Det var præcist sådan ordene faldt, erindrer Isakur Johannessen om første gang han stiftede bekendtskab med UFL. Siden er han blevet næstformand i den lokale afdeling af UFL som bestyrelsesmedlem for UFL på landsplan. Her er et portræt af et ungt, imødekommende og engageret menneske. 

Tekst og Foto: Peter Christensen 

Isakur Johannessen er næstformand for UFL Sydvest og medlem af UFL’s landsledelse. Her får han Fluffy – ”borgmesteren af Skjoldsgade” – til at falde til ro og affinde sig med både besøgende og boremaskiner.

Isakur, som er en høj fyr, og en lille gøende hund, var velkomstkomiteen denne torsdag formiddag. 

– Bare rolig. Hun er bare sådan en lille bomuldshund, fortæller Isakur. 

– Hun er 4 måneder gammel og skal bare lige gø lidt. 

Det skulle vise sig, at det lille kræ med navnet Fluffy ikke mente at være hvem som helst. Skønt sin unge alder så han snarere sig selv som borgmesteren i lejligheden og skulle give sit besyv med og sætte tingene på plads. 

Isakur havde anrettet et fint morgenbord med rundstykker, pålæg, juice, kaffe og en morgenkage, som faldt på et rart efter køreturen fra Aarhus til Esbjerg. 

– Jeg har lært hjemmefra, at når der kommer gæster skal der ikke mangle noget, siger en smilende Isakur om opdækningen. 

Disse linjer blot for at sætte rammen for en hyggelig og rar snak med Isakur Johannessen, og fordi de også fortæller en del om hvem Isakur er som menneske. Jeg på min side er ikke vant til at blive så fornemt beværtet, når jeg er ude at interviewe, som jeg blev den formiddag. 

Stærkt ordblind 

Familien flyttede fra Færøerne til Danmark, da Isakur var knapt 1 år. Først til Brøndby siden til Esbjerg, hvor hans far fik arbejde som lydtekniker på en lokalradio. Moren er kantineassistent på et ældrecenter. De er tre brødre: Søren på 26, Frans på 24 og Isakur på 23. 

Som mange andre unge med særlige behov mindes han ikke sin tid i folkeskolen med glæde. Isakur, der er stærkt ordblind, følte sig uden for og havde svært ved at følge med i timerne. 

– I starten var det OK, men det blev sværere og sværere, som vi kom i de større klasser, fortæller han. 

– I 6. Klasse fik jeg en matematikbog for 3. klasses elever og blev placeret i hjørne bagest ved et 1-mandsbord. Jeg var på min egen lille ø. Det var nogle lange skoledage, jeg ikke fik meget ud af. Jeg lærte først at læse på som 14-årig. Det er temmelig sent, og jeg har stadig svært ved det den dag i dag.  

Efter folkeskolen kom han på Finderup Efterskole ved Skjern, og det var i den forbindelse, der blev taget hånd om hans problemer med læsning. I det hele taget var efterskolen den gode oplevelse han trængte til. 

– Jeg gik fra at være meget alene, når jeg gik hjem fra folkeskolen smågræd jeg hele vejen hjem. Jeg havde ikke mange venner, men det fik jeg på efterskolen, erindrer han. 

En af disse venner var Nikolaj fra parallelklassen i folkeskolen, som også havde særlige behov. Til Isakurs store overraskelse mødtes de igen til nye elevers dag på efterskolen. Det er godt at have nogen man kender og kan læne sig op ad, når man kommer et nyt sted. Og Isakur og Nikolaj havde hinanden. 

Det store vendepunkt kom, da Isakur startede på Finderup Efterskole. Her blev der taget hånd om hans ordblidhed, og han oplevede hvordan en skole og lærere også kan være. I dag har gennemført en uddannelse som pedel og ser lyst og fortrøstningsfuldt på fremtiden.

Efterskolen rykkede Isakur 

Efterskolelivet hjalp Isakur rigtig meget. Han blev screenet og fik undervisning på det niveau, hvor han var. Han følte sig respekteret og accepteret. Det var en helt ny oplevelse. 

– Jeg blev meget mere social på efterskolen. Lærerne er klar over, at vi er unge mennesker med særlige behov. De ved hvad de skal gøre for at hjælpe, og man får en ”rumbo” og lærer at gå op af hinanden 24-7, forklarer han. 

– I min klasse var vi alle stærkt ordblinde. Der var en tryghed i den måde undervisningen foregik og man blev accepteret. 

Efterskolen gav ham at andet billede af, hvad en lærer også kunne være. Her var både rum til kærlige drillerier og tid til den vigtige snak når de faglige udfordringer drillede på en anden og mere påtrængende måde. Isakur kom på en linje med bygge og anlæg. I starten var han ikke meget for det udeliv, men han lærte at holde af at plante træer, måle og bygge bålskur og bålhytter 

Senere under opholdet valgte han landbrug og var på dambruget et halvt års tid. 

– Hold kæft, jeg har sorteret mange fisk. Først få dem samlet ind i net i bassinet. De skal sorteres efter størrelse og art til de forskellige bassiner. Det var meget sjovt. 

På dette tidspunkt begynder naboen at finde den store boremaskine frem med voldsom larm til følge. Det får Fluffy op på poterne. Han tager kampen op og fortæller at det er for meget. I dette tostemmige lydinferno af hund og boremaskine holder vi en lille pause og morer os lidt over hunden. 

Jeg ringer lige til Frede 

Efter Finderup kom Isakur på Esbjerg Højskole, hvor en lærerinde havde startet et forløb til unge med særlige behov. Og det var hende der lige ringede til Frede og spurgte om Isakur kunne komme med den samme aften. De skulle ud at bowle. Det kunne han godt, han skulle bare have en 20’er med til sko. 

– Hun fik mig overtalt, og det er jeg meget glad for den dag i dag. Jeg kunne lide at være der. UFL betyder meget for mig, jeg blev taget så godt i mod. Det er UFL altså rigtigt gode til, siger han. 

Han fortæller, at aktiviteterne i UFL Sydvest er hyggeaftener en gang om ugen med snak, kaffe, sodavand, brætspil og nogle gange også med boller, kage eller pandekager. Klubaftener finder sted i Cafe Finsen, hvor UFL har lejet sig ind. 

– Vi arrangerer en lille weekendtur ind i mellem. Fredag skal vi en tur på pizzeria og derefter se Rune Klan i Esbjerg Musikhus. Vi giver 150 kroner for det hele. Det er så billigt, at alle kan være med. 

- Jeg kan bare godt lide at stå i køkkenet og forarbejde maden, som jeg vil have det. Og Nanna kan godt lide det jeg laver. Hun er helt vild med min gullasch, siger han tilfreds og smiler.

Træning i stor stil 

Tidligere krøb Isakur ned i en hule og sumpede alt for meget med computerspil. En dag på vægten svingede nålen alt for højt op, og han tænkte: nu skal der altså snart ske noget, hvis jeg ikke skal trille ud af døren. Han meldte sig til fitness og nu går det meste af min tid med at træne. 

– Jeg giver mig selv lov til at spille en gang i mellem, men jeg skal styre det ellers bliver det hurtigt for meget, forklarer han. 

Han træner mandag og tirsdag. Onsdag er der UFL aften i kalenderen. Torsdag og fredag træner han også. Han har smidt de første 7-8 kilo. 

Får han og kæresten Nanna, der er uddannet organist, gæster, er det ham der står for madlavningen. 

– Så kan jeg godt finde på at lave en toretters menu. Jeg kan bare godt lide at stå i køkkenet og forarbejde maden, som jeg vil have det. Og Nanna kan godt lide det jeg laver. Hun er helt vild med min gullasch, siger han tilfreds og smiler. 

I mellemtiden har den gæve alfahan Fluffy opgivet kampen mod boremaskinens teknologiske overmagt og i stedet lagt sig for at tage en lur. Vi kan til gengæld forsætte snakken under lidt mere rolige forhold.  

Udlært pedel 

Læreren der sendte Isakur til UFL havde andre gode kontakter. Hun arrangerede, at han kom i praktik som pedel på Social- og Sundhedsskolen. Det blev et andet vigtigt vendepunkt i hans liv. 

– Praktikken var rigtig god. Det endte med et længerevarende praktikforløb i forbindelse med STU. Min vejleder mente, at når jeg nu godt kunne lide at være pedel, hvorfor læser du så ikke til pedel, fortæller han.  

Isakur fik læreplads på social og sundhedsskolen og startede uddannelsen til ejendomsservicetekniker, som meget lidt mundret hedder. Selve uddannelsen tager tre år og et par måneder. 

– Jeg var vel afsted på skole i Odense i sammenlagt et halvt år i løbet af uddannelsen. Jeg fik tre måneders ansættelse bagefter, så jeg kunne komme på en ordentlig dagpengesats, fortæller han videre. 

– Jeg blev rigtig godt modtaget på skolen. Jeg har haft en rigtig god tid derude, fra start til slut, og bliver behandlet som almindeligt mennesker og kollega. Der bliver taget hånd om en og der gik ikke længe, et par måneder, så fik jeg lov til selv at gå rundt. Jeg fik nogle opgaver, og havde jeg brug for det kunne jeg ringe og så kom de. 

Lys for en den af tunnelen 

Personalet på skolen var glade for Isakur, og når man har mødt ham forstår man umiddelbart hvorfor, og omvendt var Isakur glad for dem. 

– Det kom lidt bag på mig i praktikperioden, at jeg blev inviteret med til deres julefrokost. Jeg så blot mig selv som praktikant, og den havde jeg ikke set komme, siger han, og det skinner tydeligt igennem hvor stor pris han satte på det. 

Siden oktober har Isakur været ledig siden oktober, da skolen ikke bare kunne ansætte. Den periode har han brugt til også at tage kørekort til lastbil, så han har det kort på hånden til jobsøgning. 

Han har en kollega skolen, som overvejer at gå på pension eller efterløn, og så håber han på et stillingsopslag, så han kan søge. 

– Jeg synes, jo jeg har den fordel, at jeg kender stedet. Af og til arbejder jeg stadig lidt derude, hvis de lige mangler en lukkevagt, så ringe de lige og hører om jeg kan komme forbi, fortæller Isakur og han er fortrøstningsfuld. 

– Jeg ved der er et lys for enden af tunnelen også med job. 

Vi står klar til at hjælpe

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse