Efter STU stod Jakob Bøndergaard alene i det ordinære beskæftigelsessystem, hvor han prøvede at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Efter lidt mere end et års forgæves kamp forsøgte han at tage sit eget liv.
Af Lasse Mors
I Netto står en ung mand ved kassen og beder om en flaske vodka til den juice, han har lagt på kassebåndet. Hverken medarbejderen bag kassen eller de andre i køen kan se det på ham.
Han har besluttet sig for at begå selvmord i nat.
”Jeg håbede på, at det kunne hjælpe med tankerne, hvis jeg drak mig stiv inden,” siger han.
Den unge mand hedder Jakob Bøndergaard. Han er en af de 21 unge i Joballiancen, som efter afsluttet STU er overgået til kommunal indsats. Ideen med Joballiancen er, at STU-stedet fortsætter indsatsen, hvilket er et krav for at kalde forløbet for ’gennemført’. Når Jakob Bøndergaard og 20 andre unge ikke har fået det fulde forløb, så tæller de ikke med i den statistik, hvor 100% af dem, der har gennemført Joballiancen, er kommet videre i job eller uddannelse.
Og i Jakobs tilfælde er det gået ned ad bakke, siden han blev færdig på Erhvervsskolen Vestjylland.
En afgrundsdyb vrede
Håbløsheden, frustrationen og smerten stråler ud af de ord, Jakob vælger, når han taler om sit forløb efter STU.
I det ordinære beskæftigelsessystem bliver han med egne ord ”presset i så mange ting for at få mig op på de der 37 timer,” og i løbet af det første år er han i praktik i tre forskellige virksomheder. Alle tre steder spørger han om ”lov til at blive lærling eller noget i den stil,” men hver gang er svaret nej.
”Hvis man hele tiden får nej, og det egentlig bare er det samme pis, og du ender op med at være i det samme lort, så mister man egentlig lysten til at gøre noget. Fordi hvis du ikke kan komme væk, fordi du ikke har nogen penge, hvordan skal jeg så egentlig også komme videre?” siger han.
Jakob har indlæringsvanskeligheder og tendens til depressioner. Men når man taler med ham, stråler han af normalitet, og han har mange ord til at formidle sig selv. Netop det kan være hans største udfordring ifølge Enok Linde, som underviste ham på STU. ”Han bliver mistolket, fordi han med sin humor og sit overskud giver indtryk af at kunne mere, end han kan,” og derfor kan han være svær at afklare for en virksomhedskonsulent, der ikke kender ham.
Og det kan have ført til det, der ifølge Jakob selv føles som endeløse praktikker. Et forløb, det gør at Jakob bliver fuldstændig brugt mentalt og fysisk.
”Jeg ville bare gerne have et almindeligt job, så jeg kunne betale mine regninger. Min lejlighed kostede næsten 3.500 om måneden, en lille studielejlighed midt i Skjern. Der var bare ikke nok til mad og sådan noget, hvis jeg også skulle betale skat og vand og varme og sådan noget,” siger han.
Da Jakob er færdig på STU, er han ellers sikker på, at han skal have et arbejde. Men praktikkerne flytter ikke noget for ham, og til sidst går han ned med stress og depression, fortæller han.
”Det eneste, vi har lært ude på den skide erhvervsskole, er, at vi skal nok få et job, når vi er færdige derude. Så arbejder man og gør alle mulige ting. Så kommer du ud, og så bliver du bare skidt på til højre og venstre. Og det eneste, du beder om, er et almindeligt job,” siger han.
”Til sidst gav tingene bare ikke mening mere.”
Vejen til et selvmordsforsøg
I løbet af det år, der går, fra Jakob er færdig på STU, til han står i Netto og køber vodka og juice, møder Jakob skiftende kommunale virksomhedskonsulenter, som forsøger at hjælpe ham. Men han føler han sig tiltagende mere alene i forsøget på at finde en plads.
”Det var altid nogle nye, som jeg slet ikke kendte (virksomhedskonsulenterne, red.). Jeg kan ikke huske deres navne. Det er folk, du aldrig lærer at kende. De læser selvfølgelig ens papirer, men det er jo ikke det samme, som hvis de kender dig rent menneskeligt,” siger han.
Det første sted er Jakob i praktik i næsten et år, men det er ikke fair, mener han.
”Jeg skal arbejde et helt år uden løn, og jeg får kun det, der svarer til SU. Men de har nok bare tænkt, at du skal bare have de der timer, og så slipper vi for dig,” siger han efterfulgt af et dybt suk.
Ifølge Jakob Bøndergaard følger herefter to korte praktikker, før han en dag sidder i sin lejlighed og tænker, at han ikke har lyst til at leve mere.
”Så tænker jeg bare, at hvis det skal være så fucking svært at leve, så gider jeg sgu ikke rigtig. Fordi hvad pokker skulle jeg gøre? Så kan du stå der og tjene din skide SU-løn, og halvdelen af det skal du alligevel give til staten igen. Så du lever for 800 kroner om måneden. Så fortæller folk jo, at det kan du godt leve for,” siger han.
”Nej, selvfølgelig kan du ikke det. Det er da klart, du ikke kan leve for de penge.”
Det er her Jakob tager ud for at købe de ting, han skal bruge for at tage sit eget liv. På vej hjem svinger han forbi Netto for at købe vodka og juice.
Ren overlevelse
Fra Netto går Jakob hjem i sin lejlighed og drikker alene, indtil det bliver nat, fortæller han. Og da byen falder til ro, forsøger han i nattens mørke at tage sit eget liv, som han har planlagt. Jakob overlever sit selvmordsforsøg uden varige men.
”Det var lidt svært, når man var pissestiv. så det gik ikke sådan, som jeg havde tænkt. Så kan man sidde der og tænke ’hold kæft mand, kan jeg ikke engang finde ud af det?’” siger han.
Der går en uge, før han fortæller nogen om sit selvmordsforsøg. Det gør han en aften op til weekenden, hvor han er ude at spise middag ved sin søster sammen med deres mor.
”Da min mor og hendes kæreste skulle køre mig hjem igen, sagde jeg, at jeg ikke havde lyst til at tage tilbage til Skjern, fordi jeg var deprimeret og havde prøvet at gøre selvmord,” siger han.
Jakobs mor vidste ikke, at de lange praktikforløb havde taget så hårdt på ham. Hun tager derfor Jakob med dem hjem, og kort tid efter ringer han til Erhvervsskolen Vestjylland og fortæller, hvad der er sket.
Den håndholdte indsats
Fra Jakob genoptager kontakten til Erhvervsskolen Vestjylland går der halvandet år, før han får tilkendt førtidspension og kommer i beskyttet beskæftigelse hos Me-Tri i Skjern. Ifølge Jakob har Erhvervsskolen inden da forsøgt at sætte et fleksjob op i samarbejde med kommunen, men det går ikke.
”Jeg kunne ikke arbejde på samme måde som før, det kunne jeg simpelthen ikke magte. Jeg blev så deprimeret, og så kunne jeg ikke fungere med mit arbejde,” siger han.
Derfor takker Jakob ja til førtidspension og beskyttet beskæftigelse, for så er han ”færdig med det pis,” som han siger. Men selvom Enok Linde mener, at Jakob Bøndergaard trives hos Me-Tri, så er det ikke Jakobs egen oplevelse.
”Efter jeg er blevet førtidspensionist, så føler jeg lidt, at jeg ikke har noget at stå op for. Jeg kunne egentlig bare blive derhjemme og se pengene trille ind, men det vil jeg heller ikke have det bedre med. Jeg føler mig lidt som en bums, altså en samfundstaber, det føler jeg en hel del,” siger han.
Tilbage på Erhvervsskolen er Enok Linde ærgerlig over Jakobs forløb, og skulle han gøre det om, ville han have fulgt Jakob tæt efter STU.
”Det, der går galt, er, at vi slipper ham. Vi skulle have insisteret på at holde ham og sige, vi skal nok holde Jakob i hånden og få det her på plads. Ligesom vi har gjort med de fleste af vores andre unge mennesker, der har været i Joballiancen.”
Men fordi Jakob var en af de første elever i Joballiancen, så var samarbejdet ikke på plads endnu, og alle i partnerskabet skulle finde deres ben. Derfor mener Enok Linde også, at det er et fælles ansvar, at Jakob endte, hvor han gjorde.
”Jobcentret tog over, hvilket egentlig ikke ligger i Joballiancen. Men det var lige i starten, og vi skulle finde hinanden. Som STU skulle vi jo have opbygget en relation til jobcentret, hvor de fik tillid til os, og det var Jakob en af prøvekludene på,” siger han.
I dag er den tillidsfulde relation bygget op, og det nyder de unge godt af, når de færdiggør deres STU. Blandt dem, der er blevet fulgt tæt af Erhvervsskolen Vestjylland efter STU, er der ingen historier, der minder om Jakobs, og det er der en god grund til, mener Enok Linde. Ifølge ham går det hurtigere med at få tilmeldt en sag til et møde på rehabiliteringsteamet, når STU samarbejder med jobrådgiver om at få det gjort.
Ligeværd ville gerne have spurgt en sagsbehandler i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvad det siger om Joballiancens potentiale, når man ser på resultaterne med de unge, som har gennemført forløbet og er blevet fulgt af STU efter endt uddannelse, men det har desværre ikke været muligt. I en mail skriver afdelingsleder i kontanthjælp særlig indsats, Joan Thyregaard, om erfaringerne med Joballiancen, at ”Vi synes ikke, at det påvirker vores opgaver i den daglige sagsbehandling, men det har betydning for den unge, at der er en genkendelig kontaktperson, som kan vejlede dem ind i jobcentret og evt. andre forvaltninger. Joballiancen udfylder en rolle som virksomhedskonsulent og mentor, der ellers vil blive varetaget af andre af jobcentrets tilbud.”
Tilbage på Erhvervsskolen tror Enok Linde, at Jakobs liv havde set anderledes ud, hvis de havde holdt kontakten med ham, men han er ikke sikker på, at Jakob var endt med andet end førtidspension.
”Den pension han har fået, den kunne han have fået to år før,” siger han.
”Og han kunne have undgået et selvmordsforsøg.”
