UFL-Klub 8000C er en ny klub for 16-30 årige aarhusianske unge med særlige behov. Ligeværd besøgte klubben på en klubaftenen mandag den 29. februar. Det blev en spændende indblik i klubbens aktiviteter på en velbesøgt aften med mange aktiviteter. 

Tekst og foto: Peter Christensen 

En balje, nogle dråber duftende olier efter eget valg… og op med buksebenene og ned med de ømme fødder. Hvem vil ikke gerne sidde og slappe af med et fodbad? Rørsukker, mandler og nogle andre magiske elementer og så får du en ansigtsmaske, der efterlader din hud renset glat, blød og fin som en babys kinder. 

Hvem har ikke lyst til at blive forkælet på den måde? På årets skuddag, mandag den 29. februar, var der inviteret til wellnessaften i UFL-Klub 8000C. Godt 15 unge, tre havde meldt afbud, og en god håndfuld frivillige var mødt op til aftenen, som også bød på nakkemassage, fodmassage, yogaøvelser og for de, der var mere til det, var der mulighed for at tegne, spille et spil eller svede til bordfodbold og bordtennis. Lokalerne er delt i tre planer med god plads, mange forskellige siddepladser, både ved almindelige mødeborde og i en sofa-hygge-krog. Alle mulighederne blev udnyttet til samtidige aktiviteter over det hele. 

Neel Holm er koordinator og fast ankerperson for klubben, og hun har arbejdet med at etablere klubben siden november 2015. Ligeværd tog i en stille stund en kort snak med hende og en af de unge, Julie på 23 år, som har været med fra klubbens start den 1. februar. 

– Jeg brugte meget lang tid på at finde lokaler, indtil vi fik muligheden for at bruge Alléskolens lokaler. Dernæst også på at finde frivillige og unge, men der var det en fordel, at jeg har arbejdet med de unge tidligere i andre sammenhænge. Klubben har 21 registrerede medlemmer. Vi er som regel 15-18 stykker, når der er klubaften. Vi har en fast kerne på en ti stykker, som kommer i klubben hver gang, fortæller Neel Holm. 

Alléskolens lokaler ligger i Toldbodgade i hjertet af Aarhus, tæt på rutebilstationen. 

– Jeg har længe gerne villet have en klub som denne. Så jeg er rigtig glad for, at vi har den nu. Der er godt nok en anden UFL Klub i byen, men de der kommer der er meget ældre end mig, og her er de andre på min alder. Det har været rigtig dejligt at lære nye at kende, få nye venner og lave noget sammen, siger Julie om klubben. 

Julie bor i Odder, hvor der ingen aktiviteter er af den type, og hun tager turen til Aarhus hver mandag til klubaften. 

– Vi planlægger forskellige aktiviteter. De ideer der ligger er et besøg og rundvisning på Dokk1, det ny hovedbibliotek, og en aften med projektet FoodMaker, som handler om at skabe glæde ved at lave mad blandt unge. Måske kunne de lære de unge at lave den rigtige scoremiddag, siger Neel Holm, der også kunne tænke sig en aften, hvor de unge fortæller om deres arbejde, bruge hinandens erfaringer og inspirere hinanden om mulighederne på den front. 

På det næstkommende møde mandag den 7. marts har UFL-Klub 8000C sin stiftende generalforsamling og skal forsøge at etablere et bestyrelsesarbejde og blive en officiel klub med de unge ved ”roret”. Til det møde har de inviteret UFL Grenaa til at fortælle om, hvordan de har gjort. 

Rådgivning

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse