Michael Østerberg Nielsen er en mand med særlige behov, men han er også en ung mand med et budskab: Det skal gøres nemmere for unge med særlige behov at få et arbejde. 

Michael bor i egen bolig og arbejder i dag på Ulvsbjerggård ved Middelfart. Hans vej mod selvstændighed og anerkendelse har været lang.  

Tekst: Peter Christensen 

Har du et budskab du gerne vil ud med Michael, spørger jeg ham til sidst under samtalen. Michael tænker sig om et kort sekund, han har tydeligvis tænkt på det inden jeg kom, og siger: 

– Det skal gøres nemmere for os at komme ind på arbejdsmarkedet i stedet for at bliver parkeret. Desværre har reformerne ikke gjort det nemmere. Ydelserne er blot sat ned. 

Michaels arbejde 

Vækkeuret bimler kl. 4 om morgenen hos 24 årige Michael. Han skal møde på Ulvsbjerggård kl. 4:45. Køerne skal malkes. 

– Jeg har vænnet mig til at stå tidligt op. Det bedste er at komme ud til køerne og sige god morgen og klø dem lidt bag øret, siger han om det for de fleste andre meget tidlige tidspunkt. 

Michael deltager i malkning, men også i for eksempel snitning af græs. Han kører traktor en gang i mellem, men vil helst gå ved køerne. Hellere ved køerne end at pløje i 2 timer. Han ved hvad han skal gøre, så landmanden Hans Rasmussen, Ulvsbjerggård ved Svenstrup, behøver ikke bruge tid på at sætte ham i gang. 

Det er vigtigt for Michael, at tingene bliver gjort ordentligt, ellers kan vi lige så godt lade være, som han understreger. Han bliver til arbejdet er færdig og tager så fri en anden dag. 

– Det er dejligt at have noget at stå op til. Jeg kan ikke gå derhjemme, så bliver jeg træt på forkerte måde. Det har jeg prøvet i 2 måneder, og det kan jeg ikke holde ud, fortsætter han. 

– Det er dejligt, at jeg er en del af puslespillet. At det jeg kan betyder noget for andre. Det har styrket mit selvværd meget, og jeg tror mere på mig selv. 

Den hårde folkeskole 

Michael er født og opvokset i Assens og havde hele sin folkeskoletid der. 

– Jeg skilte sig ud fra mængden, havde svært ved at følge med og modtog specialundervisning i hele min folkeskoletid. Jeg blev hurtigt sat i bås, og var let at falde over og drille, fortæller han. 

Michael blev mobbeoffer. Når drengene havde drengeaften, var han som den eneste ikke inviteret med. Og ”klassikeren”, når der skulle vælges hold, var en barsk og grim realitet i hans verden. Han endte altid med at stå alene tilbage. 

Efter 7 år i folkeskole i Assens skulle han flyttes til Hårby Skole. Det magtede han ikke; at blive overflyttet til en større skole med de samme elever som mildest talt ikke havde været ordentlige i de foregående 7 år. 

Dybbøl Efterskole 

Det blev anledning det første brud, der varslede nye tider i hans liv. Han mødte ligeværdighed, anerkendelse og et helt andet pædagogisk tankesæt, der kom ham og hans udfordringer i møde. Han fik endelig også et socialt liv med venskaber. Stedet var Dybbøl Efterskole. 

– Der skete virkelig noget. Jeg fik meget hurtigt venner. Det havde jeg jo ikke i folkeskolen, erindrer han. 

På Dybbøl Efterskole blev Michael blev mødt på hans faglige niveau, så han kunne modtage den rette undervisning, og han oplevede at det gik bedre med at følge med, og han oplevede for første gang i sin skoletid ikke at være til overs og følelsen af at være en del af et fællesskab med andre. 

– Jeg glemmer aldrig de to år. 

Munkegården 

I slutningen af opholdet på efterskolen blev han sendt i 14 dages praktik på Munkegården efter anbefaling fra en UU vejleder i Assens. På det tidspunkt var STU, Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, lige startet. Det Michael kom til at opleve på Munkegården lå i direkte forlængelse af hans oplevelser på Dybbøl Efterskole. Han blev fra første færd modtaget med anerkendelse og respekt af medarbejdere og skolens andre unge. 

Efter praktikken var det klart for Michael, at det var på Munkegården han ville. Michaels forældre skulle først forbi nogle trælse bryderier med kommunen, men Michael og forældrene stod fast ved, at Munkegården var det rigtige tilbud til Michael og efter yderligere bryderier med kommunen om botilbuddet, lykkedes det at få bevilliget de 3 år som STU elev på Munkegården. Michael var en af Munkegårdens første STU elever. 

– Jeg valgte hurtigt landbrugslinjen. Det var mit store ønske at arbejde med dyrene, det elsker jeg, og det havde de jo på Munkegården. Kalve, grise, får, ænder og kalkuner og siden kom heste til, fortæller Michael 

I sine tre år på Munkegården fik Michael lært at passe dyrene, at køre traktor, pløje og høste, sammen med den dannelsesrejse, som alle samtaler og snakken under arbejdet om personlige problemer og sociale udfordringer førte med sig af udvikling oven i den rent faglige. Han benyttede sig af tilbud om at tage et kørekort, hvor Munkegården betalte grundpakken. Summen af det hele var gevaldigt løft af selvværd og selvtillid. 

Opholdet på Munkegården indebar også et bofællesskab med 5 andre i et hus, hvor alle hjalp med til at få fællesskabet til at fungere med rengøring, madlavning og fælles aktiviteter. Det er erfaringerne herfra som Michael har bragt med sig videre ud i hans eget selvstændige liv i egen bolig. 

Fire år efter holder de venskabsbånd, der blev knyttet på Munkegården, stadig. De unge mødes privat og i UFL Lillebælt. 

På Stationsvej 

Munkegården hjalp også Michael godt på vej efter hans STU. En socialrådgiver hjalp med at udfylde papirer til indmeldelsen og søge indskudslån og boligsikring til en lejlighed på Stationsvej i Middelfart. 

Det er en 45 kvadratmeter lys og venlig lejlighed med stue, bad, køkken og entre, som Michael har indrettet hyggeligt og tydeligvis er rigtig god til at holde ren og i god stand. 

– Jeg kunne ikke selv have overskuet at blive skrevet op til lejligheden og søge om lån og boligsikring. Jeg er rigtig glad for at bo her. Jeg er på Hej-med-dig-niveau med naboerne, hvoraf nogle har boet her i over 45 år, fortæller Michael. 

– I starten var jeg på kontanthjælp. Det var meget stramt, men jeg klarede det. Jeg har altid været god til at spare på mine penge. Nu er det noget andet. Nu får jeg min medhjælperløn og har endelig fået et selvstændigt liv, men jeg har mødt mange barrierer inden. Jeg har en frivillig mentor. Det er en stor hjælp. Vi skriver over Facebook og mødes, hvis vi aftaler det der. 

EGU 

Efter STU gik der et par måneder, inden Michael kunne starte på en EGU på Middelfart Produktionsskole. I den periode var han i aktivering som pedelmedhjælper på et gymnasium. 

– Jeg kan ikke gå i og uvished tænke ”hvad nu”. Jeg ville ud af kontanthjælpssystemet. Jeg troede det var muligt at få et flexjob, men det er blevet gjort sværere, så jeg skulle først arbejdsprøves, fortæller han. 

I mellemtiden fik han en mentor, der var god til at presse på og foreslog EGU. ”Så du kan få dagpenge bagefter” var den noget fornærmende og nedladende kommunale reaktion i første omgang til en ung mand, der bare ønskede sig uddannelse og at komme ud af kontanthjælpssystemet. 

Efter en måned kom Michael i praktik hos en landmand i Fjelsted. Han var der i knapt 1 år, men kunne ikke fortsætte efter periodens udløb, da landmanden ikke havde opgaver nok. To uger før han ville ende på kontanthjælp igen, fandt han med hjælp fra Middelfart Produktionsskole en ny praktikvært. 

Michael gennemførte sin EGU med et bevilliget ekstra år til at fuldføre. Han arbejder i dag på Ulvsbjerggård, som var den nye praktikvært. På den måde blev den fornærmende kommentar fra en sagsbehandler gjort til skamme. Og Michaels drøm gik i opfyldelse. 

Vi skal ikke parkeres 

På sæt og vis er vores samtale dermed igen landet ved Michaels budskab. Det skal være lettere for unge med særlige behov at få et arbejde. 

– At lande på kontanthjælp er rigtig ubehageligt. Det er for dårligt, at vi kan risikere at blive parkeret i et kontanthjælpssystem, bare fordi man ikke er som andre, siger Michael. 

– Altså – hvis jeg kunne, havde jeg jo taget en ordinær erhvervsuddannelse, men det kan jeg ikke. Og med karakterkravene til erhvervsuddannelserne er det jo blevet endnu sværere for dem, der har det svært bogligt og svært ved at huske, fortsætter han og understreger: 

– Det hele kræver også, at virksomhederne er med og kan give et arbejde, hvor der kan blive taget de nødvendige hensyn. 

Vi står klar til at hjælpe

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse