Styrk din viden om børn og unges neuroprofiler og hjælp dem til bedre trivsel
Styrk din viden om børn og unges neuroprofiler og hjælp dem til bedre trivsel med Ligeværds nye uddannelse i "Den nye neuropædagogik". Uddannelsen er udviklet i samarbejde med psykolog Kirsten Callesen, som også underviser på uddannelsen.
Uddannelsen består af tre moduler over tre dage med fokus på børn og unges neuroprofiler i et samfund med stigende krav til akademisk formåen og tilpasningsevne. Summen af mange børn og unges udfordringer påvirker dem i en grad, så de udvikler belastningsreaktioner – herunder angst, depression, lavt selvværd og afmagtsfølelser. Samtidig ses en stigning af elever med autisme og/eller ADHD-diagnoser. De kan have svært ved at føle sig forstået og inkluderet i den almene folkeskole. Alle moduler tager afsæt i den mest relevante viden vedrørende psykologiske, undervisningsmæssige og diagnosefaglige teorier. Det hele bliver formidlet på en kreativ og interaktiv måde.
ER UDDANNELSEN NOGET FOR DIG?
Uddannelsen er rettet mod medarbejdere på STU-steder, specialefterskoler og folkeskoler. Den er også meget relevant for PPR-kontorer, socialrådgivere
og psykiatrien. Andre med interesse i at uddanne sig i Den Nye Neuropædagogik er også velkomne. Uddannelsen er tiltænkt hele medarbejdergruppen, så der kan arbejdes ud fra et fælles grundlag.
HVORFOR ER DENNE UDDANNELSE VIGTIG?
Gennem de seneste 10-15 år har Folkeskolen som læringsplatform vist sig at være for snæver for mange børn og unge. Dette afspejles i det eksplosive ufrivillige skolefravær over hele landet. En forudsætning for at skabe et godt læringsmiljø er, at eleverne føler sig trygge, og at deres hverdag er meningsfuld. På uddannelsen Den nye neuropædagogik er fokus netop på, at deltagerne får viden om børns nye neuroprofiler, så man forstår hvordan og hvorfor eleverne reagerer så markant anderledes end tidligere, og hvilke strategier man skal gøre brug af, så eleverne kommer i trivsel og bliver læringsparate i de rigtige læringsmiljøer.
DIT UDBYTTE
Når du har gennemført de tre moduler, har du styrket din viden om børn og unges neuroprofiler, og du er i stand til at:
- Forstå hvordan hjernen og nervesystemet er en del af et menneskes identitet og selvopfattelse, samt bruge denne viden i selvforståelsessamtaler med studerende/elever med særlige behov.
- Bruge konkrete strategier i hverdagen, som øger de vigtige signalstoffer (dopamin, serotonin, endorfiner og oxytocin), som styrer hjernens processer og energisystemer.
- Få et klart indblik i, hvad neurodiversitet og neurodivergens betyder, samt få en præcis forståelse for, hvilke typiske diagnoser som anvendes mest i dag, som fx autisme, ADHD/ADD, angst, depression, spiseforstyrrelse, OCD samt ekstrem kravundgående adfærd.
- Bruge viden om neurodiversitet i hverdagen med fokus på strategier, som afhjælper både studerende/elever og fagpersoner. Du vil blive indført i en række metoder, som hjælper med at støtte og kompensere for de udfordringer, som mange neurodivergente personer oplever.
- Få et dybere kendskab til hvad belastningsreaktioner og traumetilstande egentlig er. Gennem de senere år har vi set en stigning i mistrivsel og nogle gange skolevægring hos mange studerende/elever. Kurset vil have fokus på årsagerne til denne mistrivsel samt komme med løsninger på, hvordan trivslen kan komme i fokus.
- Få en palette af strategier til at støtte samtaler og øge selvindsigt hos de studerende/elever, som du har en relation til. Det indbefatter strategier til at afhjælpe belastningstilstande, samt kognitive værktøjer som på en kreativ måde vil støtte den unges identitet og selvopfattelse.
OM UNDERVISEREN
Kirsten Callesen er klinisk psykolog med speciale i Autisme og ADHD samt øvrige neuropsykiatriske tilstande. Kirsten er stifter af Psykologisk Ressource Center, som er en privat praksis med speciale i Autisme, ADHD og Traume- og belastningstilstande.
I 2014 skabte Kirsten en højt specialiseret dagbehandlingsskole i København, Søstjerneskolen, hvor hun har specialiseret sig i uddannelse og behandling af normalt begavede børn og unge med autisme, som har en kompleks komorbiditet, herunder PDA, Belastningsreaktioner, PTSD og Kompleks PTSD. Kirsten er medforfatter til KAT-kassen, som siden 2002 har været et vigtigt og autismevenligt kognitivt samtaleværktøj for personer med neuroaffektive udfordringer.
Bliv klogere på Kirsten Callesens arbejde i artiklerne Kirsten Callesen: ”Folkeskolen overtager summen af det pres børnene har været i fra de tidlige institutioner” og Forælder til skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd.
DATOER
Torsdag den 10. oktober
Torsdag den 7. november
Torsdag den 28. november
Alle dage kl. 9.00-15.30, med morgenkaffe fra kl. 8.30.
PROGRAM
MODUL 1
Undervisning om hjerne og nervesystem med fokus på, hvorfor der opstår øget belastning hos så mange elever, og hvilke grundlæggende strategier man kan gøre brug af i et læringsrum, så trygheden og mental helse øges hos den enkelte elev.
MODUL 2
Gennemgang af hele spektret af diagnoseprofiler, med særlig fokus på autisme, ADD/ADHD, angst, OCD, kravundgående adfærd (PDA), og sanse- og spiseforstyrrelser. Gennemgang af strategier til, hvordan man som lærer og pædagog skal forholde sig, når læring og undervisning skal tage hensyn til de forskellige neuroprofiler.
MODUL 3
Fokus på de særligt belastningsramte elever, som udviser nedsat kravkapacitet, angst for tab af kontrol og undgåelsesadfærd som coping strategi. Hvilke strategier skal man gøre brug af, så de mange elever med høj kompleksitet kan tage del i fællesskabet og øge meningsfuldheden i deres læringshverdag?
Download beskrivelse af uddannelsen her: Uddannelse - Den Nye Neuropædagogik med Kirsten Callesen - efterår 2024
MULIGHED FOR CERTIFICERING
Når du har gennemført de tre moduler, har du mulighed for at deltage i en specialiseringsuddannelse i foråret 2025. Her er det overordnede mål at kunne forstå og formidle Den Nye Neuropædagogik, så du kan blive instruktør og supervisere internt. Specialiseringsuddannelsen er et ”Teacher Training” program med udgangspunkt i Den Nye Neuropædagogik udviklet af psykolog Kirsten Callesen.
Dato og tid
Start:
10. oktober 2024 | 08:30
Slut:
10. oktober 2024 | 15:30
Sted
Munkegården
Vejrupvej 2
5464 Brenderup
Kontakt
Tina Navne
tina@ligevaerd.dk
22268562
Pris
Medlem af Ligeværd Fagligt Forum: 5.200 kr.
Ikke medlem af Ligeværd Fagligt Forum: 7.000 kr.
Beløbet er ikke momspligtigt. Priserne er inkl. forplejning og
kursusmateriale.
Tilmeldinger er lukket til denne event.