Camilla Lykke Jensen og Kamilla Viktoria Hansen er tilknyttet Det Blå Hus, som er det sidste nye skud på stammen, af aktiviteter på Lille Vildmose Produktionsskole. 

Tekst og foto: Peter Christensen 

I maj 2016 åbnede en 350 kvadratmeter stor butik i det Blå Hus, i Danmarksgade i Kongerslev. Lokalerne husede tidligere en tøjbutik, men huser nu Lille Vildmose Produktionsskoles butik. 

Hvor Mou Hotel er en træningsbane, med alt indenfor drift af et hotel, er butikken – i det bogstaveligt talt blå hus – træningslejren for at arbejde i butik. Ideen med butikken er både at få skolens egne produkter fra værkstederne ud over kanten og sælge andre produkter også. 

– Det er et hyggeligt og rart sted at være, siger Camilla, der er KUU –elev (Kombineret ungdomsuddannelse) 

– Vi lærer at begå os i butikken og lærer at håndtere mange forskellige ting og situationer, siger Kamilla, en anden KUU-elev. 

Butikken er en slags hybrid mellem en genbrugsbutik og en livsstilsbutik. Butikken er et slaraffenland af så vidt forskellige sager som møbler, malerier, porcelæn på den ene side og på den side gevirer fra vildmosen, tøj og såmænd også en blomst, hvis det skal være.

– Vi er gode til at støtte hinanden, også når det er svært, siger Camilla om dagligdagen i butikken. 

– Vi forsøger altid at gøre dagen så god som muligt for alle, bakker Kamilla op. 

Spændende og sjovt 

Eleverne og underviserne på stedet, værkstedsleder Rigmor Sams Jørgen og underviser Nanna Thune, har gjort meget ud af få lokalerne til at være spændende at gå på opdagelse i. Så der er små lommer, der adskiller sig og et hjørne bagerst fremstår som et besøg i farmors kolonihavehus, og hjørnet benævnes også sådan. Humoren er der også plads til, for den der forstår at kigge ordentligt efter. Det er næppe mange butikker, hvor man vil stille en udstoppet fasan til slag på en hylde, med skiltningen ”fugl” – eller fowl, som det retteligt hedder på de kanter. 

Der ryger cirka 1000 varenumre over disken hver måned. 

– Den erfaring eleverne får her, er jo en god ballast, når eleverne skal ud i praktik. Praktikstederne bliver ofte overrasket over hvor meget eleverne kan og hvilke opgaver de kan sættes til, fortæller Rigmor Sams Jørgensen. 

Og der er mange arbejdsmuligheder at stifte bekendtskab med i butikken. Det spænder fra opstilling af varer og dekoration af butik og vinduer, kundeservice og betjening. De bliver undervist i forberedelse til salg, prissætning og klargøring af varer. Eleverne arbejder også med servicefunktioner, oprydning og indpakning af varer med hensyn til skrøbelighed og udseende. I Butikken er der, som på skolens øvrige værksteder både, elever i gang med en KUU Uddannelse, STU elever samt ordinære produktionsskoleelever der bruger butikken som springbræt til en KUU- Uddannelse i butik og service, hvor de kan blive erhvervsassistenter, når de er færdige. 

Spejler sig og støtter hinanden 

Eleverne spejler sig i hinanden, inspirerer hinanden og bemærker, når en elev er på vej i uddannelse. De er også gode til at være hinandens støtter 

– Vi er gode til at støtte hinanden, også når det er svært, siger Camilla om dagligdagen i butikken. 

– Vi forsøger altid at gøre dagen så god som muligt for alle, bakker Kamilla op. 

Lille Vildmose Produktionsskole har stort fokus på mobning. Det er et stort forbudt-skilt på mobberi og det accepteres under ingen omstændigheder. 

– Man kan jo ikke lære noget, hvis man bliver mobbet. Bare fordi nogle ikke kan finde ud af det, skal de ikke ødelægge det for andre. Der er en tillid og åbenhed her, og underviserne bakker os altid op. Vi kan stole på de gør som de siger, forklarer de to elever videre om tonen og ånden på stedet. 

Næste projekt i butikken bliver indretningen af en lille cafe til de kunder, der dropper forbi. Og det er der mange i Kongerslev der gør: slår vejen forbi det blå hus i Danmarksgade, ser hvad butikken nu har at byde på eller får en kop kaffe og en sludder med elever og lærere. 

Vi står klar til at hjælpe

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse