Beskæftigelse

Jobcentrene nedlægges. Unge med særlige behov risikerer at betale prisen

Af

Mens kommunerne omorganiserer beskæftigelsesindsatserne, nedlægger jobcentre og fyrer medarbejdere, er spørgsmålet, hvem der tager ansvar for de unge, der har brug for mest støtte.

Hvis man arbejder med beskæftigelsesindsatser for udsatte unge, er det tydeligt, at kommunerne er i gang med den største omstilling af beskæftigelsesindsatsen i årtier. Der skal spares omkring 3 mia. kr. årligt, og op mod hver fjerde jobcentermedarbejder vil antageligt forsvinde. Allerede nu melder faglige organisationer og kommunale ledelser om usikkerhed, omorganiseringer og fyringer, og advarslerne lyder på, at de mest sårbare borgere risikerer at blive tabt i overgangsfasen.

Beskæftigelsesministeren har åbent erkendt, at reformen vil føre til færre ansatte i systemet, fordi “der bliver færre opgaver”. Men flere arbejdsmarkedsforskere peger på, at besparelser i den størrelsesorden næppe kan gennemføres uden konsekvenser for kvaliteten af indsatsen. Særligt borgere, der har behov for tæt, sammenhængende og langvarig støtte, kan blive ramt hårdt.

“Besparelserne rammer nogle af de mest sårbare, altså dem der har allermest brug for en hjælpende hånd fra jobcentret. De risikerer at blive ladt i stikken,” har arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard udtalt til Akademikerbladet i en artikel fra februar 2025.

Også Kommunernes Landsforening har advaret om konsekvenserne. “Vi frygter, at det i allerhøjeste grad vil ramme dem, der har mest brug for en tæt og håndholdt hjælp. Det vil give bagslag og en mindre værdig indsats for især de udsatte,” sagde Steen Christiansen, Albertslunds borgmester og formand for KL’s Arbejdsmarkedsudvalg, i forbindelse med aftalen om reformen.

 

Ressourceforløb forsvinder – ansvaret placeres lokalt

Fra 1. februar 2026 ophæves ressourceforløbsordningen. Dermed forsvinder den sidste nationalt definerede ramme for langvarige, tværfaglige beskæftigelsesforløb for borgere med komplekse problemer. Fremover bliver det alene op til den enkelte kommune at vurdere, hvordan indsatsen for borgere, der tidligere ville have været i målgruppen for ressourceforløb, skal tilrettelægges.

Reformen indebærer, at kommunerne fortsat kan sammensætte tværfaglige indsatser på tværs af beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet, men uden en fælles struktur, forpligtelse eller national ramme. I en periode præget af besparelser, personalereduktioner og organisatorisk omstilling øger det risikoen for mere fragmenterede og kortsigtede forløb.

Ophævelsen ændrer ikke kriterierne for førtidspension, men kravet om, at arbejdsevnen først skal være afprøvet i et ressourceforløb, bortfalder. Det stiller samtidig større krav til kommunernes dokumentation, faglige vurderinger og evne til at sikre sammenhæng, og det netop i en tid, hvor kapaciteten er under pres.

 

Unge med særlige behov i risikozonen

I Ligeværd er bekymringen især rettet mod unge med særlige behov, som i forvejen står på kanten af arbejdsmarkedet, og som meget sjældent profiterer af standardiserede beskæftigelsesforløb. For denne gruppe er kontinuitet, relationer og koordination mellem uddannelse, social støtte og beskæftigelse afgørende.

Tallene er i forvejen alarmerende. I 2022 var kun omkring 19 procent af unge, der havde afsluttet en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu), i job eller uddannelse et år efter. Uden målrettet og vedvarende opfølgning risikerer mange i stedet langvarige forløb på offentlig forsørgelse.

Netop derfor har Reformkommissionen tidligere peget på civilsamfundets rolle som en del af løsningen. “De gange hvor kommuner laver et systematisk samarbejde med civilsamfundsorganisationer om at få unge i job, så flytter det meget mere,” har Nina Smith, formand for Reformkommissionen, sagt i et interview med magasinet Ligeværd. (Læs interviewet her).

 

Dokumenterede løsninger findes, men kommunerne tøver

Et konkret eksempel er Joballiancen, et samarbejde mellem civilsamfund, kommuner og virksomheder, der har udviklet en særligt tilrettelagt beskæftigelsesindsats for unge med særlige behov i overgangen fra stu til arbejdsmarkedet. Evalueringer viser, at over 80 procent af deltagerne kom i job eller uddannelse. Det er et markant brud med de generelle statistikker for målgruppen. Samtidig peger økonomiske analyser på, at indsatsen kan give en offentlig nettogevinst allerede på kort sigt.

I et system, hvor ressourceforløb ikke længere findes, kan sådanne indsatser reelt fungere som den struktur, der ellers risikerer at forsvinde: langvarig støtte, stabile relationer og tæt samspil mellem borger, kommune og arbejdsmarked.

Alligevel er det Ligeværds aktuelle erfaring, at kommunerne i meget begrænset omfang har kapacitet eller overskud til at indgå i nye samarbejder netop nu. Omstillingen fylder alt.

 

Omstilling må ikke blive stilstand

Det er forståeligt, at kommunerne er pressede. Men risikoen er, at reformperioden udvikler sig til et vakuum, hvor nye løsninger sættes på pause, og hvor unge med særlige behov bliver de usynlige tabere.

Når beskæftigelsesindsatsen alligevel skal gentænkes, bør blikket løftes mod de veldokumenterede civilsamfundsindsatser, der allerede leverer resultater for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Ligeværds appel til kommunale ledere og lokalpolitikere er derfor klar: Når beskæftigelsesindsatsen alligevel skal gentænkes, bør blikket løftes mod de veldokumenterede civilsamfundsindsatser, der allerede leverer resultater for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Omstilling må ikke blive ensbetydende med stilstand. Tværtimod kan den blive et afsæt for klogere samarbejder, mere sammenhængende forløb og en beskæftigelsesindsats, der også i praksis lever op til ambitionerne om værdighed. Også for dem, der har sværest ved at råbe op.

Februar 2026

Mindre sagsbehandling, flere i job: Joballiancen lukker hullet efter stu

Af

Alt for mange unge ender i langvarig afklaring og på offentlig forsørgelse i overgangen mellem stu og job eller uddannelse. Med Model Joballiancen kan kommuner lukke hullet og løfte andelen i job og uddannelse et år efter stu fra 12 til 64 pct. Kommunen får mindre sagsbehandling, flere i job og en nettobesparelse efter få år.

Marcus drejer den store varevogn ind ad en smal gade i København. For to år siden kunne en simpel omvej give ham fysisk ubehag og få ham til at opgive at komme frem, og det var utænkeligt, at han ville kontakte fremmede.

I dag drejer han varevognen ind på byggepladsen, parkerer bilen og går op i skurvognen til mennesker, han ikke kender for at gøre det, han er blevet kendt for hos Enemærke & Petersen: Han henter defekt værktøj på firmaets byggepladser og får det til at virke igen hjemme på fabrikken i Glostrup.

”Hans mor troede ikke på det, da jeg fortalte hende den historie,” siger materialechef Niels Kristensen.

Men skiftet kom ikke af sig selv.

Det kom, fordi Marcus efter sin stu på Grennessminde fik et Joballiance-forløb: En særligt tilrettelagt beskæftigelsesindsats, hvor stu-stedet følger den unge hele vejen ud på arbejdsmarkedet og finder et match, der giver mening.

Hvert år afslutter ca. 1.700 unge en stu. Et år senere er kun 12 pct. i job eller uddannelse, mens resten overgår til offentlig forsørgelse. For unge, der som 22-årige Marcus Nebel får et Joballiancen-forløb, er billedet markant anderledes: 64 pct. kommer i job eller uddannelse et år efter stu.

Joballiancens målgruppe

Joballiancens målgruppe er unge, der har gennemført stu og har potentiale for job eller uddannelse, men som ellers risikerer langvarig offentlig forsørgelse.

Undgik førtidspension

For Marcus var udsigterne til job uden for rækkevidde. I løbet af sin stu var han socialt begrænset og ofte så presset, at praktikstederne havde svært ved at hjælpe ham. Derfor vurderede alle omkring ham, at hans udvikling pegede direkte mod en førtidspension, fortæller Vibe Friborg, praktikvejleder ved Grennessminde.

”Han var så udfordret på at komme, når der skete de mindste forandringer, og det satte sig så hårdt i ham fysisk. Så alle var overbeviste om, at han lå til en førtidspension. Også uu-vejleder og beskæftigelsesrådgiver fra kommunen,” siger hun.

Men med Joballianceforløbet kunne Vibe Friborg hjælpe Marcus i job. Mange stu-elever har meget snævre interesser og særlige behov, som kan være svære at placere og fastholde i jobmarkedet, og sådan var det også med Marcus.  Som ansat på Grennessminde kendte Vibe Friborg alt til Marcus’ interesser og udfordringer, og det var med sit indgående kendskab til ham, at hun bankede på hos Enemærke & Petersen i Glostrup og spurgte, om de havde opgaver til ham.

Det havde de.

Men Vibe vidste, at Marcus’ motivation afhang af, om opgaverne rummede det, han brændte for.

”Jeg vidste, at han kun kunne motiveres, hvis arbejdet lugtede af svejsning og kørsel på maskiner. Så jeg sikrede, at han kunne køre truck og indimellem lave små blikkenslageropgaver. Så kunne han acceptere, at der også ville være gentagende tømreropgaver,” siger hun.

Alligevel kedede han sig i starten og var svær at motivere til de opgaver, der ikke interesserede ham. Det var først, da Niels Kristensen fik øje på Marcus’ talent for at skille knallerter ad og reparere på dem, at de sammen fandt hans helt rette hylde i materielafdelingen og endegyldigt afværgede en tilværelse på førtidspension.

Med den historie er det i sig selv en bedrift, at Marcus i dag reparerer værktøj 25 timer om ugen i et fleksjob. Men det helt ekstraordinære er, at han er blevet en uundværlig del af en af Danmarks største entreprenørvirksomhedern

”Marcus løser faktisk opgaver for os, som vi ellers skulle have sendt ud af huset,” siger Niels Kristensen.

Joballiancen er ikke kun en gevinst for virksomheder og unge. Erfaringen fra pilotkommunerne viser, at modellen også giver en betydelig arbejdsbesparelse på de kommunale sagsbehandleres skriveborde. Det fortæller Camilla Stausholm, stu-vejleder i Aarhus Kommune, der var blandt de 35 kommuner i pilotprojektet.

“I Aarhus Kommune kan vi se gevinsten ved, når vi laver det her arbejde. Vi kan dokumentere, at vi har færre LAB-indsatser efter endt stu end andre kommuner, og at vi får dem hurtigere i fleksjob,” siger hun.

 

4 ting kommunalpolitikere kan gøre i morgen

Forudsætningen for at lykkes med Joballiancen er, at en kommune og et stu-sted med et specialiseret virksomhedsnetværk indgår en partnerskabsaftale.

Kommunalbestyrelser kan beslutte, at

1) Kortlægge hvilke stu-steder, der arbejder med Joballiance-forløb

2) Bede stu-stedet kortlægge, hvilke unge der passer til Joballiance-forløb inden 3. år af stu

3) Beslutte, at alle unge med potentiale for job får tilbudt et Joballiance-forløb

4) Følge op på resultaterne af Joballiance-forløb

 

Et godt match

Selvom Niels Kristensen fandt den rette hylde til Marcus, er det ikke alle virksomheder, der har muskler, erfaringer eller ressourcer, der skal til for at løfte en ung med særlige behov ind i et arbejdsliv.

Unge med særlige behov har ofte brug for stærke og forpligtende relationer, og det er en opgave, som er meget svær at løfte i det offentlige, som reformkommissionen skriver i Nye reformveje 3: ”Man kan ikke ringe til sagsbehandleren klokken to om natten, når man har brug for en erfaren voksen til at hjælpe sig.”

De fleste virksomheder i Joballiancen fortæller, at stu-stederne er afgørende for, at ansættelsen lykkes. Niels Kristensen mener, at Enemærke & Petersen nok havde klaret det alligevel, men det er en stor hjælp for Marcus, at han kan ringe til Vibe, når det brænder på.

”Hun er Marcus’ holdepunkt. Hvis den gamle idiot her (Niels Kristensen selv, red.) stiller for store krav, så har han en base i Vibe, og han kan ringe til hende når som helst. Han ved, at han får den bedste hjælp i verden,” siger han.

Og spørger man Marcus selv, så er det afgørende, at han kender Vibe godt.

”Det er lidt nemmere at kontakte hende, hvis der er et eller andet,” siger han.

En selvstændig kollega

Da Marcus startede, var han stille. Når han var færdig med en opgave, gik han først i gang, når han fik en ny. Sådan er det ikke i dag, hvor Marcus er selvkørende.

”Der er faktisk næsten ikke noget, som Marcus ikke kan løse i dag,” siger Niels Kristensen.

For nylig havde virksomheden besøg af en konsulent fra værktøjsfirmaet Milwaukee. Og pludselig opdagede Niels Kristensen, at Marcus på eget initiativ stod og snakkede med ham.

”Marcus stod og fortalte ham, hvad han syntes, der skulle være anderledes, og hvad der var galt inde i den og den boremaskine.”

Den udvikling var der ikke mange, der havde set komme, men Marcus ville ikke være den foruden. Hvis man spørger ham, hvordan et liv uden jobbet havde været, er svaret klart.

”Ja, det ville være lidt kedeligere, tror jeg. Så ville jeg jo bare sidde derhjemme og spille PlayStation og sådan noget.”

Sådan ser virkeligheden for eksempel ud for vennerne fra Marcus’ stu, som ikke har fået et Joballiance-forløb.

”Der er nogle af dem, der er på førtidspension, og der er nogle af dem, der stadig prøver lidt praktik og sådan noget. Så det er godt, at jeg har noget at stå op til og noget fedt arbejde at lave og nogle gode kollegaer at snakke med,” siger han.

Læs mere om Joballiancen

Ungeløftet: Joballiancen arbejder allerede på den måde, vi ønsker at møde de unge

Af

Joballiancen er en af de effektfulde indsatser, som kan bidrage til at indfri Ungeløftets målsætninger. Det blev tydeligt, da Ungeløftet gæstede Joballiancens netværk, hvor 12 eksisterende og potentielle partnere i Joballiancen mødte op.

”Der er stort overlap mellem den måde, vi i Ungeløftet ønsker at gå til de unge på, og den måde, Joballiancen arbejder med dem.”

Sådan lød det klare budskab, da Rebecca Holmberg Jensen, medlem af Ungeløftets sekretariat, gik på scenen og præsenterede Ungeløftet for medlemmerne af Joballiancens netværk for uddannelsessteder mandag den 8. september.

”Joballiancen har allerede et vidt forgrenet netværk til virksomheder og kommuner og samarbejder om en målgruppe, som er kompleks og har brug for et solidt skub i ryggen. Det er helt oplagt, at tænke de partnerskaber ind i Ungeløftet, hvor partnerskaber og ambitionen om at inddrage alle relevante kræfter er central” siger hun.

Gevinst for kommuner

Med Joballiancen kommer over 80% videre i beskæftigelse. Den dokumentation vækker kommunernes interesse og skaber grobund for samarbejde, fortæller Claus Tobler, direktør for Erhvervsskolen Vestjylland.

Han er en af dem, der allerede har haft succes med at implementere Joballiancen. Ifølge ham er Joballiancen ikke kun en gevinst for kommunerne og de unge, men også for skolen selv.

”Det har helt klart været en gevinst, at vi har organiseret os anderledes i forhold til den virksomhedsrettede indsats. Det betyder, at vi kan målrette vores indsatser langt bedre efter det, kommunerne efterspørger, når de skal have unge ud i virksomhederne.”

Claus Tobler efterfulgte Rebecca Holmberg Jensen på scenen, hvor han fortalte om de strategiske overvejelser i forbindelse med implementering af modellen.

”Noget af det vigtigste er at få et strategisk fokus: Passer Joballiancen ind i organisationens overordnede strategi? Hvis ikke bør man starte der. Det handler om at skabe de rette rammer og have en forretningsplan for, hvordan man vil nå i mål,” siger han.

Systemet klistrer

Ungeløftet er sat i verden for at få de 45.000 unge, som står uden for arbejdsmarkedet, med i fællesskabet. For systemet klistrer, som Rebecca Holmberg Jensen siger fra scenen. Når først de unge er kommet på offentlig forsørgelse, så er det svært at komme ud igen.

Hun var kommet til Aarhus for at lære, hvordan Joballiancen lykkes så godt, og den åbenhed er ny, men meget velkommen, fortæller Esben Kullberg, Ligeværds direktør.

Han er dog bekymret for, at kommunerne har fået alle pengene til at indfri Ungeløftets målsætninger. For hvordan sørger vi for, at kommunerne bruger pengene på de mest effektfulde indsatser?

”Det kan være en barriere. Ungeløftet bliver nødt til at løfte de indsatser frem, som har en ekstraordinær effekt, hvis deres målsætning skal lykkes,” siger han.

Temadagen samlede flere repræsentanter fra 12 eksisterende og potentielle partnere i Joballiancen til dialogen med Ungeløftet. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet har bevilget midler til at implementere indsatsen i nye partnerskaber mellem stu-steder, kommuner og virksomheder frem til 2028.

Læs mere om Joballiancen

10. september 2025

Q&A: Hvad betyder beskæftigelsesreformen for mennesker med kognitive funktionsnedsættelser?

Af

Hvad er hovedlinjerne i den nye politiske aftale om beskæftigelsesindsatsen?

Den nye politiske aftale lover “mere værdighed, større frihed og færre regler”. Beskæftigelsesreformen lægger op til afskaffelse af jobcentre, som vi kender dem, færre samtaler og mere lokal frihed. Målet er at skabe en mere effektiv og menneskelig beskæftigelsesindsats, men reformen rejser også spørgsmål om konsekvenserne for borgere med kognitive funktionsnedsættelser.

Hvilke muligheder ser Ligeværd i reformen?

Der er flere positive takter i reformen:

  • Der afsættes midler til civilsamfundsindsatser, bl.a. til Joballiancen, KLAPjob og Videnscenter om Handicap. Det er positivt – vi ved, at målrettede og helhedsorienterede indsatser, hvor civilsamfundet er involveret, virker for unge og voksne med kognitive udfordringer.
  • Kommunerne får større frihed til at tilpasse indsatsen – det kan skabe rum for skræddersyede løsninger, hvor borgerens behov og potentiale sættes i centrum.
  • Sanktioner over for udsatte borgere fjernes stort set. Det skaber et mere værdigt system, hvor tillid og relationer kan komme før kontrol.

Er afskaffelsen af jobcentrene en mulighed eller en ulempe?

Det kan være både og. Afskaffelsen af jobcentre indebærer, at kommunerne får frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen lokalt, hvilket kan føre til mere fleksible og tilpassede tilbud. For borgere med kognitive funktionsnedsættelser betyder det, at støtten kan blive mere individuelt tilrettelagt, men det afhænger af den enkelte kommunes prioriteringer og ressourcer.

Hvilke udfordringer ser Ligeværd i reformen?

Der er også væsentlige bekymringer.

  • Afskaffelsen af ressourceforløb og mentorordninger, uden garanti for at noget andet træder i stedet, kan ramme mennesker med kognitive funktionsnedsættelser hårdt. For mange er netop den langvarige, tillidsbaserede relation afgørende for at kunne tage skridt mod uddannelse eller job.
  • Når staten træder tilbage og overlader mere til kommunerne, øges risikoen for ulighed. Vi frygter, at mennesker med særlige behov i nogle kommuner vil opleve færre muligheder og støtte end i andre.
  • En samlet besparelse på 2,7 mia. kr. kan komme til at koste på kvaliteten. Hensigten er forenkling og frisættelse. Men besparelsen kan i praksis ende med at betyde færre ressourcer til individuelle indsatser. Det kan påvirke kvaliteten af støtten til unge og voksne med særlige behov negativt.

Hvad er Ligeværds vigtigste budskab i forhold til reformen?

Beskæftigelsesreformen rummer positive takter – især tillidsdagsordenen og civilsamfundsinddragelsen. Men vi må insistere på, at reformens frihed også bruges til at styrke de specialiserede og langsigtede indsatser for dem, der ikke bare kan og vil – men som har brug for støtte til at kunne og turde.
Vi vil komme til at følge udviklingen tæt, og vi står klar til dialog med både politikere og kommuner for at sikre, at mennesker med kognitive funktionsnedsættelser ikke bliver glemt i forenklingens navn.

​

Hvornår træder aftalen i kraft?

Aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen træder i kraft i to faser:​

Fase 1: Tidlige initiativer implementeres med ikrafttrædelse henholdsvis 1. februar 2026, 1. juli 2026 og 1. januar 2027 for de tiltag, der er forligsbelagt med forlig om førtidspension og fleksjob.​

Fase 2: Den nye hovedlov om en aktiv beskæftigelsesindsats og ændringslove træder i kraft 1. januar 2027, hvilket omfatter alle resterende tiltag, herunder ny målgruppestruktur mv. ​

Se mere på side 13 i Aftale om reform af beskæftigelsesindsatsen: https://bm.dk/media/ymybm2xe/aftale-om-reform-af-beskaeftigelsesindsatsen.pdf


Læs mere om Ligeværds arbejde med beskæftigelse for unge med særlige behov

Ny beskæftigelses-alliance ser dagens lys: STB-alliancen

Af

Unge med særlige behov opnår i alt for ringe grad en god tilknytning til arbejdsmarkedet. Det vil en ny alliance med fokus på særligt tilrettelagt beskæftigelse (STB) ændre på.

Ligeværd har sammen med Gladfonden, Fonden Unges og LEV taget initiativ til at starte en ny alliance, STB-alliancen, som skal sikre unge med kognitive funktionsnedsættelser en vej ud i beskæftigelse.

 

”Ligeværds analyse om stu-elevers tilknytning til arbejdsmarkedet viser, at vi faktisk ikke er blevet bedre til at hjælpe de unge videre fra stu og i job i den seneste 10 år. Der er derfor behov for, at vi går sammen og løfter opmærksomheden på de særligt tilrettelagte beskæftigelsesindsatser som virker, men som kun i alt for ringe grad bliver brugt. Vi er derfor ca. 20 civilsamfundsorganisationer og uddannelsesaktører, der er gået sammen for at løfte opmærksomheden på det, vi kalder Særligt Tilrettelagt Beskæftigelse, STB. Med STB-alliancen ønsker vi dels af gøre opmærksom på de gode indsatser der allerede findes og arbejde på, at lovgivningen på beskæftigelsesområdet bliver tilpasset, så også mennesker med kognitive udfordringer og handicap kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet.” siger Esben Kullberg, som har taget initiativet til at samle medlemmerne.

 

Når cirka 1.700 unge med særlige behov hvert år færdiggør stu, kommer kun 6 % i job eller uddannelse, mens resten overgår til offentlig forsørgelse. Tre år senere er kun omkring 20 % af en årgang videre i job eller uddannelse. Gennem et projekt har Ligeværd udviklet Joballiancen, som er Ligeværds bud på et særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb. 140 unge fra fem forskellige stu-steder deltog i projektet over en periode på fire år. 81 % var i job eller uddannelse ved projektets afslutning.

Læs mere om Joballiancen

Maj 2025

Da kommunen tog over, fik Sabina det værre og værre

Af

I 2016 påbegyndte Ligeværd beskæftigelsesprojektet ViVirk’R, der har til formål at udvikle og implementere en model for virksomhedsrettede ressourceforløb for unge med handicap. Sabina er en af de borgere, der kom i ressourceforløb gennem projektet. Hun var med hjælp fra jobkonsulenten hos Randers Bo- og Erhvervstræning kommet langt i sin vej ud på arbejdsmarkedet, men så hjemtog Randers kommune pludseligt den virksomhedsrettede indsats. Da kommunen overtog ansvaret for Sabinas virksomhedspraktik, gik det kun én vej for Sabina: Tilbage. Udtrykt med Sabinas egne ord: ”Det hele blev et helvede, rent ud sagt.”

Fra stofmisbrug og selvmordtanker til STU

Sabinas liv har ikke været let. Omsorgssvigt i familien, problemfyldt skolegang, mange skoleskift, stofmisbrug og selvmordstanker. I flere år lykkedes det ikke for hende at få den rette hjælp til at få fast grund under fødderne. Efter en del tumult fik Sabina et Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelsesforløb (STU) på Randers Bo- og Erhvervstræning (RBE). Men også det husker hun som noget problematisk i starten:

”Det endte med at være rigtig godt. I starten kunne jeg ikke møde og havde ikke lyst til at være her, fordi der var en masse ballade. Men så fik vi lagt et skema. Nogle dage kom jeg bare og snakkede med en voksen og tog hjem igen. Andre dage deltog jeg i undervisningen. Det hele foregik i mit tempo, når jeg var klar på det.”

Mødestabil medarbejder i Føtex

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) gav i 2016 RBE og tre andre socialøkonomiske uddannelsessteder mulighed for at arbejde med nogle af deres borgere i beskæftigelsesprojektet ViVirk’R. Sabina var en af dem. Hun kom i et ressourceforløb med en jobkonsulent fra RBE.

”Da jeg stadigvæk var tilknyttet RBE, gik det faktisk rigtig godt. Jeg havde rigtig meget succes i praktikken. De fejl og justeringer, der var, fik vi hurtigt rettet, og fandt ud af, at jeg bliver meget nemt påvirket, hvis der er noget privat, der går mig på. Det er nok til, at jeg ikke kan møde. Så vælter det hele i mit hoved,” fortæller Sabina.

Hun fortæller videre om, hvordan RBE’s jobkonsulent i samarbejde med praktikstedet, Føtex prøvede alt muligt. Blandt andet afprøvede de forskellige mødetidspunkter for at se, hvornår Sabina arbejdede bedst. Og forsøgene gav gode resultater, for Sabina blev mødestabil.

”Jeg fik gode kollegaer og glade kunder. Der var et godt sammenhold,og jeg fandt selv en tilfredsstillelse ved at servicere kunder. Jeg fik meget mere ros, end jeg havde regnet med. Jeg blev også mødestabil, fordi jeg fik lov til at prøve at møde på forskellige tidspunkter. Det er vigtigt for mig, at det foregår i mit tempo. Når man f.eks. spørger mig, om jeg kan møde en time tidligere, så siger jeg, at det vil jeg gerne lige arbejde på. Det fungerer ikke for mig at få det at vide med det samme. Sådan var det i Føtex. Det gjorde, at jeg kunne tage en halv time ekstra en gang i mellem”.

Kommunens pres ødelagde Sabinas positive udvikling

Sabina kom i rigtig god udvikling i sin tid med jobkonsulenten fra RBE og virksomhedspraktikken i Føtex. Hun fik ros for sit arbejde af både kolleger og kunder, og i lyset af alle succeserne begyndte hun selv at tænkte, at hun var ved at være klar til et fleksjob. Men så let skulle det ikke gå, for Randers kommune valgte at hjemtage alle deres borgere i ViVirk’R. Det betød, at Sabina fik en kommunal jobkonsulent tilknyttet i stedet for jobkonsulenten i RBE, og det har haft negative konsekvenser for Sabina.

”Ud fra min synsvinkel, så bliver jeg ikke længere lyttet til. Jeg bliver presset for meget. Efter jeg fik den nye jobkonsulent, har jeg været sygemeldt i fjorten dage, hvor jeg var nede ved min læge og var fuldstændig grædefærdig. Det var noget med, at når jeg var syg, så skulle jeg indhente det, så det endte med, at jeg arbejdede i weekender. Det hele endte med at blive uoverskueligt, så jeg til sidst gik til lægen,” fortæller Sabina.

”Jeg bliver presset af både min jobkonsulent og min sagsbehandler. Det, min jobkonsulent gør, får hun jo besked på at min sagsbehandler. Min sagsbehandler begyndte allerede i 2016 at snakke om, at jeg skulle stoppe på Randers Bo- og Erhvervstræning og komme videre. Nu var jeg klar til at få et fleksjob. I min gode tro, så troede jeg jo på det, for jeg vil også gerne videre og have en afklaring. Så det sagde jeg selvfølgelig ja til. Men efter jeg kom væk fra Lene (jobkonsulent i RBE), blev det hele bare et helvede, rent ud sagt”.

”Min egen oplevelse er, at jeg har været klar til et fleksjob længe. Jeg burde at have fået en afklaring for et godt stykke tid siden. Men så snart det går godt, skal jeg sættes op i tid og have bygget dage på. Presset har gjort, at jeg ikke kan holde til så meget mere. Mit bristepunkt er blevet tre timer tre dage om ugen. Jeg kan ikke længere tage et kvarter eller en halv time ekstra. Det er jeg simpelthen blevet for ødelagt til. Jeg tør heller ikke at gøre det, for så snart jeg viser, at jeg kan tage ti minutter mere en dag, så skal det bare være fast og så skal det på alle dage,” fortæller Sabina om det pres, hun har oplevet, efter Randers kommune overtog ansvaret for hendes virksomhedspraktik.

”Jeg synes, det har skadet mig mere at være så lang tid i systemet. Jeg kan mærke på min egen krop og min egen psyke, at jeg får det værre og værre. Jeg kan arbejde mindre og mindre. Og jeg har mindre og mindre overskud til ting både på arbejdet og hverdagsmæssigt,” lyder Sabina Mogens noget triste konklusion på, hvad hendes kommunale ressourceforløb har ført til.

2019

Viljen til at gøre en forskel for mennesker, er et stærkt forretningsgrundlag

Af

Direktør Lars Kristensen fra Thortrans Randers fortæller om virksomhedens samarbejde med Randers Bo- og erhvervstræning om at skabe jobs til unge på kanten af arbejdsmarkedet.

”Af en eller anden grund kan man mærke forskel. Nu har jeg arbejdet sammen med kommunen gennem rigtig mange år. Og vi har et super godt samarbejde. Men når det kommer til Randers Bo- og Erhvervstræning (RBE), er der et kæmpe spring”, siger direktør Lars Kristensen om virksomhedens samarbejde med Randers Bo- og Erhvervstræning.

Thortrans har gennem en del år arbejdet sammen med uddannelsesstedet, RBE i Randers, der arbejder med unge med særlig behov. Thortrans er en af de mange lokale virksomheder, RBE arbejder sammen med for at udvikle de unges forudsætninger for at få en tilknytning til arbejdsmarkedet.

”I en virksomhed som vores har vi rigtig gode muligheder for at skabe jobs, som passer til den enkelte unge. Vi kan sagtens finde opgaver, som passer. Vi er en transportvirksomhed, der blandt andet transporterer møbler, vi har lagerhoteller rundt omkring i landet, og så har vi palleproduktion – dvs. vi genbruger og reparerer paller, som andre producerer. Vi er blevet FSC-recycle certificeret for bæredygtig træproduktion. Og de paller, som ikke kan genbruges, laver vi til træflis. Og hvis den produktion blev udført af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, ville den også være samfundsmæssigt bæredygtigt – det ville bonne positivt ud” mener Lars Kristensen. Men samtidig undrer han sig over, at den slags ikke sker i større udstrækning. Og peger på, at kommunerne måske i højere grad skal bruge steder som Randers bo- og erhvervstræning i samarbejdet med virksomhederne.

”Lige i øjeblikket har vi en ung, som kommer fra de mest kummerlige forhold – boede i et kælderrum hos sin far og kunne ikke tage vare på sig selv. Så kom han på RBE og har fået skabt sig et helt liv – fået en lille lejlighed med adgang til fællesrum sammen med de andre unge.

Det sjove er, at de medarbejdere, som er på RBE, tidligere har været kommunale medarbejdere. Så hvad er forskellen ved, at du går over på den anden side af vejen og arbejder? Jeg tror, de på RBE er gode til at tydeliggøre deres værdigrundlag. Gøre det tydeligt, hvad formålet med stedet er: At sætte den unges trivsel og udvikling først. Måske er de kommunale medarbejdere også bundet op af rigtig meget papirarbejde – det er måske det, men jeg ved det jo ikke. Jeg tænker bare, der må være en grund til, at der er så stor forskel”.

Brug for støtte til at fastholde de unge

”Det arbejde, RBE udfører, skaber rent faktisk resultater. De unge, de har på RBE, er meget dårligt kognitivt fungerende. Og så har jeg ikke trådt dem over tæerne. Men så kommer de bare ud i noget, hvor de kommer til at skabe værdi. Og jeg ville ønske, at flere fik mulighed for at arbejde steder, hvor der var den nødvendige støtte for den enkelte. Det skal være jobs, som er tilrettelagt efter deres kognitive begrænsninger. Jeg ville ønske, vi kunne kombinere den type jobs med hjælp til at fastholde dem i virksomheden, for eksempel kunne hente dem og på anden måde fastholde dem i jobbet. Fastholdelse i jobbet et med til at skabe arbejdsmarkedsidentitet, arbejdsmarkedsnormer og – kompetencer. Give dem den samme tilknytning til fællesskabet på en arbejdsplads som andre, give dem nogle succesoplevelser. Det kræver, at virksomhederne får den økonomiske kompensation til at løfte disse opgaver. Selv om man ikke skal gøre det, fordi det er givtigt at spille på. Man skal gøre det, for at give mennesker en mulighed for at bidrage og deltage i vores samfund. Man skal gøre det, fordi værdisættet er rigtigt”, siger direktøren og henviser til, at en virksomhed selvfølgelig må sikre, at økonomien hænger sammen.

”Det kan være svært for os at skabe jobs til mennesker, som måske kun har 10% af en normal arbejdsevne, hvis vi også skal støtte dem i jobbet. Hvis økonomien skal hænge sammen, er der brug for et samarbejde om rammerne for den type virksomhed. Men hvis det lykkes, viser kommunens egne tal, at en person, som går fra offentlig forsørgelse til ansættelse, vil betyde fra minus 300.000 til plus 300.000 kr. i den offentlige økonomi. Det burde alle kunne se gevinsten af”, mener Lars Kristensen og siger på den måde, at det både er en god forretning for samfundet, for virksomheden og for den enkelte unge.

”Vi har med nogle unge mennesker at gøre, som er begrænsede i forhold til almindelige forudsætninger på vores arbejdsmarked. Men kunne vi for eksempel etablere en senior-mentor ordning, hvor ældre medarbejdere kunne være mentorer og give de unge den nødvendige støtte i jobbet. Skabe tillid, være rollemodeller.

Det kunne være fedt, hvis vi på den måde kunne hente flere unge mennesker ind på arbejdsmarkedet, og de kunne komme til at tjene nogle penge. Men det skal være fordi, man vil hjælpe disse unge i gang på arbejdsmarkedet. Og ikke for at få billig arbejdskraft. Vi vil gerne stille rammerne til rådighed, men vi vil også gerne kompenseres for det, det koster os at støtte disse unge. Men når man ser, hvilken forskel det gør for disse mennesker, så er det indlysende, at det er en god investering for samfundet”, siger direktør i Thortrans Lars Kristensen.

Samarbejdet mellem Thortrans og Randers Bo- og Erhvervstræning har indgået i ViVirk’R, der er et ressourceforløbsprojekt under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

2019

En vej til selvtillid og arbejde

Af

Enok Linde er afdelingsleder på Landbrugslinjen på Erhvervsskolen Vestjylland. Under projektet ViVirk’R har han borgere i ressourceforløb målrettet mod beskæftigelse. Han ser det som sin opgave at bygge opgaver og selvtillid op trin for trin, finde talentet og kompetencen og skabe den gode og trygge relation.

Landbrugslinjen er Enok Lindes domæne på Erhvervsskolen Vestjylland. Han er uddannet driftsleder og har arbejdet i landbruget i 20 år. Han er nu på femte år ansat som afdelingsleder på skolens landbrugslinje. På linjen har han godt 20 henholdsvis STU elever, borgere til jobafklaring og 2 borgere i ressourceforløb under ViVirK’R. Projekt er indrettet til unge under 30 år med udviklingshæmning, som har brug for en helhedsorienteret, praktisk og individuelt tilrettelagt forløb, for at komme tættere på beskæftigelse.

”Inden jeg startede her på skolen gik jeg hjemme. Jeg har selvfølgelig været ude og prøve andre ting. Jeg har været på Skjern Industriservice, hvor man laver køjesenge. Og jeg været på plejehjem, men det har ikke lige været den største succes”. Louise, i forløb under ViVirK’R

– Der er tale om borgere, som har været gennem talrige forløb, som aldrig er lykkedes. Alt er mislykket, og de har ingen tro på sig selv og ingen tro på, at noget skal lykkes for dem. Derfor er det så vigtigt med en god, tryg og tillidsfuld relation fra allerførste øjeblik. De skal mærke, de er respekteret og hører til, fortæller Enok Linde.

ViVirK’R er et projekt i Ligeværd. Projektet har til formål at skabe målrettede ressourceforløb, der bringer borgerne tættere på arbejdsmarkedet. Redskaberne er et tæt samarbejde mellem socialøkonomiske uddannelsessteder, kommuner og virksomheder. ViVirK’R har lokale partnerskaber i fire kommuner: Randers Kommune, Frederikshavn Kommune, Aarhus Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune.

”Min kæreste mærker en stor forskel. Nu kan jeg også fortælle, at jeg har haft en skidegod dag. Når man ikke selv har noget at bidrage med, bliver man lidt nedtrykt. Åh ja – jeg er ikke så indelukket mere. Det er ikke længere bare noget med at tage på arbejde og tage hjem og lukke mig selv inde.” Louise, i forløb under ViVirK’R

Ligeværdighed

– Det vigtigste er et rummeligt menneskesyn og tilgang. Det er vigtigt, at jeg møder dem i øjenhøjde og vi taler ligeværdigt og respektfuldt med hinanden. De skal vide, at det, jeg siger, er der bund i, og det holder. Og skulle det ikke holde og der bliver problemer, er jeg der hele tiden til at gribe dem, fortsætter Enok Linde.

Det første møde er vigtigt til at skabe trygheden, og for Enok Linde er det vigtigt, at han får en klar fornemmelse af, hvordan han kan udfordre dem – uden at udfordre dem ud over kanten. Vel er det et fungerende landbrug, men dyrene er først og fremmest et undervisningsmiddel.

– De er jo alle forskellige som alle andre mennesker og skal gribes forskelligt an. Et fåtal af dem kommer videre til ordinært job, men en stor del kommer videre til enten et fleks- eller et skånejob.

”Der er mange at samarbejde med. Vi går for det meste to sammen og lærer at samarbejde om opgaverne. Jeg tror, Enok sætter os sammen, så vi passer lidt sammen”. Louise, i forløb under ViVirK’R

Lag på lag

Når først tilliden er etableret, bygger Enok Linde opgaverne på, så den enkelte udvikler sig og får opbygget troen på sig selv. I nogle tilfælde for første gang nogensinde. Målet og resultatet ligger i undervisningen og den personlige udvikling af hver enkelt.

– Jeg forsøger at bygge lag på lag. Louise, som er en af borgerne i forløbet, startede med at gøre fårenes drikkeskåle rene. Efterhånden blev hun mere sikker og kunne gå i gang af sig selv. Næste etape var at passe de små dyr, som er kaniner og klappegrise. Dernæst de store dyr som svinene og kvæget. Louise, og hendes tro på sig selv, vokser sammen med opgaverne, forklarer Enok Linde.

– Det er hel tiden en afvejning af opgaverne, og hvornår det næste trin skal tages. De skal tage ejerskab for opgaverne. Det er meget vigtigt, at de hele tiden ved, at jeg tror på dem.

For Louises vedkommende har Enok spottet et talent for at arbejde med grisene. Det vil han og Louise godt bygge videre på. Hun er så sikker i sine opgaver, at hun kan tage nye elever med på sidemandsoplæring, hvor hun er læremesteren. Det styrker hendes selvtillid og selvværd, at hun ved det er noget hun kan.

”Enok snakker med mig om, hvad jeg synes. Jeg lufter over for ham, når jeg er klar til at tage flere timer. Så finder vi ud af om det skal være flere timer, flere dage m.v.” Louise, i forløb under ViVirK’R

Netværk og samarbejde

Samarbejdet mellem de socialøkonomiske uddannelsessteder, kommunerne og virksomhederne kræver også tillid og ikke mindst netværk. Enok Linde har et solidt netværk i lokalområdet, og kender mange landmænd og virksomheder gennem sit mangeårige arbejde i landbruget.

– Det er vigtigt med det personlige kendskab, når jeg skal matche virksomheder og elever i praktik. Det er ikke lige meget hvilke mennesker vi får sat sammen. Jeg skal finde den rigtige kemi, og få sat de rigtige sammen, så vi får en god praktik, understreger Enok Linde.

Statusbeskrivelser af hvordan hver enkelt udvikler sig er en del af hans arbejde, så kommunen kan tage stilling til de næste skridt, når den tid kommer.

– Der er altid store udfordringer i overgangene. De skal lidt bæres igennem og ikke stå alene i det uvisse. Det gør jeg en del ud af, så der er et overlap til nye mennesker, uddannelsessteder eller virksomheder. De skal kunne se en sammenhæng og have mulighed for at skabe en ny tryg relation, slutter Enok Linde.

Erhvervsskolen Vestjylland har samlet fem personer i forløb under projektet ViVirK’R. De to af dem er hos Enok Linde på landbrugslinjen.

”Min sagsbehandler ser ligeså godt som mig, at stedet her har gjort en positiv forskel for mig. Hun siger: godt gået Louise! Og hun har lige forlænget mit ressourceforløb, så jeg kan komme tilbage til stedet her efter min kommende barsel og gøre mit forløb færdigt. Det giver mig en rigtig stor ro, at jeg ved jeg kan komme tilbage.

Det allerbedste ved stedet her er helheden. Omgivelserne, lærerne … ja, helheden i det. Jeg har slet ikke noget at sætte fingeren på.” Louise, i forløb under ViVirK’R

Fra potentiel førtidspensionist til 25 timers arbejdsuge med Joballiancen

Af

Ingen havde troet, at 23-årige Frederik Vejrup Larsen kunne tage et fleksjob. I dag arbejder han 25 timer om ugen i den lokale Rema 1000 i Skjern.

Nogle mennesker opnår mere i deres karriere, end man kunne forvente.

Sådan et menneske er Frederik Vejrup Larsen fra Skjern, som med diagnosen 22q11 blandt meget andet har massive indlæringsvanskeligheder. Han har gået i specialtilbud hele sit liv, og undervejs i sin STU på Erhvervsskolen Vestjylland var både undervisere, vejledere og Frederiks forældre enige om, at det ville være en flot præstation, hvis Frederik kunne opnå skånejob, når han var færdig.

Derfor var det allerede en succeshistorie, da Frederik efter STU kom på rehabiliteringsteamet i Ringkøbing-Skjern Kommune og blev afklaret til fleksjob i 12 timer om ugen. Kort efter landede han et fleksjob i den lokale Rema 1000 i Skjern.

“Det var ikke forventeligt, at han skulle nå så langt,” husker Joan Dejgaard, som er socialrådgiver på Erhvervsskolen Vestjylland og arbejder igennem Joballiancen med at få de unge godt i vej på arbejdsmarkedet på STU.

 

En succeshistorie udover det sædvanlige

Når Frederik Vejrup Larsen får julegave af sin arbejdsplads, står der ”Til Hr. Direktør” på pakken. Sådan tiltaler hans kollegaer ham også, og under interviewet har han da også indtaget kontorstolen bag chefens skrivebord i butikkens baglokale.

”Jeg ved ikke, hvorfor de kalder mig det, men jeg møder ind noget tid senere end alle andre, så når jeg kommer, siger de ’hej direktør’,” fortæller han, hvilket får hans mor Berit Vejrup Larsen til at smile stort. Sammen med Joan Dejgaard sidder hun med ved interviewet for at hjælpe Frederik med at svare på de ting, han har svært ved selv at huske.

Oprindeligt blev Frederik afklaret til minutiøst faste arbejdstider og nøje planlagte arbejdsopgaver. I Rema 1000 startede han ude ved mælken, hvor han hurtigt blev fascineret over, hvor mange forskellige slags mælk, der findes. Imidlertid havde han ingen ambitioner om at skulle ud blandt kunderne og løse opgaver i butikken.

”Det turde jeg slet ikke,” siger han og fortæller, at han især var helt sikker på, at han aldrig nogensinde ville finde mod til at sidde i kassen.

”Men der skete noget andet,” siger han og kigger over på sin mor med et slet skjult smil.

I dag løser Frederik næsten alle typer opgaver i butikken, og i skrivende stund er det et år og to måneder siden, han sad ved kassen første gang. Og så arbejder han ikke længere kun 12 timer om ugen. Han arbejder 25 timer om ugen.

”Det er en succeshistorie udover det sædvanlige,” siger Joan Dejgaard, og hans mor stemmer i.

”Hvis jeg må indskyde, så tror jeg, at det kommer af, at Henrik (købmanden, red.) tror på Frederik. Når nogen tror på en, så kan man også mere. Og det er jo beviseligt, at Frederik kan mere, end han selv tror,” siger hun.

 

Det fulde potentiale

Nogle mennesker opnår mere i deres karriere, end man kunne forvente. Ofte fordi andre mennesker ser deres potentiale og løfter dem.

Sådan en har Frederik mødt i Henrik Aagaard, som er Frederiks arbejdsgiver og købmand i Rema 1000 i Skjern. Han er et af den slags sjældne mennesker, der forstår at løfte en pædagogisk opgave uden at have en pædagoguddannelse i ryggen, og den evne mærker man tydeligt, når han taler.

For en ting er, at nogen tror på én. Men hvordan kan det lade sig gøre, at en ung mand, som maksimalt har potentiale til et skånejob ender med at arbejde 25 timer om ugen i et fleksjob?

Henrik Aagaard har et bud.

”Vi laver sjov med ham og sørger for, at han har det godt her. Det skal ikke være så højtideligt,” siger han.

”Det handler om at rumme ham og hans udfordringer. Hos os er han startet ude i mælken og så lige så stille bygget på. Og så kan det være, han sidder i kassen nu, men jeg ved også, at de dage, hvor der er travlt, så skal han ikke sidde der. Så kan han lave noget af alt det andet. Vi har masser af opgaver.”

Og så handler det om at tage Frederiks dårlige dage med, fortæller han.

”Der er jo nogle dage, hvor han bare ikke kan, og så handler det om at rumme det. For alle de andre dage er det jo en gave for os at have Frederik.”

Han får det til at lyde legende let, når han fortæller om sit arbejde med Frederik. Men selvom han måske har mindre behov for hjælp til den pædagogiske opgave, som kan følge med, når man ansætter en ung med særlige behov, så sætter Henrik Aagaard stor pris på samarbejdet med Erhvervsskolen.

”Hvis der er problemer, er det dejligt, de er der til at hjælpe både os og Frederik. Men når hverdagen kører, og Frederik har det godt, vil jeg sige, jo mindre de blander sig, jo bedre. Det handler bare om at tro på folk.”

 

En håndholdt indsats

Når Frederik kunne komme i fleksjob lige efter sin STU, så er det, fordi han har været en del af Joballiancen. Her indgår STU-sted, kommune og virksomheder partnerskaber for at sikre gode overgange for STU-elever, som ofte har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

På sin uddannelse på Erhvervsskolen Vestjylland var Frederik igennem tre praktikker, hvor Erhvervsskolen beskrev ham på det niveau, som skulle til for, at han kunne blive afklaret. Derfor stod han hurtigt med et fleksjob i hånden, og det var afgørende, mener Berit Vejrup Larsen.

”Erhvervsskolen gjorde et kæmpe arbejde med, at Frederik faktisk var klar til at komme på rehabiliteringsteamet, da han var færdig med STU, fordi de havde haft ham i forskellige praktikker. Og det gør, at man har en sag, som hurtigt kan blive forelagt,” siger hun.

Havde Erhvervsskolen ikke gjort det stykke arbejde, så ville der ske det for Frederik, som sker for alle STU-elever, der ikke er en del af Joballiancen. Han ville komme ind i jobcentret alene, og her ville han blive sendt ud i en række praktikker for at blive afklaret. Det ville have været for hårdt, mener han selv.

”Hvis jeg skulle igennem så mange praktikpladser, det ville være for meget at komme igennem. Altså mange forskellige fremmede mennesker. Det ville blive svært for mig at komme igennem alt det,” siger han, og hans mor nikker.

Ligesom Frederik ser Joan Dejgaard, at det kan have været en fordel, at hun og hendes kollegaer klargjorde hans sag.

”Vi var konstante i Frederiks liv, kan man sige. Så vi havde den, indtil Frederik kom på rehabiliteringsteamet og fik bevilliget fleksjob. Det var godt, at det ikke var en ny jobkonsulent, som skulle til at finde ud af, hvem Frederik er,” siger hun.

I evalueringen af Joballiancen siger flere sagsbehandlere, at metoden optimerer sagsbehandlingstiden, og at deres arbejde glider bedre i de sager, hvor de arbejder på den måde. Ligeværd ville gerne have spurgt en sagsbehandler i Ringkøbing-Skjern Kommune, om det også er deres oplevelse, men det har desværre ikke været muligt. I en mail skriver afdelingsleder i kontanthjælp særlig indsats, Joan Thyregaard, at ”den største forskel er, at de unge ikke skal have en ny kontaktperson efter endt uddannelse. Erhvervsskolen har altid været en god samarbejdspartner omkring de unge og overgangen til jobcentret. Der er hyppige opfølgninger med de unge efter STU, som har stor betydning for de unges tryghed i forløbet og overgangen.”

Det blev altså heller ikke nødvendigt for Frederik at få en ny kontaktperson og blive sendt ud i det ordinære beskæftigelsessystem. Og i Joballiancen stopper indsatsen ikke, når den unge starter i fleksjob. Selvom Henrik Aagaard helst ser, at Erhvervsskolen blander sig uden om, så følger Joan Dejgaard stadig op på Frederiks udvikling og sikrer, at han både trives på og uden for jobbet.

”Vi hjalp Frederik med at få øje på, hvad det var for nogle skånehensyn, der var vigtige for ham for at trives hernede og få det fortalt. Og så var kemien bare rigtig god mellem Frederik og Henrik, så Frederik følte sig hurtigt tryg og fik den oplevelse af ’okay, så kan jeg godt stille mælk på plads,’” siger hun.

Herfra har det udviklet sig, og Frederik har opnået mere i sin karriere, end nogen havde turdet håbe på. I en alder af bare 23 år.

Læs mere om Joballiancen

Marts 2024

Kommunerne skal indgå partnerskaber med civilsamfundsorganisationer og virksomheder

Af

Landets 98 kommuner skal indgå partnerskaber med civilsamfundsorganisationer og virksomheder, hvis de skal lykkes med at få udsatte unge i job. Det er den klare anbefaling fra Reformkommissionen.

Mange unge med særlige behov hænger permanent fast i midlertidige ydelser gennem et helt liv.

Hvis disse unge skal i job, er det en bunden opgave for landets 98 kommuner at indgå partnerskaber med civilsamfundsorganisationer og virksomheder om at få det til at ske. Sådan lyder et par af de anbefalinger, som Reformkommissionen i maj udgav i sin tredje og sidste rapport ”Nye Reformveje 3”.

Og det er der en god grund til, fortæller Nina Smith, som er formand for kommissionen.

”Det vi kan se er, at de gange hvor kommuner laver et systematisk samarbejde med civilsamfundsorganisationer om at få unge i job, så flytter det meget mere. Så det er vores begrundelse for det her,” siger hun.

Og ifølge Nina Smith er det altså den enkelte kommunes ansvar at invitere civilsamfundsorganisationerne ind i den kommunale opgaveløsning.

”Man skal ikke have alle 98 kommuner med, hvis man er en civilsamfundsorganisation. Men alle 98 kommuner skal prøve at bruge nogle af de civilsamfundsorganisationer, der er synlige i deres netværk, og som de kan bruge,” siger hun.

Hun understreger samtidig, at det kræver af civilsamfundsorganisationer og virksomheder, at de vil være med til at etablere det gode samarbejde med kommunerne. Men at kommunerne altså har ansvaret.

”Civilsamfundsorganisationerne er der jo og gør en hel masse ting. Men hvis det skal flytte noget i alle 98 kommuner, så er det kommunalbestyrelsen og lederskabet i kommunerne, der skal sætte sig om bordet og ville lave en langsigtet strategi for, hvad gør vi med vores udsatte borgere? Hvor det at opbygge partnerskaber på en eller anden facon bliver en del af den strategi,” siger hun

Den udmelding bekymrer Ligeværds direktør Esben Kullberg. Ifølge ham er det indlysende, at kommunerne skal lave partnerskaber med civilsamfundsorganisationer, hvis de skal løfte opgaven. Men det vil ikke være tilstrækkeligt at sige til kommunerne, at de selv skal sørge for, det sker.

”Hvis jeg har forstået reformkommissionen rigtigt, så lægger de meget initiativ ud til kommunerne i forhold til at lave partnerskaberne. Og der kan jeg være bekymret, for det ser jeg faktisk ikke, at kommunerne gør. Det ligger ikke i de fleste kommuners selvforståelse at gå ud og lave partnerskaber med civilsamfundsorganisationer,” siger han.

Civilsamfundets fordel

Et af de største problemer for unge med komplekse udfordringer er en livslang mangel på stærke og forpligtende relationer til voksne. Relationer som mange unge med særlige behov opbygger til de fagprofessionelle på deres STU-sted. Den relation kan kommunerne udnytte i den unges overgang mellem STU og beskæftigelse, fordi STU-stederne kan noget, som ingen kommune kan.

”De kan det, at de ikke er en myndighed. De kan skabe nogle helt andre typer relationer og fællesskaber, og det kan en sagsbehandler ikke gøre. Du kan ikke ringe en kommunal sagsbehandler op klokken to om natten, hvis du er et ungt menneske, der har brug for det,” siger hun.

Ifølge Reformkommissionen skal kommunerne derfor arbejde tæt sammen med organisationer, der kan udfylde rollen som dem, man kan ringe til. Og netop den rolle udfylder STU-stederne for både unge og virksomheder i Ligeværds projekt Joballiancen.

Her har 30 kommuner, fem STU-steder og mere end 100 virksomheder indgået forpligtende partnerskaber med det formål at få unge i job efter STU. Som beskrevet her i bladet med det overvældende resultat, at 100% af de 140 unge i projektet er kommet videre i job eller uddannelse uden frafald.

Dermed stiller projekt Joballiancen sig i rækken af eksempler, som Nina Smith kan referere til, når hun siger, at ”det flytter mere, når civilsamfundet er med.” Og Esben Kullberg ser da også Joballiancen som et indlysende svar på noget af det, som Reformkommissionen efterspørger.

”Jeg synes, vi har beskrevet, hvordan de partnerskaber kan laves, hvordan rollefordelingen mellem de partnere, der skal løse den her opgave skal være. Så jeg synes, vi kommer med rigtig mange svar på noget af det, som de efterspørger,” siger han.

De kommunale barrierer

Ideen om at bruge civilsamfundet er ikke ny. Det gjorde vi tilbage i tiden, fortæller Nina Smith, men da vi byggede velfærdsstaten, kom vi til at afmontere den tanke.

”Hvis du går lang tid tilbage, så spillede civilsamfundsorganisationerne en meget stor rolle i vores samfund. Så bygger vi velfærdsstaten og har måske en tro på, at når vi har betalt vores skat, så løser det offentlige alle problemer for alle borgere, også dem med komplekse problemer,” siger hun.

Det offentlige løser også problemerne for de mange. Men for dem med komplekse problemer er det offentliges indsats utilstrækkelig ifølge Reformkommissionen. Og det er altså her det enorme potentiale for partnerskaber ligger gemt, og hvor forskellige civilsamfundsprojekter når i mål. Bare i for lille skala.

Når de gode løsninger findes, men ikke bliver opskaleret, så tyder noget på, at nogle mekanismer i kommunerne gør det svært.

”Der er for eksempel den barriere, at alt for mange proceskrav gør, at dem, der sidder i kommunen og har med de udsatte grupper at gøre, at deres tid bliver taget til ting, som ikke flytter særlig meget,” siger Nina Smith.

Men det handler ikke kun om proceskrav, det handler også om vilje, mener hun.

”Det er også kompetencer hos sagsbehandlere og medarbejdere i kommunerne, fordi man skal jo ville det her. Det er ikke nok, at man er enormt stærk i paragraffer. Man skal også have nogle kompetencer til at lave virksomhedsnetværk eller gå ud i civilsamfundsorganisationerne og bygge sådan nogle relationer op.”

Skal der lovgivning til?

Selvom reformkommissionen har fået øje på, at det virker, så vil det ikke nytte noget at lave lovgivning, som skal pålægge kommunerne at samarbejde med civilsamfundet, mener Nina Smith. Opgaven er kommunal og skal tilpasses hvert enkelt lokalområde.

”Der er pokker til forskel på Fanø Kommune og Københavns Kommune i, hvad det er for ting, man kan gøre. Vi mener, det vil være tåbeligt at lave lovgivning om det her, fordi der ikke er noget one size fits all her.”

Det er Esben Kullberg uenig i.

”Det viser sig gang på gang, at der nogle dynamikker i kommunerne, som har det med at tage over, blandt andet økonomi og besparelser. Så jeg tror, at hvis vi vil have kommunerne til at lave den her opgave på partnerskabspræmissen med civilsamfundet, så skal vi lovgive om det,” siger han.

Men så længe hver enkelt kommune har ansvar for at lave partnerskaber med civilsamfundsorganisationer, så vil Ligeværd banke på.

”Vi vil fortsætte det arbejde, vi har gjort i Joballiancen, hvor vi er ude at gøre os til. Simpelthen at appellere til kommunerne om at lave de partnerskaber med de uddannelsesinstitutioner, der allerede er i lokalområdet,” siger han.

Og så giver han ikke op så let i forhold til at få lovgivning på området.

”Vi vil blive ved med at insistere på, at der skal skabes lovgivning. Der skal skabes et særligt tilrettelagt beskæftigelsesspor i lovgivningen, som tilgodeser de her unge mennesker, som har nogle massive kognitive udfordringer, sådan at de kompenseres for nogle af de regler og love, som ellers er forhindringer for dem.”

Læs mere om Joballiancen

Marts 2024