Efteruddannelse gav Jørgen blod på tanden

Det var ikke uden en vis nervøsitet, at Jørgen Sten begyndte på første modul af Uddannelsesforum Ligeværd. Uddannelsen giver faglærte og ufaglærte, som arbejder med mennesker med særlige behov, en teoretisk ballast. Men nervøsitet blev vendt til begejstring og indsigt, som han kan bruge i sit daglige arbejde i et efterskolekøkken.  

Af Katrine Møller Friisberg 

En helt ny forståelse. Indtil flere aha-oplevelser. Og ikke mindst en gevaldig lyst til at lære mere. Detailslagter Jørgen Sten oplever, at han har fået en pædagogisk indsigt og forståelse, som han manglede ved at tage første modul på Uddannelsesforum Ligeværd.  

Det var ellers en helt ny verden, som åbnede sig for Jørgen Sten, da han blev ansat i køkkenet på en efterskole for unge med særlige behov.  

Manglede teori
For 19 år siden afsluttede Jørgen sin uddannelse som detailslagter, og siden har han haft mange forskellige job, men ingen af dem har haft en snert af pædagogik over sig. På efterskolen deltager eleverne i køkkenarbejdet, både for at tage del i de daglige pligter, og for at give dem indsigt i mad, madlavning og køkkenarbejde. For mange var det også en ny verden, som åbnede sig for dem.  

Jørgen Sten kunne med det samme lide at arbejde med de unge. Men mange gange kunne han ikke følge med i, hvad lærerne og det pædagogiske personale talte om.  

– Jeg kunne mærke, at de havde teoretiske begreber, som jeg ikke kendte. Jeg kunne tænke mig at udvikle mig og fÃ¥ pædagogisk lærings- og undervisningsteori, sÃ¥ jeg kunne støtte op om de unge i køkkenet, fortæller Jørgen Sten.  

Han ønskede både at udvikle sig personligt og som underviser for de unge. Og han ønskede at blive en del af fællesskabet med lærerne og pædagogerne på skolen. Og det fik han grundlaget for, fortæller han.  

– SÃ¥ snart jeg fik noget teoretisk baggrund, kunne jeg koble det til den praktiske hverdag.  

Fra frustration til wauw
Efter 19 år væk fra skolen, var det svært at komme i gang med at studere.  

– Jeg blev udfordret og presset, som man jo gør, nÃ¥r man ikke har været pÃ¥ skole eller undervisningsbænken i mange Ã¥r. Men da jeg havde haft de første lektioner og kom tilbage pÃ¥ skolen, tog jeg mig selv i at tænke: Hov, det var det vi snakkede om. SÃ¥ frustrationen blev til en wauw-oplevelse og benovelse. Jeg begyndte at se sammenhænge. Det blev hurtigt til begejstring og videbegær, fortæller Jørgen Sten.   

Det tillægger han blandt andet den måde undervisningen foregår på.  

– Vi havde undervisere, som tog udgangspunkt i vores hverdag. Vi skrev opgaver om vores egen hverdag og analyserede og reflekterede over hverdagen i forhold til den teori vi snakkede om. Det gav virkelig en hurtig værdi, fortæller Jørgen Sten.  

Han fandt støtte i de andre deltagere på efteruddannelsen, som heller ikke har en pædagogisk uddannelse.  

– Det var svært at finde selvdisciplinen til at læse hjemme. Men nÃ¥r jeg først kom i gang, havde de andres støtte, og jeg kunne se, at de ogsÃ¥ kæmpede med det, fik jeg troen pÃ¥, at det nok skulle gÃ¥.  

Større selvtillid kommer de svageste til gode
Også i køkkenet har Jørgen Sten mærket forandringerne.  

– Jeg er blevet bekræftet i, at det jeg gør, virker. Der er bÃ¥de metoder og teorier, som kan støtte op om det, siger han.  

Han mener, at eleverne generelt ikke har mærket stor forandring i dagligdagen, men at det alligevel har betydet noget for dem, at han har fået en større pædagogisk selvtillid. Desuden har han fået metoder og mod til at tage hånd om de elever, han tidligere kunne være lidt usikker på.  

– De elever, som mÃ¥ske har mærket en forskel, er dem, som man mÃ¥ske har forsøgt at undgÃ¥. De har fÃ¥et lidt ekstra opmærksomhed. Før kunne jeg være bange for at gøre noget forkert, fordi de var for skrøbelige, siger Jørgen Sten.  

Han er siden blevet fritstillet fra sit arbejde. Men han er tændt på at blive inden for den pædagogiske verden i en sammenhæng, hvor han kan kombinere sin faguddannelse som slagter med et pædagogisk sigte.  

– Jeg er blevet bekræftet i, at jeg vil mere inden for det fag og undervisning med unge. Jeg har en drøm om at arbejde med STU pÃ¥ sigt. Det kombinerer rigtig godt det faglige fra min gamle uddannelse og didaktikken, siger han.  

Billedtekst: 

– De elever, som mÃ¥ske har mærket en forskel, er dem, som man mÃ¥ske har forsøgt at undgÃ¥. De har fÃ¥et lidt ekstra opmærksomhed. Før kunne jeg være bange for at gøre noget forkert, fordi de var for skrøbelige, siger Jørgen Sten. 

Ny uddannelse giver pædagogisk ballast og indsigt 

Af Katrine Møller Friisberg  

Ligeværd og professionshøjskolen UC SYD er gået sammen om at skabe Uddannelsesforum Ligeværd. Det er en pædagogisk efteruddannelse, som er målrettet ansatte på frie skoler og uddannelsessteder. Målet er at give de ansatte en pædagogisk ballast oveni deres eksisterende ressourcer.  

Uddannelsen er særligt målrettet ansatte i værksteder, køkkener, bosteder, landbrug eller andre steder, hvor menneskelige og faglige kompetencer kombineres med det at skulle undervise og støtte borgere med særlige behov. Det kan for eksempel være håndværkere eller køkkenfaglærte, som arbejder med mennesker uden at have en pædagogisk uddannelse, fortæller Marie Skødt, lektor på UC SYD og en af kræfterne bag Uddannelsesforum Ligeværd.  

– Vi oplever, at de som tager uddannelsen kan rigtig meget, men blot mangler den teoretiske baggrund. Vores mÃ¥l med uddannelsen er at give dem en indsigt og teorier til at sætte ord pÃ¥ det de gør og give dem bekræftelse i, at rigtig meget af det de gør, er det rigtige. Desuden lærer de nye metoder, sÃ¥ de ogsÃ¥ kan gribe tingene anderledes an ved behov, siger hun.  

Undervisningen tager udgangspunkt i kursisternes hverdag. Der bliver brugt eksempler derfra i undervisningen, og de skriver opgaver, som de kan bruge i det daglige arbejde.  

Erfarne kræfter
Til at stå for undervisningen står erfarne kræfter fra UC SYD, som har arbejdet med området eller forsket i pædagogik i mange år: Gunde Schrötter Johannsen, Anne Oksen Lyhne, Marie Skødt, Lene Due Andreasen, Jonna Nøttrup og Leo Komischke-Konnerup.  

– Vores udgangspunkt er, at selv om vi arbejder med mennesker med særlige behov, skal de ikke mødes med særlig pædagogik. Det betyder, at de skal mødes som mennesker først og ikke som diagnoser, siger Marie Skødt.