2019 er jubilæums år for Ligeværd. Det er 50 år siden Inger Agnethe Grenness stiftede Landsforeningen til støtte for sent udviklede sammen med en række engagerede mennesker, der havde blik for en målgruppe, som på mange måder var glemt af offentligheden.
Det var denne forening, der senere fik navnet Ligeværd efter ønsket om at skabe ligeværdighed for alle mennesker uanset de udfordringer, de måtte have.
Nogen vil måske sige, at efter 50 års arbejde må vi vel være kommet i mål med ligeværdigheden. I et rigt samfund som vores, må der vel være muligheder for at ryde forhindringerne af vejen for dem iblandt os, der har det svært. Vi skulle vel have ressourcerne til at kompensere de borgere, der har et handicap eller udfordringer, der gør, at de ikke har samme muligheder som andre.
Vi er kommet langt på de 50 år, Ligeværd har eksisteret. Vi har skabt mere opmærksomhed omkring borgere, der har udfordringer. Vi har også fået et bedre blik for de ressourcer, disse mennesker har. Flere borgere med kognitive handicap får mulighed for at bidrage til fællesskaberne.
Men der er både hår i suppen og sten i skoene. For når vi måler vores samfund på ligeværdighed, så er der på mange måder langt igen. I skolen får langt fra alle børn med særlige behov den hjælp, de har behov for. Kommunernes inklusionsbestræbelser handler alt for ofte om at spare penge, selv om det bliver pakket ind i fine ord om folkeskolen som inkluderende fællesskab.
Når de unge skal videre i uddannelsessystemet – ofte på en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, så er der heller ikke meget ligeværdighed. Hvor andre unge har mange valgmuligheder, så begrænses valgfriheden for unge med særlige behov drastisk i mange kommuner. Analyser af STU viser, at ganske mange kommuner kun giver unge mulighed for at tage deres STU et sted – den kommunale stordrifts institution.
Det viser sig desværre, at kommunernes spareiver alt for ofte rammer netop denne gruppe af unge. Og i de fleste tilfælde betyder det, at de ikke får den tilstrækkelige støtte og hjælp til at finde et passende job. Resultatet bliver, at unge og voksne med særlige behov har en meget lavere beskæftigelsesgrad end andre unge og voksne. Så heller ikke i adgangen til arbejdsmarkedet hersker ligeværdigheden.
Her 50 år efter stiftelsen af vores forening må konklusionen være, at der fortsat er et stort behov for Ligeværd. Der er fortsat en stor gruppe af børn, unge og voksne, der har brug for, at nogen taler deres sag, og at nogen støtter de forældre, der dagligt kæmper for blot en smule ligeværdighed. Vi ved godt, at vi kæmper mod stærke kræfter, som handler om økonomi. Men vi bliver ved med at insistere på, at velfærd, menneskelig trivsel og ligeværdighed kommer først. Så vi kæmper videre.
Jørn Lehmann
Formand for Ligeværd