Af Esben Kullberg, direktør i Ligeværd

Med den nye stu-lov har den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse fået kvalitetsaftaler. Det lyder godt – desværre for godt. For efter, at pris er blevet et udvælgelsesparameter for kommunen, er mange aftaler kommet til at handle om helt andre ting end kvalitet i uddannelsen.

Den nye lov foreskriver, at alle stu-udbydere skal have en kvalitetsaftale med en kommune, for at kunne tilbyde stu-forløb. Det er kommunen, der skal lave aftalen, så det er kommunen, der bestemmer, hvem der kan være uddannelse for de unge, kommunen visiterer til stu. Samtidig er det også kommunen, der skal udforme kvalitetsaftalen.

Kvalitetsaftaler om stu

Alt for mange kvalitetsaftaler handler om andre ting end kvalitet

I Ligeværd har vi 60 uddannelsessteder, der tilbyder stu-forløb. Og når vi lægger ørene til vandrørene, kan vi høre, at processerne omkring kvalitetsaftalerne er meget forskellige. I den ene ende af spekteret sker det gennem dialog og samarbejde mellem kommunen og udbyderne, hvor man i fællesskab finder frem til de bedste forløb for de unge, der ikke har anden uddannelsesmulighed. I den anden ende er det rene kravbeskrivelser, som udbyderne kan tage eller lade være.

Efter vores opfattelse er der alt for mange af den sidste kategori. Alt for mange kvalitetsaftaler om stu handler om andre ting end kvalitet. Det handler efter vores opfattelse om, at kommunen skal have så mange opgaver løst af uddannelsesstedet, så udgifterne ikke belaster kommunens budgetter.


Kommunerne HAR fået et helt nyt magtinstrument

Med kvalitetsaftalerne om stu som forudsætning for, at et uddannelsessted kan udbyde stu, har kommunen fået et helt nyt magtinstrument. Hvis man som uddannelsessted ikke kan eller vil levere det, som kommunen kræver i aftalen. Ja, så er der bare ingen aftale.

Da den nye lov har indføjet, at prisen på tilbuddet skal indgå i aftalen, så kan kommunerne nu næsten egenrådigt fastsætte prisen på et stu-forløb. Også selvom de ikke har et nærmere kendskab til de konkrete unge og det særligt tilrettelagte forløb den enkelte ung har brug for, for at komme godt videre i livet og bidrage til samfundet. Så kvalitet behøver ikke at betyde noget.

 

Kommunen sparer penge på bekostning af uddannelseskvalitet

Det er vores opfattelse, at den lov, som skulle øge kvaliteten i ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov, er i gang med at blive praktiseret på en måde, som kan underminere uddannelsen.

Loven har givet kommunerne overhånden i udviklingen af uddannelsesforløb til sårbare unge. En overhånd, som bliver brugt til at spare kommunen penge på bekostning af uddannelseskvalitet for en gruppe unge, der ikke har andre uddannelsesmuligheder.

 

Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse er i fare pga. kommunal økonomitænkning

Det var ikke den politiske intention fra Christiansborg, så vi må bede lovgiverne om hurtigst muligt at se på det her. Ellers er den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse i fare for helt at erodere på grund af kommunal økonomitænkning.

RÃ¥dgivning

Ligeværd støtter unge med særlige behov og deres forældre med råd og vejledning.

Kontakt ligelinie

Bliv en del af fællesskabet

Vær med til at gøre en forskel for børn, unge og voksne med særlige behov…

Ja tak - vis mig hvordan

Ligeværd

Vi hjælper dig og din familie med alt fra netværk til beskæftigelse