I 2016 påbegyndte Ligeværd beskæftigelsesprojektet ViVirk’R, der har til formål at udvikle og implementere en model for virksomhedsrettede ressourceforløb for unge med handicap. Sabina er en af de borgere, der kom i ressourceforløb gennem projektet. Hun var med hjælp fra jobkonsulenten hos Randers Bo- og Erhvervstræning kommet langt i sin vej ud på arbejdsmarkedet, men så hjemtog Randers kommune pludseligt den virksomhedsrettede indsats. Da kommunen overtog ansvaret for Sabinas virksomhedspraktik, gik det kun én vej for Sabina: Tilbage. Udtrykt med Sabinas egne ord: ”Det hele blev et helvede, rent ud sagt.”
Fra stofmisbrug og selvmordtanker til STU
Sabinas liv har ikke været let. Omsorgssvigt i familien, problemfyldt skolegang, mange skoleskift, stofmisbrug og selvmordstanker. I flere år lykkedes det ikke for hende at få den rette hjælp til at få fast grund under fødderne. Efter en del tumult fik Sabina et Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelsesforløb (STU) på Randers Bo- og Erhvervstræning (RBE). Men også det husker hun som noget problematisk i starten:
”Det endte med at være rigtig godt. I starten kunne jeg ikke møde og havde ikke lyst til at være her, fordi der var en masse ballade. Men så fik vi lagt et skema. Nogle dage kom jeg bare og snakkede med en voksen og tog hjem igen. Andre dage deltog jeg i undervisningen. Det hele foregik i mit tempo, når jeg var klar på det.”
Mødestabil medarbejder i Føtex
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) gav i 2016 RBE og tre andre socialøkonomiske uddannelsessteder mulighed for at arbejde med nogle af deres borgere i beskæftigelsesprojektet ViVirk’R. Sabina var en af dem. Hun kom i et ressourceforløb med en jobkonsulent fra RBE.
”Da jeg stadigvæk var tilknyttet RBE, gik det faktisk rigtig godt. Jeg havde rigtig meget succes i praktikken. De fejl og justeringer, der var, fik vi hurtigt rettet, og fandt ud af, at jeg bliver meget nemt påvirket, hvis der er noget privat, der går mig på. Det er nok til, at jeg ikke kan møde. Så vælter det hele i mit hoved,” fortæller Sabina.
Hun fortæller videre om, hvordan RBE’s jobkonsulent i samarbejde med praktikstedet, Føtex prøvede alt muligt. Blandt andet afprøvede de forskellige mødetidspunkter for at se, hvornår Sabina arbejdede bedst. Og forsøgene gav gode resultater, for Sabina blev mødestabil.
”Jeg fik gode kollegaer og glade kunder. Der var et godt sammenhold,og jeg fandt selv en tilfredsstillelse ved at servicere kunder. Jeg fik meget mere ros, end jeg havde regnet med. Jeg blev også mødestabil, fordi jeg fik lov til at prøve at møde på forskellige tidspunkter. Det er vigtigt for mig, at det foregår i mit tempo. Når man f.eks. spørger mig, om jeg kan møde en time tidligere, så siger jeg, at det vil jeg gerne lige arbejde på. Det fungerer ikke for mig at få det at vide med det samme. Sådan var det i Føtex. Det gjorde, at jeg kunne tage en halv time ekstra en gang i mellem”.
Kommunens pres ødelagde Sabinas positive udvikling
Sabina kom i rigtig god udvikling i sin tid med jobkonsulenten fra RBE og virksomhedspraktikken i Føtex. Hun fik ros for sit arbejde af både kolleger og kunder, og i lyset af alle succeserne begyndte hun selv at tænkte, at hun var ved at være klar til et fleksjob. Men så let skulle det ikke gå, for Randers kommune valgte at hjemtage alle deres borgere i ViVirk’R. Det betød, at Sabina fik en kommunal jobkonsulent tilknyttet i stedet for jobkonsulenten i RBE, og det har haft negative konsekvenser for Sabina.
”Ud fra min synsvinkel, så bliver jeg ikke længere lyttet til. Jeg bliver presset for meget. Efter jeg fik den nye jobkonsulent, har jeg været sygemeldt i fjorten dage, hvor jeg var nede ved min læge og var fuldstændig grædefærdig. Det var noget med, at når jeg var syg, så skulle jeg indhente det, så det endte med, at jeg arbejdede i weekender. Det hele endte med at blive uoverskueligt, så jeg til sidst gik til lægen,” fortæller Sabina.
”Jeg bliver presset af både min jobkonsulent og min sagsbehandler. Det, min jobkonsulent gør, får hun jo besked på at min sagsbehandler. Min sagsbehandler begyndte allerede i 2016 at snakke om, at jeg skulle stoppe på Randers Bo- og Erhvervstræning og komme videre. Nu var jeg klar til at få et fleksjob. I min gode tro, så troede jeg jo på det, for jeg vil også gerne videre og have en afklaring. Så det sagde jeg selvfølgelig ja til. Men efter jeg kom væk fra Lene (jobkonsulent i RBE), blev det hele bare et helvede, rent ud sagt”.
”Min egen oplevelse er, at jeg har været klar til et fleksjob længe. Jeg burde at have fået en afklaring for et godt stykke tid siden. Men så snart det går godt, skal jeg sættes op i tid og have bygget dage på. Presset har gjort, at jeg ikke kan holde til så meget mere. Mit bristepunkt er blevet tre timer tre dage om ugen. Jeg kan ikke længere tage et kvarter eller en halv time ekstra. Det er jeg simpelthen blevet for ødelagt til. Jeg tør heller ikke at gøre det, for så snart jeg viser, at jeg kan tage ti minutter mere en dag, så skal det bare være fast og så skal det på alle dage,” fortæller Sabina om det pres, hun har oplevet, efter Randers kommune overtog ansvaret for hendes virksomhedspraktik.
”Jeg synes, det har skadet mig mere at være så lang tid i systemet. Jeg kan mærke på min egen krop og min egen psyke, at jeg får det værre og værre. Jeg kan arbejde mindre og mindre. Og jeg har mindre og mindre overskud til ting både på arbejdet og hverdagsmæssigt,” lyder Sabina Mogens noget triste konklusion på, hvad hendes kommunale ressourceforløb har ført til.
