeg være bekymret, for det ser jeg faktisk ikke, at kommunerne gør. Det ligger ikke i de fleste kommuners selvforståelse at gå ud og lave partnerskaber med civilsamfundsorganisationer,” siger han.
Civilsamfundets fordel
Et af de største problemer for unge med komplekse udfordringer er en livslang mangel på stærke og forpligtende relationer til voksne. Relationer som mange unge med særlige behov opbygger til de fagprofessionelle på deres STU-sted. Den relation kan kommunerne udnytte i den unges overgang mellem STU og beskæftigelse, fordi STU-stederne kan noget, som ingen kommune kan.
”De kan det, at de ikke er en myndighed. De kan skabe nogle helt andre typer relationer og fællesskaber, og det kan en sagsbehandler ikke gøre. Du kan ikke ringe en kommunal sagsbehandler op klokken to om natten, hvis du er et ungt menneske, der har brug for det,” siger hun.
Ifølge Reformkommissionen skal kommunerne derfor arbejde tæt sammen med organisationer, der kan udfylde rollen som dem, man kan ringe til. Og netop den rolle udfylder STU-stederne for både unge og virksomheder i Ligeværds projekt Joballiancen.
Her har 30 kommuner, fem STU-steder og mere end 100 virksomheder indgået forpligtende partnerskaber med det formål at få unge i job efter STU. Som beskrevet her i bladet med det overvældende resultat, at 100% af de 140 unge i projektet er kommet videre i job eller uddannelse uden frafald.
Dermed stiller projekt Joballiancen sig i rækken af eksempler, som Nina Smith kan referere til, når hun siger, at ”det flytter mere, når civilsamfundet er med.” Og Esben Kullberg ser da også Joballiancen som et indlysende svar på noget af det, som Reformkommissionen efterspørger.
”Jeg synes, vi har beskrevet, hvordan de partnerskaber kan laves, hvordan rollefordelingen mellem de partnere, der skal løse den her opgave skal være. Så jeg synes, vi kommer med rigtig mange svar på noget af det, som de efterspørger,” siger han.
De kommunale barrierer
Ideen om at bruge civilsamfundet er ikke ny. Det gjorde vi tilbage i tiden, fortæller Nina Smith, men da vi byggede velfærdsstaten, kom vi til at afmontere den tanke.
”Hvis du går lang tid tilbage, så spillede civilsamfundsorganisationerne en meget stor rolle i vores samfund. Så bygger vi velfærdsstaten og har måske en tro på, at når vi har betalt vores skat, så løser det offentlige alle problemer for alle borgere, også dem med komplekse problemer,” siger hun.
Det offentlige løser også problemerne for de mange. Men for dem med komplekse problemer er det offentliges indsats utilstrækkelig ifølge Reformkommissionen. Og det er altså her det enorme potentiale for partnerskaber ligger gemt, og hvor forskellige civilsamfundsprojekter når i mål. Bare i for lille skala.
Når de gode løsninger findes, men ikke bliver opskaleret, så tyder noget på, at nogle mekanismer i kommunerne gør det svært.
”Der er for eksempel den barriere, at alt for mange proceskrav gør, at dem, der sidder i kommunen og har med de udsatte grupper at gøre, at deres tid bliver taget til ting, som ikke flytter særlig meget,” siger Nina Smith.
Men det handler ikke kun om proceskrav, det handler også om vilje, mener hun.
”Det er også kompetencer hos sagsbehandlere og medarbejdere i kommunerne, fordi man skal jo ville det her. Det er ikke nok, at man er enormt stærk i paragraffer. Man skal også have nogle kompetencer til at lave virksomhedsnetværk eller gå ud i civilsamfundsorganisationerne og bygge sådan nogle relationer op.”
Skal der lovgivning til?
Selvom reformkommissionen har fået øje på, at det virker, så vil det ikke nytte noget at lave lovgivning, som skal pålægge kommunerne at samarbejde med civilsamfundet, mener Nina Smith. Opgaven er kommunal og skal tilpasses hvert enkelt lokalområde.
”Der er pokker til forskel på Fanø Kommune og Københavns Kommune i, hvad det er for ting, man kan gøre. Vi mener, det vil være tåbeligt at lave lovgivning om det her, fordi der ikke er noget one size fits all her.”
Det er Esben Kullberg uenig i.
”Det viser sig gang på gang, at der nogle dynamikker i kommunerne, som har det med at tage over, blandt andet økonomi og besparelser. Så jeg tror, at hvis vi vil have kommunerne til at lave den her opgave på partnerskabspræmissen med civilsamfundet, så skal vi lovgive om det,” siger han.
Men så længe hver enkelt kommune har ansvar for at lave partnerskaber med civilsamfundsorganisationer, så vil Ligeværd banke på.
”Vi vil fortsætte det arbejde, vi har gjort i Joballiancen, hvor vi er ude at gøre os til. Simpelthen at appellere til kommunerne om at lave de partnerskaber med de uddannelsesinstitutioner, der allerede er i lokalområdet,” siger han.
Og så giver han ikke op så let i forhold til at få lovgivning på området.
”Vi vil blive ved med at insistere på, at der skal skabes lovgivning. Der skal skabes et særligt tilrettelagt beskæftigelsesspor i lovgivningen, som tilgodeser de her unge mennesker, som har nogle massive kognitive udfordringer, sådan at de kompenseres for nogle af de regler og love, som ellers er forhindringer for dem.”
