Ligeværd er kommet med i finansloven og får dermed 1,1 mio. Kr. årligt til børn, unge og voksne med særlige behov i 2022-2024.
Da Ligeværds direktør, Esben Kullberg, tjekkede den netop aftalte finanslov, lød der et bragende jubeludbrud efterfulgt af “LIGEVÆRD ER MED PÅ FINANSLOVEN” fra hans kontor.
I finansloven står der:
“Aftalepartierne er enige om at øge støtten til Foreningsfællesskabet Ligeværds arbejde med at skabe bedre uddannelses- beskæftigelses-, bolig- og sociale vilkår for mennesker med særlige behov, som skal gå til ansættelse og løbende efteruddannelse af rådgiverne. Der afsættes 1,1 mio. kr. årligt i perioden 2022-2024.”